*

 

Dagens leder

Dr. Feel-Good

Otte og en halv måned efter at være rykket ind i Det Hvide Hus har USA's præsident Barack Obama fået Nobels Fredspris.

Han får den for at have »skabt et nyt klima i international politik«, for at give »verdens befolkning håb om en bedre fremtid«, lægge vægt på »dialog og forhandling til løsning af internationale konflikter« og for sin vision om en verden uden atomvåben. Endelig forudser Nobelkomiteen, at »demokrati og menneskerettigheder vil blive styrket« under Obama.

Han er dermed den første politiker, der modtager denne anerkendelse uden at have præsteret et eneste målbart politisk resultat. Andre prismodtagere - fra Henry Kissinger og Lu Duc Tho til Anwar Sadat og Menachim Begin - har været mere kontroversielle end Obama, men de har alle forhandlet fredsaftaler mellem krigsførende parter. Det er der intet af i Obamas tilfælde. Det er tankevækkende og siger en del om verden anno 2009 i almindelighed og om Nobelkomiteen i særdeleshed. Man spejler sig i Obama, lytter til hans skøntale og håber på en bedre verden. En sort Messias har gjort sin ankomst. Obama er blevet en slags global psykoterapeut, der skal få os alle til at føle lettelse i en brutal og uoverskuelig verden.

Skal der virkelig ikke mere til for at gøre sig fortjent til Nobelprisen? Nobelkomiteen afslører i sin motivation i lyset af historien en frapperende naivisme. Adolf Hitler og Josef Stalin, to af de største tyranner, glædede sig i perioden op til Anden Verdenskrig over, at vestlige ledere ønskede at løse internationale konflikter gennem dialog, mens de selv tog grådigt for sig af retterne på verdenskortet. Historien har ikke været venlig ved dem, der troede på deres gode hensigter.

Omvendt bidrog Ronald Reagan med andet end gode hensigter, forhandling og dialog til slutspillet om den Kolde Krig. Han var parat til at konfrontere totalitære kræfter og ikke vende den anden kind til sovjetiske trusler. Vi har selveste Mikhail Gorbatjovs ord for, at Reagans oprustning var en ikke uvæsentlig årsag til, at Kreml i sidste ende måtte opgive sin aggressive kurs. Forsvarsalliancen Nato er verdenshistoriens mest succesrige fredsbevægelse.

Obama har holdt flere retorisk flotte taler, om en atomvåbenfri verden, om fred i Mellemøsten og dialog med den islamiske verden og senest i FN om lidt af hvert, men hvis vi sætter fokus på resultater, så ser det pauvert ud. Hvorfor er Obama ivrig efter at møde den ene diktator efter den anden, mens han ikke ønsker at se Dalai Lama? Hvorfor står Obama sammen med Egypten bag en resolution i FN's Menneskerettighedsråd, der sælger ud af religions- og ytringsfriheden? Iran er muligvis millimeter fra at have atomvåben, men Obama har ikke været i stand til at gøre noget ved den udvikling, selv om han efter præsidentvalget afslørende en skuffende vilje til at lade den demokratiske bevægelse i Iran i stikken, hvis blot han kunne få en dialog med præstestyret. Mellemøsten er ikke kommet et skridt tættere en varig fredsløsning, forholdet til Rusland er kun marginalt forbedret, og der er tegn på, at det amerikansk-europæiske forhold er på vej ind i endnu en blindgyde. Læg hertil at situationen i Afghanistan er forværret, og at Obamas krig i den del af verden risikerer at blive hans Vietnam.

Alt i alt ikke just et billede, der maner til at falde i svime og uddele fredspriser. Nobelkomiteen har gjort Obama og freden en bjørnetjeneste, for der findes ikke et eneste eksempel på, at flot tale alene har gjort verden til et fredeligere sted.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
JP mener: En superbureaukratisk skatteplan
Hvorfor skal skaffedyrene betale ved ”Kasse 1”, samtidig med at skattegæld for 14 mia. kr. eftergives?
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Dagens leder lige nu
23.08

Leder: Sindslidende er et dilemma

Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Blogs

Blog: Hvor kommer taberkulturen fra?

Rune Toftegaard Selsing
At gøre som man har lyst til og leve i nuet, er den sikre vej til nederlag.

Blog: Bistandshjælp må ikke være en karrierevej!

Jens Kindberg
Man kan måske sammenligne bistandshjælp og dagpenge lidt med en ambulance. For hvornår ville du egentlig ringe 112?

Blog: Vore børn arver ulykken med renters rente

Mikael Jalving
Vi sender problemer forbundet med eskalerende migration videre til vore børn til trods for, at førstnævnte bliver værre og irreversible.
International debat

Per Stig Møller: Erdogan er på vej væk fra Europa

Per Stig Møller
Det Tyrkiet, som præsident Recep Tayyip Erdogan er i færd med at udvikle, vil aldrig kunne blive medlem af EU.
Kommentarer

Kommentar: Winter is coming

NIELS LILLELUND
Inden i ved vi nemlig godt alle sammen, at den er gal. Vi mærker det. Det er sagen. Lyt blot til forklaringerne, når nogen kaster kampesten fra en motorvejsbro; kådhed, lyder det fra én, psykisk syg, lyder det fra en ekspert,
Annonce
Annonce
Bolig
Gennemtænkt til mindste detalje: Her er huset, der kun koster 500 kr. i drift om måneden
Byg som Sofie og Peter Thrane-Nielsen, og få et passivhus, hvor varmeregnskab og vedligeholdelseskrav er noget nær nul. Boligen er nu nomineret til IdéPrisen 2016. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her