*

Dagens leder 06.01.2009 kl. 03:00

Leder: Israel i Gaza

Det internationale samfund - den del af det, som betyder noget - følger den israelske aktion i Gaza med en tilbageholdenhed i kritikken, som er ny og løfterig. Det er tydeligt, at Israel denne gang har længere line og møder større forståelse for nødvendigheden af sin aktion end ved tidligere militæroperationer.

Israel har helt grundlæggende en ret til at forsvare sig selv, sin blotte eksistens, sine borgere. Samtidig er bevidstheden rundt omkring i de vestlige hovedstæder om, at truslen mod den jødiske stat er større end nogensinde, tydeligvis voksende.

Krigen i Gaza er netop ikke en akademisk selskabsleg, som man ellers kunne få indtryk af ved at følge diverse kommentatorer ikke mindst på tv. De er optaget af spillet, af taktiske positioneringer, af at tolke alt muligt ind i den omstændighed, at der skal være valg i Israel - som jo er regionens eneste demokrati - af at teoretisere den ulykkelige konflikt ud i meningsløshed.

Sandheden er den enkle og ganske ukomplicerede, at det er Israels overlevelse, der er på spil. Israel kan i modsætning til sine fjender ikke tillade sig et eneste nederlag. Den dag, det måtte ske, er Israel færdigt. Så simpelt er det.

Det kan ganske rigtigt være vanskeligt at måle, om truslen mod Israel er større i dag, end den har været i tidligere krige. De fleste er dog enige om, at både Hamas og Hizbollah repræsenterer en radikalitet, som er ny. Det må også være årsagen til, at Fatah-organisationen pludselig udråbes som »moderat«.

Det er formørkede fundamentalister af en helt ny kaliber, som Israel er oppe imod. Forleden blev Hamas-lederen Nizar Rayan dræbt i et israelsk luftangreb i sit hjem i Gaza. Han repræsenterede denne nye radikalitet. I live sendte han personligt to af sine sønner ud i selvmordsaktioner i Israel. De nåede at rive et antal israelere med sig i døden.

Det er denne blinde radikalitet, som Israel i dag ser sig konfronteret med. Det er dermed også tydeligt, i hvor høj grad Israel fungerer som forpost for den samlede vestlige verden og dens kamp mod terrorismen og dens ideologiske bagmænd. Det er nok også det, der så småt er ved at gå op for mange i de europæiske hovedstæder.

Krigen er påtvunget Israel af de terrororganisationer, som vil Israel til livs. I civiliserede samfund som det israelske er det fortsat livsnødvendigt at have fokus på den militære proportionalitet. Farer Israel for hårdt frem i Gaza?

Hvem skal mon definere det? Israel ønsker ikke krigen. Israel reagerer på en livsfarlig trussel. Ethvert civilt palæstinensisk offer er ét for mange. Israel er forpligtet til at søge at undgå civile tab. Men krig er krig. Til evig tid har krige medført civile ofre, selv de mest retfærdige: Anden Verdenskrig, krigen på Balkan i 1990'erne osv.

Hamas gemmer sig bag civilbefolkningen. Man fornemmer en klar strategi i ligefrem at påkalde sig civile ofre. Hamas producerer og affyrer sine våben, hvor de civile bor tættest. Dette er sandelig også et spørgsmål om rimelighed.

Vesten skal stille krav, også til Israel. Forskellen på Hamas og Israel er blandt meget andet også, at Israel er en del af det vestlige kulturfællesskab. Vi måler Israel på Vestens civilisatoriske præmisser. Dette er netop en cadeau til Israel.

Israel skal ikke rykke én meter længere end nødvendigt ind i Gaza. Raketbeskydningen skal bringes til ophør. Terroren skal indstilles. Det er det, det drejer sig om.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Den anden vej
”Fra Den Tredje Verden til Den Første” er titlen på Lee Kuan Yews erindringer om Singapores første 35 år som selvstændig nation.
Risikosamfundet
Aftalen, som Putin ikke ville bryde sig om
Danmark og Tyskland markerer 60-året for et par erklæringer, som på forbilledlig vis regulerer forholdene for mindretallene nord og syd for grænsen.
Tilmeld dig overvågning af Net-leder
Dagens leder
Tophistorie

Den anden vej

”Fra Den Tredje Verden til Den Første” er titlen på Lee Kuan Yews erindringer om Singapores første 35 år som selvstændig nation.
forsiden lige nu

Boligejere i uvished om negativ rente

Erhvervs- og Vækstministeriet vil ikke oplyse, hvad der foregår i den arbejdsgruppe, der beskæftiger sig med negative renter.

Første barn født: Banebrydende teknik frasorterer syge fostre

Ny reagensglasbehandling kan fastslå genetiske sygdomme og sortere i fostre.

Mistænkeligt dødsfald: Lig fundet siddende i bil i Odense

Et større område ved Jacob Hansens Vej i Odense er afspærret.

Tennisekspert: Sådan vinder Wozniacki over Williams

Caroline Wozniacki skal spille op til sit allerbedste, hvis hun skal slå Venus Williams, som hun spiller mod mandag klokken 17 dansk tid.
Hus

Fem råd: Sådan undgår du skimmelsvamp

Der er fem steder i dit hus, hvor der ofte kan være skimmelsvampe.

Grækenland holder brandudsalg

Grækenland er ved at løbe tør for penge, og regeringen sætter turbo på et udsalg af alt fra havne til spillelicenser. Dansk selskab lurer på et køb.
Annonce
International debat
  • Kristen-muslimsk jødehad

    Det intense jødehad, der eksisterer i den arabiske verden i dag, har dybe rødder i den oprindelige kristne og senere europæiske antisemitisme. 
Kommentarer
Annonce
Søg i vejviseren
Annonce
Annonce