*

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Leder

Lars Løkke ramt af en mild Fætter Højben-effekt

I en ambitiøs åbningstale skurrer egentlig kun, at statsministeren åbenbart tror, at udflytningen af offentlige arbejdspladser er et kæmpestort hug.

Det går godt for Danmark, blev statsministeren ikke træt af at understrege i sin åbningstale, og han kunne så tænke for sig selv, at det egentlig også går ganske godt for Lars Løkke Rasmussen. Efter mange økonomiske kriseår i spidsen for Danmark og efter en del personlige kriseår synes statsministeren i den senere tid ramt af en mild Fætter Højben-effekt. Han har pludselig fået medvind.

Grundlæggende handler det selvfølgelig om, at Danmark efter små 10 år i knugende økonomisk krise nu er tilbage i fuldt vigør. 100.000 nye private arbejdspladser på to år er alligevel noget. Men det handler også om, at den ret nye VLAK-regering har gjort mange forudsigelser til skamme og formået at balancere mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet og dermed tilført den parlamentariske situation en stabilitet, som mange havde forsvoret. Regeringsblokken belønnes i målingerne, og Lars Løkke Rasmussen bedømmes personligt tillige nådigere. Det kunne være værre.

Udgangspunktet for en ny sæson med mange bundne opgaver er derfor det bedste i mange år. I en ambitiøs åbningstale ridsede statsministeren fronterne op. De fleste af initiativerne kan gå under fællesbetegnelsen: snusfornuftige.

Kun når det gælder statsministerens rørstrømske beskrivelse af udflytningen af statslige arbejdspladser, er der grund til at protestere: Kære statsminister, skal 3.900 udflyttede arbejdspladser plus et par tusinde ekstra varslede til december virkelig gøre det ud for en storstilet plan for at rykke Danmark i bedre balance igen? Nej, det er kun en begyndelse, og det bør ikke engang være afslutningen på begyndelsen. Der skal meget mere til, og det er og bliver en opgave for en borgerlig regering. En S-ledet regering tør ikke lægge sig ud med Københavns lobby- og interesseorganisationer. Så hér er bestemt plads til større flyvehøjde.

Det store slagsmål på Christiansborg bliver utvivlsomt opgøret om, hvordan de varslede skattelettelser skal falde. Mette Frederiksens slogan »Skattelettelser eller velfærd« er knap så skingert som Helle Thorning-Schmidts »Skattelettelser til de aller-allerrigeste i det her land,« og det flugter pænt med, at S under sin nye formand generelt er ankommet solidt til den virkelige virkelighed og tør se realiteterne i øjnene, også på udlændingeområdet. Der er meget at gøre på skatteområdet. Danfoss’ bestyrelsesformand, Jørgen Mads Clausen, pegede i Jyllands-Posten tirsdag på flere områder, hvor der kan gøres meget mere for at sikre vækst i virksomhederne – selve forudsætningen for alle de vidtløftige planer om at gøre verdens bedste velfærdsstat endnu yppigere. Hele den grundlæggende filosofi om, at det skal kunne betale sig at arbejde, bærer allerede synlig frugt, men overliggeren skal helt op. Også når det gælder om at få flere ud af ghettoerne og den offentlige forsørgelse, er der lovende takter. Og at det kommende danske formandskab for Europarådet skal bruges til at inddæmme Menneskerettighedsdomstolen og udfordre konventionerne, er helt rigtigt. Igen: Det er kun en borgerlig regering, der har det tilstrækkelige mod her.

Det mærkes på Christiansborg, at de fleste har indstillet sig på, at valgperioden nok går tiden ud. Det er i sig selv en cadeau til statsministeren. VLAK-regeringen formår at manøvrere, og ingen kan vist længere huske, hvordan blokpolitik udtales. S bandt sig under Thorning-regeringen op på at føre borgerlig, økonomisk politik, og Mette Frederiksen kommer aldrig til at rulle borgerlige skattelettelser tilbage.

Statsministerens udgangspunkt er ikke så ringe endda.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

.
Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Leder lige nu
18.10

JP mener: Coop har lavet selvmål

17.10

JP mener: DR bør slankes

Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Europa på vej mod ny Reformation

Mikael Jalving
Hvert folk er nødt til at finde en vej ud af det teologisk-politiske morads, det har skabt for sig selv ved at guddommeliggøre menneskerettighederne.

Blog: Migrantkrise? Nu skal yderligere 500.000 migranter mod Europa

Anders Vistisen
Trods massive migrant- og flygtningestrømme til Europa de senere år ønsker et flertal i EU-Kommissionen og EU-Parlamentet lovlig adgang til Europa for adskillige hundredtusinder af migranter.

Blog: De borgerligt-liberales tunnelsyn

Morten Uhrskov Jensen
Eller hvorfor den borgerligt-liberale kommer for sent til historien.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her