*

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Leder

Aung San Suu Kyi var noget særligt. Det er hun ikke mere

Nobelpristageren fra Myanmar har kæmpet for menneskerettigheder, men er åbenbart ligeglad med et mindretal i sit eget land.

Aung San Suu Kyi er modtager af Nobels fredspris, og da hun fik den i 1991, var der ikke mange, som syntes, at det ikke var en god idé. Hun var så at sige indbegrebet af fredelig, veldisciplineret modstand mod en militærmagt og kampen for demokrati og menneskerettigheder. Med store, personlige omkostninger – bl.a. husarrest og adskillelse fra familien – udløste hun respekt verden over.

I disse dage er det småt med anerkendelsen. Det har hun sig selv at takke for. Hun er i mellemtiden officielt blevet galionsfigur for sit land Myanmar, tidligere Burma; her har man et muslimsk mindretal, rohingyaerne, som gennem årtier er blevet forfulgt af det buddhistiske flertal. Alene de seneste uger er over 270.000 rohingyaer flygtet mod Bangladesh i nord. Bangladesh har nu søgt at afvise eller hjemsende dem, det samme har Indien.

De seneste hændelser er udløst af et angreb mod politistationer eller militære forlægninger, udført af en ny, væbnet og voldelig gruppe af rohingyaer. Flere end 30 soldater eller betjente blev dræbt. Det er naturligvis forkasteligt, og gerningsmændene skal stilles til ansvar.

Hvad Myanmars militær gør, er imidlertid ikke at fange de ansvarlige for angrebene, men, siger øjenvidner til vestlige medier, at gå efter civile, herunder børn, kvinder og gamle. Huse og hele landsbyer skal være brændt ned, og det er øjensynligt soldater, der står bag. Udsagnene får vægt af satellitbilleder, som viser en halv snes områder i flammer, efter at hæren indledte sin operation.

Nu kunne man have forventet, at Aung San Suu Kyi gik ind i sagen, der også optager FN’s Sikkerhedsråd. Hun kunne have sagt, at angivelige overgreb fra militæret undersøges, at enhver sten skal vendes, at udenlandske observatører er velkomne, og at Myanmar befinder sig i en vanskelig overgang fra diktatur til demokrati. Det gjorde hun ikke. I stedet taler hun på sin Facebook-side om »et isbjerg af fejlinformationer« og beskylder det internationale samfund for – ved at interessere sig for mindretallet – at hjælpe »terrorister«. Hm, hvor er det, vi har hørt det før? Nåh jo, senest hos d’herrer Erdogan, Putin og al-Assad. Andre nobelpristagere som Desmond Tutu (1984) og Malala Yousafzai (2014) har appelleret til hende om at gøre noget. Det har ikke hjulpet.

Der er ikke meget, som er sort eller hvidt i denne verden, og guderne skal vide, at voldelige, muslimske mindretal virkelig udøver terror i bl.a. Thailand og Filippinerne, for ikke at tale om islamister i Europa. Men i Myanmar har rohingyaerne været så groft forfulgt både lovmæssigt og i dagligdagen, at alle bør kunne se uretfærdigheden.

Rohingyaer kan ikke blive statsborgere, selv om deres familier har boet i landet gennem århundreder. De må ikke bevæge sig frit, har ikke adgang til videregående uddannelse og hånes ganske offentligt af regimets folk. Muslimer har ikke det bedste ry i denne tid, mens buddhister almindeligvis betragtes som blide humanister. I Myanmar er rollerne i vid udstrækning byttet om.

Aung San Suu Kyi er ikke den første nobelprismodtager i modvind – Henry Kissinger og Yasser Arafat (sidstnævnte fik den sammen med to israelere) udløste også protest. Men Aung San Suu Kyi har udstrålet en anden aura end, med al respekt, Kissinger og Arafat. Hun var noget særligt. Hun Hhavde en jernvilje, båret af, forstod man, troen på menneskerettigheder. At de åbenbart ikke skal gælde for en gruppe i hendes eget land, er, mildt sagt, overraskende og sørgeligt.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Leder lige nu
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Manden der reddede verden

Holger K Nielsen
For nylig kom det frem at Stanislav Petrov er død. Eller rettere: han døde i maj måned men først nu er dødsfaldet kommet frem til en større offentlighed

Blog: Legalisering af hash fjerner ikke bandeproblemet

Jens-Kristian Lütken
Det er hamrende naivt at tro, at hårdkogte kriminelle vil stoppe deres kriminelle aktiviteter, hvis indtægtsgrundlaget for hashsalget forsvinder på grund af en legalisering.

Karin Riis-Jørgensen: Stor risiko for at Danmark ender på EU's b- eller c-hold

Karin Riis-Jørgensen, tidligere MEP (V), Senior Rådgiver hos Kreab, København K
EU-Kommissionens formand arbejder med en byge af forslag, der skal styrke eurosamarbejdet, hvor Danmark ikke er med. Dermed svækkes Danmarks position i EU.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her