*

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Leder

Kan Trump holde fingrene fra Twitter-tasterne i Saudi-Arabien?

Præsident Trump har taget hul på en ni dage lang, internatinonal rundrejse. Går det godt?

Efter længere tids historisk tumult i Washington kan Donald Trump lægge trakasserierne på hjemmebane lidt bag sig, når han i dag tager hul på sin første udlandsrejse som præsident. Men nervøsiteten flyver med. Hvad vil præsidenten sige, hvordan vil han opføre sig, og kan han holde fingrene fra Twitter-tasterne undervejs?

Også på udlandsfronten sætter Trump sin egen standard. Normalt besøger en ny præsident først Mexico eller Canada, men Trump lægger for i Saudi-Arabien, hvorefter det går til Israel og Vatikanet, før han slutter hos Nato og G7 – ni døgn i alt, hvor præsidenten vil være væk fra sine normale omgivelser og systemer; hvor der stilles visse krav til ham om præsidentiel opførsel, improvisation med fingerspidsfornemmelse og solid faglig indsigt i tidens tunge problemer.

I Saudi-Arabien skal han foruden at snøre en kæmpestor våbenhandel holde, hvad der er varslet som en principiel tale om islam, der formentlig især vil forme sig som en opfordring til fælles kamp mod Islamisk Stat, men som under alle omstændigheder vil blive sammenlignet med Barack Obamas tale i Kairo i 2009. Her rakte Obama hånden ud til islam på en måde, som eftertiden måtte stemple som naiv og forhastet. Trump vil i pagt med sit gemyt være langt mere kontant og handlingsorienteret. Saudi-Arabien og de andre sunnimuslimske stater skal forpligtes i kampen mod terror og i inddæmningen af det shiamuslimske Iran.

Hvordan Trump vil håndtere forholdet mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre vil også blive mødt med spænding. Samtlige hans forgængere i nyere tid har forsøgt sig med egne initiativer. Alle er kæntret eftertrykkeligt, og forhandlingerne om en fredsløsning omfattende en palæstinensisk statsdannelse er gået totalt i hårdknude. Men Trump kommer med et ubelastet forhold til Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, hvilket er en første forudsætning. Under Obama var USA’s forhold til Israel historisk dårligt. Trump går til problemerne som en forretningsmand, der skal vise resultater, og det udgangspunkt behøver ikke at være dårligere end de hidtidige. Det kan faktisk kun blive bedre.

Besøget i Vatikanet giver om ikke andet gode billeder, men der er vel også den mening med det, at præsidenten dermed får rakt hånden ud til tre verdensreligioner på samme turné. Nato-topmødet i Bruxelles skal først og fremmest bruges til at bekræfte USA’s opbakning, efter at Trump først kaldte Nato forældet og derpå trak i land. Han vil køre hårdt på med sine krav om, at alle skal yde mere til det fælles forsvar, mindst 2 pct. af bnp, og hér har han på forhånd kunnet notere sig sin hidtil største udenrigspolitiske succes. Efter årelangt fodslæberi erkender de europæiske Nato-medlemmer nu, at de må yde noget mere. Det er et pænt gennembrud.

På G7-mødet på Sicilien vil Trump komme under massivt pres for sine kritiske udmeldinger om international frihandel, og det bliver det møde, hvor han får vanskeligst ved at holde sine synspunkter i overordnede tweets.

Under hele turen risikerer præsidenten nye afsløringer hjemme i Washington i de mange løbende sager. Det bliver interessant at se, om han også på udebane vil gøre de mange forhåbninger til skamme om, at når han først havde indtaget Det Hvide Hus, ville stilen blive lagt om.

Det er den ikke blevet derhjemme, bl.a. fordi mange vælgere stadig elsker hans facon, men på udebane mangler Trump stadig at vise, hvor radikalt anderledes han tolker forvaltningen af hvervet som verdens mægtigste mand.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Leder lige nu
05:00

JP mener: G7 skal vise ægte sammenhold

Om noget kalder den aktuelle geopolitiske situation på, at G7-landene viser ægte sammenhold, der sætter sig ud over personændringer blandt præsidenter og premierministre.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Tre gode grunde til at fjerne 2%-kravet, Kristian Jensen!

Signe Munk
Det var ikke nok at smide udtrådte løbesko på Finansministeriets trappe. Men ministeren må forstå, at der er grænser for, hvor meget man kan øge tempoet på sygehusene.

Blog: Træhesten i Manchester

Mikael Jalving
Jeg tæller ikke længere angrebene og orker ikke at læse mere.

International debat: Store udfordringer venter Macron

Poul Skytte Christoffersen
Højt på den franske europapolitiske dagsorden står et reformeret og effektivt eurosamarbejde, men først skal præsident Macron vinde flertal i nationalforsamlingen ved valget i juni og vise, at han selv kan gennemføre reformer.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her