*

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Leder

Vi kan ikke afskaffe al uret. Men vi kan gøre opmærksom på den

Der er politiske fanger fra Aserbajdsjan til Zimbabwe. Vi må ikke glemme dem.

En notits i nogle internationale aviser forleden meddelte, at Hamel Santiago Maz Hernández var død, 45 år gammel. Hvem er han, kan man spørge. Her er svaret:

Santiago Maz var cubansk systemkritiker og blev sidste juni fængslet for angivelig »misagtelse« af statslige myndigheder. I fængslet tabte han 15 kg og pådrog sig en nyreinfektion, fortæller enken. Den officielle dødsårsag var hjertesvigt. Pårørende og lokale menneskeretsorganisationer er overbeviste om, at han døde som følge af umenneskelige forhold under indespærringen.

Der er to forhold i denne sag. Den ene er fængselsopholdet. Den slags har altid været forbundet med en overordentligt stor risiko i Cuba. Den anden er, at han overhovedet endte bag tremmer. Så vidt vides har Santiago Maz aldrig begået en voldelig handling eller opfordret dertil. Han brød sig bare ikke om det kommunistiske diktatur, som har været ved magten i Havana i snart seks årtier. Han syntes, at det var på tide med nogle andre ved roret end brødrene Fidel eller Raúl Castro. Han mente vel også, at Cuba trænger til frie valg.

Havde han levet i et demokrati, kunne han blot have sagt, hvad han syntes. Han kunne have bestyret en blog, opstillet som politiker, indkaldt til demonstrationer eller skrevet en bog. Der ville ikke være krummet et hår på hans hoved.

Der er mange som Santiago Maz, og langtfra kun i Cuba. Det er værd at huske i disse tider, hvor man, forståeligt nok, er optaget af flygtningestrømme, krige, terror og den nye amerikanske præsident. Der er politiske fanger mange steder på kloden, fra Aserbajdsjan til Zimbabwe. I det daglige forbindes vilkårlige fængslinger mest med lande som Rusland og, helt ekstremt, Nordkorea. Men det er toppen af isbjerget. Og selv om magtmisbrug også forekommer i demokratier, er det, der kan ske med mennesker, når de er i totalitære regimers varetægt, usammenligneligt. I USA eller Danmark vil overgreb i reglen komme til offentlighedens kendskab og retsforfølges. I diktaturer er det en del af konceptet.

Tusindvis af mennesker sidder i dette øjeblik fængslet, udelukkende fordi de mener noget forkert. De har ikke svindlet, stjålet eller begået voldshandlinger. I Kina er det tilstrækkeligt at være en lidt for ivrig advokat for systemkritikere til at blive spærret inde. Nobelpristageren Liu Xiaobo afsoner elleve års fængsel efter at have underskrevet en erklæring om menneskerettigheder; havde han ikke fået nobelprisen, var han måske død.

Turkmenistan, hvis befolkning er mindre end Danmarks, er »et af verdens mest undertrykkende lande«, beretter organisationen Human Rights Watch. Folk forsvinder, systemkritikere og deres pårørende tæves, ofte med døden til følge. Andre dømmes for opdigtede lovbrud. I det selskab fremstår Hviderusland, og for så vidt Rusland, som demokratiets fakkelbærere.

Nogle lande, hvor der i dag foregår massive overgreb, var temmelig velfungerende demokratier for ikke længe siden. I Venezuela arresteres modstandere af den i særklasse uduelige præsident Maduro, fordi han bruger dem som gidsler ved møder med oppositionen. Afrika er stadig fuld af beretninger, der intet har med ret og rimelighed at gøre, selv i f.eks. Rwanda, der på overfladen kan virke som en succeshistorie.

Hamel Santiago Maz Hernández’ sørgelige død kan minde os om, at der fortsat er en del at gøre for den demokratiske del af verden. Vi kan ikke afskaffe al uret. Men vi kan gøre opmærksom på den.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

.
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Debat: Hvem er ”menneskerettighederne” til for?
Pernille Bendixen, MF, børne- og familieordfører (DF)
Et 24-årigt medlem af Loyal to Familia er kendt skyldig i et groft overfald på en fængselsbetjent, der blev slået, sparket og stukket med kniv.
Kronik: Menneskerettigheds-domstolen under forandring
Jonas Christoffersen, direktør, Institut for Menneskerettigheder | Mikael Rask Madsen, professor, Københavns Universitet
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Leder lige nu
23.09

JP mener: Rådmanden må gå

Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Hvorfor er det altid sygeplejerskerne, der tømmer opvaskemaskinen?

Harun Demirtas
Sygeplejen i dag lider desværre ikke kun på grund af politikernes forkerte prioriteringer og investeringer, men også, fordi vi som sygeplejersker har glemt at kæmpe for vores arbejdes prestige.

Blog: Fri os fra det gode

Mikael Jalving
Danmark bliver stedse mere broget. Engang var det ræven, der gik derude, mor; i dag er det hyænerne.

Blog: AfD er et ualmindeligt ubehageligt parti

Jens-Kristian Lütken
Der venter store udfordringer for Merkel, og de kan ikke klares med et ”Wir schaffen das”

Debat: Vesten bør støtte et selvstændigt Kurdistan

Azad Cakmak, juridisk konsulent København S
Med etableringen af et Kurdistan vil Vesten få en varig allieret – et demokratisk, sekulært tænkende Kurdistan, der måske på sigt kan give reel næring til ønske om demokrati i andre dele af Mellemøsten.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her