*

Dagens leder

Den sympatiske Anker J.

Anker Jørgensen var den sidste af sin slags – rundet af den brede befolkning, uden videre uddannelse, nem at favne og forstå, umiddelbart tilgængelig, gennemført sympatisk på det menneskelige plan. Han blev sit eget varemærke – jordbunden, folkelig, forankret i det danskeste danske, ovenikøbet med en opbyggelig interesse for middelalderkirker og Grundtvig. Han udlevede myten om sig selv, som andre skabte for ham, fordi han repræsenterede en meget dansk fortælling om vajsenhusbarnet og specialarbejderen, der endte som statsminister. Den historie kunne ingen tage fra ham. Derfor var alle danskere på fornavn med Anker, som ingen har været det med en statsminister før eller siden.

Men Anker J. var også statsminister i den værste krisetid efter Anden Verdenskrig. Det var hverken noget, han eller hans socialdemokratiske regeringer udløste eller havde et specielt ansvar for. Men hans politiske svar på krisen i 1970’erne var betonsocialdemokratiske i en grad, som siden er blevet legendarisk på den meget afskrækkende måde.

Anker Jørgensens æra er knyttet til finansminister Knud Heinesens dystre advarsel om, at Danmark er på vej mod afgrunden, men vel at mærke på første klasse. Anker J.’s svar på krisen var en voldsom udbygning af den offentlige sektor på kommende generationers bekostning. Det tog mindst en højkonjunktur og et tiår under Poul Schlüters efterfølgende borgerlige regering at rette op efter det bo, som Anker J. efterlod sig. Han lod sig kue af en socialdemokratisk fagbevægelse med LO-boss Thomas Nielsen i spidsen, og han formåede ikke at modstå de fremvoksende offentlige pressionsgruppers lobbyisme. Da han måtte give op i 1982, var økonomien kørt i sænk og statsministeren selv uhjælpeligt fast.

Det var under Anker J., at den rene socialdemokratiske lære - lidt til venstre for midten - for sidste gang blev praktiseret. Hverken Poul Nyrup Rasmussen eller Helle Thorning-Schmidt har stillet sig på hans skuldre. Mange af hans politiske projekter anses i dag bredt for at være rene rædsler.

Hvem husker f.eks. ikke det hårdt optrukne ideologiske opgør om Økonomisk Demokrati? Systemet med automatiske dyrtidsreguleringer var ved at køre forretningen Danmark i grøften, men Anker J. drømte ikke om at gribe ind, fordi LO ikke drømte om at stille sig selv i landets tjeneste. Det blev Poul Schlüter, der måtte tage dette helt nødvendige skridt, og resultaterne sås hurtigt.

Det var også Anker J., der måtte lægge ryg til jordskredsvalget i 1973, der indvarslede Socialdemokratiets nedtur, der kun er blevet værre over de følgende 40 år. Mogens Glistrup og Erhard Jakobsens spektakulære succes var ikke mindst et opgør med Socialdemokratiet og den planløse udbygning af den offentlige sektor, som var begyndt under J.O. Krag et tiår forinden. Anker Jørgensen anede ikke, hvordan han skulle tackle udfordringen. Han evnede hverken at nypositionere sit parti under indtryk af krisen eller definere en ”nødvendig politik”, som både Nyrup og Thorning siden har kunnet.

Anker J. gik af for 34 år siden, og det virker som endnu længere siden. Danskerne elskede deres Anker til det sidste. Han blev boende i sin Sydhavn, og han var dus med alle, han mødte. Han faglige svagheder som statsminister trådte med tiden i baggrunden. Format kan have mange ansigter.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Dagens leder lige nu
26.07

JP mener: IOC svigter

Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Blogs

Blog: Søren Pind er en skuffelse

Katrine Winkel Holm
Søren Pind er ikke bare en strudsepolitiker, men en strudsepolitiker med beskidte debatkneb. Det er både uskønt og skuffende.

Blog: Først gik jeg til politiet. Så tænkte jeg mig om

David Trads
Hvordan i alverden er det gået til, at jeg er bragt i en situation, hvor jeg bringer det værste op i folk?

Blog: Donald Trump i Det Hvide Hus?

Morten Uhrskov Jensen
Officiel kandidat for Republikanerne, men det bliver op ad bakke hele vejen.
International debat

Søren Espersen: Hvorfor holder vi hele tiden med islamisterne?

Søren Espersen
Vi underløber ustandselig de sekulære ledere. Bare der stemmes, og stemmerne tælles rigtigt op, er alting, som det skal være – uanset hvilke islamistiske ”slyngler” der så kommer til magten.
Kommentarer

Kommentar: Helt på spanden uden dannelse

PALLE WEIS
Hvis konkurrencestatens bondesnu kømandslogik fortsætter sit amokløb mod dannelse og viden, står vi først for alvor dårligt rustet i den globale konkurrence, vi er så bange for at tabe.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her