*

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Leder

Lang vej igen

Hvorfor ikke begynde med at fremhæve lyspunktet ved den stribe af undersøgelser af danske muslimers holdninger, som Jyllands-Posten har beskrevet de seneste par uger? For det er hurtigt overstået. Det viser sig nemlig, at et stort flertal ikke bakker op om de islamistiske terrorbevægelser IS og al-Qaida. Kun henholdsvis 1,3 og 1,2 pct. af danske muslimer nærer nogen form for sympati for bevægelserne, og som terrorforskeren Magnus Ranstorp udlagde tallene, er det et billede på, at et massivt flertal af muslimer differentierer sig fra en lille gruppe ekstremister.

Det manglede sådan set også bare, kunne man tilføje.

Men efter dette lille lyspunkt må det siges, at resten af serien ikke har været opmuntrende læsning. Tværtimod har den understreget, at hvis man gik og troede noget andet, så er der stadig lang vej igen, inden man kan begynde at tale om, at den danske integrationspolitik har nogen som helst effekt. Faktisk ser det på en række områder ud til, at der snarere er tale om tilbageslag og stilstand i en integrationspolitik, der trods milliardtilskud gennem årtier er slået fejl. I hvert fald hvis man med integration også mener, at man tilnærmer sig et dansk værdibillede og danske frihedsrettigheder og annammer dansk kultur i et vist omfang. Og det er vel netop, hvad der menes.

Yngre danske muslimer er generelt blevet mere religiøse end deres forældre. 50,3 pct. af danske muslimer beder fem gange eller mere om dagen – det er en stigning på 13 pct. siden 2006. Tilsvarende er andelen, der mener, at Koranen skal følges fuldt ud, steget fra 62,4 pct. til 77,2 pct. i samme periode, mens 52,4 pct. mener, at islam ikke skal reformeres for at tilpasse sig det danske samfund, hvilket man ellers med stor ret kunne forvente, hvis man gør sig noget håb på integrationens vegne. Det er et indtryk, der kun forstærkes af, at 40 pct. mener, at dansk lovgivning skal bygge på Koranen, mens et meget stort flertal mener, der skal tages særhensyn til muslimske børn i danske skoler og institutioner, f.eks. i form af badeforhæng og halalslagtet kød.

I integrationsindustrien har mantraet altid været, at tiden ville opbløde og måske endda udviske forskellene. Ikke i den forstand, at muslimske indvandrere på alle punkter blev danske, men i den forstand, at forståelsen af det danske samfund, det danske værdilandskab og de danske historiske vilkår ville være sådan, at et nyt fællesskab ville opstå. Med andre ord at tilliden til styrken i det danske demokrati ville være så stor, at den til enhver tid ville kunne løse den multikulturelle udfordring. Men hvis man tager udgangspunkt i Jyllands-Postens undersøgelse og i øvrigt fremskriver demografien, er der ingen garantier for det. Snarere tværtimod.

Kritikere af dansk politik vil sige, at det skyldes tonen i den offentlige debat. Vi har været for hårde, for generaliserende og for stigmatiserende, så når der opstår parallelsamfund og ghettoer, har vi kun os selv at takke for det. Men debatten har i det mindste givet os mulighed for at tale om tingene, og man kunne i virkeligheden anlægge den betragtning, at vi som samfund har været for bløde.

Vi har i den stormoderlige velfærdsstats navn fastholdt indvandrere i en usund offerposition og glemt at stille krav, forpligte dem og udstyre dem med den stolthed, som kommer af at skulle klare sig selv, samtidig med at vi har glemt at stå fast på, hvad der egentlig er vores uomtvistelige kulturelle værdier. Fejlene i integrationspolitikken dæmrer langsomt for os. Spørgsmålet er, om det er for sent.

Følg
Jyllands-Posten
JP mener: Borgmesterens vilde bryllup
Den radikale Anna Mee Allerslev gav den hele armen på skatteydernes regning. Hun er desværre typisk for alt for mange meget unge politikere.
JP mener: Coop har lavet selvmål
Hvad er mon den dybere mening med at lade sig spænde for den løbende kampagne mod dansk landbrug?
JP mener: Kronprinsens manglende fornemmelse for politik
Hverken demokratiet eller kongehuset kan holde til at have en kommende regent, der fører sin egen politik uden om regeringen i noget så betændt som IOC og international idrætspolitik.
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Muslimske stemmer
Forsiden lige nu
Om temaet

De ca. 260.000 muslimer i Danmark er ofte i centrum for samfundsdebatten. Men hvad mener de egentlig selv om bl.a. tro, ytringsfrihed, ligestilling, ungdomskultur og demokrati?

Jyllands-Posten foretog i 2006 den første omfattende meningsmåling blandt danske muslimer. Nu gentager vi den og stiller nogle af de samme spørgsmål. I artiklerne på dette tema bringer vi svarene.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her