*

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Leder

Tænk engang – nu må kvinder også køre bil

Saudi-Arabien åbner for lidt modernisering. Det var sandelig også på tide.

Saudi-Arabien har ikke verdens bedste presse, og det er bestemt selvforskyldt. Samfundet er værdipolitisk sine steder så middelalderligt, at man tror, det er løgn. Og at det i overvejende grad var saudiere, som udførte terrorangrebet den 11. september 2001 i USA, var ikke tilfældigt. Saudi-Arabien har i årevis underløbet Vestens åbne, demokratiske samfund med en målrettet, subversiv udbredelse af den ekstreme version af islam, der kendes som wahhabismen.

Nu må kvinder pludselig køre bil, ja tænk engang. Det er så meget en øjenåbner, at det nok vil blive overskriften på det forsigtige opgør, som nu tilsyneladende er skudt i gang under landets nye stærke mand, kronprins Mohammed bin Salman. Men det rækker dybere end kvindelig bilkørsel. Forhåbningen er, at kronprinsen nu faktisk tager et opgør med de ældgamle, gennemkorrupte strukturer, der har holdt ørkenstaten fast i sit formørkede univers. Meget af dette opgør vil foregå i skyggen. Så er det lettere at notere, at kvinder nu må køre bil – om end der er så meget, kvinder stadig ikke må; f.eks. gå på gaden uden mandlig familieledsagelse.

Men forleden slog kronprinsen faktisk til. En større udrensningsbølge mod prinser, embedsmænd og mangemilliardærer blev sat i gang. Officielt for at forstærke kampen mod korruption, men reelt formentlig lige så meget for at befæste kronprinsens egen magtposition. Den 81-årige kong Salman synger på sidste vers. Der er nu ikke tvivl om arvefølgen.

Hvis udrensningen er et første lille skridt på tåspidser til at bringe Saudi-Arabien lidt nærmere en forsigtig modernisering, må det bestemt hilses velkommen. Hvis den også indebærer et stop for den undergravende og reelt terrorunderstøttende kurs, som Riyadh har praktiseret i de seneste 25 år, er det naturligvis lige så glimrende. Men der er sandelig lang vej igen, og den seneste aktuelle forværring af forholdet til ærkefjenden Iran vil næppe befordre processen.

Saudi-Arabien har nemlig ikke kun gang i et indre opgør. Også udadtil presses kronprinsen. En rå, strategisk magtkamp om styrkepositionerne i Mellemøsten mellem det sunnimuslimske Saudi-Arabien og det shiamuslimske Iran er disse års dominerende tendens i hele regionen. Iran er på fremmarch med øget indflydelse i Irak, Syrien og Libanon. Saudi-Arabien føler sig presset og har engageret sig hovedløst i konflikten i nabolandet Yemen, hvor man også vejrer en voksende iransk tilstedeværelse. Tidligere på ugen blev der ovenikøbet affyret et missil med retning mod hovedstaden Riyadh, ifølge regimet afsendt af Iran-støttede militser.

Borgerkrigen i Yemen, som ifølge FN har udløst tidens største humanitære katastrofe, er et rendyrket stedfortræderopgør mellem Saudi-Arabien og Iran, hvor kronprins Mohammed får god brug for sine forbindelser til ikke mindst USA. Under præsident Trumps besøg i foråret blev det gode forhold bekræftet og garneret med et kæmpemæssigt amerikansk våbensalg. Saudi-Arabien er verdens største våbenimportør og ruster sig demonstrativt i distanceopgøret med præstestyret i Teheran.

Hvis der vitterlig vil blæse lidt mildere vinde fra den arabiske halvø, er det også i Vestens interesse. Men der er fortsat grund til en sund skepsis. Der er ikke alene meget langt igen, før Saudi-Arabien værdipolitisk nærmer sig noget, vi normalt kan identificere os med. Landet har også meget at gøre godt igen, før Vesten kan slække på sine forbehold og forsvarsmekanismer over for dette uforandret dybt udemokratiske regime – men jo med de store oliereserver.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Leder lige nu
24.11

JP mener: DF kan takke sig selv for valglussingen

Der er mange forklaringer på DF’s tilbagegang ved valget i tirsdags, men hovedparten skal findes hos partiet selv.
21.11

JP mener: Tak for indsatsen

Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Teknik- og Miljø borgmester posten?

Louis Jacobsen
Frustrationerne har fået frit løb efter Enhedslisten Københavns valg af borgmesterposten for Teknik- og Miljø.

Blog: Befolkningsudskiftning

Morten Uhrskov Jensen
Hvor stor en rolle spiller det, om Dansk Folkeparti har indflydelse eller ej?

Blog: Europa efter Europa

Mikael Jalving
Merkels problem er også vores problem. Migranterne kan ikke fortsætte med at komme herop, uden at vores samfund forvandles til uigenkendelighed.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her