*

Kronik 21.02.2012 kl. 03:01

Tænk stort på arbejdsmarkedet

Danmarks muligheder for vækst og udvikling afhænger af, at vi i langt højere grad formår at opkvalificere vores arbejdsstyrke. Men igennem de seneste 10 år er det rummelige, opkvalificerende danske arbejdsmarked blevet ødelagt, og arbejdsmarkedspolitikken udhulet.

Da regeringen Fogh Rasmussen i 2001 ændrede Arbejdsministeriet til Beskæftigelsesministeriet, var det ikke et tilfældigt navneskifte. Den brede arbejdsmarkedspolitik blev indskrænket, og arbejdet med de ledige kom til kun at handle om at få dem tilbage i beskæftigelse - og det for enhver pris. Tilbage stod kun en rå beskæftigelsespolitik. Konkret betød det, at arbejdsmarkedsuddannelserne blev flyttet til Undervisningsministeriet, mens socialpolitikken til gengæld i større udstrækning blev forankret i Beskæftigelsesministeriet.

På overfladen gik det fint. Beskæftigelsen steg, og ledigheden styrtdykkede. Midt i den buldrende økonomi blev beskæftigelsespolitikken kommunaliseret. Resultatet har været, at vi i dag har 98 forskellige beskæftigelsespolitikker, der stort set kun har det til fælles, at de ikke tager udgangspunkt i de ledige og arbejdsmarkedet. Derimod vejer hensynet til, hvad kommunen kan få retur i refusion fra staten tungt.

At det forholder sig sådan, er netop blevet bekræftet i en ny undersøgelse fra Carma, Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet. Undersøgelsen sætter jobcentrenes indsats i forhold til kontanthjælpsmodtagere og sygedagpengemodtagere under lup. Og resultatet er nedslående. De enkelte ledere i jobcentrene har vidt forskellige strategier, og det betyder i praksis, at mulighederne for en koordineret indsats til glæde for både den ledige og arbejdsmarkedets behov stort set er ikkeeksisterende. Carma-rapporten viser desværre også, at indsatsen over for de ledige styres af, hvad der er bedst for kommunekassen, snarere end hvad der er arbejdsmarkedspolitisk relevant.

Et andet åbenlyst problem er, at kommunerne ikke udgør et passende arbejdskraftopland i forhold til arbejdspladser, der ofte har medarbejdere bosiddende i flere kommuner. Kommunerne er alt for små enheder, og hverken rekruttering af medarbejdere eller hjælp i forbindelse med fyringer passer i en kommunal struktur.

Fogh-regeringens fokus på kommunal forankring og ”beskæftigelse frem for alt” har ført til en stigende sektorisering af uddannelses-, beskæftigelses-, integrations- og erhvervspolitikken.

Med det resultat, at der ikke har været sammenhæng mellem indsatserne på de pågældende områder. Det tydeligste eksempel er, at uddannelse generelt er blevet kraftigt nedprioriteret i beskæftigelsespolitikken.

I en periode med konstant økonomisk vækst, stigende beskæftigelse og faldende ledighed, kan den beskrevne beskæftigelsesstrategi virke besnærende. Men, det er en kortsigtet strategi, der kommer til kort, så snart konjunkturerne vender. Så bliver det for det første ikke så let at sende de ledige i beskæftigelse - for arbejdspladserne mangler - og man har i mellemtiden tømt arbejdsmarkedspolitikken for alle de redskaber, der kan dæmpe krisens symptomer og konsekvenser.

Man har så at sige givet køb på det gamle princip om, at det er i gode tider, man skal forberede sig på de dårlige.

Denne skæve udvikling er vi nødt til at gøre op med nu. Der er behov for at få skabt en bredt funderet arbejdsmarkedspolitik, hvor der både indholdsmæssigt og strukturelt sker en sammentænkning mellem målsætninger og indsatser på de uddannelses-, erhvervs-, integrations- og beskæftigelsespolitiske områder. Vi må gøre op med det snævre syn på politikområderne og få skabt en fælles ”paraply” for hele den indsats, hvis målsætning skal være at sikre balance mellem udbud og efterspørgsel efter kompetent arbejdskraft. Og igen at skabe vækst som grundlag for velfærd, fuld beskæftigelse, økonomisk stabilitet og en jævn indkomstfordeling.

Vi skal være konkurrencedygtige. Det bliver vi først og fremmest, hvis vi kan kombinere ovennævnte politikområder på mere intelligente måder. Blot for at nævne nogle få eksempler, skal der skaffes arbejdskraft i forbindelse med bygningen af Femern-forbindelsen og de nye, store sygehuse. Det er en enorm opgave at understøtte så store projekter med uddannelse, erhvervsstøtte og sikkerhed for arbejdskraft. De ledige, som i dag har været uden for arbejdsmarkedet i et par år, lider voldsomt under, at deres kompetencer langsomt er sygnet hen. Dem skal vi have reaktiveret. Det kræver et stort samarbejde mellem alle instanser. Det burde være indlysende, at kommunerne i disse sammenhænge er alt for små enheder til at være koordinerende instanser. Det ville være mere passende, hvis koordineringsarbejdet kunne forankres i nye arbejdsmarkedsregioner, som er underlagt statslig finansiering og styring.

Et scenarie kunne være otte arbejdsmarkedsregioner, der er tilpasset de reelle arbejdskraftoplande og med i alt mellem en tredjedel og en femtedel af det antal jobcentre, vi har i dag. Nye regionale arbejdsmarkedsråd, der består af de relevante aktører - herunder kommunerne og arbejdsmarkedets parter - bør fastlægge og dimensionere politikken. Jobcentrene skal være udførende enheder inden for den samlede arbejdsmarkedspolitik, som regionen repræsenterer, og hvor erhvervs-, beskæftigelses-, uddannelses- og integrationspolitikken er integreret. Hvis man samtidig bruger arbejdskraftoplandene som grundlag for en fremtidig organisering af voksen- og efteruddannelsescentrene, vil man opnå en slagkraftig koordinering af de arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitiske indsatser.

Vores forslag er et konstruktivt bud på, hvordan vi får taget livtag med nogle af de strukturelle forandringer, der både sker på udbuds- og efterspørgselssiden på arbejdsmarkedet. På udbudssiden har vi opgaven med at sikre tilstrækkelig med kompetent arbejdskraft i fremtiden. Desværre fyrer mange virksomheder medarbejdere i disse år, og arbejdspladserne udflages til lavtlønslande. Dette er blot én af årsagerne til, at der er behov for at få uddannet mange unge, mange ufaglærte og mange beskæftigede medarbejdere. En stor andel har brug for omskoling i det stærkt dynamiske arbejdsmarked, vi har. Vores bud på, hvor mange i arbejdsstyrken, der egentlig burde være under uddannelse - gerne i sammenhæng med arbejdspladsen - er konstant én person for hver 10. ansatte.

I den forbindelse vil indførelsen af en reel kompetenceafklaring, personlige uddannelsesplaner og nøje uddannelsesplanlægning være elementer, der batter. Der er behov for en national kompetencestrategi med en målsætning om at hæve kompetenceniveauet i befolkningen. Og hvis en tiendedel af os konstant skal være i uddannelse, for at vi kan følge arbejdsmarkedets behov, så forudsætter det systemer, der betyder, at den enkelte kan sætte sin uddannelsesplan i spil både i ledighedsperioder og i perioder med beskæftigelse.

Denne langt mere håndholdte tilgang til opkvalificeringen af arbejdsstyrken og tilgangen til de ledige vil også betyde en stor styrkelse af integrationen af flygtninge og indvandrere. Statistikkerne viser, at arbejdsløsheden blandt efterkommere er dobbelt så høj som arbejdsløsheden blandt danskere. Det er endnu et eksempel på, at VKO-regeringen missede en historisk chance for at få udnyttet de gyldne år til at skabe et godt, sundt og velfungerende samfund og arbejdsmarked. Under opsvinget kunne vi ellers glæde os over, at andelen af beskæftigede indvandrere og efterkommere steg fra 49 til 62 pct., men i dag er andelen tilbage på samme niveau som før opsvinget.

Alt i alt vil den beskrevne styrkelse af arbejdsmarkedspolitikken føre til langt bedre resultater end den endimensionelle beskæftigelsespolitik med bevidstløs anvendelse af for eksempel virksomhedspraktik og løntilskud, som vi ser i dag. Hermed ikke være sagt, at praktik i virksomhederne nødvendigvis er dårlig, men igen skal man prøve at se det i et bredt perspektiv og for eksempel kombinere redskabet med et uddannelsesforløb. I dag resulterer den hovedløse brug af virksomhedspraktikken i, at deltagerne ikke lærer nok, og at de fastholdes i deres position som ufaglærte.

Den nye regering har annonceret arbejdsmarkedsreformer i år. Det ser vi frem til og håber, at de kommer til at trække i retning af en bredt funderet arbejdsmarkedspolitik. Her er foreløbig nogle bidrag til en nytænkning af arbejdsmarkedspolitikken. En nytænkning, som den nuværende styring og finansiering af beskæftigelsesindsatsen spærrer for. Så kom nu. Tænk stort! Vi har virkelig behov for at få arbejdsmarkedspolitikken tilbage til gavn for dansk vækst og velfærd.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Blogs
E-Avis

Morgenavisen Jyllands-Posten online – tilgængelig fra kl. 23:00 aftenen før udgivelsesdato.Premium

International debat
Kommentarer
Annonce
Annonce