*

Kronik 11.12.2010 kl. 03:01

Prins Carl og kong Haakon

Den norske tv-serie ”Harry og Charles” har vist sig ikke at handle om det britiske kongehus af i dag, men om det bevægede år 1905, da nordmændene løsrev sig fra Sverige og efter folkeafstemning gjorde en ukendt dansk officer og prins til Norges konge.

Et ungt par, en søofficer i civil (prins Carl, kælenavn: Charles) og hans engelske kone (prinsesse Maud, kælenavn: Harry), cyklende fra deres bolig i Bernstorffs Palæ i Bredgade i København over Amalienborg Slotsplads til slottet, hvor de kommer for sent til middag hos kronprins Frederik (senere Frederik VIII) - i de tider blev nævnte måltid netop spist ved middagstid.

Det er et af de tidsbilleder fra København 1905, som man hæftede sig ved, da der i søndags blev taget hul på en tv-serie i tre dele om noget, der ejendommeligt nok ligger mange danskere fjernt, selv om det drejer sig om en markant begivenhed i Danmarks og vort broderland Norges historie.

Siden 1814 havde Norge været i personalunion med Sverige - men havde modsat svenskerne ikke haft en demokratisk forfatning. Mange nordmænd arbejdede netop da på at frigøre sig fra Sverige og dets konge, Oscar II.

Situationen var alvorlig, for i begge lande var der grupper, som gerne ville afgøre striden med våben i hånd.

Mens spændingen var på sit højeste, mente Bjørnstjerne Bjørnson (forfatteren til den da 50 år gamle nationalsang ”Ja, vi elsker dette landet”, men nu republikaner), at han burde give sin mening til kende, så han telegraferede til statsminister Christian Michelsen: ”Nu gælder det om at holde sammen.”

Forskellen mellem en sangvinsk digter og en realpolitiker fremgår klart af Michelsens svar: ”Nej, nu gælder det om at holde kæft!”

Begge sætninger er glimrende udtryk for stemningen i Christiania (som Oslo endnu hed) just i 1905.

Temperaturen mellem de to lande i personalunionen Norge-Sverige havde siden unionens oprettelse arbejdet sig fra lunken til kold.

Nordmændene, der langtfra alle havde høje tanker om danskerne, der havde hersket over dem lige siden 1380, var heller ikke begejstrede over fra dansk herredømme at blive tvunget ind i et svensk.

Hertil kommer, at modsætningerne mellem svenskerne og nordmændene voksede sig større og større i løbet af 1800-tallet, og i Norge fandt man det urimeligt at blive regeret fra den svenske hovedstad. Ikke mindst voksede norsk selvbevidsthed - som man også kender den fra Nordsøoliens tid i dag - da nordmændene midt i perioden oplevede en økonomisk fremgangstid for landets land- og skovbrug og ikke mindst skibsfarten. I den situation fandt mange nordmænd det urimeligt, at de havde ringe indflydelse på udenrigspolitikken, og ikke mindst den blomstrende norske skibsfart stod bag ønsket om egne norske konsuler i fremmede havne.

Desuden var international frihandel i Norges interesse, mens svenskerne var tilhængere af toldbeskyttelse.

I 1905 nægtede kong Oscar at underskrive en lov om et selvstændigt norsk konsulatsvæsen, som Stortinget i Christiania havde vedtaget. De norske politikeres svar var vedtagelse af et forslag om unionens opløsning.

Det skete den 7. juni samme år.

Her blev nævnte prins Carl en del af spillet - efter at en svensk prins og derefter Carls egen farbroder, prins Valdemar, havde sagt nej tak til tilbuddet om at blive konge af Norge.

Carl tilhørte også det ret fattige glücksborgske kongehus og havde tilsyneladende ikke andre udsigter end en karriere i det danske søværn.

For han var to år yngre end prins Christian, som i 1912 skulle blive konge under navnet Christian X, og som han livet igennem havde et smukt broderligt forhold til.

Men foreløbig måtte han vente, for farfar, gamle Christian IX, regerede endnu, og hans far, kronprins Frederik (VIII) - ”den evige kronprins”, ligesom i vore dage prins Charles af Storbritannien - gik og ventede på, at det skulle blive hans tur. Frederik var en velbegavet mand, der i sin ventetid måtte finde sig i at blive holdt uden for alle vigtige afgørelser af sin far og dennes mangeårige konseilspræsident (statsminister) J.B.S. Estrup.

Prins Carls chancer for at få et kongedømme for sig selv var dog ikke så ringe endda. For både Carl og Maud var børnebørn af Christian IX, der ikke uden grund blev kaldt ”Europas svigerfar”: Hver sommer kunne Christian IX på Fredensborg Slot samle familien, der bl.a. bestod af kong Georg af Grækenland, zar Alexander III af Rusland og den senere kong Edward VII af England og hele dets imperium. Plus deres ægtefæller og børn.

Nævnte Edward (som var søn af dronning Victoria, der også lod ham vente længe på kongeværdigheden) var prinsesse Mauds far og havde ved brylluppet i 1896 skænket hende og prins Carl en residens i England. Her kunne den svagelige prinsesse komme til kræfter - og slippe væk en stund fra familien på Amalienborg, hvor ikke mindst Frederik VIII's temmelig stive, indremissionske dronning Lovisa bidrog til en lidet munter stemning.

Maud døde i London af neuralgi og bronchitis i 1938.

Også kejser Wilhelm så med velvilje på planen om Carl som norsk konge, men Carl holdt igen. Han ville først have det norske folk bag sig, og så skulle farfar give lov.

Det sidste var i hine tider mere end en formalitet og det første særdeles klogt. I Norge spillede en særdeles højttalende republikansk bevægelse en vældig rolle - Bjørnstjerne Bjørnson var langtfra den eneste - det fremgik af folkeafstemningen, der fandt sted samme efterår. 75 pct. stemte - 260.000 stemmer for kongedømmet og 69.000 for Norge som republik. Kun mænd havde endnu stemmeret ved den slags tilkendegivelser.

Også Christian IX, 87 år, gav sit samtykke, og det unge par med deres lille søn, Alexander, kunne sejle til Norge. Dog først efter at en deputation fra det norske Storting havde meddelt konge og regering resultatet og tilbudt Carl den norske trone.

Christian IX læste det norske budskab højt, og derefter talte den nye norske konge - han sluttede med sit valgsprog ”Alt for Norge”.

Og tog derefter navneforandring til Haakon VII - Haakon VI, gift med Margrete af Danmark, var død i 1387.

Også Alexander måtte have et norskklingende navn og kom til at hedde Olav, som Olav Tryggvesson og Olav den Hellige. Maud fik lov at beholde sit eget navn.

Med en vis spænding rejste den lille familie til Norge, hvor stemningen dog viste sig særdeles velvillig, og med stor højtidelighed kronedes kongeparret i Nidaros-domkirken i Trondheim.

Haakon og Maud blev særdeles populære i landet, ligesom senere kong Olav V blev det.

Haakons kongetid blev ikke mindst præget af de to verdenskrige. Ved begyndelsen til den første holdt han sammen med kong Gustav af Sverige og broder Christian fra Danmark, som Haakon livet igennem korresponderede hjerteligt med, trekongermødet i Malmø, hvor de tre enedes om neutralitet under krigen.

I 1930'erne kom der til gengæld en kurre på tråden, da nordmænd gik i land i Østgrønland og gjorde krav på norsk højhed over området.

Det medførte en strid mellem Norge og Danmark - og der blev kold luft mellem de to kongehuse. Men da sagen blev afgjort til Danmarks fordel ved den internationale domstol i Haag, gratulerede Haakon venligt sin broder med resultatet.

Under Anden Verdenskrig skiltes de to brødres veje igen, for mens Danmark kapitulerede 9. april 1940, fortsatte nordmændene krigen på egen jord i foråret 1940, og senere søgte Haakon og Olav samt den norske regering tilflugt i nu afdøde Mauds England.

Stærkt hyldet kunne Haakon i maj 1945 vende hjem til det befriede Norge.

Han døde i 1957 og efterfulgtes af Olav, ”den ny tids mønsterkonge”, der døde 1991.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Det største tabu
Emilie Van Hauen
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
forsiden lige nu

Portræt: Bjarne Riis må forlade sit livsværk

Søndag måtte et af landets mest prominente sportsnavne forlade sit livsværk Tinkoff-Saxo.

Danske Bank mørklægger indtjening på salg af investeringsbeviser

Forbrugerrådet Tænk beskylder Danske Bank og Danske Invest for aftalebrud.

EU-diplomat: Vag græsk reformlist

Græske forhandlere har fremlagt en vag og utroværdig reformliste, siger EU-diplomat.

Forfatteren Helle Stangerup er død efter sygdom

Den 75-årige forfatter, der skrev "Christine", er søndag sovet stille ind.

Far dømt for drab på mor får forældremyndigheden

I juli blev den 39-årige mor til to, Hafida Bourouih, dræbt af sin eksmand.

Familiekrig på den arabiske halvø

Tre arabiske familiedynastier har meget på spil i krigen om magten i Mellemøstens fattigste land.
Annonce
Dagens avisleder
International debat
  • Kristen-muslimsk jødehad

    Det intense jødehad, der eksisterer i den arabiske verden i dag, har dybe rødder i den oprindelige kristne og senere europæiske antisemitisme. 
Annonce
Kommentarer
Annonce
Søg i vejviseren
Annonce