*

Kronik 10.02.2009 kl. 03:00

Kronik: Det Danmark, jeg drømmer om

Får et år siden blev Danmark ramt af uroligheder. Nat efter nat vinterferien igennem brændte unge skoler, biler og containere af. I dag er skyderier blevet en del af vores hverdag, og vi har vænnet os til, at uenigheder fører til uroligheder, skriver Det Radikale Venstres leder Margrethe Vestager.

I en tid med stigende arbejdsløshed, konkurser og tvangsauktioner, er det vigtigt, at vi som politikere finder holdbare løsninger for dansk økonomi. For en stærk økonomi er fundamentet for, at vi kan skabe det samfund og det Danmark, vi drømmer om.

Men det er en dårlig leder, der kun kan fokusere på en ting ad gangen. Og midt i den økonomiske krise må vi ikke glemme, hvad det er for et Danmark, vi drømmer om. Hvad det er for et samfund, vi vil skabe.

Gennem de sidste år er brændende biler og skyderier i gaderne blevet en del af vores hver dag. I dag gennemfører færre børn af indvandrere en ungdomsuddannelse. I dag ender flere børn af indvandrere i kriminalitet. Efter syv år med statsministeren på bagsædet og Pia Kjærsgaard ved rattet, har Danmark udviklet sig til en lukket fest, hvor integrationen er mislykket, og hvor regeringens retspolitik har spillet fallit.

Jeg er vokset op i Ølgod, en lille by i Vestjylland, der er blevet rig på spånplader. Og når halballerne sluttede klokken to om natten, kom min far altid og hentede os i sin orange Saab 99. Også selv om vi sidste weekend var blevet nødt til at stoppe på vejen hjem, fordi en af os havde fået for meget at drikke. Det nærmeste jeg kom skydevåben var, når vi på en frostkold efterårsdag i jagtsæsonen blev inviteret til jagtgilde hos gode venner, der havde skudt harer og fasaner på deres marker. Så sad vi der og pillede hagl ud af dyr, der havde ligget i mælk i dagevis for at kunne tygges.

Hvert år holdt den lokale Rotary-klub en juletræstur, som jeg vildt gerne ville med til. Min far sagde, at han under ingen omstændigheder ville være med i noget, hvor man skulle inviteres for at blive medlem.

Det var først år senere, jeg forstod, hvad han mente.

I februar sidste år blev Danmark ramt af uroligheder. Nat efter nat brændte unge skoler, containere og biler af. Der blev kastet med sten og molotovcocktails og i Bagsværd udbrændte store dele af Værebroskolen.

Jeg kan huske, at jeg var bange og bekymret. Men også vred. Ikke kun på de unge, men på det, Danmark havde udviklet sig til. Nogle måneder senere stod der en dag en bil med to skudhuller i døren foran den lokale thai-restaurant på den del af Amager, hvor jeg bor. Det var i de dage, hvor der ugentligt blev skudt i gaderne i København og Århus. I dag er København en stor visitationszone, og der er stadig skyderier i gaderne.

Når jeg bliver mødt med indslag i tv om skudepisoder, bandekriminalitet og skoler, der bliver brændt ned. Når jeg konstant læser om æreskriminalitet og tvangsægteskab i aviserne. Når jeg møder mennesker, der fortæller mig, at 65.000 kvinder med udenlandsk baggrund står uden for arbejdsmarkedet, kan jeg ikke genkende det Danmark, jeg elsker og holder af.

Det er en gammel sandhed, at tryk avler modtryk. Ligesom vold avler vold. Vi ser det i Gaza, i Afghanistan og Pakistan. Men vi ser det også i København, Århus, Kalundborg og en alt for lang række af danske byer. Men vold avler ikke kun vold, det avler også selvretfærdighed: »Det er samfundets skyld,« sagde drengene, der satte ild til deres egne skoler i vinterferien. Men det er ikke samfundets skyld, forsikrede statsministeren os om. Da han endelig tonede frem på tv søndag aften efter urolighederne havde stået på nat efter nat gennem en hel uge.

»Det er ikke samfundets skyld.« Gør det os tryggere? Løser det problemerne? Bliver det så bedre fremover? Det er ikke samfundets skyld. Det er ikke min skyld. Det er ikke mit ansvar. Sig det til børnene på Værebroskolen. »Det er ikke samfundets skyld.« Sig det næste gang, der er en, der sammenligner tørklæder med hagekors. Næste gang der er en, der undrer sig over, at vi internerer afviste asylansøgere i lejre. Næste gang der er en, der står frem og siger, at de ikke kan få deres kæreste eller udenlandske ægtefælle med hjem til Danmark.

Jeg tør godt sige, at det er vores ansvar. Det er vores ansvar, at skoler ikke bliver brændt ned. Det er vores ansvar, at våben kun er noget, man har, hvis man skal på jagt. Vi har alle et ansvar for at løse problemerne i stedet for at svare igen ved at ekskludere de svageste. I stedet for igen og igen at fjerne rettigheder fra de få, fra dem som ikke har noget. Fra den enlige mor. Fra den afviste asylansøger. Fra dem, der går med tørklæde. Fra dem, der gifter sig med en udlænding. Fra dem, der ikke deler flertallets meninger og holdninger. Fra dem, der ikke er mange stemmer i.

Og jeg undres, når jeg hører statsministeren, som en anden lektor Blomme, gentage det samme pensum år efter år: Skattestop, hårdere straffe og 24-årsregel. Det er sørgeligt at konstatere, at vi har en statsminister, der ikke vil tage ansvar for andet end opgangstider. En statsminister, der leder en regering, der øger kontrollen, skader integrationen og undergraver retssikkerheden. En statsminister, der har mistet grebet og ikke tager ansvar for det samfund, han er valgt til at lede.

Sidste forår besøgte jeg en af de forstæder i Paris, der havde været værst ramt af uroligheder. En by af højhuse i mat beton, hvor udbrændte lejligheder lå efterladte tilbage. På facaden kunne jeg stadig se, hvor flammerne havde slikket op ad bygningen.

Det her er ikke sted, du forlader, var min første tanke. Når du først er endt her, ved du, at du ikke er en del af det samfund, der findes på den anden side af de ringveje, der omkranser området. Vandet kom og gik. Elektricitet var der nogle timer om dagen. Og udenfor var det eneste grønne, jeg så, tidsler og ukrudt. Inden i lejlighederne var der sådan set fint nok. For som en familiefar forklarede mig, så er det vores eget. Selvom det var almindeligt, at en familie delte en treværelserslejlighed med mindst en anden familie.

For mig var det ikke engang trøsteløst. Det var værre.

Jeg har hørt rygter om, at der bliver brændt biler af hver nat i forstæderne til Paris. Men at det kun kommer i tv, når det går over gevind. For mig går det over gevind lang tid før den første bil bliver brændt af. Og én tanke blev ved med at fare igennem mig: »Skal trøstesløsheden virkelig være så tydelig som i forstæderne til Paris, før vi kan se, at det er galt?«

Vi vil altid skændes om højden på hækken og bande hundelorte og deres ejere langt væk. Jeg drømmer ikke om et konfliktfrit samfund. Det er naivt og ville i øvrigt også være kedeligt. Men i det Danmark, jeg drømmer om, er der langt fra hverdagens små konflikter til afbrænding af biler og tilfældig vold.

I det Danmark, jeg drømmer om, har vi alle del i noget, der er så dyrebart, at vi er villige til at kæmpe for det. I det Danmark, jeg drømmer om, kæmper børn og unge for deres skole, for deres lokaleområde, for deres sportsklub, fordi de ved, at det også er deres. Fordi der bliver regnet med dem. Fordi de kan mærke, at der bliver troet på dem. Fordi der er forventninger til dem. Fordi de hver dag mærker, at vi alle er en del af samfundet. Fordi de ved, at det er vores samfund og ikke en lukket fest. Fordi de kan mærke, at de hører til her ligegyldigt navn, socialklasse og hudfarve.

Det er på tide, vi skaber et Danmark, hvor vi er modige nok til at give håb til andre end os selv.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Vi skal lære af Viborg-eksemplet
Mogens Jensen, handels- og udviklingsminister (S)
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
forsiden lige nu

Rejsekortet kan spore dig i fem år

Når der tjekkes ind og ud med rejsekort, bliver oplysningerne gemt i fem år. Transportministeriet sætter kammeradvokaten til at granske juraen i sagen.

Norwegian kaster skandinavisk luftfart ud i kaos onsdag

Pilotstrejke hos Norwegian rammer indenrigstrafikken i Norge, Danmark og Sverige og 35.000 passagerer.

Vestlige ledere bruger pisk og gulerod over for Rusland

Sanktioner bliver først ophævet, når Minsk-aftalen for det østlige Ukraine er ført helt ud i livet, lyder det.

Terrorvåben blev stjålet af religiøse bandemedlemmer

Det var mænd med tilknytning til kendte islamister, som stjal våbnet, der blev affyret ved Krudttønden.

Endnu en profil melder sig under De Konservatives faner

Tidligere Venstre-politiker Kasper Elbjørn gør Naser Khader følgeskab som nyt medlem i De Konservative.

Her er to veje, som Danmark kan gå

Skal Danmark om 25 år bestå af to altafgørende metropoler, eller skal der satses på landsbyerne? Der er to veje at gå, mener foreningen ”Danmark på Vippen”.
Annonce
Dagens avisleder

At SAS kæmper med mentaliteten fra monopolæraen, er et vidnesbyrd om konsekvenserne af fortsat at være statskontrolleret.

Debat
Annonce
Kommentarer
Annonce
Søg i vejviseren
Annonce
En billig ekspertomgang
Det fremgår af medierne, at de såkaldte eksperter Hanne Hartoft, Aalborg Universitet (forsker i magtanvendelse over for anbragte børn), og Eva Smith, professor i retsvidenskab ved Københavns Universitet, udtaler, at det er en dårlig løsning, at en 15-årig dreng, der er truet af islamisk radikalisering, er blevet tvangsfjernet af Aarhus Kommune og anbragt i en sikret institution. 
Se flere