*

Privacy Policy Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her
Kronik 18.02.2008 kl. 03:00

Kronik: Pas bedre på de udsendte danskere

Ekstremistiske muslimer har igen rettet deres vrede mod Danmark.

PET afværgede truslen mod tegneren Kurt Westergaard, men hvordan står det til med sikkerheden for udsendte danskere?

Da Danmark sidst blev udsat for ekstremistiske muslimers vrede, kunne de uhindret hærge og sætte ild til danske ambassader. Lokale myndigheder ønskede ikke eller magtede ikke at yde den nødvendige beskyttelse. Fra dansk side havde man heller ikke etableret den nødvendige beskyttelse. Heldigvis kostede angrebene dengang ingen danske menneskeliv.

Da jeg som udstationeret ankommer til Bagdad i foråret 2004, får jeg en rundvisning af en livvagt fra det udsendte sikkerhedspersonale. Jeg får at vide, at jeg må klare mig selv. Jeg har ikke status som VIP, ”Very Important Person”. I tilfælde af angreb vil livvagterne forskanse sig om VIP'en. Det er repræsentationens chef. Jeg må så forsøge at nå frem til dem. Min rundviser anbefaler, at jeg i det tilfælde råber mit navn, så de ikke tager fejl og skyder mig.

Jeg klandrer dem ikke. De har fået en ordre, og der er blevet afsat de ressourcer, der skal til. De kan ikke gå på kompromis i udførelsen af deres opgave. Som de gode embedsmænd, de er, afstemmer de opgaven efter de tildelte ressourcer. Der er planlagt beskyttelse af én VIP. Beslutningen er truffet på højere sted og efter forhandlinger mellem Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet.

Administrationer er karakteriseret ved legalistisk tænkemåde, autoritetstro og regelbundethed. I den fuldkomne administration spiller mennesker samme rolle som takker på et tandhjul: Uærlighed og uretfærdighed får ikke lejlighed til at spille ind. Men denne kultur avler også manglende fleksibilitet og evne til at påtage ansvar uden for det område, som man udtrykkeligt gøres ansvarlig for.

Jo mere perfekt en administration er, jo mere ophæver den menneskets frie initiativ. Gamle administrationer er ikke skabt til at løse nye problemer. I stedet klynger man sig til indlærte rutiner. Også når de ikke længere er hensigtsmæssige.

Repræsentationen i Bagdad var dengang som nu det absolut farligste sted Udenrigsministeriet har personer udstationeret. Min største bekymring inden udsendelsen var naturligvis sikkerheden. Jeg kontaktede derfor Udenrigsministeriets sikkerhedskontor, der gav mig et rødt hæfte om sikkerhed. Hæftet var på omkring 40 sider og nytteløst i forhold til situationen i Bagdad.

Fra engelske kollegaer vidste jeg, at alle britiske embedsmænd inden udsendelse til Irak gennemgår et sikkerhedskursus af fem dages varighed. Da jeg har indhentet informationer om det britiske sikkerhedskursus, ringer jeg til Udenrigsministeriets sikkerhedskontor. Her afviser man at betale for min deltagelse. Jeg får at vide, at Udenrigsministeriet ikke ”plejer” at sende folk på sikkerhedskursus inden udsendelse. Heller ikke selv om ”plejer” for længst er afgået ved døden i Bagdad.

Da jeg beder om en skudsikker vest, bliver jeg tilbudt en forældet vest fra starten af 1990'erne. Den havde en keramisk forplade, men ingen bagplade, der beskytter ryggen mod skud. Terrorister skyder desværre også folk i ryggen. De fibre, der er i ældre skudsikre veste, mister gradvist deres evne til at modstå skud med op til 60 procent. Det kan ikke ses, men udgør en fare for bæreren, der tror sig sikret. Da jeg gør opmærksom på, at vesten ikke er tidssvarende, får jeg at vide, at det er den man ”plejer” at bruge.

Da min chef et par dage efter min ankomst skal til reception, tager han og hele holdet af livvagter af sted. Da mørket sænker sig, er jeg alene hjemme i Bagdad. Der er lokale vagter omkring repræsentationen. Det er ikke umuligt at forestille sig en situation, hvor det lykkes en terrorist at infiltrere korpset af vagter, som det allerede er sket med det irakiske politikorps. Jeg kan også forestille mig, at terrorister kidnapper en vagts familie og tvinger ham til at angribe os eller udbetaler en stor dusør til den, der dræber mig. Mest kan jeg dog forestille mig, at de stikker af, hvis det kommer til en skarp situation, hvor de er overladt til sig selv og jeg til dem. Jeg forestiller mig, at det ikke vil være helt umuligt for terrorister at infiltrere Bagdads Grønne Zone med eksempelvis selvmordsbombere eller små hold angribere.

De lokale vagter er nogle flinke fyre. De løber allerede en stor risiko ved at arbejde for en vestlig ambassade, men jeg tror næppe, at de vil ofre deres liv for en ukendt dansker. Jeg beder derfor om en pistol til personlig beskyttelse, når jeg er efterladt alene hjemme. Det bliver afvist. Det vil være for farligt for livvagterne.

I Udenrigsministeriets udsendelsesskrivelse oplyses det, at sikkerhedskravene i Bagdad udelukker anskaffelse og kørsel i egen bil. Jeg vil derfor skulle benytte de transportmidler, repræsentationen råder over.

En ting er Udenrigsministeriets udsendelsesskrivelse. Noget andet er virkeligheden i Bagdad. Jeg får ikke egen transport. Der er ikke køretøjer nok. Det er hensigten, at der skal købes endnu en bil til repræsentationen. Jeg spørger et par gange, men der sker ikke rigtig noget i sagen. Jeg er derfor uden transportmulighed ind til jeg køber mig en cykel ude i Den Røde Zone. Så sker der noget: Jeg får forbud mod at anvende cyklen. En positiv effekt får min cykel dog. Jeg får et lift til og fra mit arbejde som rådgiver i besættelsesadministrationens hovedkvarter i Den Grønne Zone. Mere end tre uger efter min ankomst får jeg endelig udleveret en mobiltelefon. Herudover må jeg klare mig selv. Der sker dog ændringer efter nogle måneder. Da selvmordsterrorister har haft held til at infiltrere Den Grønne Zone får jeg udleveret en pistol, når jeg bliver efterladt på ambassaden uden danske livvagter.

Der går endnu nogen tid, så ankommer der yderligere dansk sikkerhedspersonale, så jeg ikke bliver efterladt uden beskyttelse. Og ni måneder efter min ankomst får ambassaden som den sidste ambassade i Den Grønne Zone rejst en såkaldt blastwall, der skal beskytte os mod eksplosioner. Det kan således gå fremad. Men det går for langsomt med erkendelsen af, at Danmark har fået en profil, der udgør en risiko for vores udsendte.

Forholdene blev bragt i orden i Bagdad, men mere end et år senere kan ekstremistiske angribere uhindret hærge andre danske ambassader i Mellemøsten.

Hvordan står det til i dag? Lever sikkerhedsforanstaltningerne op til den øgede risiko? Eller gør man som man ”plejer”? I det tilfælde bliver danske udsendte udsat for en unødig risiko.

Sikkerhed begynder ikke med mure, skudsikre veste og livvagter. Det starter med en erkendelse af, at der er en trussel, og at man derefter handler i forhold til truslen.

Jeg overlevede mit ophold i Bagdad. Så der findes held og uheld. Men heldet forfølger sædvanligvis den dygtige og flittige. Derfor er rettidig omhu så nødvendig i bekæmpelsen af terror.

Fejler man, får man som regel en chance til. Det gør man ikke altid i kampen mod terror. Her kan forskellen mellem god og dårlig forberedelse være forskellen mellem liv og død.

Ambassader fra lande som USA, Storbritannien og Israel er højt profilerede mål for terrorister. Disse lande har på smertelig vis lært nødvendigheden af at beskytte deres diplomater.

FN-bureaukratiet er et skræmmende eksempel på et bureaukrati, der ikke tager ved lære af sine fejl. I stedet gør man, som man plejer. Det kostede mange FN-ansatte livet ved et attentat i Bagdad for mere end fire år siden.

FN troede sig naivt beskyttet af sit renommé. En lastbil med sprængstof fik uhindret adgang til organisationens hovedkvarter. Attentatet kostede også den danske FN-diplomat Henrik Kolstrup førligheden.

I december sidste år blev den danske FN-ansatte Steven Olejas dræbt. Det skete, da terrorister i Algeriet igen kunne rette et dødbringende attentat mod FN.

Lad os håbe, at det bliver sidste gang en dansker bliver offer for terroren. Men som i tilfældet med den danske tegner Kurt Westergaard kræver det mere end held at afværge et terrorangreb. Det kræver rettidig omhu.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Blogs
E-Avis

Morgenavisen Jyllands-Posten online – tilgængelig fra kl. 23:00 aftenen før udgivelsesdato.Premium

International debat
  • Set fra USA: Osama bin Ladens sidste planer

    Et billede af en forskanset og excentrisk Osama bin Laden, der dirigerede et terroristisk storspil fra sit hemmelige skjulested i Abbottabad i Afghanistan, er tegnet i en række dokumenter, som USA har offentliggjort. 
Kommentarer
Annonce
Annonce