*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Viggo og Mig

Der er netop udgivet to bøger – om to statsministre. Se, hvor forskellige.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Et eller andet ændrede sig engang for et halvt århundrede siden eller mere: Autoriteterne forsvandt, for vi skulle alle være lige og helst lære det samme. Vi, de heldige, der var født ind i verdens rigeste, mest lige og bedste samfund med en svulmende offentlig sektor. Dem, der kunne arbejde, arbejdede, og dem, der ikke kunne, blev forsørget af samfundet.

Internationale undersøgelser bekræftede, at danskerne var verdens lykkeligste folk.

Så længe det varede.

I dag er illusionen bristet, og regningen for den kostbare utopi ligger tilbage.

Historien kan også rammes ind af to socialdemokratiske statsministre: Viggo Kampmann, 1910-1976, og Helle Thorning-Schmidt, der er født i 1966. Der er for nylig udsendt bøger om dem begge, og sammenligningen afslører et faldende engagement i den demokratiske proces og en offentlig sektor, der fra at være styret af politikere nu gerne er selvkørende og kan blive et teknokratisk rædselskabinet.

Mens Viggo Kampmann i sit arbejdsliv opbyggede velværdsstaten og var i gang med talrige projekter, havde Danmark 2011-2015 en statsminister, hvis karriere lignede et personligt projekt:

Helle Thorning-Schmidt ville være Danmarks første kvindelige statsminister, og hun honorerede tidens krav foran mediernes kameraer: stærk, stålsat og stædig. Personlighed frem for politisk proces. Gik noget galt i hendes regering, og det var der meget, der gjorde, var det altid andres skyld.

Hun gjorde sit bedste!

Det gjorde Viggo Kampmann også, og end ikke den sakrosankte Jens Otto Krag kunne holde trit med vakse Viggo, da denne stred sig op gennem systemet. Kampmann var en dygtig embedsmand og siden en idérig problemknuser som minister i efterkrigstiden. Ministeren medbragte madpakke og blev ikke betjent af en stab af personlige rådgivere og spindoktorer.

Helle Thorning-Schmidt sparede den lange, besværlige vej til toppen. Hun var 26 år, da hun blev medlem af Socialdemokratiet, og som i en X Factor-konkurrence kandiderede hun til formandsposten umiddelbart efter, at hun var valgt til Folketinget i 2005. Og sejrede som et frisk pust efter Nyrup og Lykketoft.

I årene forinden havde hun været et omstridt medlem af EU-Parlamentet og udkæmpet en partikrig med Torben Lund og Freddy Blak.

Som det hedder i bogen ”Hvad man ikke dør af” skrevet af Nina Munch-Perrin:

»Der var ingen nemme dage på kontoret. Mest af alt var det Torben Lund og Helle Thorning-Schmidt, der slet ikke kunne døje hinanden. De to var helt uenige om, hvordan man var partikolleger. Helle egnede sig ikke til at sidde på bagerste række og modtage de ben, Torben ikke gad tygge mere på.«

Bogen holder stilen: Regnskaber gøres op med Mogens Lykketoft, Henrik Sass Larsen, Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, SF og De Radikale samt andre, som kom på tværs. Den lever ikke op til det format, man godt kan forvente om en statsminister, men Helle Thorning-Schmidt har både læst og godkendt indholdet. Der er dem, som mener, at hun med bogen begår karaktermord på sit eftermæle.

Statsministeren var ikke modtagelig for almindelig fornuft, men besad trods alt en ansvarsfølelse, der kunne appelleres til.

Demokratiets egentlige problem blev udstillet, da hun som 38-årig besejrede Frank Jensen ved en urafstemning i partiet.

24.261 medlemmer satte kryds ved Helle Thorning-Schmidt som formand. Det var færre, end der kan rummes på Brøndby Stadion ikke langt fra det Ishøj, hvor hun voksede op.

Skræmmende få politisk aktive afgør, hvem der kan blive Danmarks statsminister.

Da Viggo Kampmann i 1960 overtog landets højeste politiske post, repræsenterede han et parti med flere end en kvart million medlemmer. Dengang ville det have været umuligt for Helle Thorning-Schmidt som en anden Emmanuel Macron at stryge ind fra boulevarden og til tops. Man skulle ses an og vise, at man magtede opgaven.

Poul Smidt, journalist og forfatter, har skrevet: ”Viggo Kampmann – modig modstandsmand, klog finansminister, ustyrlig statsminister”.

Poul Smidt tillægger heller ikke politikerne ene ædle motiver. De er magtmennesker, som spiller magtspillet, og her kunne Viggo Kampmann ikke holdes nede.

Det var ikke ualmindeligt i 1950’erne, når en kreds af ministre drøftede et vanskeligt emne, at statsminister H.C. Hansen på et tidspunkt udbrød: »Viggo, har du ikke en lys idé?« Viggo Kampmann havde ikke blot én, men mange.

Så da statsminister H.C. Hansen døde i februar 1960, var Viggo Kampmann den oplagte efterfølger. Han førte partiet til valg 18. november 1960 under sloganet: »Gør gode tider bedre«. Sådan gik det også for Socialdemokratiet, der med 42,1 pct. af stemmerne og 76 mandater opnåede sit bedste resultat siden Staunings kaos-triumf i 1935.

Til sammenligning opnåede Socialdemokratiet 25 pct. ved en nylig måling, og da Helle Thornings-Schmidts regering var i krise i foråret 2013, blev partiet af Voxmeter målt til en tilslutning på 15,8 pct.

Efter valgsejren var der i juni 1961 indkaldt til 90-års jubilæumskongres i Falkoner Centret på Frederiksberg. Det blev Viggo Kampmanns stjernestund.

Der prægede han både det nye princip- og arbejdsprogram og dermed det nuværende samfund. Her taltes om demokratisk socialisme, velfærdssamfund, billige boliger, kildeskat, støtte til unges uddannelser, tryghed og sikkerhed på arbejdspladsen.

For Kampmann skulle der først investeres, siden skabes produktion og øget beskæftigelse, inden der blev råd til forbedringer.

Det var på kongressen, at Kampmann sluttede af med at konstatere, at det var dejligt at være socialdemokrat.

Men det blev ikke ved med at være dejligt at være Kampmann. Datidens aviser havde fulgt kongressen nøje og i store artikler beskrevet den politiske debat. Det var politik frem for personer, og kun få anede, hvor skrøbelig statsministerens sind var. Han var født maniodepressiv, og gennem livet oplevede han flere maniske end depressive perioder. Sygdommen udviklede sig, og det blev i inderkredsen bemærket, at han som statsminister udviklede træk, der lignede storhedsvanvid.

Han begik oplagte fejl. I maj 1961 indgik Kampmann en hemmelig aftale med Landbrugsrådets præsident, Anders Andersen. Der var ballade ved overenskomstforhandlingerne på arbejdsmarkedet, og landmændene krævede deres part af staten. Ellers ville de stoppe mælkeleverancerne.

Kampmann foregreb blokaden og indgik et forlig til ca. 450 mio. kr., bag ryggen på den radikale landbrugsminister, Karl Skytte.

Forliget var alt for dyrt, og Viggo Kampmann fik megen kritik.

Det skete, at han i maniske perioder forsvandt. Så måtte ministersekretær Helge Hjortdal, partisekretær Niels Matthiasen og kriminalkommissær Christian Madsen i aktion for at finde ham. Han var ofte i festligt lag til den lyse morgen, og en dag blev han bremset i Københavns Lufthavn i færd med at forlade landet sammen med en finsk kvinde.

Statsministeren var ikke modtagelig for almindelig fornuft, men besad trods alt en ansvarsfølelse, der kunne appelleres til.

På vej til flyet blev han mindet om, at han først kunne forlade landet, når majestæten havde bekendtgjort, hvem der skulle fungere under fraværet.

»Kongen,« udbrød Kampmann og slog sig på låret. »Ærgerligt, dér var det sted, hvor det har svipset.« Han vendte tilbage til skrivebordet. Andre gange gik det mindre godt.

Statsministeren gik i behandling hos en psykiater. Efter en konsultation bemærkede Kampmann med et glimt i øjet, da han passerede sin ministersekretærs skrivebord:

»Jeg tror aldrig, jeg får gjort ham normal.«

I forbindelse med en session i Nordisk Råd i marts 1962, hvor de nordiske statsministre og masser af ministre var til stede, holdt Viggo Kampmann en tale for værten, de finske socialdemokraters leder, den 81-årige Väinö Tanner. Kampmann begyndte i fin stil, men pludselig gav han sig til at kritisere, at Tanner i en alder af 76 år og med sin blakkede karriere var blevet valgt til leder. Talen var en regulær skandale.

Kampmann var ikke rask, og senere fik han problemer med hjertet. Den 3. september 1962 underskrev han sin demissionsbegæring til kongen.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Stem Enhedslisten ind – og skattely ud

Rune Lund
Alle steder i kommuner og regioner, hvor vi kan forhindre skattespekulanterne i at få snablen ned i fælleskassen, er en sejr.

Blog: Detektor er venstreorienteret propaganda

Rune Toftegaard Selsing
På en god dag er DRs Detektor bare mildt ubegavet og venstreorienteret. På en dårlig er det sammenligneligt med propganda fra den gamle østblok.

Blog: Fem borgerlige pejlemærker for fremtiden København

Jens-Kristian Lütken
Efter 100 år med Socialdemokratiet ved magten i København er der brug for forandring og nytænkning

Debat: Mere fælles udenrigspolitik gennem EU

Alexander Lemche, jurastuderende ved Københavns Universitet, København K
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her