*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Nu forstår jeg catalonierne

Med den højst aktuelle og særdeles kritiske situation i Spanien og Barcelona er det på tide at forstå. Eller i hvert fald at forklare. Og min venindes historie forklarer en hel del.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Jeg har en god veninde fra Barcelona. Hun hedder Diana Coromines Calders, og vi mødtes i Wien, hvor vi begge læste tysk i vores tidlige ungdom. Det er snart 20 år siden, og selv om vi i årenes løb hver især har boet i forskellige lande rundtom i verden, har vi holdt kontakten lige siden og løbende besøgt hinanden. Diana har en ph.d.-grad fra universiteter i Barcelona og Copenhagen Business School, og nu arbejder hun som public affairs officer for Cataloniens regerings delegation i Danmark. Vi ses ofte, taler dansk sammen, og mine børn kalder hende tante Diana.

Da jeg første gang mødte Diana i Wien, og hun fortalte, at hun kom fra Barcelona, tænkte jeg: »Nå, du er fra Spanien!« Men dér tog jeg fejl, og det er først virkelig begyndt at gå op for mig nu. Hun har altid præsenteret sig selv som catalonier eller som værende fra Barcelona. Aldrig, aldrig fra Spanien. Dengang forstod jeg det ikke helt, for jeg havde da altid hørt, at Barcelona lå i Spanien. Både jeg og andre af vores fælles venner kom til tider af nysgerrighed til at spørge til den spanske kultur og de spanske skikke, som man jo gør, når man har venner fra mange forskellige lande. Hver gang måtte hun forklare, at nok kom hun officielt fra Spanien, men på ingen måde så hun sig selv som en del af spansk kultur, der for udenforstående blandt andet forbindes med siesta, flamenco og tyrefægtning, der intet har at gøre med Catalonien.

Jeg besøgte engang Diana og hendes daværende kæreste i Barcelona, hvor jeg overnattede hos dem, og de sagde, at jeg bare skulle føle mig hjemme. Derpå prøvede jeg at imponere dem med bemærkningen: »Mi casa es tu casa«, som var en af de få sætninger, jeg kunne formulere på spansk. Jeg havde stadig ikke forstået det. At det nærmest var en fornærmelse. Og det faldt ikke i god jord. »Nej, nej, nej,« sagde de, »det er ikke vores sprog!« Ikke at de havde noget imod spansk, men de kunne ikke identificere sig med det. For mange cataloniere repræsenterer det spanske sprog undertrykkelse, fordi catalansk igennem flere perioder har været forbudt, og folk er blevet påbudt at tale spansk. Så da jeg talte til dem på spansk for at virke imødekommende, jokkede jeg igen i spinaten.

Hun har altid præsenteret sig selv som catalonier eller som værende fra Barcelona. Aldrig, aldrig fra Spanien. Dengang forstod jeg det ikke helt, for jeg havde da altid hørt, at Barcelona lå i Spanien.

Jeg havde svært ved at forstå det. Hvorfor tager en ung, højtuddannet kvinde i et civiliseret, demokratisk EU-land i den grad afstand fra det land, hun trods alt officielt tilhører? Med den højst aktuelle og særdeles kritiske situation i Spanien og Barcelona er det på tide at forstå. Eller i hvert fald at forklare. Og Dianas historie forklarer en hel del.

Den historiske baggrund er, kort fortalt, at Catalonien efter afslutningen på den spanske arvefølgekrig i 1714 blev erobret af Spanien. Indtil da havde Catalonien været en selvstændig europæisk nation med eget parlament, som blev grundlagt i det 13. århundrede, eget sprog (catalansk), egne forfatninger, institutioner, love og egen valuta. Da Catalonien blev erobret af Spanien med militærmagt, blev alt dette afskaffet, folket blev undertrykt og sproget forbudt. Efter 150 år begyndte et håb om selvstændighed og demokrati dog at spire i Catalonien, og det lykkedes catalonierne at genvinde en del af deres selvstyre i 1914. Men i 1923 kom der militærdiktatur i Spanien, som suspenderede denne spæde start på selvstændighed, lukkede de catalanske skoler og forfulgte catalanske intellektuelle. Herefter kom den spanske borgerkrig i årene 1936-39, som førte til endnu et diktatur under Franco, hvor enhver form for catalansk selvstændighed, kultur og identitet blev undertrykt og forfulgt.

Det er i lyset af disse kort opridsede historiske begivenheder, at vi skal forstå Diana og hendes historie, som i høj grad kan betegnes som Cataloniens historie. Efter Francos død i 1975 har Spanien heldigvis udviklet sig til et demokratisk land, hvilket har givet mange cataloniere håb om at udvide deres selvstændighed og måske en dag blive helt uafhængige.

Men hvad er årsagen til, at der i de seneste 10 år har været en så markant fremgang i selvstændighedsbevægelsen? Mange cataloniere føler, at deres stemme ikke bliver hørt. Som region har Catalonien en vis form for selvstyre, men catalonierne oplever, at deres vedtagne love om øget selvstændighed bliver annulleret af den spanske forfatningsdomstol. Det har ført til flere og flere strømninger, demonstrationer og symbolske afstemninger med det endelige mål at kunne stemme om løsrivelse fra Spanien. Den spanske regering ønsker som bekendt ikke en sådan afstemning og har afvist enhver dialog derom. Derfor vedtog det catalanske parlament, hvor et absolut flertal af mandater støtter uafhængigheden, den såkaldte folkeafstemningslov, som førte til afstemningen den 1. oktober. Vi har alle set, hvordan den spanske stat forsøgte at forhindre denne afstemning.

»Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle opleve frygten for det spanske politi, som mine forældre oplevede det som unge under Francotiden. Det var første gang i mit liv, at jeg oplevede fysisk frygt.« Sådan fortalte Diana, da hun var til middag hos mig i lørdags. Hun havde været til stede i en valgbod under hele afstemningen i Barcelona den 1. oktober. Som ungt menneske i et demokratisk EU-land havde Diana aldrig troet, at hun ville opleve dette med egne øjne. På egen krop blev det heldigvis ikke, og hun slap uskadt fra valgstedet. At opleve det spanske politis fysiske magtanvendelser over for unge som gamle, der selv følte, at de blot udøvede deres demokratiske ret, bragte uhyggelige minder frem om de beretninger, hun havde hørt fra sine forældre og bedsteforældre om en ellers svunden tid, hvor man ikke kunne demonstrere eller udtrykke sin mening uden at frygte for sit liv.

Dianas morfar, Pere Calders, var en af de vigtigste moderne catalanske forfattere, og op til den spanske borgerkrig var han meget engageret i at bidrage til et republikansk og delvist selvstyrende Catalonien både kulturelt, litterært og politisk. Men da Franco kom til magten, blev han og hans ligesindede forfulgt.

Han måtte derfor gå i eksil i Mexico, hvor han boede med sin familie i 23 år, indtil de kunne vende tilbage til Catalonien i 1962. Dianas mor er således født i Mexico og kom først til Catalonien som 11-årig. Med dette i erindringen har Diana altid haft en stærk catalansk identitet.

Hun taler flydende spansk (ligesom hun taler engelsk, tysk, fransk og dansk), men catalansk er hendes modersmål.

Spanien har hun altid oplevet som et fremmed land – hun respekterer landet og finder kulturen interessant og berigende som alle andre landes – men ikke desto mindre et fremmed land. Som mange andre cataloniere ønsker Diana kun de bedste diplomatiske og venskabelige relationer til Spanien, men som to ligeværdige, selvstændige lande, og ikke som det ene underlagt det andet.

National og kulturel identitet og tilhørsforhold er en kompleks størrelse, det kan vi vist alle være enige om, og selv om den spanske overtagelse af Catalonien ligger relativt mange år tilbage i tiden, er følelsen af at være underlagt et fremmed land nærværende som aldrig før. Især nu, da mange cataloniere føler, at deres mest grundlæggende demokratiske rettigheder bliver truet. Engang skulle Diana forklare mig, hvordan catalonierne ser på deres forhold til Spanien. Hun sagde: »Forestil dig, at Tyskland havde vundet Anden Verdenskrig, og at Danmark var blevet underlagt Tyskland. Og at det i perioder havde været ulovligt at tale dansk. Ville du så føle dig som dansker eller tysker?« Nu forstår jeg det bedre.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Når undtagelsestilstand bliver nødvendig

Olav Skaaning Andersen
Vi lever i en tid, hvor vores demokrati er truet. Derfor må vi finde os i, at undtagelsestilstande bruges til at beskytte vore samfund.

Blog: David Trads er ikke en farlig mand

Lars Boje Mathiesen
Nogle gange gør folk sig selv ligegyldige. Det er sket for David Trads. Han ved det bare ikke selv endnu.

Blog: Europa på vej mod ny Reformation

Mikael Jalving
Hvert folk er nødt til at finde en vej ud af det teologisk-politiske morads, det har skabt for sig selv ved at guddommeliggøre menneskerettighederne.
Annonce
Annonce
Bolig
Hun fandt sit kreative drive på en gård langt ude på landet
Cecilie Elisabeth Rudolph er en kreativ sjæl, som både arbejder med tekstil-, print- og materialedesign. Hun deltager netop nu i udstillingen “Our Scissors” om Fiskarssakse på Helsinki Design Museum og har et julesamarbejde med designfirmaet Stilleben. 
Se flere
Hun fandt sit kreative drive på en gård langt ude på landet
Cecilie Elisabeth Rudolph er en kreativ sjæl, som både arbejder med tekstil-, print- og materialedesign. Hun deltager netop nu i udstillingen “Our Scissors” om Fiskarssakse på Helsinki Design Museum og har et julesamarbejde med designfirmaet Stilleben. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her