*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

USA’s nye ambassadør i Danmark, Carla Sands, får sin sag for

Traditionen i USA med politisk udnævnte ambassadører møder voldsom kritik.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

USA’s nye ambassadør i Danmark er Carla Sands. Hun er udpeget af Donald Trump og godkendt af USA’s senat. Snart vil hun flytte ind i ambassadørboligen Rydhave på Strandvejen i Charlottenlund. Hendes opgave er, som der står i USA’s Foreign Service Act fra 1980 at »være præsidentens personlige repræsentant, men også landets repræsentant.«

Hun er udpeget til dette job, fordi hun hjalp Donald Tramp med at samle penge ind til hans valgkamp og også selv gav et bidrag. Hun har aldrig været ansat i Udenrigsministeriet (Department of State). Hun har ikke et detaljeret kendskab til amerikansk udenrigspolitik. Hun har ingen erfaring med diplomatiske forhandlinger eller med at føre public diplomacy på USA’s vegne.

Hun er uden tvivl kompetent på mange andre områder. Hun er uddannet kiropraktor, hun har erfaring med ledelse af et investeringsfirma, og hun har været filmskuespiller. Hun bor i Los Angeles, men er vokset op i Pennsylvania og har boet i Atlanta.

USA er et af de få lande, der udpeger ambassadører ud fra politiske kriterier og ikke efter kvalifikationer. Ofte som modydelse for støtte ydet under valgkampen eller for demonstreret loyalitet over for præsidenten.

Ordningen har eksisteret i mange år, og Danmark har kun i én periode haft en professionel diplomat som ambassadør fra USA. Det var i 1983, hvor det såkaldte alternative flertal på det sikkerhedspolitiske område satte fodnoter ved Nato-beslutninger om raketopstilling og senere vedtog folketingsbeslutninger, der krævede, at USA’s krigsskibe i dansk farvand blev informeret om det danske atomforbehold. Fodnoterne fik Washington til at vågne op, og man udpegede Terence Todman til at overtage jobbet.

Men alle de andre amerikanske ambassadører i Danmark fra både demokratiske og republikanske præsidenter har fået opgaven som ”tak for hjælpen”. I det amerikanske udenrigsministerium er der udbredt utilfredshed med, at ambassadører mangler professionel baggrund i forhold til deres ambassadørarbejde. I et nummer af tidsskriftet The Foreign Service Journal i januar/februar i år blev en lang række nuværende og tidligere diplomater bedt om at vurdere den praksis.

Som én af dem sagde, så er den slags udnævnelser en slags »skatteyderbetalt treårig udflugt, hvor man kan nyde livet i et andet land.« I samme tidsskrift skriver ambassadør Edward Peck, der har arbejdet et helt liv for Department of State, at »hvis USA’s interesser skal tilgodeses, så kræver det tilstedeværelsen af professionelle diplomater.«

Hun skal også stå model til sexistiske overskrifter i pressen. Da hun blev udpeget, fejrede Se og Hør nye triumfer i dårlig journalistik.

Modargumentet har været, at der på ambassaderne er professionelle diplomater til stede, der kan rådgive og vejlede den politisk udnævnte person. Den nye ambassadør i Danmark får således professionel bistand til, hvad der skal siges og gøres, og kan derfor koncentrere sig om at tilføre en frisk stemme som USA’s ansigt i Danmark.

Det afviser Edward Peck i artiklen. Det ville svare til, siger han, at man kunne give hvem som helst titlen ”specialist i åben hjertekirurgi”, »hvis der var en god læge ved siden af, der kunne sige: ”ja, skær her, nej ikke der”.«

Andre paralleliserer til militæret. Man sætter ikke udefrakommende ind som generaler for at få et ”friskt” syn på, hvordan militære operationer skal gribes an.

Så heller ikke argumentet om, at udefrakommende ambassadører kan give et frisk pust, gør indtryk. »Mangel på erfaring og viden er ikke en kvalifikation.« Effektiv udenrigspolitik kræver dybtgående viden og et langsigtet perspektiv, hvis opgaven skal løses.

Danmark sender heller ikke amatører til Washington. Tværtimod lægger udenrigsministeriet vægt på, at danske ambassadører skal kunne spille på hele klaviaturet. Ambassadøren skal både yde bistand på eksport- og investeringsområdet og have særlig opmærksomhed på ny teknologi. Særligt vigtigt er det, at ambassadøren bygger nye broer i Washington til Trump-administrationen med sine nye og ofte uerfarne folk på posterne.

I USA er det ikke kun i udenrigsministeriet og på ambassadørposterne, at der skiftes folk ud. Mere end 7.000 stillinger bliver nybesat. Stort set alle lederposter og mange mellemledere bliver rutinemæssigt skiftet, når der kommer en ny præsident. Men sjældent er så mange nyudnævnte kommet til jobbet uden joberfaring. Konsekvensen har været, at der allerede har været et pænt antal af de nye, der er løbet ind i så store problemer, at de har måttet trække sig og er blevet erstattet af andre. Stabschefen, pressesekretæren, sikkerhedsrådgiveren og mange andre er allerede blevet erstattet af andre nye folk.

David Jones, tidligere ansat i Department of State, skrev i Foreign Service Journal i et åbent brev til den nye præsident, at de ansatte i udenrigstjenesten ikke er hans fjender, men professionelle diplomater, som arbejder for USA’s interesser. »Hvis man har en utæt kælder, ringer man efter en VVS-mand. Hvis man har ondt i maven, går man til en læge. Hvis man skal bygge et hus, ringer man efter en arkitekt. VVS-manden, lægen og arkitekten er professionelle; de er ligeglade med din politik og din personlighed. Du forstår pointen. Hvis du vil have udenrigspolitisk ekspertise, så består udenrigstjenesten af professionelle folk. Brug os,« skrev han til præsidenten.

Men Trump har ikke tænkt sig at følge rådet. Tværtimod har han mange gange givet udtryk for sin mistillid til udenrigsministeriets folk. Han har skåret budgettet og vil skære endnu mere. Op til 30 pct. vil han skære.

Han har afvist en række af de handelsaftaler og miljøaftaler, som andre har gennemført, og meget er gået i stå. I tidsskriftet Foreign Policy refereres en ansat for udtalelser om, at beslutningsprocessen i ministeriet er gået helt i stå. Men Rex Tillerson, USA’s nye udenrigsminister, har i stedet udnævnt en ny prætorianergarde af folk omkring sig og afvist at bruge eksisterende diplomater til opgaven.

Mange af de ansatte ser sig om efter noget andet eller går på pension. William Burns, der bl.a. har været ambassadør i Rusland, sagde ifølge Foreign Policy, at »der er en dårlig cocktail af merkantilisme, unilateralisme og primitiv nationalisme, der truer en effektiv amerikansk udenrigspolitik.« Det samlede resultat, mener nogle, er, at Department of State bliver slået i stykker og dermed mister evnen til krisestyring, indflydelse og markering af USA’s interesser.

Antallet af ansøgere til Department of State var i august faldet med 21 pct. Og da Rusland som led i konfrontationen med Trump krævede, at USA nedskar sine ansatte i Rusland med over 700, blev det af Trump kommenteret ved at takke Rusland for hjælpen med at skære ned på de mange ansatte i Udenrigsministeriet. »Ironisk ment,« sagde han senere, men skaden var sket, og for mange var det et afslørende udtryk for Trumps mistillid til Department of State.

Carla Sands, den nye USA-ambassadør i Danmark, får sin sag for fra begyndelsen. Ikke alene skal hun uden egne kvalifikationer på området styre forholdet mellem Danmark og USA, men hun skal afgøre, om USA’s politik er baseret på Trumps uforudsigelige tweets og nationalistiske forslag, eller om hun skal prøve at moderere de mange voldsomme udmeldinger fra Det Hvide Hus.

Hun skal også håndtere den udbredte modvilje mod Trumps ”America First”-politik i både den danske befolkning og den danske regering.

Hun skal også stå model til sexistiske overskrifter i pressen. Da hun blev udpeget, fejrede Se og Hør nye triumfer i dårlig journalistik. Ugebladets overskrift var ”Chok! Ny amerikansk ambassadør i Danmark nøgen på film”. Der var linket til et filmklip fra en film i 1988, hvor Carla Sands medvirker i bar figur. TV 2 vinklede lidt anderledes med sin overskrift: ”Trump udnævner Glamour-skuespiller til ambassadør i Danmark” (8/9).

Sådanne uvæsentlige vinklinger gør ikke den danske presse ære. Men for USA er det desværre en selvskabt plage på grund af den form for rekruttering, som anvendes. Det er en form for »politisk korruption«, som en ansat i USA’s udenrigsministerium kaldte det i et indlæg i Foreign Service Journal (Steven Kashkett, februar 2017).

Trump-administrationen er en af de helt store udfordringer for diplomatiet verden over, også for det danske. Men hvis man kun har citroner, så må man lave limonade. Ambassadør Carla Sands er nu en del af diplomatiet, og som sådan én af de kilder, som Danmark kan have fordel af at udnytte til noget positivt.

Welcome Madam Ambassador!

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: David Trads er ikke en farlig mand

Lars Boje Mathiesen
Nogle gange gør folk sig selv ligegyldige. Det er sket for David Trads. Han ved det bare ikke selv endnu.

Blog: Europa på vej mod ny Reformation

Mikael Jalving
Hvert folk er nødt til at finde en vej ud af det teologisk-politiske morads, det har skabt for sig selv ved at guddommeliggøre menneskerettighederne.

Blog: Migrantkrise? Nu skal yderligere 500.000 migranter mod Europa

Anders Vistisen
Trods massive migrant- og flygtningestrømme til Europa de senere år ønsker et flertal i EU-Kommissionen og EU-Parlamentet lovlig adgang til Europa for adskillige hundredtusinder af migranter.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her