*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Kvinderet eller folkevandring

Hvis man vil have nedbrudt sin tro på fremtiden, skal man blot betragte befolkningsudviklingen i Afrika. Fra 300 millioner mennesker syd for Sahara i 1970 til snart en milliard. Den årlige tilvækst er vokset fra 7-8 millioner til 25 millioner.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

I Niger er gennemsnitsalderen 15 år. I Danmark er den 41 år. Det indebærer uundgåeligt en befolkningseksplosion i det fattige land, hvor kvinderne i gennemsnit føder otte børn.

I Nigeria, der i forvejen er Afrikas folkerigeste land, stiger befolkningstallet fra 182 millioner i dag til mellem 440 og måske 750 millioner i 2100.

Enhver kan forestille sig, hvad det indebærer af fremtidig overbefolkning, arbejdsløshed, fattigdom, radikalisering, ufred, miljøødelæggelser – og folkevandringer af migranter og flygtninge.

Løsningen er lige så enkel, som den er svær. Det drejer sig ganske enkelt om kvinders ret til selv at bestemme, hvornår og med hvem de vil giftes, og hvor mange børn de vil have.

Kvindernes ufrihed sættes i relief af situationen i Nigeria, hvor kun 14 pct. af kvinderne har adgang til moderne prævention. Og Mali, hvor 90 pct. af kvinderne udsættes for omskæring med alt, hvad det indebærer af lidelse og risici under fødslen.

Hvis kvinder får de rettigheder, der i den udviklede del af verden betragtes som selvfølgelige, så vil de vælge at lære noget og vælge en mand og et børnetal, der sætter dem i stand til at arbejde, og give børnene en nogenlunde start på livet. Økonomerne har beregnet, at dette i sig selv vil øge velstanden med 25 pct.

Det er skuffende, at FN’s nye generalsekretær, António Guterres, stort set ikke nævnte overbefolkningen og den deraf følgende fattigdom i sin lange tale til FN’s generalforsamling i september. Velinformerede iagttagere siger, at det skyldes hensynet til katolikker, der ikke kan acceptere svangerskabsforebyggelse, og muslimer, der ikke kan acceptere kvinders rettigheder. Det er dybt deprimerende i betragtning af, at alle vore hjælpeforanstaltninger jo ender i et bundløst kar, hvis der ikke gøres noget ved kvinders rettigheder og ved overbefolkningen.

Hvis det fortsætter, så ender det med, at håbløsheden sejrer, hjælpen tørrer ind og grænsemure rejser sig over hele verden.

Mange afrikanske ledere bliver fornærmede, når der argumenteres med den truende migration til Europa. Men det er heller ikke nødvendigt. Det afgørende er kvindernes rettigheder, der helt oplagt trædes under fode, når de hverken har adgang til uddannelse eller prævention, og derfor er helt afhængige af deres fædre og mænds forgodtbefindende.

Hver dag bliver 39.000 mindreårige piger gift og dermed afskåret fra uddannelse og selvstændighed. Hundredtusinder bliver gravide så tidligt, at de ved fødslen – i lighed med mange omskårne kvinder – får ødelagt underlivet og bliver ildelugtende og forstødt.

Den danske udviklingsminister, Ulla Tørnæs, sagde det ligeud, da hun talte til 60.000 tilhørere i Central Park forrige søndag under den seks timer lange Global Citizen Festival. Hun lovede at udfylde en del af det hul, der opstår, når Donald Trump under pres fra det religiøse højre stopper en del af hjælpen til kvinder i udviklingslande, såfremt der er den mindste forbindelse til abortrådgivning.

Tre dage senere blev det annonceret af udenrigsministeriet. Det er flot, men det kunne have været endnu flottere, hvis de nordiske lande i fællesskab havde dækket hele hullet som et fælles svar til den amerikanske højrefløj: Vi respekterer jeres religiøse og etiske opfattelse. Men vi insisterer på med vore egne midler at give flere kvinder mulighed for selv at vælge. Det havde været værdipolitik, så det klodser.

Vi har jo fået masser af penge til formålet, efter at flygtningetilstrømningen til Danmark er reduceret. Flere milliarder kroner tilbageføres nu fra flygtningeformål i Danmark til udviklingshjælp i den tredje verden.

Det er noget af det bedste i den nye finanslovgivning, at der nu er en direkte forbindelse mellem udgifterne til flygtninge herhjemme og hjælp til flygtninge og udviklingsformål i fattige lande. Dermed er det blevet meget synligt, at færre flygtninge i Danmark giver mulighed for at hjælpe langt, langt flere af dem, der er så fattige, at de ikke kan komme til Danmark. I nogle tilfælde kan vi hjælpe halvtreds nødstedte mennesker for det beløb, det koster at hjælpe en enkelt i Danmark.

Absurditeten i de store flygtningeudgifter gik for alvor op for mig, da jeg i et halvt år var både integrations- og udviklingsminister, dvs. minister for såvel flygtninge i Danmark som flygtninge i fattige lande. Det er jo ikke de svage, men de stærke og mobile, der kommer hertil. De svage og nødstedte må blive, hvor de er, under ofte kummerlige forhold.

Som integrationsminister drøftede jeg det med FN’s flygtningekommissær i Genève, og jeg rejste spørgsmålet i EU’s ministerråd. Overalt var der stor forståelse. Problemet var – og er – at finde et sted i nærområdet at hjælpe de pågældende. Det kræver accept af en stat – eller militær indgriben med flyveforbudszone osv. Det er den oplagte vej på længere sigt og et oplagt mål for humanitær indgriben.

I nærområdet kan flygtningene beholde deres kultur og deres håb om at vende hjem – og bevare presset på de tyranner, der har fordrevet dem.

Jeg husker en flygtningekvinde i en lejr i Tanzania med stærke, gennemtrængende øjne og et synligt livsmod. Tænk, om vi kunne hjælpe langt flere af hendes slags til selv at bestemme deres skæbne frem for at gøre nogle få af de heldigste til klienter i den danske velfærdsstat.

Bertel Haarder er en del af JP’s søndagspanel. Han er længst siddende folketingsmedlem og minister. Højskolebaggrund, sønderjyde, cand.scient.pol., forfatter til en halv snes bøger, initiativtager til Folkemødet og flere kanoner, senest Danmarkskanonen, ivrig nordist og europæer på samme tid.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Når undtagelsestilstand bliver nødvendig

Olav Skaaning Andersen
Vi lever i en tid, hvor vores demokrati er truet. Derfor må vi finde os i, at undtagelsestilstande bruges til at beskytte vore samfund.

Blog: David Trads er ikke en farlig mand

Lars Boje Mathiesen
Nogle gange gør folk sig selv ligegyldige. Det er sket for David Trads. Han ved det bare ikke selv endnu.
Annonce
Annonce
Bolig
Hun fandt sit kreative drive på en gård langt ude på landet
Cecilie Elisabeth Rudolph er en kreativ sjæl, som både arbejder med tekstil-, print- og materialedesign. Hun deltager netop nu i udstillingen “Our Scissors” om Fiskarssakse på Helsinki Design Museum og har et julesamarbejde med designfirmaet Stilleben. 
Se flere
Hun fandt sit kreative drive på en gård langt ude på landet
Cecilie Elisabeth Rudolph er en kreativ sjæl, som både arbejder med tekstil-, print- og materialedesign. Hun deltager netop nu i udstillingen “Our Scissors” om Fiskarssakse på Helsinki Design Museum og har et julesamarbejde med designfirmaet Stilleben. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her