*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Den herskende klasses triumf

Professor Jørgen Dichs over 40 år gamle spådom om den herskende, akademiske klasses magtovertagelse er i uhyggelig grad gået i opfyldelse.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Den store og åbne samfundsdebat er forsvundet og afløst af en indædt kappestrid om at sikre sig de største stykker af det offentlige råderums fælles lagkage og helst med en ekstra klat flødeskum oveni.

Debattens forsvinden har formodentlig flere årsager, men iblandt dem vejer den offentlige sektors fortsatte vækst tungt. I 1970´ernes Danmark som det så ud, da økonomiprofessor Jørgen S. Dich fremlagde sin kritiske analyse ”Den herskende Klasse” (genudgivet 2016) eksisterede stadig en modmagt til den offentlige sektor. Sammen med et virksomt privat erhvervsliv fandtes en stor gruppe af arbejdere, bønder og private funktionærer, som hos Dich så en bekræftelse på deres mistanke om, at der skulle bruges klækkelige skattemidler på uddannelser og tilhørende profesioner. Ikke specielt uddannelser, som kom deres børn til gode, men som fortrinsvis skulle sikre den bedre middelklasses børn en komfortabel beskæftigelse og skåne dem for fysisk og andet produktivt arbejde.

Nu i dag og flere decennier efter bogens udgivelse er det forbløffende, i hvilken grad Dichs vurderinger har bevaret deres gyldighed, som det eksempelvis fremgår af følgende citat fra bogen:

»Den herskende Klasse er i vore dage de offentligt ansatte inden for den sociale sektor, de videregående uddannelser og sundhedsvæsenet. Dens magt er ikke baseret på besiddelse, men på dens evne til at skabe en forpligtende social ideologi, der har sit udspring i en humanistisk kultur, flugten fra det legemlige arbejde og angsten for sygdom og død. Den udformes i en perfektionisme og i en samfundskritik, der varetager klassens interesser i høje lønninger, begrænset arbejdsindsats og i en voldsom ekspansion af den offentlige sektor.«

Derfor er de offentlige personalegrupper mere urørlige end Indiens hellige køer, og det grænser til harakiri at lægge sig ud med dem.

I de følgende år etableredes velfærdsstaten med en hastigt voksende servicesektor. Det traditionelle skel mellem privat og offentlig sektor udviskedes samtidig gradvis. Fabrikantens hustru kunne være ansat som kommunal skoletandlæge, håndværkerens kone som ansat på det lokale sygehus og specialarbejderens ægtefælle ansat som hjælper på kommunens plejehjem eller aflønnet som dagplejemor. Den danske befolkning er således i stigende grad blevet tæt integreret i den offentlige ansættelsesstruktur. Det er et af de paradoksale elementer i den ”danske model” og formentlig et af de mest sårbare, hvis en økonomisk krise opstår.

Netop denne udvikling gør det vanskeligt at fremsætte kritiske vurderinger af vores allesammens offentlige sektor, idet de modsætninger, som fandtes i 1970’erne, stort set er ophævet. Den offentlige sektor har i dag sejret på så godt som alle fronter, og hvem ønsker i fuld alvor at lægge sig ud med sejrherren? Den trykte presse og medierne undgår med næsten krampagtig forsigtighed at træde den offentlige sektors personalegrupper og fagforeninger over tæerne, hvilket er det mest opportune i en tid, hvor aviserne må kæmpe for at bevare en svindende læserskare, som måske for et flertals vedkommende netop består af offentligt ansatte. En skjult, men effektiv redaktionel censur.

Til de offentligt ansattes hærskare hører også personalet på universiteter og andre læreanstalter. Der har vist sig en imponerende opfindsomhed og fantasirigdom med en stadig knopskydende oprettelse af nye institutter og centre, der navngives med meget specielle betegnelser, og som det er uendelig svært at se den praktiske gavn af – når undtages radioens P1-morgen, der bruger forskerne som kommentatorer til begivenheder og emner, som studieværterne selv har opgivet at hitte rede i.

Det samme gælder nogle avisers populærvidenskabelige tillæg, som i halvfordøjet udgave spreder mere uvidenhed end det modsatte. I sandhed må Danmark være et ufatteligt rigt land, når vi har råd til at aflønne såvel mediernes moderne Erasmus Montanuser som en elefantastisk mandarinkultur af orientalske dimensioner.

Ikke overraskende er det på det nærmeste umuligt at finde et politisk parti, som tør lægge sig ud med en så magtfuld vælgergruppe, når det tillige er en banal sandhed, at de fleste folkevalgte har en civil baggrund som offentligt ansatte. Derfor er de offentlige personalegrupper mere urørlige end Indiens hellige køer, og det grænser til harakiri at lægge sig ud med dem. Bagsiden er, at man uden kritik heller ikke kan forbedre kvaliteten, og enhver kvalitetsreform er følgelig udelukket på forhånd.

Det er nærliggende at stille det spørgsmål om, hvor længe vort driftige erhvervsliv kan finansiere et offentligt forbrug, der er gået helt grassat i et uhæmmet fråseri. Og her er adressen ikke fortravlede sygehjælpere, plejepersonale, handicaphjælpere og lignende, men dem, som via en højere eller mellemlang uddannelse har fundet en lukrativ levevej inden for universiteter, læreanstalter og andre af det offentliges udstrakte græsningsarealer. Mens studenterne i Maos Kina bogstavelig taget blev jaget ud i rismarkerne sammen med deres lærere, behøver vi ikke at gribe til så hårdhændede midler, men det kan næppe anses for urimeligt at beskære universiteters esoteriske specialiteter og i stedet fremme interessen for samfundets produktive og værdiskabende sektorer.

Hvor uddannelsesmæssige skævheder og privilegier måske opleves som mindre mærkbare for den brede og erhvervsaktive befolknings levevilkår, er følgerne mere direkte, når det gælder kontakten med sårbare grupper i befolkningen, som det offentlige har en lovbunden forpligtelse til at yde hjælp.

Til pædagogisk anskuelighed kan man tage et eksempel fra det sociale område, nærmere bestemt de udsatte børn, som med mellemrum diskuteres i offentligheden. Problemet kan samtidig tjene som en illustration til det kunststykke, hvormed man kan vende sort til hvidt og smyge ansvaret fra sig for i stedet at lægge det på politikere der ikke bevilger alle de stillinger, som fagforeningen har sat som ønskemål.

Og her er det nærliggende at pege på den famøse tøndersag, som kort skal repeteres: I eftersommeren 2005 anholdt politiet i Tønder en mand for at leje sin 10-årige datter ud til mænd der ønskede seksuelt samvær med mindreårige. Til almindelig bestyrtelse fremgik det, at kommunens socialforvaltnings børn og unge-afdeling kendte familien, men ikke havde fundet anledning til at skride ind.

Socialrådgivernes fagforening søgte prompte at undskylde sagsbehandleren med, at kommunen ikke havde afsat tilstrækkelige ressourcer til det forebyggende arbejde.

Dermed istemte man optakten til det tilbagevendende hylekor, som siden er taget i anvendelse hver gang, foreningens medlemmer har misrøgtet betroede sager. Det, som man ikke oplyste, mens sagen stod på, og først blev røbet flere måneder senere, kaster et noget andet lys over den ulykkelige sag.

I et interview med den senere afskedigede børne- og ungechef kom det frem, at skønt socialforvaltningen skulle foretage tilsyn med familiens forhold, havde man opgivet at holde sig underrettet.

Ydermere var familiens journal ikke ført gennem flere måneder. Alligevel udtalte den afskedigede leder sig med en vis bitterhed og mente, at han havde optrådt korrekt og ikke fraveget almindelig faglig kutyme.

Det er derfor forudsigeligt, at nye Tønder-sager vil opstå med jævne mellemrum og ikke nødvendigvis på grund af ressourceproblemer, men snarere på grund af et alarmerende ringe fagligt niveau hos socialrådgiverne. Den problematik har imidlertid hverken fagforening, medier eller politikere vist interesse for.

På det seneste har en helt anden gruppe af offentligt ansatte meldt sig med protester over nedskæringer. Det gælder gruppen af overlæger fra landets universitetshospitaler, som ud over protester er fremkommet med advarsler, som Dich ville have kunnet nikke genkendende til, nemlig at man ikke kan udelukke en øget risiko for alvorlige fejl i behandlingen af indlagte patienter. Og som Dich forudsagde, anvender lægerne her et ordvalg og en form for pression, som prikker til ”angsten for sygdom og død” hos befolkning og politikere.

Den fortsatte udvikling på dette område såvel som inden for andre offentlige sektorer, der klager over mangel på ressourcer, bliver sandsynligvis en fortsat ekspansion, som principielt er uden grænser. Derfor kan det være på sin plads at minde om Dichs manende ord herom:

»På den måde kan et land ikke regeres. Det sker heller ikke. Det flyder.«

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Migræne er en folkesygdom, som skal gribes rigtigt an
Messoud Ashina, professor og overlæge på Dansk Hovedpinecenter, Neurologisk Afdeling, Rigshospitalet-Glostrup | Hanne Johannsen, formand Migræne & Hovedpineforeningen
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: AfD er fremtidens Tyskland

Morten Uhrskov Jensen
Angela Merkels generation bliver snart kørt ud på historiens sidespor.

Blog: Lars Hedegaard 75 år

Morten Uhrskov Jensen
En kriger fylder rundt.

Debat: Vesten bør støtte et selvstændigt Kurdistan

Azad Cakmak, juridisk konsulent København S
Med etableringen af et Kurdistan vil Vesten få en varig allieret – et demokratisk, sekulært tænkende Kurdistan, der måske på sigt kan give reel næring til ønske om demokrati i andre dele af Mellemøsten.
Annonce
Annonce
Biler
Næsten som originalen: Måske skal din næste Golf være en Polo
Sjette generation af VW Polo opleves bag rattet stort set som den større og dyrere Golf. Bilen har det hele - inkl. mulighed for 100 pct. digitalt display, der overgår alle andre VW’er. 
Se flere
Næsten som originalen: Måske skal din næste Golf være en Polo
Sjette generation af VW Polo opleves bag rattet stort set som den større og dyrere Golf. Bilen har det hele - inkl. mulighed for 100 pct. digitalt display, der overgår alle andre VW’er. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her