*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

I dag fejrer vi respekten for verdens oprindelige folk

FN’s erklæring for oprindelige folks rettigheder fylder 10 år i dag. Julie Koch, der er direktør for organisationen for oprindelige folk, Iwgia (International Work Group for Indigenous Affairs), ser på, hvordan det står til med realiseringen af erklæringen.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

»Hvis vi ikke har et hus, hvor skal vi så bo?« spurgte Rajandras femårige søn sin far.

Jeg spørger gruppen af 15 mænd og fire kvinder, om de vil fortælle mig deres historier. Rajandra Mahayay – en 55-årig far til tre børn – fortæller grædende om den magtesløshed, han føler, når han ikke kan forsikre sine børn om en tryg fremtid for familien.

Vi sidder i et lille værelse i et hus i Harisiddhi, et fattigt område i udkanten af Katmandu, hvor newar-folket og andre grupper af Nepals oprindelige befolkning bor. Stemningen er trykket, mens den ene person efter den anden alligevel insisterer på at give sin mening til kende eller fortælle sin personlige historie.

De forklarer mig, hvor vejen kunne anlægges i stedet, så det ikke ville gå ud over huse, forretninger, lokale institutioner og de mange lokale templer i området – hvoraf nogle er over 1700 år gamle. »Vi er ikke imod udvikling, men regeringen burde beskytte vores liv,« slår Pardam Mahasjann fast.

I februar blev den første bulldozer sat ind for at varsle beboerne i Harisiddhi om, hvad der snart kommer til at ske i meget større skala, hvis det står til den nepalesiske regering.

Regeringen planlægger at anlægge en stor vej tværs gennem de oprindelige folks beboelsesområder. Der har ikke været nogen høringsproces – det eneste tegn på de kommende ødelæggelser var et informationsbrev og et rødt kryds uden på bygningen, der markerede, hvor meget der ville blive fjernet af husene.

Beboerne er af regeringen kun blevet tilbudt 10 pct. af deres huses og jords værdi i kompensation. En lokal advokatgruppe, Lahurnip, vurderer, at mindst 60.000 huse vil blive påvirket af projektet.

»Bulldozerne stødte ind i huset, så det hele rystede. Endda værre end under jordskælvet i 2015,« fortæller Satay Maheljan, en 51-årig far til tre børn. Bedstefaren og hans kone faldt ned ad trappen. Datteren løb ud af huset og tiggede og bad mændene i bulldozerne om at stoppe. Hendes appel blev hørt, men bulldozerne drejede blot af og vendte front mod det næste hus i rækken. Bedstefaren blev kørt på hospitalet, hvor han døde af sine kvæstelser. Huset står stadig, men nu med kæmperevner i muren.

Intet hus blev jævnet med jorden den dag. Der var kun én bulldozer, og det handlede om at skræmme os, lader gruppen mig forstå.

Advokatgruppen Lahurnip er gået rettens vej på vegne af beboerne og har opnået et midlertidigt stop i regeringens planer, indtil Nepals højesteret har færdigbehandlet sagen. Det lyder næsten som en sejr, men forhåbningerne er ikke store hos juristerne i Lahurnip, og beboerne frygter det værste.

Alligevel bør vi insistere på, at dagen i dag er en festdag for oprindelige folk.

Domstolene i Nepal har ikke den kapacitet og uafhængighed, som vi kender til i Danmark. Og selv hvis de vinder sagen, er det ikke sikkert, at regeringen følger afgørelsen.

Lahurnip vandt en lignende sag for nylig, da regeringen blev dømt til at betale erstatning til de oprindelige folk, der fik tromlet deres huse ned for tre år siden.

De har dog stadig ikke set nogen erstatning fra regeringen, og de regner heller ikke med, at den kommer, fortæller Bhaganan Manardha mig med desperation i øjnene, mens han viser mig billeder af, hvordan hans hus blev revet ned.

Sammen med sin kone og deres fire børn bor han nu med noget familie, som har givet dem husly.

I dag fejrer vi 10-års jubilæet for FN-erklæringen for oprindelige folks rettigheder. Men er der overhovedet noget at fejre, når krænkelserne af oprindelige folks rettigheder er så grelle som for eksempel i Nepal?

Nepal er ikke et enkeltstående tilfælde. Over hele verden mærker oprindelige folk staters manglende vilje til at beskytte deres rettigheder: Regeringer og private virksomheder vælger simpelthen profit over rettigheder.

Bedst kendt er Dakota Access Pipeline i USA, som truer Standing Rock Sioux-folkets drikkevand og hellige jord.

Men der er et utal af andre eksempler:

I Tanzania brændes masaiers huse ned for at drive dem væk fra et område i Loliondo tæt på Serengeti-sletten, angiveligt for at gøre plads til storvildtsjagt for en international elite arrangeret af en virksomhed fra De Arabiske Emirater.

I Malaysia ødelægger aggressiv industrialisering mangroveskovene, fratager de oprindelige folk deres kilde til mad og forurener vand og natur i oprindelige folks områder.

I Venezuela har ulovlige minevirksomheder opereret ved floderne i regnskoven i flere år med forurenet og ændret økosystem som konsekvens. Oprindelige folks vand er blevet forurenet af kviksølv, og fisk, som ellers har været en vigtig næringskilde, er forsvundet.

I Etiopien har et stort dæmningsprojekt betydet, at vandniveauet er faldet i Omo-floden, som udgør en vigtig vandressource for en halv million oprindelige folk i regionen, der er truet på deres fødevaresikkerhed.

De dystre eksempler er desværre mange. Også på globalt plan er tallene beskæmmende.

I 2009 blev 70 pct. af al uran til atomkraftreaktorer hentet fra oprindelige folks jord.

I en nyligt lanceret rapport fra den afrikanske menneskerettighedskommission og Iwgia vurderes det, at 70 pct. af alt kobber i 2020 vil være udvundet fra oprindelige folks territorier, hvis den nuværende udvikling fortsætter.

Det står så slemt til, at oprindelige folk og andre miljøforkæmpere bliver dræbt. Bare i årets første otte måneder er 127 miljøforkæmpere blevet dræbt for at forsvare deres jord eller naturressourcer, og mange af dem er oprindelige folk. I Brasilien alene er 900 indianere siden 2013 blevet dræbt for at forsvare deres jord.

Alligevel bør vi insistere på, at dagen i dag er en festdag for oprindelige folk.

Det tog over 20 års forhandlinger at få FN-erklæringen på plads. Resultatet var banebrydende. FN-erklæringen slår blandt andet fast, at oprindelige folk har ret til egen jord og territorier og til selvbestemmelse. Deres særlige kulturelle praksisser skal respekteres. Og de må ikke tvinges væk fra deres områder uden »frit, forudgående og informeret samtykke«.

Med erklæringen i hånden har oprindelige folk verden over mulighed for at kæmpe deres sag – og vinde:

I Peru har wampis-folket etableret sit eget selvstyre og kontrollerer nu et landområde på 1,3 millioner hektar land – med inspiration fra Grønland.

I Cordillera i Filippinerne har et lokalsamfund bekæmpet et mineselskab i at starte en ny mine på oprindelige folks jord.

Munduruku-folket i Amazonas fik med hjælp fra blandt andet Greenpeace stoppet en mega-dæmning, som ellers truede med, at et område på størrelse med Fyn ville blive oversvømmet.

Standing Rock Sioux-folket har kæmpet bravt for at få den planlagte olieledning gennem deres territorium stoppet. Deres modstand har høstet støtter fra hele verden, og pensionsselskaberne Danica Pension, Pensam og Nordea Liv & Pension har opgivet investeringer, der kan relateres til det omstridte projekt.

Og for nylig vandt ogiek-folket fra Kenya en historisk retssag ved den afrikanske menneskerettighedsdomstol mod den kenyanske regering, som i årevis har tvangsforflyttet dem.

FN-erklæringen for oprindelige folk er nemlig både et sæt internationale principper, som verdenssamfundet er blevet enig om, og et konkret redskab, som oprindelige folk og deres allierede kan bruge til at presse lokale regeringer til at lave lovgivning i overensstemmelse med erklæringen – og realisere dem efterfølgende.

Når vi i Nepal og andre steder ser, at erklæringen ikke altid leder til reelle forandringer, må vi ikke give op eller fortvivle. Vi må ikke underkende, at erklæringen og sejrene for oprindelige folk verden over har skabt en samhørighed, ja, noget vi ligefrem kan betegne en global bevægelse.

I FN-systemet står oprindelige folk på deres ret til at deltage som folk og blive hørt i internationale beslutningsprocesser, som påvirker deres liv og fremtid. Lokalt står man sammen, som for eksempel i Nepal. De stiller sig ikke bare i margenen som ofre for udviklingen, men de står som stolte oprindelige folk, der vil kæmpe for deres ret til et værdigt liv. Og de giver ikke op.

Oprindelige folk udgør 5. pct. af Jordens befolkning, men 15 pct. af de fattigste.

»Vi bliver og møder bulldozerne,« siger Pardam Mahasjann med stålsatte øjne.

Han og alle de andre oprindelige folk kloden over fortjener i dag og hver dag respekt og solidaritet fra alle os andre.

Til lykke til os alle med fødselsdagen for FN’s erklæring for oprindelige folks rettigheder.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Derfor er vi ”vilde med dans”
Lars Hovbakke | Sørensen, adjunkt, ph.d. Professionshøjskolen Absalon
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Lars Hedegaard 75 år

Morten Uhrskov Jensen
En kriger fylder rundt.

Blog: Lars Løkkes lange omvej til tilgivelse

Olav Skaaning Andersen
Der er fremgang at spore, men statsministeren slider stadig med sin troværdighed

Karin Riis-Jørgensen: Stor risiko for at Danmark ender på EU's b- eller c-hold

Karin Riis-Jørgensen, tidligere MEP (V), Senior Rådgiver hos Kreab, København K
EU-Kommissionens formand arbejder med en byge af forslag, der skal styrke eurosamarbejdet, hvor Danmark ikke er med. Dermed svækkes Danmarks position i EU.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her