*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Luksusproblemer fra kønsdebatten og intimsfæren

Kønsdebatten kører ud i mange mærkelige spor disse år.

Foto: Thorgerd Broni

Hele sidste forår var jeg så glad for denne min avis, fordi ikke et ord om friblødning ramte mit ellers så trænede øje under læsningen af den. Og bare af hensyn til min pæne gule sofa er jeg også glad for, at denne seneste feministiske trend ikke har bredt sig ind i den nære familie. Jeg er simpelthen også kisteglad for, at vi lever i en kultur, hvor man kan skelne mellem det offentlige og det private. Jeg ved godt, at selveste Luther gør meget ud af, at han sad på lokum (cloaca), da han fik sin ”tårnoplevelse”, dvs. sin banebrydende reformatoriske erkendelse af, at vi frelses som en ren nåde fra Gud og ikke ved egne anstrengelser. Men det var altså også dengang, hvor selve det at få lov til at overvære en konges toilette og påklædning var en særlig gunstbevisning, så ej heller Luther er karrig med oplysninger om sin konstante forstoppelse og træge tarm. Det offentlige og private var ikke adskilte, og selv om jeg synes, at denne adskillelse er noget under pres, når jeg sidder i toget og får andre menneskers sure tæer op lige i næsen eller tvinges til at høre de sidste intime soveværelsesdetaljer i min medpassagers højlydte mobilsamtale, så findes den stadig og bør værnes. Det offentlige skal ikke blande sig i den private moral, så længe denne ikke går ud over andre, som man f.eks. gør i samfund, hvor offentligheden stener en kvinde, man mener grebet i hor.

Så lad endelig det intime forblive i det intime rum.

Men når kvinder i feminismens hellige navn begynder at påstå, at vi kvinder (for)bliver undertrykte, hvis vi ikke gør op med menstruationen som skam ved at få den og al dens væsen ud i det offentlige rum, så takker jeg for, at jeg ikke behøver at vide alt om mænds forskellige afsondringer – endsige få dem sprøjtet ud i det offentlige rum. Og når jeg ser tilbage i historien, så må de mange kvinder, der udsatte sig for hån og spot, fordi de tog ligestillingskampen op, vovede sig op på talerstole og blev hevet ned igen, kæmpede for stemmeret, krævede uddannelsesmuligheder, ansættelsesmuligheder, selvstændighed i økonomiske anliggender, vende sig i deres grave over at slige luksusproblemer overhovedet fylder debatten, ja, at der oveni kan udgives bøger og laves avisforsider – i en af de store landsdækkende – med brugte menstruationsbind om samme luksusproblem fra det intime rum.

Kønsdebatten kører ud i mange mærkelige spor. F.eks. ser jeg, at et engelsk forlag har måttet trække en – måske ikke særlig begavet – bog om kvinders bryster henvendt til teenagedrenge tilbage pga. en shitstorm om, hvorvidt det overhovedet er tilladt at skrive, at brysterne – uanset størrelse – ”bruges” til to ting: at give mælk og at tiltrække mænd. (Jamen ”bruges” en penis da ikke også til to ting: at tisse med og til at vifte over for damerne med?). Og en amerikansk Googlemedarbejder er blevet fyret, fordi han har skrevet et internt notat om, hvorfor der er færre kvinder ansat i Googles it-verden end mænd. Hans konklusion er, så vidt jeg har læst mig frem til, at det skyldes kvinders større interesse for mennesker og sociale relationer end teknologi og ting, og så hænger han sit synspunkt op på, at der kan være biologiske årsager til denne gennemsnitlige forskel i interesser (ikke evner), såsom den mængde af testosteron, som et drengefoster tilføres under svangerskabet.

Bag den omsiggribende og forvirrede køns- og identitetsdebat ligger ”moderniteten”, som har bredt sig ind i vore hoveder sådan cirka siden 1980’erne. Indtil da levede vi i ”det moderne”, hvor der i det mindste var en fælles historie, der bandt os sammen, hvad enten det var den gammelkendte kristne tro eller troen på videnskabens lyksaligheder, som især har betaget os siden oplysningstiden i 1700-tallet. De gamle fællesskabsstiftende historier var både gode og dårlige. Den gode historie var, at der dog var en form for fællesskab og en større historie, der skulle bringes videre, som det enkelte menneske mente sig forpligtet til at værne om, uanset om han eller hun lige havde den rette mavefornemmelse for sagen lige pt. Den dårlige del var de magtstrukturer, der i kraft af magten holdt den undertrykte nede i uvidenhed og fattigdom. Den dårlige historie var også den, som vi alle er opvokset med, at vi ved videnskabens, økonomiens og teknologiens hjælp nærmest selv kan bevæge os ind i paradis – leve evigt lykkelige og evigt glade. Næsten som Goethes dr. Faustus har vi som kultur indgået en slags pagt med djævelen om, at vi ved at blive ved med at stræbe kan nå alt det, vi gerne vil. Og få alt det, vi gerne vil. Det er den samme historie, vore politikere – de arme stakler – prøver at blive ved med at indgyde os tro på. Vi skal simpelthen alle sammen have det bedre, have mere ud af skattekronerne, leve længere, blive lykkeligere. Men den drøm er en skindrøm. Vi kommer ikke ind i paradis ved egne kræfter. Vi lever her på jorden med hinanden, og det er simpelthen pokkers besværligt, det meste af tiden. For der er altid et eller andet, der gør ondt et eller andet sted. Så vågner du op en morgen, og det ikke gør ondt, så er det som bekendt, fordi du er død.

Og det gør ondt i identiteten.

Hvis det eneste, der bærer, er mig og min identitet, så er det hele op til mig. Jeg kan selv vælge, om jeg vil være mand eller kvinde, hvad der er sundt for mig, mine værdier, min etik og moral. Intet står fast. Du og jeg har kun de værdier, vi har, fordi vi har valgt dem. Du kan bare vælge om, når du vil have nogle andre værdier. Tror pokker debatten bliver personlig, lille og klam. Snævert omkring mit velbefindende, min identitet og mit køn. Men verden brænder om os. Den er fuld af store problemer, som vi er nødt til at være fælles om at løse.

Elisabeth Dons Christensen er fast medlem af Jyllands-Postens søndagspanel. Hun er cand.theol. og biskop over Ribe Stift 2003-2014. Hun er tidligere formand for værdikommissionen og har udgivet bogen ”Det sårbare samliv”.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Legalisering af hash fjerner ikke bandeproblemet

Jens-Kristian Lütken
Det er hamrende naivt at tro, at hårdkogte kriminelle vil stoppe deres kriminelle aktiviteter, hvis indtægtsgrundlaget for hashsalget forsvinder på grund af en legalisering.

Blog: Venstre sikrer rimelighed i den fri bevægelighed

Morten Løkkegaard
EU og det indre marked er som helhed en stor gevinst for Danmark, dansk økonomi er til gavn for både vækst og velstand.

Europabevægelsen: EU’s troværdighed er på spil i Polen

Jens-Kristian Lütken, næstformand Europabevægelsen, København S
Polakkernes begejstring for EU bør udnyttes til at presse den polske regering i demokratiske spørgsmål.
Annonce
Annonce
Musik-Aarhus melder klar til Eskelund
Et forslag om at afsætte 10 mio. kr. til at indrette Eskelund som ny koncertplads møder roser fra Northside og en række andre musikaktører. Eskelund indgår i budgetforhandlingerne. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her