*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Vi har 99 ministre for offentlig innovation. Kun én er overflødig

Det bedste, Sophie Løhde kan gøre, er at give mere plads til lokale eksperimenter og udvikling, svække den statslige detailregulering og derefter sige sit job op. Dét ville gøre Danmark mere innovativt.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Siden november 2016 har Danmark haft en såkaldt minister for offentlig innovation. Men reelt har Danmark længe haft ministre for offentlige innovation. 98 har vi allerede af slagsen – lige så mange, som der er kommuner.

På trods af alt innovationsvirakken på Christiansborg har Danmark allerede en fremragende innovationsmodel. Over tid har vi skabt hvad man på moderne dansk kan kalde en open source-innovationsproces, hvor nye løsninger udvikles og testes i lokale laboratorier – kommunerne – for siden at kunne spredes og implementeres i resten af landet. Neden under et synligt, men ikke altid innovativt folketing, eksperimenteres, innoveres og udvikles der lokalt løsninger på alt fra årtiers fejlslagen socialpolitik, demokratisk underskud og manglende tillid til ressourceknaphed og klimaudfordringer.

Det er ikke, fordi kommunerne har bedre politikere eller bedre embedsmænd, men fordi det er her, de mennesker, der har hænderne nede i materien, er ansat. Det giver sig selv, at man ikke kan udvikle noget, man ikke ved noget om. Og det er nu engang sådan, at det i langt de fleste tilfælde er lærerne ude på skolerne, specialarbejderne ude på vejene og pædagogerne i vores dagtilbud, der ved, hvad der er brug for at gøre bedre og anderledes i deres hverdag.

Erfaren kommunalpolitiker: Løsriv kommunerne fra staten

Derfor giver det også meget lidt mening at tro, at en statslig enhed alene kan være katalysator for forbedringer i den praktiske velfærd og hverdag.

Forbedringerne sker dagligt. 86 pct. af de offentlige arbejdspladser har ifølge Center for Offentlig Innovations (COI) innovationsbarometer indført én eller flere innovationer i løbet af 2013-2014. En innovation er her forstået som ”nye eller væsentligt ændrede serviceydelser, produkter, organisationsformer og processer eller måder at kommunikere med omverdenen på”. Ser man på tallene alene for kommunerne retter 91 pct. af innovationerne sig mod forbedringer i organiseringen af arbejdet, mens hele 48 pct. er reel produktinnovation. Mange steder både det første og det sidste.

Det giver sig selv, at man ikke kan udvikle noget, man ikke ved noget om. Og det er nu engang sådan, at det i langt de fleste tilfælde er lærerne ude på skolerne, specialarbejderne ude på vejene og pædagogerne i vores dagtilbud, der ved, hvad der er brug for at gøre bedre og anderledes i deres hverdag.

Lad os tage et eksempel. I Hedensted Kommune bruger plejepersonalet en app til såkaldt ”triagering” af ældre borgere. Oversat til dansk betyder det, at plejepersonalet med app’en i hånden kan indtaste information om borgernes helbredstilstand, når de ser dem, hvorefter app’en spytter en analyse af, hvorvidt den ældre har brug for medicinsk behandling, ud i den anden ende. Rød, gul, grøn afhængigt af, hvor godt eller skidt det ser ud.

Antallet af ældre, der bliver indlagt på hospitalet siden indførslen af app’en, er faldet i takt med den forbedrede forebyggende indsats, og kommunen vurderer, at det siden 2014 samlet har medført en besparelse på 15 mio. kr. Det er bedre velfærd for de ældre borgere, der slipper for ubehagelige hospitalsophold, når man kan sætte ind i tide – testet og implementeret lokalt.

Og for at det hele ikke skal være digitalt, så lad os tage et eksempel mere. Forbedringer i velfærden handler nemlig om meget mere end dimsedutter og robotter. Først og fremmest handler det om, at vi skal gøre tingene bedst og klogest til fordel for de borgere, det berører.

Derfor har man i Københavns Kommune besluttet at lægge såkaldte sociale investeringer ind i budgettet for 2016 og 2017. Det er investeringer i særlige indsatser, der ikke nødvendigvis skal gå i nul det første år, men til gengæld give et afkast senest seks år senere. Det er bl.a. investeringer i indsatsen for unge mødre, familier med børn med handicap og implementering af nye velfærdsteknologiske løsninger. Hver især lader de forskellige projekter sig kun gøre, fordi man har besluttet at investere i tiden og de langsigtede afkast.

Mange andre kommuner gør sig ligeledes erfaringer med at investere socialt. For hvis man virkelig skal ”køre længere på literen i den offentlige sektor”, som mantraet lyder, så er det netop den slags tålmodige investeringer, vi har brug for – frem for at sætte alt på privatiseringens bræt og lægge udviklingen af velfærden yderligere ud til konkurrence, sådan som det nu lyder fra innovationsminister Sophie Løhde.

Udviklingen af nye løsninger sker bedst der, hvor der er brug for dem og der, hvor dem, der skal implementere dem, i øvrigt er med til at gøre det.

En undersøgelse fra LO viser, at 7 ud af 10 offentligt ansatte har forslag til, hvordan de kan gøre deres arbejde bedre for de samme penge.

Det er mildest talt hul i hovedet ikke at høste gevinsterne af det, bare fordi der typisk er indbygget en blind selvovervurdering oppefra og ned i et bureaukratisk-administrativt system. Dem på toppen er jo nødt til at vide bedre; for hvorfor er de der ellers, må være devisen.

Hvis man for alvor skal forløse det innovationspotentiale, der ligger hos ledere, medarbejdere og ikke mindst borgere overalt i Danmark, er der ikke brug for en minister, der fra Finansministeriet forsøger at styre de gode idéer. For de vokser alligevel oftest nedefra.

I innovationsforskningen er der generelt bred enighed om, at der er en negativ sammenhæng mellem centralisering og innovation.

For meget styring oppefra fremmer silotænkning og bliver en hæmsko for involvering, fleksibilitet og spredning af idéer.

I en undersøgelse blandt Mandag Morgens velfærdspanel, der tæller cirka 3.000 ledere, svarede 54,7 pct. således, at dokumentationskrav, kontrol og styring er den største barriere for at udvikle velfærden i en positiv retning.

Der er brug for plads frem for fjernstyring. Og for at give slip og lade dem, der ved, hvad de taler om, gøre deres bedste, og så i øvrigt lade være at tro, at man kan lave modeller for alt eller smøre one-size-fits-all-løsninger ud over det ganske land.

I virkeligheden skulle man minde den borgerlige regering om et af deres store ideologiske forbilleder: Friedrich Hayek. Han kritiserede planøkonomien for at være så hierarkisk, at den rigtige viden aldrig kom fra gulvet op til samfundets beslutningstagere, og mente ikke, at det er muligt at transportere så meget information op og ned igennem et bureaukrati.

Det er lidt det samme med velfærdsproduktionen; centraliserer man den, mister man udviklingsevnen, og dermed effektivitet og kvalitet.

Det bedste, Sophie Løhde kan gøre, er at give mere plads til lokale eksperimenter og udvikling, svække den statslige detailregulering og derefter sige sit job op. Dét ville gøre Danmark mere innovativt.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her