*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Musikken - den store trøster

Geni i kunstnerisk sammenhæng har ikke meget at gøre med de menneskelige egenskaber, vi normalt ser som gode. Ofte følger kunstnerne veje, som virker hensynsløse og egocentriske.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

For 200 år siden skrev den tyske digter Franz Schober et lille digt, som Franz Schubert satte musik til. Det hedder ”An die Musik”, og de første verselinjer lyder sådan:

»Du holde Kunst, in wieviel grauen Stunden/... hast du mein Herz zu warmer Liebentzunden/hast mich in eine bessre Welt entrückt.«

Med Schuberts musik blev det til et underskønt lille kunstværk, som jeg har på cd med den geniale, alt for tidligt døde britiske sanger Kathleen Ferrier. Jeg kommer næsten til at græde, når jeg hører det. Det skyldes ikke kun alderens tiltagende grådlabilitet, men sangens og fortolkningens sublime skønhed. Schobers digt slutter da også med at sammenligne musikken med det bedre liv i himmelen – »den Himmel bessrer Zeiten« – og til sidst udbryder han taknemmeligt: »Du holde Kunst, ich danke dir dafür!«

De fleste mennesker har brug for trøst, i hvert fald en gang imellem. Livet er ikke en jammerdal, men heller ikke en dans på roser. Og der er opture og nedture. Ofte er det bare gråt ligesom de sommerdage, vi lever med nu i begyndelsen af juli.

Min ferie blev holdt i juni, dagene i juli er ens, uden et solstrejf; radio og tv sender bedrøvelige nyheder, og inspirationen til de artikler, man har lovet at skrive, vil ikke rigtigt indfinde sig. Så sætter man en cd med Schubert, Beethoven eller Mozart i afspilleren – og kommer i en bedre verden. Man hører ikke kun med ørerne, men med hele kroppen. Man glædes, man bevæges, og hvis det er en opera, følger man med i librettoen og den ofte mere eller mindre latterlige handling, som løftes af musikken, så den ikke længere virker latterlig.

Jeg har tænkt på, om musikken er en religionserstatning. Gudsdyrkelse er jo også en sublimering af følelser. Jeg forlod religionen i 17-årsalderen, da jeg stødte på bibelkritikken og indså, at kristendommen (og islam m.fl.) er en menneskelig konstruktion – det er ikke gud, der har skabt menneskene, men menneskene, der har skabt gud.

Men jeg har altid haft behov for sublimering, altså det, som Den Danske Ordbog definerer som omformning »af energi fra (seksuel) drift til f.eks. intellektuel, kunstnerisk el. religiøs aktivitet.« Som eksempel på brug af ordet tilføjer ordbogen meget sjovt: »Hvis kunsten bare var sublimeret sex, ville verden jo være fuld af stor kunst.« Og det er den som bekendt ikke.

De store kunstnere, forfattere og komponister er sjældne, og deres geni er på en måde uforklarligt. En Mozart-biografi slutter således med at opgive at forklare, hvordan han kunne skrive sin vidunderlige musik, og konstaterer – igen med gud, der forklarer alt det, som er uforståeligt – at »han var en guds gave til menneskeheden.«

Rent menneskeligt har de fleste store komponister dog langtfra været engle. Beethoven var en barsk og utilnærmelig herre, Schubert var en fyldebøtte og syfilitiker, Schumann blev sindssyg, Brahms var danskerhader og tysk nationalist, og Richard Wagner var, som Thomas Mann skrev, »denne snøftende gnom fra Sachsen med kæmpetalentet og den lurvede karakter.« Manden var egoman og notorisk upålidelig.

Geni i kunstnerisk sammenhæng har ikke meget at gøre med de menneskelige egenskaber, vi normalt ser som gode. Ofte følger kunstnerne veje, som virker hensynsløse og egocentriske, men som måske er en forudsætning for deres skaben – denne skaben går forud for alt, selv de mest intime relationer.

Som ung var jeg mest interesseret i jazzmusik og spillede klarinet i et lille jazzorkester. Sammen med nogle kammerater oprettede jeg en jazzklub i Holte, som blev en stor succes. Vi spillede selv i klubben, og overskuddet brugte vi til at købe andre orkestre til at spille de aftener, hvor vi hellere selv ville danse.

Med alderen er den klassiske musik dog blevet mere og mere vigtig, og der går ikke en dag, hvor jeg ikke lytter til et eller flere værker af de store mestre. Jeg går også til koncerter, som giver en endnu mere intens musikoplevelse end hjemmehøjtalernes. Hvis jeg af en eller anden grund ikke har mulighed for at høre musik, savner jeg den stærkt.

Min viden om den er ikke særlig stor. Jeg slår sommetider op i et musikleksikon eller læser den tekst, som følger med cd’en. Noder behersker jeg ikke længere, men alle disse færdigheder er heller ikke nødvendige for at nyde musikken – jo mere man lytter, også til den samme musik – jo mere uddybet bliver oplevelsen.

Som musikelsker har man haft nogle grimme oplevelser i de senere år. I 2014 blev Radiounderholdningsorkestret nedlagt, men lever dog videre på en slags freelancebasis med privat støtte. Sjællands Symfoniorkester/Copenhagen Phil var lige ved at lide samme skæbne, og nu taler DF og kulturminister Mette Bock om også at flytte DR Symfoniorkestret.

Det seneste år har det haft en fremragende italiensk chefdirigent, Fabio Luisi, og det er i verdensklasse. Men nej, det skal måske lægges ind under Det Kongelige Teater, som ikke har radiofaciliteter, og som i forvejen har et orkester, vistnok det ældste i verden, Det Kongelige Kapel. Og så kan man jo gætte tre gange på, hvad der vil ske.

Forringelsen af musiklivet i hovedstaden er ikke kompenseret af en oprustning af landsdelsorkestrene, og alt i alt tyder den førte kulturpolitik på, at man fra politisk hold ringeagter eller er ligeglad med den klassiske musik. Og måske i det hele taget med kunsten – er den ikke bare for den såkaldte elite, som også elsker Louisiana og Aros og ikke kerer sig om den jævne mand? Det er rigtigt, at mange ikke går op i musik og kunst, men det er i høj grad, fordi de ikke får den tilbudt i skolen og andre steder, hvor musik- og kunstundervisningen også er skåret ned.

Ak ja, måske kommer vi alligevel til at leve i en jammerdal.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Migræne er en folkesygdom, som skal gribes rigtigt an
Messoud Ashina, professor og overlæge på Dansk Hovedpinecenter, Neurologisk Afdeling, Rigshospitalet-Glostrup | Hanne Johannsen, formand Migræne & Hovedpineforeningen
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Hvorfor er det altid sygeplejerskerne, der tømmer opvaskemaskinen?

Harun Demirtas
Sygeplejen i dag lider desværre ikke kun på grund af politikernes forkerte prioriteringer og investeringer, men også, fordi vi som sygeplejersker har glemt at kæmpe for vores arbejdes prestige.

Blog: Fri os fra det gode

Mikael Jalving
Danmark bliver stedse mere broget. Engang var det ræven, der gik derude, mor; i dag er det hyænerne.

Debat: Vesten bør støtte et selvstændigt Kurdistan

Azad Cakmak, juridisk konsulent København S
Med etableringen af et Kurdistan vil Vesten få en varig allieret – et demokratisk, sekulært tænkende Kurdistan, der måske på sigt kan give reel næring til ønske om demokrati i andre dele af Mellemøsten.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her