*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Syng en sang og lev i mange tidsaldre

De danske sange er på en gang en poetisk og folkelig rigdom. Lever man inderligt med i den, udvider man sin egen levetid med flere århundreder og får bolig mange steder i Danmark.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Når jeg går fra mit hus og ned til Kattegat – der er kun 500 meter – kommer jeg tit til at tænke på Johannes Ewald. Er himlen skyet, har Kattegat nemlig den gråsorte farve med en tone af blåt, som Ewald tilskrev de danskes hav: sortladent. ( Du danskes vej til ros og magt, sortladne hav. )

Vor kongesang er egentlig en forfærdelig nationalistisk krigersang. Dens himmelstræbende digter, Ewald, havde da også som 16-årig deltaget i Syvårskrigen i Tyskland. Som trommeslager.

Når jeg genkalder mig en velkendt stump af en sang, kan jeg tit ikke lade være med at se digteren for mig i det landskab, han har besunget.

Synger jeg ”I Danmark er jeg født” (der nok burde være vores nationalsang), ser jeg H.C. Andersen vanke i en herregårdshave på Sydsjælland mellem ”oldtids kæmpegrave, æblegård og humlehave”. Andersen studser, standser og har fundet et guldhorn. Ligesom han har fundet så mange guldkorn i sin digtning!

Når jeg en sommerdag som nu vandrer i Tisvilde Hegn og hører en fugl synge sit kvad, synger jeg med.

Mere vildt går det for sig, når jeg står oppe på stranden i Tisvilde og synger Drachmanns midsommervise foran heksebålet, hvor al ondskaben går op i flammer. ”hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde”. Så ser jeg Holger Drachmann stå foran sit malerstaffeli i en klit i Skagen, og blæsten river i hans hår og skæg.

Men jeg ser ham også stå i København og værge for sig mod kulturradikaleren over alle kulturradikale, Georg Brandes.

Brandes skælder ham huden fuld, fordi han elsker sit land og ikke kan lade være med at synge om, at ”støt står den danske sømand på havet sin vikingevagt”. Drachmann burde jo snarere digte om globalismens internationale broderskab, mener Brandes.

Til sidst ser jeg eroten Drachmann forlade et elskovsleje gennem soveværelsesvinduet, mens han nynner ”våren synger sin sang, det er sagen / og mit hjerte bli’r voks i mit bryst.”

En anden dag går jeg 150 år længere tilbage i tiden og bort fra det friske Nordsjælland til det inderlige Sønderjylland med Ribe i centrum.

Her går Brorson i bispehaven en varm julidag og dufter til havens lige udsprungne røde rose: ”Den yndigste rose er funden / blandt stiveste torne oprunden.” Synden, tornene, glemmer en pietist aldrig.

Når jeg en sommerdag som nu vandrer i Tisvilde Hegn og hører en fugl synge sit kvad, synger jeg med.

Uden at jeg tænker over det, er det Grundtvigs ord og melodi, der kommer ud af min mund.

Jeg gik mig ud en sommerdag at høre / fuglesang, som hjertet kunne røre.

Det er ikke kun blomster og fugle, der kan inspirere digterne. Byen og modstandsviljen mod uretten kan også. Hans Hartvig Seedorf skrev under Besættelsen en hyldest til kong Christian X, der red gennem Københavns gader for at trodse tyskerne. ”Der rider en konge i sol og i blæst igennem sit arvede rige… Han skærmes blot ikke af vælde og magt. Om kongen af Danmark står hjerterne vagt.”

Tilfældigvis kendte jeg kong Christians hestepasser. Han fortalte, at Christian X var en meget kluntet rytter. Han faldt da også af hesten. Men blev alligevel i folkets bevidsthed et med sin hest fra Genforeningen i 1920 og Besættelsen i 1940.

Sangen kan også give os stikordet til at se den vemodige Blicher for os. Så er vi i Jylland, og det er vinter. Vi vandrer omkring med digteren og ser det forfrosne dyrehold på bondegården. Ind i hovedet får vi så foruden sneen det sjældne ord kyndelmisse. ”Det er hvidt herude / kyndelmisse slår sin knude.”

Nederlaget i 1864 betød en opblomstring af vores sangskat. Sangene gør os jævnaldrende med Niels Juels søslag i Køge Bugt (Niels Juels gav agt på stormens brag), eller 1900-tallets frigjorte hengivelse til naturens åbenbaring (Du danske sommer jeg elsker dig ). Eller med frihedskæmperne, der sang, inden de henrettedes af tyskerne: Kæmp for alt hvad du har kært, dø, om så det gælder.

Men det er ikke kun markante digterord, der kan bringe os tilbage til en fortid, som digteren gør levende. I skolen indprentede vi os hedeopdyrkeren Dalgas’ trøst til sine landsmænd, efter at Bismarck havde stjålet Sønderjylland: ”Hvad udad tabes, skal indad vindes.”

Sjovt nok er det ikke hedens betvinger, men en rigtig forfatter, der har fundet på dette fyndord. En af litteraturhistoriens mindre kendte ånder H.P. Holst skrev dette motto til en af dansk industris store begivenheder i 1800-tallet, industriudstillingen i 1872: ”For hvert et tab der kan erstatning findes / hvad udad tabes det må indad vindes”, skrev Holst. Men Dalgas har jo nok også sagt det, siden han har fået det tilskrevet.

Kongeord er også gået over i historien. Frederik III begik den bommert at udæske en af de mange svenske krigstosser, Carl X Gustav, som gik i kompagniskab med nordenvinden, der gjorde Storebælt til en landevej, som den svenske hær kunne marchere på.

Frederik troede ikke, at han kunne klare et slag med svenskerne, og gav svenskekongen de ældgamle danske landskaber Skåne, Halland og Blekinge. Men da så Carl Gustav vendte tilbage for at erobre København og dermed udslette Danmark, blev Frederik en lidenskabelig forsvarer af hovedstaden under feltråber Jeg vil dø i min rede.

Han døde dog ikke, for københavnerne gav svenskerne læstelige klø, da de i vinterkulden i 1659 stormede Københavns volde. Der faldt omkring 1.000 svenske soldater mod tre danske. Tre! Hvorefter den svenske krigskonge døde ynkeligt af forkølelse.

Jens Otto Krag var også ganske god til at udmønte sætninger, der går over i historien. ”Man har et standpunkt, til man tager et nyt, er blevet hans og upålidelighedens mundheld.

Og når Poul Nyrups fortjenester for fædrelandet er glemt, vil man huske hans forbitrede ord til Pia Kjærsgaard og DF: Stuerene bliver I aldrig. Som om Dansk Folkeparti var en hundekennel.

Nyrups aforisme, som historien og det yngre socialdemokrati jo har dementeret, får én til at se Nyrup for sig i dramatisk attitude på folketingets talerstol. Det er lige netop det, disse velkendte stumper af digte og taler kan: bringe nutidens mennesker tilbage til det øjeblik, da digtet eller udsagnet blev til.

Når jeg hører Ingemanns sang om protestantismens danske foregangsmand, Hans Tausen, forestiller jeg mig at gå ved siden af denne danske Martin Luther og glæde mig over, at en simpel bondesøn kunne være bannerfører i vores opgør med katolicismens hokuspokus. ”På Tave bondes ager ved Birkende by / der gik en lille plovdreng og sang under sky.”

Digterne kan også give mig lærerige ophold i Kingos 1600-tal, Holbergs 1700-tal eller Aakjærs 1800-tal.

Har vi indlevelsesevne, kan den korte stund, vi er på Jorden, altså blive mangfoldigt udvidet. Vi vandrer side om side med Ingemann, da han trak hesten med sin elskede hustru rundt om Sorø Sø. Vi står på vikingeskibets dæk under slaget ved Svold, da Einar Tamberskælvers bue rammes af en pil, og Einar selvbevidst siger til sin herre, Olav Trygvasson: ”Der brast Norges rige af din hånd, herre konge.”

Vi husker disse guldkorn, som bringer os på fuglevinger rundt i de gamle dage, der ligger århundreder før, vi blev født, men som bliver til levende nutid af disse stumper af vers, der sætter sig fast i vor hukommelse – til vi dør, håber jeg.

Sangene bringer os også på rejser rundt i vores lille, men poetisk store land.

Det har Christian Richardt, en fremragende sangskriver, skrevet en sang om: ”Venner, ser på Danmarks kort / ser, så I det aldrig glemmer, / til hver plet har fået stemmer… Målt med hjertet er det stort, dér er Danmarks saga gjort.

I min skole indledte vi hver skoledag med, at alle elever og lærere sang to danske sange sammen.

Det burde man gøre på alle skoler.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Naser Khaders facebookvanvid virker - desværre

Christian Rabjerg Madsen
Naser Khader har lagt sine indsigtsfulde analyser af situationen i Mellemøsten på hylden og i stedet transformeret sin politiske kommunikation til usaglige personangreb og perfide latterliggørelser. Det virker desværre super godt på Facebook.

Verdens Bedste Nyheder: Kloden bliver klogere online

Thomas Ravn-Pedersen | Sophie Rytter
Digital og onlineuddannelse har bevæget sig fra niche til verdensomspændende succes med gratis kvalitetsprodukter.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her