*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Vil du have ret eller relationer?

Det sværeste lige dér er at stoppe op i situationen. Give sig selv – og den anden – en pause for at kalibrere ind på: Hvad er det egentlig, vi står og diskuterer lige nu?!

Når du læser disse linjer, bevæger jeg mig rundt i Japan med mine to teenagedrenge på sådan en slags rundrejse, hvor vi som sushistykker på vandring lader os dyppe i forskellige kultursojaer i dette fantastiske land.

Det er helt sikkert en fest. Men jeg ved også, at jeg på dette tidspunkt indtil flere gange har forsøgt at mægle mellem dem, eller trukket morkortet og skåret igennem ved at tage en førerbeslutning.

Konflikter for fuld spade er et pænt gennemgående element, når man har børn. Og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har forsøgt at dæmme op for dem ved at stille dem dette enkle spørgsmål:

»Vil du have ret? Eller relationer?«

Blandt søskende ser man ofte, at de ni trin på konflikttrappen gennemgås hurtigere end man som forælder kan nå at sige stop, før situationen er landet på ”total destruktion”. På dette tidspunkt er de begge ofte så langt ude ad en tangent, at de er nærmest umulige at nå på et logisk, rationelt niveau set i forhold til det helt konkrete problem, der egentlig startede konflikten. Og så er det, at det meget let kommer til at handle om at få ret, mere end om at få løst konflikten. Eller – endnu mere utopisk – at have fokus på at have det godt sammen. Uden at det nødvendigvis betyder, at den ene eller den anden behøver at give op på egne behov eller standpunkter. Som Løgstrup så fint påpegede, er demokrati skikkelig uenighed, og det kan vi alle bruge som inspiration til enhver relation vi indgår i.

Hvis jeg nu også selv var i stand til at svæve vis og tålmodig over brødrevandene og fik fikset konflikterne gennem gensidigt indfølende dialog, ville det naturligvis være lidt cool. Men sådan er virkeligheden selvfølgelig langtfra. Tværtimod ender det lidt for ofte i ren kamikazekonflikt, når jeg blander mig, fordi jeg selv bliver så provokeret og træt af situationen. Og jo jo, det er da sket mere end én gang, at drengene med den mest selvretfærdige mine, som kun teenagere kan opbyde, har returneret sætningen og smidt den i hovedet på mig: Hva’ så mor, vil du ha’ ret eller relationer!

Umiddelbart kan de fleste konflikter ligne en kamp på egoer. Men. Bag kampen om dagsordener og selvretfærdighed ligger et sårbart ønske om at blive set, respekteret og anerkendt af de andre som dem, vi er med vores behov og ønsker. Og i det ligger implicit, at de fleste jo drømmer om at indgå i gnidningsfrie relationer, som fortrinsvis er båret af gensidig kærlighed, forståelse og tolerance. Fordi man som menneske bliver større, bedre og sjovere af at være sammen med de andre.

Ikke desto mindre har de fleste af os oplevet at blive fanget af vores eget ego, og ofte opdager vi først, at vi står i den situation, når den allerede er ved at accelerere ud af kontrol. Hvilket ikke kun gælder situationer med egne børn. Det gælder også med ens partner, venner, kollegaer eller med helt fremmede. Især det sidste ses overraskende meget i trafikken, hvilket kan være ret underholdende, når man ikke selv er en del af det, men som i virkeligheden er et dybt tragisk bevis på, at vi ganske enkelt er for pressede i hverdagen.

Det sværeste lige der er at stoppe op i situationen. Give sig selv – og den anden – en pause, for at kalibrere ind på: Hvad er det egentlig, vi står og diskuterer lige nu? Hvor vigtigt er det, at det er mig, der får ret? Kunne vi finde en fælles løsning?

Og hvis man lige dér opdager, at man faktisk er den, der har dummet sig, at man så tager sig sammen og giver den der undskyldning, som jo ikke behøver at handle om, at man er forkert, men bare om at man lige der tabte hovedet og lod sig rive med. Af sin egen stolthed for eksempel.

På en ferie kan ret eller relationer-konstruktionen blive forstærket. Begge veje. Fordi de strukturer, den hverdag, som normalt skaber en genkendelig og forudsigelig ramme om forholdene, brydes op, og nye skal på plads.

Den fede udgave er, at alle bliver mere laid-back og tolerante, fordi der er mere plads til bare at slappe af og have det godt sammen.

Den ufede er, at der skal tages revanche for alle de hensyn, man har taget i en presset hverdag, og når det så ikke lykkes, bliver man endnu mere konfliktsøgende end i den strukturerede dagligdag, og så kører det helt af sporet.

Det er ikke underligt, at vi som individer har brug for at have ret. Det er helt basalt knyttet til overlevelse. Men det er relationer som sagt også, så derfor er det vigtigt for os alle at få løst konflikterne hurtigst muligt ved at blive enige om en fælles dagsorden, som gør, at vi både kan have ret og relationer. Samtidig.

Sproget er det middel, vi har til at opnå begge dele.

Ved at bruge sproget til nysgerrigt at undersøge den andens behov, drømme, ønsker, motiver, og ved at bruge det til selv at give udtryk for ens egne, kan der skabes en fælles platform for en drøm, en situation, som begge parter kan deles om.

Og så kan alle få ret – sådan på skift – for at dyrke og styrke relationerne.

Jeg ved, at vi tre er godt i gang med at øve os mellem Osaka og Tokyo. Jeg ved også, at jeg ved foden af Fuji, midt på rejsen, vil stå og helt seriøst overveje, om den bedste løsning faktisk er at skubbe begge poder ned i vulkanen. Sådan for verdensfredens skyld.

Men mon ikke jeg bare vælger den svære løsning: at blive ved med at mægle og give plads til dem begge. Det håber jeg virkelig, at jeg gør!

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Ord har betydning

Holger K Nielsen
Det hævdes ofte, at kun handlinger betyder noget i politik. Hvad man går rundt og siger er ligegyldigt, for det er kun ord.

Blog: JP er mere pluralistisk end Berlingske

Jens Kindberg
Tolerancen og mangfoldigheden har trange kår på Berlingske.

Blog: Farvel og tak. Jeg trækker mig bukkende tilbage

Finn Slumstrup
Gennem de seneste to år har jeg haft det privilegium at være blogger her på JP.
Annonce
Annonce
Syv fantastiske oplevelser i Kinas gamle kulturby
Suzhou, som kaldes Østens Venedig på grund af de mange kanaler, rummer nogle af Kinas smukkeste haver, templer og museer med genstande, der fortæller byens flere tusind år lange historie. 
Se flere
Syv fantastiske oplevelser i Kinas gamle kulturby
Suzhou, som kaldes Østens Venedig på grund af de mange kanaler, rummer nogle af Kinas smukkeste haver, templer og museer med genstande, der fortæller byens flere tusind år lange historie. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her