*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Europæerne må tage deres skæbne i egen hånd

Præsident Trump har undergravet tilliden til Nato. På denne uges topmøde ventes EU-lederne at drøfte oprettelsen af en europæisk forsvars- og sikkerhedspolitisk union.

Illustration: Rina Kjeldgaard

BERLIN — Det var ikke nemt at få danskerne bakset på plads i Nato i 1949, og det bliver næppe nemmere at få dem ind i en ny europæisk forsvarsunion, som forudses skabt over den næste halve snes år. EU-Kommissionen udsendte sit første strategipapir tidligere på måneden. Det ventes drøftet på stats- og regeringschefernes topmøde den 22. og 23. juni.

Isolationisten Donald Trump i Washington og revanchisten Vladimir Putin i Moskva har ikke blot rystet kontinentets sikkerhedsarkitektur, men givet anledning til en dybere overvejelse: Kan Europa overhovedet – også efter Trumps afgang – stole på sin amerikanske forbundsfælle? Trump bekender sig ganske vist, om end sent, til Atlantpagtens grundprincip: én for alle, alle for én. Men dels har Trump et notorisk letfærdigt forhold til sine løfter, dels og især er supermagten USA så optaget af sig selv, at man kan betvivle Washingtons vilje til at gribe militært ind, såfremt Kreml skulle besætte f.eks. det østlige Estland omkring Narva, Bornholm eller Suwalkikorridoren, det sårbare stykke land mellem Kaliningrad enklaven og Hviderusland, som forbinder de baltiske republikker med Polen.

Foreløbig opretter kommissionen en forsvarsfond, der skal sikre effektiv udnyttelse af de 27 medlemslandes udgifter til forsvar og sikkerhed. Det lyder beskedent, men retningen i de igangværende bestræbelser er klar. Man vil inden 2025 rejse en europæisk forsvarssøjle ved siden af Nato. Det kan gå hurtigere eller langsommere, afhængig af de politiske og militære konjunkturer, formuleret af Tysklands kansler Angela Merkel efter hendes seneste møde med Trump:

»Den tid er forbi, da vi fuldt og helt kan stole på andre ... Europæerne må tage deres skæbne i egen hånd.«

I denne nøgterne, hidtil uhørte vurdering støttes Merkel i spidsen for Europas største konventionelle hær af Frankrigs præsident Emmanuel Macron, som sidder med koden til kontinentets eneste, men bestemt ikke ligegyldige atomslagstyrke.

Indtil for nylig var det utænkeligt, at en europæisk regeringschef – mindst af alle den tyske kansler – kunne udtale sig som citeret. Det ville blive tolket som en fornærmelse af den amerikanske supermagts øverstkommanderende. Det ville desuden – og vigtigere – blive udlagt som offentliggørelsen af en tvivl, som alle nærede, men ingen talte om.

I 1964, under et ophold i Washington, mødte jeg Ted Sorensen, den netop myrdede præsident John F. Kennedys taleskriver og rådgiver. Da jeg udspurgte ham om denne tvivl, svarede han: »Jo mindre der siges om dette, des bedre.«

At netop Merkel brød tavsheden, vidner om krisen i det transatlantiske forhold.

Tanken om et fælles europæisk forsvar opstod i de første efterkrigsår og lå indledningsvis til grund for Vestunionen (WEU), dernæst forslaget om en europahær, som Frankrig skød ned i 1954.

EU’s ministerråd vedtog i 2003 et strategipapir. Det førte til intet. Siden er det gået kraftigt ned ad bakke med Europas sikkerhed. Trump forestår sit eget kaos i Det Hvide Hus, i Kreml forsøger Putin at genvinde kontrollen med det tabte imperium.

»Vi har at gøre med en gorilla i Washington og en giftslange i Moskva,« konstaterer en grånende iagttager i Merkels Berlin. »Europa må opgive rollen som den skræmte kanin.«

Millioner af amerikanere – ikke blot Trumps kernevælgere – anser Europa for kompliceret og uforståeligt, fjernt fra Guds eget land.

Trump påstår, at Nato er »forældet«, at Europa skylder USA milliarder af dollars, og at ingen allieret, hvis forsvarsudgifter andrager under 2 pct. af dets bruttonationalprodukt, skal regne med USA i en krigssituation.

Denne blanding af vås og trusler har undergravet europæernes tillid til Nato – og velsagtens Ruslands frygt for Nato – så vidt, at EU nu foreslår en europæisk forsvars- og sikkerhedsunion begyndende med en integreret, konkurrencedygtig forsvarsindustri.

Det er ikke blot Trumps optræden i Natos glasbutik, der har vakt europæerne – og med dem canadierne – til dåd. Det er præsidentens hele brutale og negative adfærd rækkende fra demokrati og retmæssighed over frihandel, energi, miljø og klima til udviklingssamarbejde og videre til hans hjertelige omgang med diktatorer og andre anløbne figurer, blandt dem den saudiske kongefamilie, Egyptens al-Sisi, Xi Jinping i Kina, Israels Netanyahu og Tyrkiets Erdogan, der varsler et tektonisk skred mellem Nordamerika og USA.

Også Trumps uafklarede forhold til Putin-styret i Rusland bekymrer. Kan man forestille sig, spørger en tidligere ambassadør med ekspertise i russiske anliggender, at Trump og Putin gentager den infamitet, hvormed Hitlers nazistiske Tyskland og Stalins kommunistiske Rusland i 1939 delte Europa? Putin får frie hænder ud til Atlanterhavet, Trump kan gøre, hvad han vil med resten af verden?

Andre peger på konstanten i al amerikansk tænkning siden det 18. århundrede: Nationens fremtid ligger i vest, Europa befinder sig i øst. Millioner af amerikanere – ikke blot Trumps kernevælgere – anser Europa for kompliceret og uforståeligt, fjernt fra Guds eget land.

Det trumpske Washington ventes ikke at stille sig i vejen for en europæisk forsvarsunion. Storbritannien afviser, men i EU lytter ingen længere til øriget, der af egen vilje og tilbøjelighed har meldt sig ud af det europæiske selskab. Forsvarsprojektets fortalere er mange, selv i Østeuropa. Merkel og Macron læser de russiske krige i Ukraine, Moldavien, Kaukasus og Syrien som en trussel mod Europas demokratier. Bruxelles skilter med sin optimisme. Federica Mogherini, kommissionens næstformand og udenrigschef, siger: »Vi bevæger os hurtigt fremad på sikkerhedsområdet i Den Europæiske Union. Medlemsstaternes beslutsomhed ledsages og støttes af kommissionen (…) Vi er kommet langt på mindre end et år. Det er vor beslutning, at tempoet skal holdes.«

Europa er klodens bedst aflagte kontinent. Europa er en lille smule træt efter at have eksisteret som politisk kontinent i 1500 år. Ingen kan vel tro, at det går ubemærket hen på de asiatiske stepper og i Nordafrikas ørkener, at USA skruer ned for sin globale førerrolle? Forbjerget på det eurasiske landmassiv ligner et let bytte, 500 millioner fredelige mennesker i højt udviklede byer og landskaber, rigdom, velfærd, frihed, en skarp kontrast til desperationen andetsteds.

Kolossale menneskemængder er i bevægelse: 2,5 milliarder alene i Kina og Indien, 200 millioner i Nordafrika, 140 millioner i Rusland. Alle håber på et bedre liv, end det de er blevet tildelt af deres herskere. Rusland er på banen med propagandakrige, cyberkrige, småkrige og andre former for asymmetrisk krig.

Europa, herunder Danmark, kan selvfølgelig lukke øjne og øren eller for den sags skyld sine grænser. Det vil ikke hjælpe på den eksisterende og utilfredsstillende sikkerhedspolitiske situation. I Berlin, hvor denne tekst skrives, mindes jeg Vegetius, en klog romer, som i det fjerde århundrede noterede: »Den, der vil freden, forbereder sig på krig.«

Hører vi fra politikerne i Folketinget? Hører vi fra statsminister Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med EU’s nært forestående topmøde, hvor Europas forsvar og sikkerhed forventeligt vil blive drøftet?

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Måske går det bare ad helvede til

Rune Toftegaard Selsing
Tilbederne af Fremskridtet forstår ikke, hvorfor deres multikulturelle eksperiment er gået galt.

Blog: Grib din fjerboa, kys din kæreste, og vær stolt!

Erik Winther Paisley
PRIDE: Vi skal ikke acceptere, at ens sociale status, selvrespekt og respekt fra andre afhænger af, at man ikke træder udenfor. Alle bøsser skal være pridebøsser, hvis de ellers tør og kan.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her