*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Du skal lade være med at skamme dig

Jeg får lyst til at omfavne dig og fortælle dig, du er god nok, at der er nogen derude, der synes, du er noget værd, at der er noget, du er god til, at resten af dit liv ikke kommer til at handle om mobning og om at føle dig forkert.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Til Anne, 13 år

Brev til mit yngre jeg

I denne serie skriver en række personer et brev til deres 13-årige jeg.

Hvad skulle dit 13-årige jeg vide, hvis du med din nuværende erfaring og viden om verden kunne give dig selv som 13-årig nogle råd med på vejen?

Skriv et brev til dig selv som 13-årig til debat@jp.dk, omfang 7.000 tegn inkl. mellemrum.

Vi bringer de bedste i løbet af sommeren. 

Hvor mange gange skal man have at vide, at man er dum, før man tror på det? For nogle er det nok ikke ret meget mere end én gang – i hvert fald ikke, hvis man er skrøbelig og usikker. Og det er du. Du bruger det meste af tiden i skolen på at gemme dig på den bagerste plads helt nede i hjørnet, og lærerne lader dig gøre det. Du forsøger alligevel at gøre dig mere usynlig, trækker dig sammen i stolen og fylder så lidt som muligt. Du ved, det er et spørgsmål om tid, inden en af de der piger vender sig om og kalder dig dum og grim. Nogle gange er det ikke nok for dem at ydmyge dig med ord alene. Så kræver de mere. »Vis tænder,« siger de, mens de ser så tilpas onde ud, at du ikke tør lade være. Det er ikke nok for dem, at du åbner munden. Du skal trække læberne helt ud, så de kan se dit tandkød. Alle de andre vender sig om og kigger, nogle af dem ser utilpasse ud, læreren siger ikke noget. Efter et par minutter er det overstået, men det føles som et helt liv. Med ydmygelsens dybrøde banken i kinderne kravler du tilbage i dit hjørne. Du hører ikke, hvad der bliver sagt oppe ved tavlen. Du venter bare på, at du har fri og kan cykle hjem, ned ad bakken med luft i ansigtet.

Du er overbevist om, at de har ret: Du er dum. Du er god nok til at skrive og læse, god til sprog. Men det betyder ikke noget, når du er elendig til matematik og idræt og håndarbejde. Alting handler om det, du ikke kan.

Brev fra fremtiden til 13-årig: De skal nok stoppe med at kalde dig Stripper-Ditte

Du ved godt, du er grim. Dit hår er tyndt og kort, du har mellemrum mellem tænderne, og selv om du virkelig forsøger at gøre noget ud af det, er dit tøj altid forkert. De andre piger er begyndt at ligne kvinder, men du er spinkel og ligner stadig et barn. Omklædningen efter idræt og svømning er et mareridt.

Skolen handler ikke om at lære. Den handler om ydmygelse, den handler om det, du ikke kan. Den handler om dengang, du endelig havde fundet ud af at hækle og stolt viste læreren den færdige grydelap. »Den er grim. Den skal hækles om,« sagde hun. Livet handler om, at du bor i en forstad, der er bygget rundt om en idrætshal, men du kan ikke engang finde ud af at gribe en bold.

Du har svært ved at falde i søvn om aftenen, du spekulerer over, hvorfor du blev født, når livet skulle være så elendigt. Du overbeviser dig selv om, at du aldrig bliver god nok. Du går ud fra, at det er sådan, resten af dit liv bliver.

Jane Aamunds brev til sit yngre jeg: Lyt til dit indre kompas

Det ville være så nemt for mig at fortælle dig, at du skal sige fra, at du skal tro på dig selv, at den grydelap ikke siger noget afgørende om det, du kan, at når det kommer til stykket, er håndbold ikke vigtigt, at du ikke skal lade to piger, der ser ud, som om de har kronisk forstoppelse, ødelægge dig på den måde. Men jeg husker alt for nemt, hvordan det var at være 13-årige Anne. Jeg husker tydeligt følelsen af, at det var bedre at forblive stille, end det var at risikere, at det blev værre. I stedet fortæller jeg dig, at du skal lade være med at skamme dig. Du skammer dig især over mobningen, og du slæber den skam med helt op i voksenlivet. Du tror, at de mange gode mennesker, du heldigvis møder i dit liv, stopper med at kunne lide dig, hvis de finder ud af sandheden. At de vil se dig på samme måde, som de forstoppede piger ser dig. Men sådan er det ikke. Det ved du allerede inderst inde. Du dømmer jo heller ikke dine venner for de hemmeligheder, de ikke helt kan skjule. For de flasker, der klirrer i deres forældres poser, for de lussinger, de får derhjemme. Du føler omsorg og bekymring og tænker over, hvad du kan gøre for at få dem til at grine.

Du tror, at alle andre har det bedre end dig. Især dem, der bor oppe i parcelhusene med de store flade haver. De gode huse, dem, man ejer. Du tror, at du er mindre værd, fordi du bor i et boligforeningshus. Men forældrene i de gode huse bliver også skilt, deres børn får også blå mærker, og poserne fra Brugsen klirrer på samme måde som discountposerne i dit kvarter. Murene er bare tykkere i de huse. Det opdager du senere, og så bliver du taknemmelig over, at du aldrig skulle være bange for vold og konstant uforudsigelighed i det boligforeningshus, hvor du boede med din mor og søster.

Følelsen af at være forkert kommer til at trække dig rundt i alle de forkerte retninger. Du flakser forvirret rundt i alt for mange år og forsøger at være det, du tror, alle de andre forventer: Lidt for fjollet, lidt for overfladisk, lidt for uambitiøs, alt for bange for at begå fejl. Men du er nødt til at begå fejl. Begå en hel masse fejl, og bliv klogere og dygtigere og meget mere modig. Fortæl det til nogen, når du er ked af det, og bed om hjælp, når der er noget, du ikke kan finde ud af. Lad folk hjælpe dig. Sig til og fra, og lad nu være med at kysse alle de drenge, der siger, du er pæn. Du skylder dem ikke noget. Lad være med at kalde dig selv grim og dum, fordi andre gør det. Du skal være på din side.

Når jeg ser dig, får jeg lyst til at skælde dig ud, og jeg får lyst til at omfavne dig og fortælle dig, du er god nok, at der er nogen derude, der synes, du er noget værd, at der er noget, du er god til, at resten af dit liv ikke kommer til at handle om mobning og om at føle dig forkert. Du finder ud af, at situationer ikke står stille, hverken de gode eller de dårlige. Ting rykker sig, livet bevæger sig hele tiden, og nogle gange er det så forfærdeligt, at det næsten er umuligt at befinde sig i det, og andre gange er du så lykkelig, at du helt glemmer, at elendighed findes.

Hvis du kunne se mig, ville du blive ked af, hvor tynd huden i mit ansigt er blevet. Du ville blive helt dårlig over stregerne ved mine øjne og de dybe furer i panden. Du ville ærgre dig over, at jeg ikke er popstjerne eller filmstjerne eller noget andet funklende, der kan overbevise skolen og de forstoppede piger om, at de tog fejl. Men mit liv herhenne i fremtiden handler ikke længere om dem. Det handler om alt det, jeg gerne vil, og alt det, jeg kan. Det handler om ben, der pludselig blev tunge og en hjerne, der langsomt bliver ædt op af invaliderende træthed, fordi dit livs plottwist er sklerose.

Hvis du kunne se mig herude i fremtiden, ville du blive overrasket over, at jeg har et barn, at jeg bor sammen med en sød og meget jysk mand, som har lovet mig hele verden (»hvis den kan være i bilen«), at jeg bor i et boligforeningshus helt uden at skamme mig, at jeg elsker mit liv, selvom der er sygdom, og det langtfra er perfekt. Hvis du kunne se mig, ville du blive overrasket over, at jeg har skrevet bøger, at de er blevet udgivet, at jeg ikke bare har gemt teksterne væk under revnen i gulvtæppet, som du plejer at gøre.

Kan du huske dengang, de forstoppede piger låste hende, der havde mistet sin mor, inde i et skur? Kan du huske, at du hjalp hende ud og sagde, at hun ikke skulle tage sig af dem? Det råd kan du ikke selv bruge. Du tager dig af dem — du tog dig af dem og deres elendige opførsel alt for længe. Og jeg bebrejder dig ikke. Du er kun et barn. Men hvis jeg kunne kravle ind i dig og din 13-årige hjerne, ville jeg styre dig i en anden retning. Du vil jo ikke være som dem. Du vil ikke være venner med dem. Du kan ikke bruge dem som en undskyldning for at opføre dig dårligt. Du skal ikke bruge tid på mennesker som dem. Du skal bruge tid på de gode, på det gode og det, der betyder noget for dig. Du skal ikke bekymre dig så meget om det, du er dårlig til, men bruge meget mere tid på det, du er god til, for folkeskolen tager fejl, når den siger, du skal kunne det hele.

Du skal slippe hemmelighederne, du skal turde ønske dig mere, og du skal give dig selv lov til at være glad allerede nu.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Selvfede aktivister lokker migranter ud i Middelhavet

Anders Vistisen
Ejerne af de private skibe, som sejler tusindvis af afrikanere ulovligt til Italien, bør behandles som menneskesmuglere. De skal i fængsel, og deres skibe skal ophugges.

Blog: Glemmer vi frisindet?

Eva Kjer Hansen
Frisindet skal udleves, ikke bare hyldes i skåltaler.

Blog: Ud & se med Zenia Stampe

Mikael Jalving
Blindhed ved højlys dag.

Formand for Det Udenrigspolitiske Nævn Søren Espersen (DF): »Jeg tør slet ikke tænke på, hvilke rædsler det grønlandske folk skal gennemgå, hvis selvstændigheden bliver en realitet«

Søren Espersen , folketingsmedlem (DF) formand for Det Udenrigspolitiske Nævn
De grønlandske politikere har ikke tid at tænke på det forsømte uddannelsessystem og erhvervsreformer. De har langt mere storslåede planer: selvstændighed. Den dagsorden har samtlige politiske partier bundet sig til. »Processen er sat i gang. Den kan ikke standses,« jubler de alle.
Annonce
Annonce
Biler
15 lækre biler til små penge: Stor Golf-guide med indiskutabel vinder
Vi tjekker den traditionelle, men fortsat populære Golf-klasse. Spørgsmålet er, hvem der gør det bedst? Find svaret her i guiden, hvor vi tester de 15 modeller på det danske marked. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her