*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Vil vi skære eller styrke velfærdssamfundet?

A-holdet kan betale for de private tilbud og får den optimale service, mens B-holdet må nøjes med den skrabede, offentlige løsning. På den lange bane er konsekvenserne mere alvorlige, skriver kronikøren på vegne af 35 andre organisationsformænd.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Lad os starte med at sige: Vores velfærdsstat er grundlaget for et trygt og tillidsfuldt samfund, som mange i verden misunder os. Men den danske velfærd er begyndt at smuldre. Årtier med nedskæringer og besparelser under skiftende regeringer har tæret på fundamentet i de store fælles institutioner – skolerne, sygehusene, ældreplejen, det sociale område, uddannelsesinstitutioner med flere – og nu begynder danskerne at vende dem ryggen.

De offentlige tilbud bliver nemlig i stigende grad fravalgt til fordel for private alternativer, der for en stor dels vedkommende er forbeholdt folk med høje indkomster.

Hundredtusindvis af danskere har tegnet private sundhedsforsikringer, så de kan blive behandlet på privathospitaler og undgå køen til de pressede offentlige sygehuse. Politikerne har mange gode ord om, at de offentlige sygehuse ikke har de tilstrækkelige midler. Men i stedet for at gøre det nødvendige for at forbedre forholdene bliver patienter i behandlingsgarantiens navn i stedet henvist til private hospitaler, der med offentlige midler i ryggen kan løse opgaverne hurtigere end de offentlige sygehuse. I 2007 blev op mod 50.000 patienter henvist til private sygehuse på det offentliges regning. I 2016 var det tilsvarende tal tredoblet til 120.000 patienter, viser tal fra Danske Regioner.

Hvor længe kan vi overhovedet tale om, at vi har en skole for folket, når så mange børn og ikke mindst forældre fravælger den?

Folkeskolen er folkets skole, men en stadig større del af folket sender i dag deres børn på private skoler. Det skyldes blandt andet, at politikerne har udvidet elevernes timetal betydeligt, uden at der er tilført ressourcer, så det bliver muligt at skabe mere indhold i den længere skoledag. Prisen per undervisningstime per elev er faldet med 26 pct. siden 2010, og den utilstrækkelige økonomi resulterer i flere elever i klasserne og færre lærere til at stå for undervisningen.

I 2007 gik 13,5 pct. af børnene i fri- eller privatskole. I 2017 er det steget til hele 18 pct., viser nye tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet. Altså næsten hvert femte barn går i dag i privatskole. Folkeskolen er med andre ord alvorligt udfordret, og hvor længe kan vi overhovedet tale om, at vi har en skole for folket, når så mange børn og ikke mindst forældre fravælger den?

Også det pædagogiske arbejde med mindre børn overlader forældrene i stigende grad til private. På mindre end 10 år er antallet af private daginstitutioner blevet fordoblet, i takt med at kommunerne skærer ned og sammenlægger enheder. Alt for få voksne til alt for mange børn får forældre til at fravælge de offentlige institutioner til fordel for private, hvor der er råd til ordentlige normeringer og dermed tid til at tage sig af det enkelte barn. I dag er der over 500 private daginstitutioner, og tallet ventes at stige. Antallet af børn, der passes af private børnepassere, er også vokset. I 2008 var der ca. 4.000, der blev passet med privat tilskud, nu er der over 9.000, dvs. over en fordobling. Det er sket, samtidig med at den kommunale dagpleje nærmest er blevet halveret.

I den anden ende af livet er der ligeledes flere, der vælger private tilbud frem for offentlige. Trods gentagne løfter om at tilbyde borgerne en værdig ældrepleje bliver kommunerne ved med at skære ned på ældreområdet. De fleste af os drømmer om at tilbringe alderdommen under trygge og hjemlige forhold, men kommunerne lukker over en bred kam de små plejehjem og satser på stordrift. Men de ældre, der har råd til det, fravælger de store enheder med fortravlet personale og upersonlige omgivelser. Siden 2009 er der åbnet over 50 friplejehjem, og endnu flere er på vej.

Antallet af ansatte i den offentlige sektor er blevet reduceret med ca. 30.000 siden 2009. Det har ramt og rammer borgernes oplevelse af den offentlige service og velfærd. For selv om medarbejderne forsøger at følge med og kompensere for færre kolleger, så rammer det naturligvis velfærden benhårdt.

Og hvad er så konsekvenserne af udviklingen? På den helt korte bane får vi skabt et A- og et B-hold. A-holdet kan betale for de private tilbud og får den optimale service, mens B-holdet må nøjes med den skrabede, offentlige løsning. På den lange bane er konsekvenserne endnu mere alvorlige.

Vores samfund står ved en skillevej, og det er nu, vi skal vælge retning. Tør vi sætte det, der er blevet møjsommeligt opbygget gennem de seneste fem-seks årtier, over styr og blive ved med at skære i velfærdens kerneydelser? Vil vi risikere at svække sammenhængskraften ved at skabe endnu større kløfter mellem de rigeste og fattigste? Eller vil vi i stedet styrke velfærdssamfundet, så vi står rustet til fremtidens udfordringer og fastholder troen på, at fællesskab gør stærk?

Som repræsentanter for 649.000 ansatte i kommuner og regioner er vi ikke i tvivl, og vi er klar til at tage vores del af ansvaret for at udvikle et velfærdssamfund, som fastholder Danmark som et rigt og lykkeligt land.

Og det er nu, vi skal slå til. Den nye rapport fra de økonomiske vismænd viser, at det økonomiske råderum vokser. Det er midler, som vi må og skal investere i at udvikle vores fælles velfærd, så vi også fremover kan have det trygge og sammenhængende samfund, som langt de fleste af os ønsker. For samtidig slår rapporten også fast, at det rent faktisk godt kan betale sig at investere i den offentlige velfærd – pengene kommer flere gange igen. Det er naturligvis noget, vi længe har vidst, men at andre nu også får øjnene op for det, er kun glædeligt.

For der er – trods nedskæringer – stadig en høj grad af tillid til velfærdssamfundet, selv om den forståeligt nok er blevet svækket. En meningsmåling fra Epinion viste tidligere på året, at 65 pct. af danskerne oplever, at velfærden er blevet ringere i løbet af de seneste fem år. Og hele 83 pct. mener, at der er brug for en forbedring af velfærdsniveauet.

Dette ønske kan vi ikke tillade os at sidde overhørig, især ikke i en situation som nu, hvor vi har pengene til at gøre noget ved det. Der er brug for at udvikle den danske velfærd og sørge for, at vi som samfund er rustet til at møde fremtidens udfordringer i form af det øgede demografiske pres.

I de kommende år får vi både flere børn og flere ældre i vores samfund. Fødselstallet stiger, og frem mod 2025 vil antallet af 0-5-årige børn vokse med 16 pct. Det er 56.000 flere børn. I den anden ende af livet får vi markant flere ældre – 100.000 flere over 80 år i 2020. Det stiller krav til en stærk offentlig sektor, der gør os i stand til at give vores medborgere både en god begyndelse og en god afslutning på livet.

En stærk offentlig sektor kræver opgør med visse politiske partiers mantra om at holde væksten på et rundt 0. Alene hvis det nuværende serviceniveau skal opretholdes, kræver det ifølge en beregning fra FTF en offentlig vækst på 1,1 pct. frem mod 2025. Det står i skærende kontrast til, at den nuværende regering kun regner med en vækst i det offentlige forbrug på 0,3 pct. Der er brug for investeringer i ny teknologi, der er brug for anlægsinvesteringer, så skoler og plejecentre kan få tiltrængte renoveringer, og så er der først og fremmest brug for flere medarbejdere til at udføre de opgaver, som den danske befolkning med rette forventer og har krav på, og at få rettet op på de store personalereduktioner, der har været siden 2010.

Der er også brug for et opgør med den strenge styring, der alt for længe har holdt den offentlige sektors institutioner i et dræbende jerngreb, som kvæler kreativitet. Alt for mange timer bruges på frugtesløs dokumentation og registrering, som udelukkende tjener det formål at kunne bevise, at institutionen lever op til et rigidt resultatmål. Dygtige fagprofessionelles viden og erfaring om, hvordan en opgave løses bedst, bliver overflødiggjort, når det ensidige fokus er på at nå en målsætning sat fra centralt hold.

Hvis den offentlige sektor skal forblive relevant, skal den baseres på tillid mellem politikere, ledelse og medarbejdere. De ansatte i det offentlige brænder for at få lov til at gøre en forskel for deres medmennesker. Giv dem den mulighed. Giv dem ordentlige arbejdsforhold, giv dem en anstændig løn, og så vil velfærden blomstre. De er klar.

Kronikken er skrevet af Grete Christensen i samarbejde med 35 organisationsformænd repræsenterende ansatte i kommuner og regioner.

Det drejer sig om:

Jørgen Juul Rasmussen, formand for Dansk El-forbund

Henrik Horup, formand for Dansk Jernbaneforbund

Claus Jensen, formand for Dansk Metal

Dennis Kristensen, formand for FOA

Ellen Lykkegaard, formand for Fagligt Fælles Forbund (3F)

Bodil Otto, formand for HK/KOMMUNAL

John Dybart, formand for Serviceforbundet

Benny Andersen, formand for Socialpædagogernes Landsforbund

Lone Engberg Thomsen, formand for Teknisk Landsforbund

Elisa Bergmann, formand for BUPL - Forbundet for pædagoger og klubfolk

Majbritt Beran Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening

Anders Laursen, formand for Dansk Musiker Forbund

Henrik Steffensen Bach, formand for Danske Skov- og Landskabsingeniører og Have- og Parkingeniører

Michael Petersen, formand for Det Offentlige Beredskabs Landsforbund

Nee Marianne Attle, formand for Frederiksberg Kommunalforening

Vibeke Bredsdorff Sørensen, formand for Gentofte Kommunalforening

Jøgen Mosbæk, formand for Halinspektørforeningen

Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening

Gert Johansen, formand for Konstruktørforeningen

Per Jørgensen, formand for Maskinmestrenes Forening

Bjarne Cæsar Jensen, formand for Søfartens Ledere

Thomas Wester-Andersen, formand for Kort- og Landmålingsteknikernes Forening

Kim Bøje Madsen, formand for Dansk Formands Forening

Elisabeth Gregersen, formand for Dansk Tandplejerforening

Bert Asbild, formand for Danske Bioanalytikere

Tina Lambrecht, formand for Danske Fysioterapeuter

Tina Nør Langager, formand for Ergoterapetforeningen

Christina Durinck, formand for Farmakonomforeningen

Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen

Ghita Parry, formand for Kost & Ernæringsforbundet

Rolf Auhagen, formand for Danske Psykomotoriske Terapeuter

Tina Christensen, formand for Danske Fodterapeuter

Charlotte Graungaard Falkvard, formand for Radiograf Rådet

Camilla Gregersen, formand for DM - Dansk Magisterforening

Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Babis er den tjekkiske Trump
Martina Schepelern, tolk, oversætter og underviser
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu

JP mener: Coop har lavet selvmål

Hvad er mon den dybere mening med at lade sig spænde for den løbende kampagne mod dansk landbrug?
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Skadelig symbolpolitik sætter integrationen tilbage

Gitte Seeberg
Symbolpolitik er betegnelsen på politiske initiativer, der skal illustrere handlekraft, men som i virkeligheden er blottet for indhold

Blog: En liste af dårskab fra Nye Borgerlige

Jens Kindberg
Man prøvede at være et bredt borgerligt parti, men er endt som et yderligtgående populistisk projekt med kun én sag på dagsordenen: At være mere negative overfor folk, der ikke ligner Pernille Vermund
Annonce
Annonce
Tydeligt ironisk BBC-vært læste gammel nyhed på direkte tv
BBC-værten kunne i denne uge afsløre, at det britiske kongehus får en ny baby til april - men det er en gammel nyhed, bemærkede værten lettere ironisk. 
Se flere
Det bobler i garager og kældre
Fredag afholder Godsbanen ølmarked med smagsprøver fra omkring 20 mikrobryggerier. Et af dem er Brew42 i Lisbjerg, der er et nyt kontraktbryggeri for byens efterhånden mange små håndbryggere. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her