*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Jeg blev fyret, men er ikke færdig

En fyring er afslutningen på et arbejde, men ikke på alt andet i ens liv, og en afslutning indeholder også en mulighed for en ny begyndelse.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Efter mere end 20 år som kommunikationsmedarbejder på Krifas hovedkontor blev jeg fyret i oktober sidste år. Dagen begyndte som alle andre dage. Jeg skulle dog til en mini-medarbejderudviklingssamtale med min chef. Det viste sig, at der var en skjult dagsorden. Krifa stod over for nogle ressourceomlægninger, og der var ikke brug for mig mere.

Det var en brat opbremsning. Jeg følte, at jeg blev hevet af banen og sat – ikke bare ud på bænken, men af holdet. Det var mærkeligt lige med ét at stå med en masse erfaring og viden, som ikke længere kunne bruges til noget.

Dagen var uvirkelig. Den fortsatte på en måde, som om der ikke var sket noget. Jeg lavede det, jeg skulle, så godt jeg kunne. Men samtidig lå det som en tåge over dagen, at det her var slut nu.

Jeg følte, at jeg blev hevet af banen og sat – ikke bare ud på bænken, men af holdet. Det var mærkeligt lige med ét at stå med en masse erfaring og viden, som ikke længere kunne bruges til noget.

Jeg kunne være taget hjem, men jeg følte, at det ville være en flugt. Jeg syntes ikke, at min fyring var en privatsag, som jeg kunne eller skulle bearbejde for mig selv alene. Det var en arbejdspladsbegivenhed, som havde ramt mig, men som også berørte mine kolleger.

Det, at jeg blev på arbejde, betød også, at mine kolleger kunne spørge mig, hvordan jeg havde det, vise deres medfølelse og tilbyde deres hjælp. Nogle fra andre afdelinger, som jeg havde arbejdet sammen med, kom også til mig eller sendte en mail for at udtrykke deres medfølelse.

Jeg tror ikke, at man skal være tilbageholdende over for at tage kontakt til en fyret kollega, fordi man ikke synes, at man kan sige så meget. Det er nemlig ikke nødvendigt. Det afgørende er, at man kan mærke, at andre tænker på en, og det kan man, selvom der ikke bliver brugt så mange ord, når bare de er ægte ment.

Den dag, jeg var blevet fyret, mødte jeg en af mine nære venner i kantinen. Hun gav mig bare et knus og sagde: »Det er noget lort, og mere er der vist ikke at sige om det.« Og nej, mere behøvede hun ikke at sige. Jeg vidste, at hun følte med mig, og det var ikke nødvendigt med flere ord.

Vi snakkede selvfølgelig sammen senere, og hun har hjulpet mig med at stille skarpt på, hvad der kendetegner mig. Kort tid efter, at jeg var blevet sagt op, begyndte jeg på et outplacementforløb, og jeg blev bedt om at beskrive, hvad der karakteriserer mig. Da jeg nævnte over for hende, at jeg syntes, at det var svært, tilbød hun at læse og give respons på det, jeg skrev om mig selv. Lidt senere fik jeg lavet en personlighedsanalyse, og jeg bad hende om at gennemgå den og fortælle mig, hvor hun syntes, den passede på mig, og hvor den ikke havde ret.

Denne konkrete hjælp har været værdifuld, men det, den er udtryk for, er mere værdifuldt: at have en ven som en tæt medvandrer, som, jeg ved, bare vil være der for mig, og som bekymrer sig om, hvordan jeg har det, og ønsker at gøre sit til, at jeg har det godt.

Det har været en fordel for både mig og andre, at jeg var åben om, at jeg blev fyret, og om hvordan jeg havde det med det. Jeg mailede, ringede eller sms’ede om det til familie og venner, så det ikke skulle være en nyhed, de kom til at høre fra andre. En ven svarede, at hun var glad for den tillid, jeg viste ved selv at fortælle det, og for den mulighed, det gav hende for at tilbyde, at jeg bare skulle sige til, hvis hun kunne hjælpe med noget. En af mine kolleger sagde, at det var dejligt, at jeg var åben om min fyring, for så vidste man, at det var noget, man måtte snakke om og spørge til.

I dagene efter at jeg var blevet fyret, kørte tankerne rundt i hovedet. Hvorfor skulle det ske, hvorfor lige for mig, kunne jeg have gjort noget for at forhindre det? Jeg tror ikke, at man skal spille helt, men være ved, hvordan man har det både over for andre og sig selv. Det er som at være i et uvejr. Man kan ikke stoppe det, men må lade tiden gå, indtil det driver over. Det gjorde det for mig i løbet af godt og vel en uges tid.

Men der klingede også nogle positive toner. Jeg følte en form for frihed og spænding. Jeg stod pludselig i en situation med en mulighed for at gå nye veje. Jeg var spændt på, hvad der nu kunne ske. Jeg så sådan på det, at en afslutning også indebærer en mulighed for, at noget nyt kan ske. Jeg mener, at man skal passe på ikke at gøre det at blive fyret værre, end det er. En opsigelse betyder ikke, at livet er slut, forhåbentlig heller ikke arbejdslivet. Det var mit arbejde og ikke mit liv, jeg havde mistet. Mit arbejde er jo bare en del af mit liv, ikke selve livet. Meget værre ting kunne være sket. Jeg har stadig min ægtefælle, venner og familie og er ikke ramt af sygdom.

Jeg har ikke villet stirre mig blind på, at jeg ikke har et arbejde for tiden, men vil i stedet se på, hvad jeg stadig har. Hvis man føler, at man har mistet alt ved at miste sit arbejde, tror jeg, at det har fyldt for meget i ens liv.

Inden jeg stoppede, sørgede jeg for at tage ordentligt afsked med mine kolleger. Jeg tog en snak med dem, jeg var tættest på, og fortalte dem, hvad de havde betydet for mig, og sagde dem tak for det, vi havde haft sammen fagligt og personligt. Jeg tror ikke, at det er derfor, at jeg stadig har kontakt med flere af mine tidligere kolleger. Men jeg tror, at det har været fremmende for det, fordi vi fik en lejlighed til at fortælle hinanden, at vi var glade for fællesskabet med hinanden og gerne ville fortsætte det.

Når jeg ser tilbage, er det ikke de resultater, jeg har brugt ressourcer på at skabe, der betyder så meget for mig; det er de relationer, jeg har investeret i. Resultaterne er en død historie, men relationerne er levende nutid.

Da jeg var blevet fyret, var jeg bevidst om, at sket var sket, forbi er forbi, og at det nu gjaldt om at nyorientere mig og se fremad. Jeg tror, at man skal passe på ikke at blive hængende i et arbejdsforhold, der ikke er liv i længere, men komme fri af det så hurtigt som muligt for at blive parat til at gå ind i et nyt arbejdsforhold. Jeg valgte derfor at blive fritstillet. Har man ikke mulighed for det, kan man prøve at fritstille sig selv mentalt.

Samtidig tog jeg en timeout. Jeg følte selv, at det var det rigtige at tage en tænkepause i stedet for at gå i panik og kaste mig ind i det første det bedste tilfældige job. At det var det rigtige, blev jeg også bekræftet i af andre. En af mine venner skrev til mig, at jeg skulle bruge den første fase efter opsigelsen til at se dybt i mig selv og mærke efter, hvad af det, jeg har lavet på arbejde og privat, der har givet mest mening for mig, og bruge det til at afgøre, hvilke job, arbejdsbetingelser og chefer jeg ønsker at bruge mine kompetencer og min tid på. Det samme råd fik jeg af min konsulent i mit outplacementforløb.

Da jeg kom til at gå hjemme som fritstillet, tillod jeg mig selv at slappe af og kunne hurtigt vænne mig til ikke at skulle op ved sekstiden. Det var lidt som at være ung og studerende igen. Jeg kunne stå op, når jeg ville, og bruge dagen på det, jeg havde lyst til. Selvfølgelig har jeg søgt job, men det har ikke taget al min tid. Jeg ser ikke nogen grund til, at jeg ikke også skulle se på det positive i at have så meget tid til mig selv og nyde det.

Jeg har ikke forsøgt at strukturere mine dage som arbejdsdage. Men jeg har været opmærksom på at bruge tid på noget, som, jeg ved, giver mig energi. Jeg har bestræbt mig på at komme ud at gå en tur hver dag for at få lys og frisk luft, og jeg har taget til træning i mit fitnesscenter næsten hver dag. Jeg har også prioriteret at bruge tid på kulturelle aktiviteter, fordi jeg oplever, at de giver mig indsigt og nye perspektiver. Som cand.mag. i dansk og litteratur er min foretrukne kunstart litteratur. Litteratur forholder sig til vores liv, analyserer og fortolker det og tilbyder os måder at se og forstå os selv på. Men jeg har også været på kunstudstillinger og til koncerter.

Andre vil finde energi i noget andet. Det afgørende er, at man kender sine oaser, så en periode uden arbejde ikke bliver en ørkenvandring, hvor man mister overskuddet og evnen til at orientere sig og lægge planer for, hvordan man kommer videre.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Tillykke til Danmark med nederlaget

Anders Vistisen
Danske skatteydere kan glæde sig over, at det europæiske lægemiddelagentur ikke endte i Danmark.

Blog: Stem Enhedslisten ind – og skattely ud

Rune Lund
Alle steder i kommuner og regioner, hvor vi kan forhindre skattespekulanterne i at få snablen ned i fælleskassen, er en sejr.

Blog: Detektor er venstreorienteret propaganda

Rune Toftegaard Selsing
På en god dag er DR's Detektor bare mildt ubegavet og venstreorienteret. På en dårlig er det sammenligneligt med propganda fra den gamle østblok.

Debat: Mere fælles udenrigspolitik gennem EU

Alexander Lemche, jurastuderende ved Københavns Universitet, København K
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her