*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Staten er ikke en virksomhed

Den liberale målsætning om at omdanne den offentlige sektor til en kopi af det private marked har været en fiasko. I stedet har vi fået noget så uborgerligt som en offentlig planøkonomi.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Regeringen har nedsat en ledelseskommission, der skal sikre bedre ledelse i den offentlige sektor. Statsministeren har samtidig bebudet, at han ønsker et opgør med meningsløse regler og kontrol af de ansatte. Det omfangsrige bureaukrati skal ifølge statsministeren forenkles, så den offentlige sektor kan levere bedre kvalitet til færre penge. Han gentager igen og igen målsætningen om, at den offentlige sektor skal »køre længere på literen«.

Alle statsministre siden Poul Schlüter i 80’erne har haft lignende ambitioner og programmer for den offentlige sektor med betegnelser som ”modernisering”, ”fornyelse”, ”forenkling og afbureaukratisering” og ikke mindst Helle Thornings ”tillidsreform”. Alle politiske planer om et opgør med bureaukratiet er imidlertid endt med endnu flere regler og mere kontrol. På den baggrund bør man nok ikke gøre sig for mange forhåbninger om, at regeringen vil lykkes med sit store projekt. Spørgsmålet er også, om det er bureaukrati og dårlig ledelse, der er det reelle problem? Eller blot symptomet på et langt større problem?

Skandalerne i det offentlige vil nærmest ingen ende tage. Vi har i de seneste måneder kunnet læse om læger, der behandler raske patienter uden grund. Det gør de for at få andel i økonomiske puljer, hvorfra der uddeles penge til hospitalerne med udgangspunkt i bureaukratiske måltal for antallet af operationer. Har man ikke opereret nok patienter, må man altså finde nogle flere – syge eller raske. Vi har ligeledes kunnet læse om katastrofen i Skat, hvor de mange problemer med manglende skatteindbetalinger gentagne gange blev manipuleret væk i de officielle tal, så ledelsen kunne opfylde deres resultatkontrakters måltal. Det vigtigste for ledelsen var, at måltallene passede, og ikke om de var i overensstemmelse med virkeligheden. Det har indtil videre kostet staten 80 mia. kr..

Disse skandaler viser, at det hverken er dårlig ledelse eller bureaukratiske regler, som er det store problem i den offentlige sektor. Ingen ledere – dårlige eller gode – vil nogensinde beordre læger til at behandle raske patienter uden grund, medmindre de har helt andre motiver end de lægefaglige. Det er disse andre motiver – eller incitamenter, som djøferne kalder dem – der er problemet. Dem vil statsministeren imidlertid ikke fjerne, da det er hans eget parti, som har indført dem.

I 70’erne udviklede en række Venstre-koryfæer en plan for det offentlige, som de ønskede skulle drives som virksomheder på det private marked. Anført af de tidligere formænd Henning Christophersen, Anders Fogh og Uffe Ellemann-Jensen samt partiets senere nestor, Bertel Haarder, skulle det offentlige omdannes til en markedsplads med frit valg for borgeren. Den interne konkurrence mellem offentlige myndigheder og institutioner skulle sikre bedre kvalitet til færre penge.

Der er imidlertid mange problemer med denne ideologiske målsætning. For det første har omdannelsen af de offentlige institutioner til selvejende ”virksomheder” en åbenlys indbygget fejl.

De offentlige, selvejende virksomheder har i modsætning til virksomhederne på det private marked ingen ejere. Hverken bestyrelsen eller ledelsen har aktier i virksomheden. Derved er der ingen personlig risiko for de involverede, der intet taber, hvis virksomheden går konkurs eller leverer en katastrofal ringe kvalitet. Det fører naturligt til meget kortsigtede beslutninger, hvor fokus er på opnåelsen af de årlige måltal i ledelsens resultatkontrakter, som udløser store bonusser til selv samme ledelse. Det til trods for, at det i mange tilfælde er i modstrid med samfundets og borgernes interesser.

Alle politiske planer om et opgør med bureaukratiet er imidlertid endt med endnu flere regler og mere kontrol.

For det andet kan det offentlige aldrig udgøre et marked, når de bagvedliggende pengestrømme i systemet styres centralt gennem åbenlyst planøkonomiske mekanismer. Offentlige institutioner aflønnes i bevillingssystemet per operation, beståede eksamen eller lignende. Systemet belønner med andre ord alene produktion og ikke kvalitet, hvilket naturligt fører til en overproduktion af dårlig kvalitet. Den afgørende mekanisme på det private marked – prismekanismen – der sikrer en regulering af priser i forhold til udbud og efterspørgsel, eksisterer ikke på det offentlige marked, hvor priserne styres centralt af embedsmændene. Det er derfor meningsløst at tale om en markedsmodel for det offentlige, da ingen af de afgørende kriterier for et privat marked er til stede. Den almindelige borger har med andre ord ikke noget videre frit valg. Det er næppe til stor glæde for mange, at man med det nuværende system kan vælge frit mellem en masse offentlige institutioner, der alle tilbyder variationer af dårlig kvalitet for det samme antal offentlige støttekroner. Endelig har udviklingen resulteret i en offentlig sektor styret af en ny herskende klasse af djøfere og mellemledere, som undertrykker enhver form for kritik fra de ansatte, da intet må hindre udbetalingen af ledelsens bonusser. Det er kun i et sådant tavshedens tyranni, at læger kan behandle raske patienter uden grund. Den nødvendige kritik, der sikrer, at fejl og mangler rettes, bliver tiet ihjel for enhver pris. Udviklingen fører mod et uundgåeligt kollaps.

Den liberale målsætning om at omdanne den offentlige sektor til en kopi af det private marked har været en fiasko. I stedet har vi fået noget så uborgerligt som en offentlig planøkonomi. Kombinationen af måltal og resultatkontrakter har på tragisk vis omdannet det offentlige til et tag selv-bord for en politisk-administrativ elite, der uddeler privilegier og bonusser til hinanden i endeløse strømme.

Vi har nu haft indtil flere korruptionsskandaler i centrale myndigheder på kun få år, hvilket tidligere var uhørt i Danmark. Man fristes til at tro, at det er den udbredte bonuskultur, der har gjort forskellene mellem offentlige og private midler mere flydende. Det har de ikke mindst også været i det parti, som har været bannerfører for denne udvikling.

Samtidig har vi været vidne til, hvordan detroniserede chefer i Skat og PET efter deres fyringer alligevel er vendt tilbage – nærmest dagen efter deres afskedigelse – som højtbetalte eksterne konsulenter. I Rigspolitiet har man endnu ikke rejst sigtelse mod en tidligere ledende medarbejder, der ulovligt uddelte konsulentopgaver med milliongager til sine nærmeste venner. Ingen bliver åbenbart straffet eller sanktioneret.

Udviklingen underminerer befolkningens tillid til vores offentlige myndigheder. Mange sidder tilbage med indtrykket af, at Danmark langsomt er ved at blive omdannet til en bananrepublik med en korrupt offentlig sektor ledet af en snæver, nepotistisk elite. Ingen markedsøkonomi vil kunne overleve uden en professionel embedsstand og effektiv stat, der sikrer ejendomsrettens ukrænkelighed og en saglig, neutral forvaltning af lovgivningen. Hverken Skat eller politiet har levet op til den opgave de senere år, hvor de i stedet har fokuseret på opfyldelsen af deres måltal og udbetalingen af bonusser til cheferne.

Vi har brug for en reform, der genetablerer en klassisk embedsstand, som har fokus på forvaltningen af love og regler i stedet for opfyldelsen af absurde måltal og uddelingen af bonusser. Vi skal have en ledelsesreform, som baserer ledelsen af offentlige institutioner på pragmatiske løsninger og historiske erfaringer i stedet for indoktrineret neoliberal ideologi. Embedsmænd bør aldrig have økonomiske interesser i mødet med borgeren eller i forvaltningen af deres embede. Det er den direkte vej til en korrupt og fejlslagen stat.

De seneste års skandaler i det offentlige er kun begyndelsen. I de næste år vil vi se dette forfejlede system bryde sammen for øjnene af os alle. De borgerlige må droppe idéen om at omdanne staten til en virksomhed. Det er den ikke, og det bliver den aldrig. Virksomheder kommer og går. Staten skulle gerne bestå. Også efter Kristian Jensen, Anders Fogh og Lars Løkke er blevet lagt i graven. Dette borgerlige syndefald må snart få en ende, hvis vores frie markedsøkonomi skal overleve og demokratiske retsstat bestå.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Mange er udsat for dum ledelse
Finn Wiedemann, lektor, ph.d. Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Hvorfor er vi forhadte?

Morten Uhrskov Jensen
Islam forklarer en del, men resten skal forstås som de elendige taberes reaktion.

Blog: White Girl 2

Angela Brink
Den nye digtsamling – White Girl 2 – af forfatterinden Christina Hagen siger noget interessant og væsentligt om vores samtid.

Blog: Mine favoritspisesteder i Københavns indre by

Jens Kindberg
Alt skal ikke handle om politik, så hvor skal man tage hen og spise?

International debat: Store udfordringer venter Macron

Poul Skytte Christoffersen
Højt på den franske europapolitiske dagsorden står et reformeret og effektivt eurosamarbejde, men først skal præsident Macron vinde flertal i nationalforsamlingen ved valget i juni og vise, at han selv kan gennemføre reformer.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her