*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Midt i forvirringen har vi fået en europæisk offentlighed

Mens EU’s grundpiller vakler, diskuterer vi Europa på livet løs, DR holder valgaften om et fransk præsidentvalg og belgiere, portugisere og tjekkere er enige om, at Ungarn tager for få flygtninge. Selvom det ikke altid er kønt, aftegner det konturerne af noget nyt: en europæisk offentlighed.

Illustration: Rasmus Sand Høyer
EU

Frankrigs præsidentvalg er Europas dilemma i en nøddeskal med den globale humanisme på den ene side og den nationalkonservative islamskepsis på den anden. I de kommende års valg i hele Europa vil mange præsident- og andre kandidater uden tvivl gå til valg på udmeldelse af EU.

Bag dem står ca. 25 pct. af vælgerne, som oplever indvandrerpres, arbejdsløshed og illegitime politikere så stærkt, at de er hægtet af. De vil tilbage til den lille nationalstat, og angrebet på globaliseringen har foreløbigt stærkt svækket EU, som har mistet sit andenstørste medlem, Storbritannien.

Hele balladen startede med flygtningekrisen i september 2015, hvor op mod 75.000 flygtninge ankom om dagen og lagde pres fra Grækenland og op på de danske motorveje. Regeringen havde ikke en egentlig politik til rådighed, og politiet havde heller ikke klare retningslinjer. Civilsamfundet kunne kun mønstre en begrænset reaktion i form af privatkørsel til Sverige og husly.

Det er ikke sket tidligere i EU’s levetid, at borgerne på samme tid i hele Europa har brugt de samme billeder og argumenter om en fælles udfordring.

Der kom gradvist efter fokus på EU’s ydre grænser, og den 15. oktober 2015 kunne Lars Løkke Rasmussen konstatere, at »… det er afgørende med systematisk kontrol af flygtninge, så snart de rammer EU’s territorium«, og i løbet af efteråret blev det fælleseuropæiske grænsepoliti, Frontex, tilført ekstra bevillinger og sat ind med de græske og italienske grænsevagter. Dette ændrede vores syn på de Europa-kort, vi så i nyhederne: Europa havde fået faste grænser.

Den franske premierminister Valls fremhævede den 5. oktober samtidigt »Europas historiske ansvar for den værste flygtningekrise siden Anden Verdenskrig«, og de europæiske medier fulgte op, og alle husker den lille dreng i rød T-shirt, som lå på maven med ansigtet i sandet. Tabloidaviserne, deriblandt Mirror, der bragte billedet på forsiden med overskriften ”Ubærligt”, som gik viralt på Facebook, og derefter diskuterede man fordelingen af flygtninge.

Uanset hvor uskøn debatten var, så endte den i en aftale. Og uanset hvor unfair den aftale var, så kom den i stand efter en debat i fælleseuropæisk regi. Der er kort sagt tale om europæisk offentlighed, hvis en sådan forstås som samtale mellem borgere, der gradvist udvikler meningsdannelsen til en enighed om den fælles forvaltning af fællesskabet.

I den forstand var efteråret 2015 et nybrud, og det er ikke sket tidligere i EU’s levetid, at borgerne på samme tid i hele Europa har brugt de samme billeder og argumenter om en fælles udfordring.

Ikke at man aldrig har diskuteret de samme temaer på tværs af landegrænserne, som finanskrise, Irak-invasion, ligestilling, Putin, Kinas vækst, arbejdsløshed mv. Men diskussionerne har historisk set ligget inden for rammerne af den nationale offentlighed og sjældent været på samme tid, i samme omfang eller i samme form. Selv spørgsmålet om EU er blevet diskuteret nationalt, typisk ved folkeafstemninger, og har altid handlet om det enkelte lands relation til EU.

Paradoksalt nok er euroskeptikerne den stærkeste drivkraft for offentligheden. I en vis udstrækning bærer de europæiske højrefløje hinandens sejrer frem, hvor rygvind til Alternative für Deutschland, Sverigedemokraterna, Farage osv. fremhæves som led i den nationale debat andre steder. F.eks. skrev Søren Espersen på Twitter morgenen efter brexit-afstemningen, at det »lader til, at briterne lige har reddet folkestyret – ikke alene i UK, men så sandelig også i Danmark. Tak! Three cheers for Britain!«.

Om man kan lide det eller ej, så bidrager dette til en styrkelse af legitimiteten ved den løsning, som Europa ender med at vælge, hvad enten den bliver national eller global – om ikke det mest sandsynlige, dvs. en kombination.

Hvis man analyserer de senere års debat nærmere, ser man flere tilløb til europæisk offentlighed. F.eks. foregik burkadebatten i 2004-05, som igen var drevet af højrefløjen, i krydsfeltet Danmark, Frankrig og Holland, med Ayaan Hirsi Alis film ”Submission” som en fælles referenceramme, og hvor angreb på jøder på en skole i Sydfrankrig blev brugt som argument for større sikkerhed på skoler i Danmark. Tørklædedebatten er et andet eksempel, hvor hændelser i Frankrig blev brugt som argument for at indføre regler for offentlige symboler i dansk sammenhæng.

Et tredje eksempel er terrordebatten, som er fælleseuropæisk i den forstand, at angrebene på lige fod opleves i hele Europa hver gang og derfor også debatteres som sådan. Når en engelsk teenager dræber fem på åben gade og bliver klassificeret som lone wolf, så argumenterer danske debattører øjeblikkeligt for øgede foranstaltninger mod angreb fra ”lone wolf-terrorister”.

Nogle få ting samler de europæiske borgere, f.eks. Eurovision, der kører med billeder fra hele kontinentet. Champions League har en magiske hymne, som kan give en fælleseuropæisk følelse, ligesom pengesedler, euro, billederne af folk på toppen af Berlinmuren med hammere. Men de europæiske symboler virker svage, hvis man sammenligner med de nationale, tag bare vores eget landshold, Lego, kongehuset.

De sociale medier kan dog ændre på dette. Det kan være svært at måle betydningen præcist, men faktum er, at der hver måned går 307 millioner europæere på Facebook, og disse uploader 29.000 billeder i minuttet og dertil mange tusind videoer.

Hvor stor en andel, som er hverdagsting – kattevideoer, sjove videoer, Trump-jokes osv. – er der ikke præcise tal på, men Facebook-brugere vil vide, at mængden af politisk indhold er betydningsfuldt, herunder global opvarmning, homoseksuelles rettigheder, 1. maj-optog samt en stærk solidaritet omkring terroranslag, profilbilleder med ”Je suis Stockholm” osv.

Både madvideoer og profilbilleder ligger selvfølgelig langt fra Jürgen Habermas’ idé om en klassisk oplyst offentlighed, og selv politiske emner som finanskrisen får sjældent karakter af en egentlig debat som i national sammenhæng. Idealet hos Habermas findes i slut 1800-tallets borgerskab, hvor der fremføres ”velunderbyggede argumenter” med institutionerne i centrum, dvs. medierne, civile organisationer og interesseorganisationer.

Den mindre kendte Hannah Arendt ser offentligheden anderledes. Arendt har den græske Polis som ideal, fordi borgerne her mødes ansigt til ansigt på torvet, hvilket gjorde dem i stand til at fornemme hinandens dømmekraft, etik og personlighed. Netop de menneskelige aspekter udgør fællesskabets kerne og bør derfor være retningsgivende for den politiske kurs.

Ultraeuropæeren Habermas har altid drømt om en europæisk offentlighed, men det manglende fælles sprog har været hans sten i skoen. Den lige så ”elitære” Arendt er bestemt ingen kattevideofan, men hendes betoning af alle de ikkesproglige sider af offentligheden kan forklare, hvordan de sociale medier har været så vigtige for opblomstringen af europæisk offentlighed de seneste tre-fem år.

Den idelogiske baggrund for EU blev formuleret i 50’erne af Jean Monnet, som ønskede at overkomme de historiske stridigheder ved økonomisk samhandel, som gradvist skulle have en politisk overbygning. Siden har man kæmpet for at få befolkningerne med, om end det først var med Maastricht i 1992, at ordet ”legitimitet” blev skrevet ind i en traktat. Uanset om EU falder, accelererer, slankes eller opdeles, så bliver det med rod i en fælles diskussion og dermed legitimeret af den europæiske befolknings aktive stillingtagen, hvilket vel er et godt skridt på vejen til et samlet Europa.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
EU
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Er Macron svaret på Frankrigs bønner?

Morten Uhrskov Jensen
I så fald skal han stort set ophæve tyngdeloven.

Blog: Gik du i fælden? Husk på, at flertallet ikke er curling-forældre

Camilla Schwalbe
Jeg bliver forarget, og er lige ved at gå i fælden, men så minder jeg mig selv om, at mediestanden er ukritisk, og at virkeligheden sjældent afbilledes proportionelt i medierne.

Blog: Kære unge mennesker,

Christina Egelund
Jeg tænker på jer i disse dage, når jeg læser og hører debatten om nutidens curlingforældre. I vil på Roskilde, selvfølgelig vil I det.

Optimisme: Europa genfinder styrken

| Anne Applebaum er kommentator ved The Washington Post. | © The Washington Post
Lige pludselig ser det gamle Europa mere stabilt, mere lovende og ikke mindst mere harmonisk ud.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her