*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Det genforenede Jerusalem 50 år efter

Verdenssamfundets afvisning af at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad er hyklerisk, og Danmark bør anstændigvis ændre kurs på dette område.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Jerusalems genforening, der fandt sted den 7. juni 1967, Jerusalem-dag, fejres i år den 24. maj. Året vil rage op i israelsk og jødisk historie, mens det internationale samfund fortsat ynder et delt Jerusalem og ikke deltager i fejringen. Danmark bør alligevel være til stede på dagen. Med syvmileskridt er Israel de sidste 120 år sat på verdenskortet med en udelt hovedstad, der ud over 50-året har fået fornyet aktualitet med forårets amerikanske og russiske initiativer. Og præsident Trump skal i maj måned følge eller give afkald på den bestemmelse, som Kongressen i 1995 pålagde den amerikanske regering: flytning af USA’s ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Trumps forgængere i embedet gav alle afkald på bestemmelsen. Hvad gør Trump, når han sidst i maj, inden eller efter den 24., besøger Netanyahu i Jerusalem?

I 1897 afholdtes den første zionistkongres. Målet var et jødisk hjemland i det geografiske Palæstina. Håbet fik næring med Balfourdeklarationen i 1917, der stillede et jødisk hjemland i udsigt i netop Palæstina, som England i Første Verdenskrig erobrede fra det hensygnede osmanniske imperium. Versaillestraktaten og Folkeforbundet sikrede i 1922 England mandat over visse erobrede områder i Mellemøsten med bemyndigelse til at arbejde for et jødisk hjemland i Palæstina.

Den arabiske verden ønsker reelt ikke deling af Jerusalem i en palæstinensisk og israelsk del.

FN’s delingsplan i 1947 vedtog en tostatsløsning i den del af Palæstinamandatet, der ikke var skilt ud som det arabiske Transjordanien. Israel blev en realitet trods arabisk nej til den vedtagne tostatsløsning og international status for Jerusalem. Mandattidens og den på afstemningstidspunktet igangværende borgerkrig mellem jøder og arabere, den israelske Frihedskrig, eller Katastrofen (Nakba), som palæstinenserne kalder den, endte med Jerusalems deling i 1948. Og genforeningen under Seksdageskrigen i 1967.

Verdenssamfundets afvisning af at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad er hyklerisk, og Danmark bør anstændigvis ændre kurs på dette område. Delingsplanens vedtagelse bestemte, at Jerusalem skulle være under FN’s auspicier frem til 1957, hvorefter indbyggerne, med et jødisk flertal på tidspunktet for delingsplanen, skulle tage stilling til områdets fremtidige status. Den arabiske side i konflikten ændrede spillereglerne. Og fakta er, at fra Jerusalems deling under Frihedskrigen i 1948 frem til Seksdageskrigen i 1967 var der ingen specifikke FN-resolutioner eller -aktioner, der anfægtede Jordans herredømme over Østjerusalem og resten af Vestbredden, da Jordans kong Abdullah indlemmede Vestbredden og Østjerusalem i Jordan i 1950. Jerusalems juridiske status og demografiske sammensætning ændredes i forhold til udgangspunktet i 1948. Efter det jordanske skridt gjorde Israel Vestjerusalem til sin hovedstad fulgt op i 1980 med annekteringen af Østjerusalem. Myterne i arabisk og palæstinensisk selvforståelse, fastholdt gennem generationer og koblet til Koranens bogstav og den muslimske fortælling (hadith) med dens fordømmende syn på jøder, er mange; og de dyrkes heftigt, gerne suppleret med afsæt hos jødiske kulturpersonligheder som afdøde Arthur Koestler, Ilan Pappe og Norman Finkelstein. Myterne er også forankret i EU’s demokratier hos politikere, medier og folkestemninger.

Om Balfourdeklarationen udtalte Koestler, at en nation (England) gav en anden nation (det jødiske folk) en tredje nations land (palæstinenserne). Et besynderligt synspunkt i strid med fakta. England erobrede Palæstina fra det osmanniske rige og ikke fra områdets arabere og jøder. Da England erobrede området i 1917, boede der to folk. Arabere og jøder, og der kom flere til. Pappe og Finkelstein kompromitterer sig ved at regne Israel for værre end alle andre, inklusive de stater og organisationer, der ønsker Israel fjernet fra landkortet, og som har været involveret i de seneste seks års borgerkrig, gasangreb og myrderier i Syrien. Et paradoks, der med svulstige overskrifter og rigeligt med spalteplads var en del af Politikens dna i årene under Seidenfaden og Bo Lidegaard, hvor lokale yderligtgående som eksempelvis Leila Stockmarr i for lang tid havde deres egen hadske tumleplads mod Israel og Jerusalem som Israels hovedstad.

I det geografiske Palæstina var der flere jødiske samfund, der tog til i antal med den første jødiske immigrationsbølge fra Rusland i 1880’erne frem til århundredskiftet. Før zionistkongressen i 1897 og Balfourdeklarationen opkøbte jødiske immigranter land af tyrkiske og arabiske jordejere, der var de legale ejere af jorden på daværende tidspunkt. Fra midten af 1800-tallet var majoriteten i Jerusalem jøder. Det officielle palæstinensiske og arabiske synspunkt samt den Israel-kritiske tradition i EU-lande negligerer, at jødisk immigration og den af denne medbragte højere teknologi skabte et, i forhold til Mellemøsten i øvrigt, økonomisk kraftcenter og infrastruktur, der også tiltrak immigration fra den arabiske verden. Hverken jødisk eller arabisk immigration kom til et folketomt Palæstina og Jerusalem.

Det udelte Jerusalems fornyede aktualitet skyldes Trumps udmelding om flytning af USA’s ambassade til Jerusalem og den overraskende russiske udmelding om russisk anerkendelse af Vestjerusalem som Israels hovedstad samt Østjerusalem som hovedstad i en eventuel fremtidig palæstinensisk stat. USA’s initiativ blev mødt med advarsler fra arabisk side om en ny voldsbølge i hele den muslimske verden. En amerikansk ambassade i Jerusalem vil være en krig mod islam, uanset en amerikansk ambassade i Østjerusalem i en eventuel palæstinensisk stat. Det russiske initiativ blev mødt med mærkbar tavshed. Trump har presset sig selv op i en krog.

Trods forskel i reaktionerne fra arabisk og palæstinensisk side er de begge atter et vink med en vognstang til det internationale samfund. Den arabiske verden ønsker reelt ikke deling af Jerusalem i en palæstinensisk og israelsk del. Dette gælder også selvstyret, der med præsident Abbas sagde nej til det israelske fredsudspil i 2008, hvor en deling af Jerusalem indgik.

Det arabiske Initiativ fra 2003 baner ej vejen for tostatsløsningen med et delt Jerusalem, som EU forfængeligt klamrer sig til. Initiativet fastholder, at palæstinensiske flygtninge fra kampene i 1948 (FN-resolution 194) og deres efterkommere har ret til at vende tilbage til områder, som de frivilligt og ufrivilligt forlod. Initiativet bypasser også delingsplanens udgangspunkt for Jerusalem, og det undviger også FN-resolutionerne 242 (Seksdageskrigen i 1967) og 338 (Oktoberkrigen i 1973), hvor udgangspunktet er forhandlinger mellem konfliktens parter. På dette punkt har USA og EU spillet et stærkt, men farligt kort i hænderne på det palæstinensiske selvstyre, da Abbas har fået internationalt løfte til en palæstinensisk stat i de områder som Israel erobrede i 1967, men uden forhandlinger og en forudgående fred. Abbas behøver ikke at forhandle andet end på skrømt.

EU’s dobbeltmoral er tydelig. Delingsplanen forudsatte, at Jerusalems indbyggere efter 10 års international status under FN skulle afgøre byens fremtid. Dette negligerede Jordan, uden at FN foretog sig noget. EU vil i dag dele byen uden hensyn til delingsplanens udgangspunkt. Men når Israel gør det, i øvrigt i overensstemmelse med flertallet af Jerusalems befolkning, så er det i strid med internationale konventioner.

Nuværende udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), der ved sin tiltræden i embedet ved den seneste regeringsdannelse fremhævede sin ballast i udenrigspolitik og emnets historik, har mulighed for at gøre op med årtiers dansk hykleri i forhold til Israel og Jerusalem, hvis historie han måske har et godt kendskab til. Spørgsmålet er, om udenrigsministeren med sin viden har formatet til på Danmarks vegne at lykønske Israel med Jerusalem-dag den 24. maj og gøre hykleriet til skamme.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Når undtagelsestilstand bliver nødvendig

Olav Skaaning Andersen
Vi lever i en tid, hvor vores demokrati er truet. Derfor må vi finde os i, at undtagelsestilstande bruges til at beskytte vore samfund.

Blog: David Trads er ikke en farlig mand

Lars Boje Mathiesen
Nogle gange gør folk sig selv ligegyldige. Det er sket for David Trads. Han ved det bare ikke selv endnu.
Annonce
Annonce
Bolig
Hun fandt sit kreative drive på en gård langt ude på landet
Cecilie Elisabeth Rudolph er en kreativ sjæl, som både arbejder med tekstil-, print- og materialedesign. Hun deltager netop nu i udstillingen “Our Scissors” om Fiskarssakse på Helsinki Design Museum og har et julesamarbejde med designfirmaet Stilleben. 
Se flere
Hun fandt sit kreative drive på en gård langt ude på landet
Cecilie Elisabeth Rudolph er en kreativ sjæl, som både arbejder med tekstil-, print- og materialedesign. Hun deltager netop nu i udstillingen “Our Scissors” om Fiskarssakse på Helsinki Design Museum og har et julesamarbejde med designfirmaet Stilleben. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her