*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Jagten på falske nyheder og pirat-publicister

Et medieproduceret samfundsbillede kommer til os med forskellige grader af falskhed og manipulation. Vi har ikke brug for en lavpraktisk kamp om, hvis indhold er mest sandt eller falsk eller hvem, der har størst troværdighed.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Der bliver råbt til kamp mod falske nyheder fra flere fronter. Mest er det de klassiske publicistiske nyhedsmedier, der benytter det som chancen til at genvinde troværdighed. De er de sande publicister. Det har dog også udviklet sig til en konkurrence medierne imellem, hvor beskyldninger om utroværdighed diskuteres. Senest havde Berlingske en overskrift, der handlede om en desavouering af hæderkronede New York Times: »New York Times er ikke mere en troværdig avis – men har den nogensinde været det?«

Troværdigheden er ikke, hvad den har været, og sandhed har ingen monopol på længere. Den strømmer ikke fra et bestemt center, men er noget, vi må forhandle i et polyfaktuelt samfund, altså et samfund, hvor der produceres viden og nyheder fra mange forskellige steder.

I en trængt opmærksomhedsindustri er publicistisk nyhedsproduktion derfor langt fra sit demokratiske sandhedssøgende virke med tilstræbt objektivitet og med et fokus på fælles offentlige anliggender. En måde at finde tilbage til de idealer på er ved at udpege noget andet som falsk. Men det er en guldaldertænkning, der kigger i bakspejlet, mens medieudviklingen kører videre fremad.

I det redigerede mediesamfund, det konceptstyrede mediesamfund, det skarpt vinklede mediesamfund, det indholdsfiltrerede mediesamfund er al medieproduktion konstruktioner og grader af falskheder.

Den moralske panik omkring falske nyheder og særligt den energi, der bliver brugt på at bekæmpe falske nyheder, har vi brug for at reflektere over, og vi har i særdeleshed brug for at gentænke, hvilken demokratisk opgave publicistisk virksomhed skal varetage i det 21. århundrede.

I det redigerede mediesamfund, det konceptstyrede mediesamfund, det skarpt vinklede mediesamfund, det indholdsfiltrerede mediesamfund er al medieproduktion konstruktioner og grader af falskheder. For mediebrugerne på Snapchat og andre tjenester er manipulation med billeder og tekststykker selve formålet med medieforbruget.

Vi bliver nødt til at acceptere, at et medieproduceret samfundsbillede kommer til os med forskellige grader af falskhed og manipulation, og at det i sidste ende er den menneskelige faktor, der afgør intentionen og vederhæftigheden ved de ting, der konstrueres. Og det er også den menneskelige faktor, der er på spil, når modtageren forhandler mening fra nyhedshistorier, hvor det afhænger af troværdigheden til, hvor indholdet kommer fra, og særligt hvad det skal bruges til. Nyhedslæsning har altid involveret hanekampe om det rigtige, og valg og fravalg har været vejen til at anerkende og tilslutte sig forståelser og meninger gennem et forhandlet nyhedsforbrug.

Vi har derfor ikke brug for en lavpraktisk kamp om, hvis indhold er mest sandt eller falsk, eller hvem der har størst ret og troværdighed til at tjekke andres indhold. Den kamp kommer til at virke mere endeløs end krigen mod terror. Detektorjournalistik og faktatjek er i bedste fald produktudvikling inden for nyhedsbranchen.

Mistænkeliggørelse af nye initiativer uden for den etablerede nyhedsbranche kommer uheldigvis til at pege ligeså meget på en nyhedsbranche, der vil have monopol på en særlig type af falskheder i nyhedsproduktionen, nemlig falskheder i form af skarpt vinklet jagthundejournalistik, forvirrende nyhedssatire og inddragelse af fordomsfulde bloggere til at skabe opmærksomhed omkring og internettrafik til eget nyhedsmedie.

Vi har brug for et mediemiljø, hvor god journalistik kan kultiveres og trives, ikke hvor der bliver givet køb på selvsamme, fordi forretningsmodellen er gået i stykker. Vi har brug for et mediemiljø med troværdige gatekeepere, der etablerer sig ved at være vedholdende og fokuseret på kendsgerninger, transparente omkring kilder og metoder. Troværdige gatekeepere, der bliver tillidsfulde gennem handlinger frem for at henvise til titler, traditioner eller ved at tromle nye initiativer. Disse troværdige gatekeepere kan komme mange steder fra.

I forståelsen af de publicistiske nyhedsmediers tilstand, kan vi drage paralleller til taxabranchen. Ligesom taxabranchen har været udskældt for høje priser og dårlig service, så vil ingen betale for slapt indhold, som vi selv kan læse fra politiske kilder på Twitter eller Facebook, i et blogindlæg hos en celebrity eller på web-tv fra en virksomhed. Og værst er det selvfølgelig at opdage, at der allerede er en publiceret originalhistorie ved en Google-søgning.

Uber-lignende initiativer på nyhedsmarkedet truer derfor vanetænkning, men selvfølgelig presser det også en demokratisk selvforståelse hos de publicistiske medier, der har adlet sig selv som den fjerde statsmagt. Men vi ser flere nye publicistiske initiativer dukke op, og journalister forener sig i netværk uden for de klassiske publicistiske mediehuse.

Nyhedsbranchen og publicistiske virksomheder er dog vant til at bestemme på egne præmisser, og innovation sker oftest inden for egen industriel logik.

Stiller man sig kritisk over for nyhedsbranchen og sætter spørgsmålstegn ved deres evne til at innovere og forstå det nye medielandskab, så vil samtlige mediechefer svare, at de slet ikke kan genkende det billede. Og det er fuldt forståeligt, for der sker faktisk en masse forandringer i mediehusene rundt omkring, og vi ser nye initiativer konstant. Vi så det eksempelvis med gratisaviserne, hvor nye gratis avistilbud skulle jage en islandsk nyhedsavis ud af byen. Desværre med den konsekvens, at nyheder som indhold blev værdisat til nul kroner. Vi har de seneste 15 år også hørt en nyhedsbranche reagere på, at bloggere og alternative nyhedsmedier var utroværdige, mens de selv som de sande publicister leverede kladdeagtig og lidt for hurtig journalistik på egne online-sider. Senest har de selv integreret bloggere i deres nyhedsmiks.

Af andre begivenheder i nyhedsbranchen er der sket fusioner på kryds og tværs, men stadig med opkøb primært inden for egen industri. Disse fusioner har haft til formål at skabe stordriftsfordele og dæmme op for konkurrencen på det danske mediemarked, men uden forståelse af nye digitale teknologiers og aktørers rolle og indflydelse.

Digitaliseringen har dog altid været forklaringen på, at historier skal produceres hurtigere og i større mængder til et nyhedsdøgn, der ingen deadlines har. Alt kan pludselig have nyhedsværdi, og publicistisk indhold ender i stedet med at distrahere og overflødiggøre nyhedsformidlingen frem for at klæde befolkningen på i et oplyst demokratisk samfund. Nyhedsmedierne har i det spil mistet evnen til at sætte dagsordener, og det giver spin og politiske PR-maskiner frit spil.

Hos nyhedsmedierne bliver journalister desuden pålagt både at idéudvikle, skrive, lave lyd og billeder og selv sætte det op grafisk i nye content management-systemer. Kernekompetencen er blevet medieproduktion og ikke journalistik.

Journalister bliver flere steder afskediget til fordel for medarbejdere, der har større viden om de sociale medier end offentlige anliggender. De skal sætte fart på nye måder at udnytte sociale medier til mersalg og skabe konkurrencefordele, ikke nødvendigvis til at forbedre journalistik i netværk med befolkningen.

Så hvorfor er tilliden væk til de publicistiske medier? Hvorfor er troværdigheden lav til journalistisk produktion? Hvordan er mediemarkedet blevet gødet på en måde, hvor happy news, meningshistorier og fake news nu også hitter på sociale medier?

For at færdiggøre analogien til taxabranchen, så blev Uber i første omgang sendt ud af byen. Det gør Facebook, Google og andre digitale aktører næppe. Ubers tilstedeværelse har medført en opvågnen i taxabranchen, der selv har skabt nye løsninger, men branchen er også klar over, at nye initiativer vil dukke op igen, og transportmarkedet vil for evigt være forandret. På samme måde er markedet for nyheder og publicistisk virksomhed af en helt anden karakter i dag.

Massemedier i et centralt informationsnetværk har leveret en demokratisk grundforsyning af informationer og viden til hele befolkningen på mere eller mindre samme tid, men hvad vil det sige, at være publicistisk medie i demokratiets tjeneste i en tid, hvor store grupper af befolkningen med nye digitale teknologier er blevet selvforsynende med informationer og selv har direkte adgang til kilderne i nyhedshistorierne? Hvad vil publicistisk virksomhed sige i en tid, hvor befolkningen sammen sikrer hinanden i demokratisk oplyste, men aktivistiske meningsfællesskaber?

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Europa efter Europa

Mikael Jalving
Merkels problem er også vores problem. Migranterne kan ikke fortsætte med at komme herop, uden at vores samfund forvandles til uigenkendelighed.

Blog: Et pudseløjerligt valg

Morten Uhrskov Jensen
Der er plads til en ret stor religiøs sekt hertillands.

Blog: Tillykke til Danmark med nederlaget

Anders Vistisen
Danske skatteydere kan glæde sig over, at det europæiske lægemiddelagentur ikke endte i Danmark.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her