*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Det danske EU-paradoks bygger på en misforståelse

Hvis Danmark efter brexit skal undgå at komme for langt ud af et spor, der ikke er i de fleste danskeres interesse, er vi nødt til at gribe fat om suverænitetsspørgsmålet.

Illustration: Rasmus Sand Høyer
EU

Dansk europapolitik står i dag over for et fundamentalt paradoks. Danskerne er på den ene side blandt dem, der bakker mest op omkring EU. På den anden side risikerer Danmark efter brexit at stå tilbage som det yderste medlem af EU.

Det er et paradoks, det er værd at undersøge nærmere. 75 pct. af danskerne er ifølge den seneste Eurobarometer-måling uenige i, at Danmark vil stå i en bedre situation uden for EU. Faktisk overgås vi kun akkurat af topscorerne fra Luxembourg og Holland. Der er tale om en lille stigning i støtten til Danmarks medlemskab sammenlignet med sidste år. Der er sammenlignet med andre medlemslande en meget høj EU-opbakning blandt danskerne.

Men alligevel har flere EU-eksperter, herunder Danmarks tidligere EU-ambassadør og bestyrelsesformand for Tænketanken Europa, Poul Skytte Christoffersen, vurderet, at Danmark er ved at ende som det land, der – i hvert fald formelt – står længst ude i periferien, når Storbritannien forlader fællesskabet.

I praksis betyder paragraffen, at vi skal til folkeafstemning, hvis Danmark vil deltage i et EU-samarbejde om rumpolitik og forbrugerbeskyttelse, men ikke hvis Danmark vil deltage i EU’s finanspagt, eller hvis EU får en udenrigsminister.

Hvorfor er vi havnet i den situation? Og hvad kommer den til at betyde for Danmarks stilling, hvis der kommer et EU i flere hastigheder?

Det er brexit, der har sat tingene på spidsen. Brexit efterlader Danmark som EU-landet med de mest omfattende forbehold, og brexit har samtidig fået EU-kritiske røster til at kræve dansk udmeldelse. Danmark og Storbritannien har altid haft et ”special relationship” i EU, lyder det.

Brexit ser dog indtil videre ikke ud til at have gjort danskerne hverken mere eller mindre skeptiske over for EU. Og historisk set er danske og britiske holdninger til det europæiske samarbejde da også grundlæggende forskellige.

Dykker man ned i, hvad danskerne hvert halve år siden 1973 har svaret til EU’s Eurobarometer-undersøgelser, er den danske EU-holdning faktisk påfaldende stabil og konstant. Den kan opsummeres således: Et meget bredt flertal i den danske befolkning støtter et forpligtende samarbejde i EU, så længe det ikke går ud over Danmarks suverænitet.

Konkret udmønter danskernes tilgang til EU sig i høj opbakning til EU’s økonomiske rolle og til en lang række samarbejdsområder – en opbakning, der helt mangler i Storbritannien. Samtidig er der udbredt skepsis over for stort set alle føderale tiltag, såsom europæiske ”ministre” og ”mere EU” på områder som socialpolitikken, der er national kompetence – i en grad, der er endnu mere udtalt end i Storbritannien.

Derfor vil den største betydning af brexit for danske EU-holdninger være, om fraværet af Storbritanniens traditionelle fod på bremsen i Bruxelles trækker EU i en mere føderal retning. Det er der dog ikke udsigt til, at de 27 resterende medlemslande vil enes om at gøre lige foreløbigt.

Hvis Danmark efter brexit skal undgå at komme for langt ud af et spor, der ikke er i de fleste danskeres interesse, er vi derfor nødt til at gribe fat om suverænitetsspørgsmålet.

Vi ved fra danske folkeafstemningskampagner, at op mod 2/3 af danskerne gang på gang er bekymrede for suverænitetsafgivelse til EU. Det er denne bekymring, der skal forstås og adresseres langt bedre, hvis EU-debatten skal være nærværende. Derfor er det påfaldende, at vi helt mangler forskningsbaseret viden om danske suverænitetsforståelser.

Hvad knytter danskernes opfattelser af suverænitet i det 21. århundrede sig egentlig til? Er de bundet op på at have indflydelse på verden omkring Danmark eller til at kunne sige nej til indflydelse udefra? Styrkes Danmarks position over for Putin, Erdogan og Trump gennem vores EU-medlemskab, eller er det snarere et problem, at vi ikke kan lave selvstændige alliancer? Er det afgørende, at danske soldater ikke hører under EU-kommando, når de godt må høre under Nato-kommando? Har danske grænsebomme, danske kroner og ører og danske økologimærker en værdi, der rækker ud over deres reelle betydning? Hvad prioriterer danskerne, hvis der er et reelt valg mellem økonomiske interesser på den ene side og mere EU-kompetence på den anden side?

I manglen på forskning på området kan vi kun gætte os til svarene. Men et bud er, at det vi oftest hører beskytter dansk suverænitet i EU – de danske forbehold og grundlovens § 20 – langtfra adresserer de faktiske bekymringer.

Grundlovens § 20 giver Danmark mulighed for i et nærmere bestemt omfang at overlade beføjelser til mellemfolkelige myndigheder. I praksis betyder paragraffen, at vi skal til folkeafstemning, hvis Danmark vil deltage i et EU-samarbejde om rumpolitik og forbrugerbeskyttelse, men ikke hvis Danmark vil deltage i EU’s finanspagt, eller hvis EU får en udenrigsminister. Den sondring er næppe én, der rammer plet ift. mange danskeres oplevelse af suverænitetsafgivelse.

Forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark i princippet er det eneste land i verden, der ikke kan deltage i EU’s militære missioner – herunder dem, der har til formål at beskytte danske handelsskibe mod pirater i Adenbugten. Missionerne er nemlig også åbne for bidrag fra lande uden for EU.

Retsforbeholdet gør det ikke muligt for Danmark at tilvælge EU-samarbejdet på områder, der kan styrke danskernes (rets)sikkerhed og dansk politis muligheder. Man fristes faktisk til at spørge, om forbeholdene ligefrem forringer Danmarks suverænitet – i hvert fald, hvis suverænitet kan forstås som et lands muligheder for at varetage sit folks interesser bedst muligt.

Kendsgerningen er, at såvel grundlovens § 20 som de danske forbehold i dag næppe er de bedste redskaber til at adressere det, som mange danskere reelt er bekymrede for i forbindelse med suverænitetsoverladelse – og dermed er vi tilbage ved det danske EU-paradoks. Hverken ja- eller nej-siden i Danmark vinder ved at holde fast i nogle redskaber, der ikke rammer hovedet på sømmet, og som bringer Danmark ud på en EU-kurs fuld af paradokser. Den kløft, der gang på gang viser sig mellem Christiansborg-flertallet og den menige borger på EU-området, kan vel skyldes årtiers manglende håndtering af suverænitetsdebattens kerne.

Hvad vi ved om danske suverænitetsforståelser, er stort set begrænset til det, der er kommet til udtryk i forbindelse med EU-folkeafstemningerne. Studier af disse kampagner peger på, at mange danskere kæder suverænitetsoverladelse sammen med forhold som grænsekontrol, Folketingets mulighed for at have det sidste ord, EU-domstolens rolle og kontrol med indvandringen. Sammenhængen med forbeholdene og § 20 er uklar. Og fordi ja-siden traditionelt helt undgår at tale om suverænitet, har debatten ensidigt handlet om EU-samarbejde som en afgivelse af suverænitet, og ikke som en deling af suverænitet.

Det første skridt hen mod en ny EU-debat i Danmark er at skabe mere systematisk viden om, hvad danskernes forståelse af Danmarks suverænitet i det 21. århundrede går ud på gennem borgerinddragende redskaber som repræsentative målinger, fokusgrupper og høringer. Denne viden kan ikke ændre ved mange af de ting, der formentlig i mange danskeres øjne påvirker Danmarks suverænitet. Men den kan føre til mere præcise danske forhandlingsmandater i Bruxelles, mindske kløften mellem Christiansborg og vælgerne på EU-området og sikre en mere reel debat i forbindelse med danske folkeafstemninger.

Det er der i høj grad brug for i disse måneder og år, hvor rammerne for EU’s fremtid er til diskussion, og det efterhånden er mest sandsynligt, at fremtidens samarbejde kommer til at ske i flere hastigheder med en kerne og en periferi. Hvor stiller det Danmark – og danskerne?

Tænketanken Europa vil gennem et nyt projekt, støttet af Uddannelses- og Forskningsministeriet, i løbet af det næste halve år indsamle og drøfte borgerholdninger om suverænitet med henblik på at rejse en ny debat om emnet.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
EU
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Gik du i fælden? Husk på, at flertallet ikke er curling-forældre

Camilla Schwalbe
Jeg bliver forarget, og er lige ved at gå i fælden, men så minder jeg mig selv om, at mediestanden er ukritisk, og at virkeligheden sjældent afbilledes proportionelt i medierne.

Blog: Kære unge mennesker,

Christina Egelund
Jeg tænker på jer i disse dage, når jeg læser og hører debatten om nutidens curlingforældre. I vil på Roskilde, selvfølgelig vil I det.

Blog: Har Rikke Karlsson rent mel i posen?

Lars Boje Mathiesen
DR- dokumentar tegner et nyt billede af hele EU-sagen.

Optimisme: Europa genfinder styrken

| Anne Applebaum er kommentator ved The Washington Post. | © The Washington Post
Lige pludselig ser det gamle Europa mere stabilt, mere lovende og ikke mindst mere harmonisk ud.

Kommentar: Dannelse? Begynd med højskolesangbogen og danmarkskortet

Henrik Jensen
Ifølge en artikel i Jyllands-Posten den 20. juni er skolen på vej væk fra Pisa-målingerne til fordel for »en besindelse på de højere formål eller meningen med at bedrive skole og uddannelse«.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her