*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Jeg drak ganske enkelt for meget

Det er svært for mig at skrive dette. Men måske kan det hjælpe andre med at indse noget, som de har haft svært ved at erkende. Selvmedicinering med alkohol kan bestemt ikke anbefales.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Jeg tænkte længe over det. Skulle jeg virkelig skrive den her kronik om alkoholmisbrug? Et alkoholmisbrug, som vel at mærke var mit eget misbrug?

Ja, jeg kan jo godt skrive den og arkivere den i skuffen under erindringer. Det spiller jo ingen rolle, men skal jeg virkelig lade den offentliggøre og lægge mit personlige liv til skue for alle mulige mennesker?

Ja, slog det mig pludselig. Det kunne jo være, at der var andre mennesker derude, der havde haft eller har samme problem som jeg selv.

Havde man en lille skid på, så gik det hele lettere. Man havde mere mod. Men alkohol kan også være en yderst farlig herre at omgås, når man ikke længere kan styre sit alkoholforbrug.

Måske kunne sådan en kronik hjælpe dem til at indse noget, de havde haft svært ved at erkende. Det havde jeg i hvert fald selv haft: Jeg havde drukket og drak ganske enkelt for meget i perioder.

Især igennem de seneste seks år har jeg været til adskillige ambulante afrusninger på alkoholambulatoriet i Odense pga. misbrug.

Hvad er en “afrusning”. Ja, dvs. at man får nogle beroligende piller til en uge for at behandle abstinenserne, som opstår, når kroppen ikke længere får sit stof, som den har været vant til igennem flere dage eller uger.

Abstinenserne står i kø. Dit hjerte banker alt for hurtigt, og det er umuligt at få kroppen til at falde til ro. Det er umuligt eller svært at sove. Du kan ikke være alene. Du kan ikke holde ud at være sammen med andre – kun de allernærmeste.

Abstinenser kan ikke sammenlignes med tømmermænd dagen derpå. De “behandles” jo bare med masser af vand, et par pamolpiller og lidt ekstra søvn.

Anderledes med abstinenser, de må derimod behandles med enten tilvant dosis af alkohol eller med professionel hjælp med lægeordinerede piller udskrevet fra alkoholambulatoriet, læge eller sygehus. Efterfølgende trapper man ud af pillerne.

Selvmedicinering med alkohol kan absolut ikke anbefales.

Fortsætter man i den samme rille med alkohol som “medicin”, er man ikke nået nogen vegne. Dagen efter er problemet der jo stadig. Det er bestemt ikke nogen løsning.

Alkohol er godt til festlige lejligheder. Det sætter lidt liv i selskabet. Man slapper af. Hæmninger forsvinder. Samtalen sætter let i gang. Unge mænd/drenge tør bedre at byde en kvinde eller pige op til dans og måske endda plante et kys.

Sådan husker jeg det i hvert fald selv, når jeg var til skolebal for 50 år siden! Havde man en lille skid på, så gik det hele lettere. Man havde mere mod.

Men alkohol kan også være en yderst farlig herre at omgås, når man ikke længere kan styre sit alkoholforbrug.

Man kan blive afhængig af stoffet, og så bør alarmklokkerne ringe. For meget alkohol hver dag ødelægger ikke bare din fysik, krop og psyke, den kan også splintre hele din familie og vennekreds i stumper og stykker og ødelægge alt, som før var godt.

Når man får indtaget for mange genstande over længere tid, så sker der en ændring af din adfærd. I værste fald kan du blive voldelig, hvis noget har ligget og ulmet i underbevidstheden/bevidstheden længe, men i de fleste tilfælde bliver du nok “bare” dum og pinlig at høre på. Dine nærmeste kan ikke kende dig mere. De spørger sig selv: Hvor er min gode og fornuftige broder/mand/far/ven henne? De bliver forfærdede og bekymrede.

Jeg blev ikke voldelig, men ukendelig i adfærd og i mit sprog. Nu havde jeg lagt en unødvendig og selvforskyldt belastning på deres skuldre, for de vil jo gøre alt for mig for at få “kæden” på igen. Og de ville prøve at sætte sig ind i min verden for at forstå mig.

For nylig skete det værste for mig. Da blev jeg indlagt på sygehuset pga. en himmelhøj promille på 3,6! Det er en promille, hvor man er tæt på bevidstløshed.

Heldigvis har jeg en fantastisk god familie, en rigtig god ven og nogle virkelig gode naboer, der tog sig af mig. Jeg var ikke selv klar over, hvor langt jeg var ude i tovene – væk fra den virkelige verden. Jeg var helt skudt i hovedet.

Det var en nabo, familie og min bedste ven, som jeg har kendt i over 30 år, der satte den nødvendige hjælp i gang.

Min ven ringede fra Kolding til min egen læge her på Fyn og fortalte lægen, at hvis jeg ikke øjeblikkeligt fik hjælp, stod jeg i fare for at dø. Han vidste, at jeg var alene hjemme.

Lægen kom. En god nabo havde en nøgle til vores hus. Han låste op for lægen. De fandt mig henslængt i min lænestol inde i stuen ganske fortumlet.

Min nabo insisterede på, at jeg blev indlagt. Jeg har nok nægtet. Jeg husker det ikke. Jeg har mange blackouts og husker intet fra denne rutsjetur. Men han gjorde nu det helt rigtige. Han satte sig ned på hug foran mig og sagde: »Hans, du har to valg: Enten lader du dig indlægge, eller også er der kirkegården!«

Det afgjorde sagen for mig. Lidt efter kom ambulancen, og jeg lod mig indlægge og blev behandlet for mine abstinenser i to dage på sygehuset. Alle var så søde og flinke på hospitalet.

På et tidspunkt kunne jeg mærke, at nu skulle jeg skynde mig på toilet. Jeg stod ud af sygesengen og vaklede svimmel ud på gangen, hvor en sygeplejerske heldigvis kom mig i møde. Hun tog mig i armen og førte mig ud på et baderum. Jeg nåede kun lige hen til klosettet – men nåede ikke at sætte mig ned, førend det stod ud af mig i enden.

Jeg oversked det hele, både mit hospitalstøj, ned ad benene, gulvet og selve toilettet. Nu stod jeg der og lignede en omgang lort fra inderst til yderst. Åh, det var så flovt. Det var mere, end jeg selv kunne overskue, så jeg måtte ringe efter sygeplejersken igen, der var ikke andet at gøre. Opgaven var for stor, og jeg var for afkræftet. Hun kom med det samme.

Jeg lignede en stor undskyldning og undskyldte og undskyldte og var frygtelig flov. Men hun sagde bare med et smil på læben, at det skulle jeg ikke tænke på. Det skulle vi hurtigt få i orden. Så hun fik tøjet af mig og skyllede alt lortet af min krop. Vaskede gulv og kloset, og så fik jeg ellers rent tøj på, og så blev jeg lagt i seng igen. Den samme seance hændte desværre en gang til en time eller to senere. Den samme ekspertise fra sygeplejersken gentog sig. Det er et fantastisk godt sygehusvæsen, vi har!

Jeg er nu udskrevet og er hjemme igen i velbefindende stand takket være min bedste ven, en god nabo og min familie. Tak til alle dejlige, omsorgsfulde mennesker. Den deroute må aldrig nogensinde gentage sig.

Tak for livet!

Min kammerat i Kolding ringede til mig samme formiddag, efter at jeg var kommet hjem fra sygehuset, og fik mig over telefonen til at tage en antabuspille. Senere på dagen kørte han over til mig. Vi fik handlet ind. Jeg manglede både det ene og det andet. Min scooter var jo i stykker og kunne ikke starte, og jeg kunne ikke finde mekanikerens adresse og telefonnummer, da jeg havde forlagt adressebogen. Det hele var ad helvede til. Jeg ved heller ikke, om jeg ville have haft kræfter nok til at håndtere scooteren. Jeg købte færdigretter i Brugsen, for jeg orkede ikke at lave det fjerneste, og det skulle bare gå hurtigt. Det hele ned i én gryde – lige varmes, og så måtte jeg ellers kæmpe med at få mig taget sammen til at spise noget. Det var en kamp, for jeg havde fuldstændigt mistet appetitten, men det skulle bare ned. Nogle gange sagde maven bare nej, og det hele kom enten op igen eller ud i den anden ende. Men efter nogle dage og ved at spise lidt og ikke en fuld middag begyndte maven og tarmfloraen at arte sig normalt. Maven, den havde været slået helt i stykker af alkohol, og jeg måtte gå langsomt og forsigtigt frem og også undgå chili og andre stærke sager. Kogt fisk og supper var godt.

Min ven blev nogle timer og insisterede nu på, at jeg indtog den anden antabuspille, hvilket jeg gjorde helt mekanisk. Jeg var i hans vold nu. Jeg adlød bare.

Når man har indtaget antabus, skal der gå 14 dage, førend man kan drikke alkohol igen. Trodser man pilleglassets advarsler, bliver man hundesyg og dør i værste fald af det, så her skal man ikke lege med ilden. Her har jeg stor respekt. Men jeg havde overhovedet heller ikke lyst til alkohol. Drikketrangen var pist væk. Jeg havde kun en tanke: at få kræfterne tilbage, komme ovenpå og leve et normalt liv. Dagene efter derhjemme i ædru tilstand blev lidt mærkelige. Jeg kunne ikke finde ud af at låse hoveddøren i bryggerset. Det havde jeg ellers gjort tusind gange igennem de seneste 30 år. Nå, men den måtte jo være i stykker, tænkte jeg, så i nogle nætter sov jeg for ulåst dør. Jeg ville også sende e-mail fra min computer, men kunne ikke længere huske, hvordan jeg satte skriftstørrelsen op. Jeg er svagtseende og kan kun skrive, hvis størrelsen på bogstaverne er stor nok. Bagefter, når jeg har skrevet det, som jeg har i sinde, sætter jeg størrelsen ned til normal, men det kunne jeg altså bare ikke huske, selvom jeg førhen har gjort det tusind gange. En anden mærkelig ting: Jeg kunne ikke forstå, at der ikke var ø, å og æ på min mobiltelefon, og måtte skrive en meddelelse til min kone på en helt anden måde, hvor jeg ikke fik brug for disse vokaler? Meget mærkeligt! Jeg havde helt åbenlyst mistet nogle kompetencer, selvom jeg var ædru! Det var skrækkeligt. Jeg kunne kun finde ud af at bære brænde ind og få tændt op i brændeovnen og varme en færdigret i en gryde. Næste dag kom hukommelsen heldigvis lykkeligt i hus igen. Nu huskede jeg, hvordan og hvorledes jeg skulle gøre. Det var skønt. Det havde jeg aldrig oplevet før, men jeg har heller ikke nogensinde været så langt væk fra virkeligheden og livet. Og det skal heller aldrig nogensinde ske igen. Aldrig! Aldrig! Nu er min scooter blevet lavet, og jeg er mobil igen. Min kone er kommet hjem, og jeg får igen ordentlig hjemmelavet mad. Jeg er kommet til kræfter igen.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Når undtagelsestilstand bliver nødvendig

Olav Skaaning Andersen
Vi lever i en tid, hvor vores demokrati er truet. Derfor må vi finde os i, at undtagelsestilstande bruges til at beskytte vore samfund.

Blog: David Trads er ikke en farlig mand

Lars Boje Mathiesen
Nogle gange gør folk sig selv ligegyldige. Det er sket for David Trads. Han ved det bare ikke selv endnu.

Blog: Europa på vej mod ny Reformation

Mikael Jalving
Hvert folk er nødt til at finde en vej ud af det teologisk-politiske morads, det har skabt for sig selv ved at guddommeliggøre menneskerettighederne.
Annonce
Annonce
Bolig
»En skønne dag skal vi alle i gang med den sidste oprydning«
Den svenske designer Margareta Magnusson er aktuel med sin bog “Fru Magnusson rydder op!”, hvor hun giver tip til, hvordan man får styr på sine ting og sager. Enten én gang for alle eller løbende. 
Se flere
»En skønne dag skal vi alle i gang med den sidste oprydning«
Den svenske designer Margareta Magnusson er aktuel med sin bog “Fru Magnusson rydder op!”, hvor hun giver tip til, hvordan man får styr på sine ting og sager. Enten én gang for alle eller løbende. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her