*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Tanker bag lukkede døre – politikere er også i tvivl

Tvivlen kommer simpelthen ikke til udtryk i den offentlige politiske debat.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Det er i høj grad personangreb og de skråsikre ytringer, der får plads i den offentlige debat. Ikke fordi det er god debat eller gør nogen som helst klogere. Men fordi det har en underholdende effekt. Det nuancerede, tvivlende og reflekterende format har derimod langt sværere ved at blive hørt.

Det handler i langt højere grad om at sætte de andre i et dårligere lys og så ellers bare holde fast i sin egen holdning, uanset hvilke andre perspektiver der møder en.

Jeg har været folkevalgt politiker i 10 år, og i løbet af disse 10 år er jeg blevet interviewet et hav af gange. Jeg har været i masser af paneldiskussioner og siddet i debatter alle mulige steder, og jeg har aldrig fået spørgsmålet om, hvorvidt jeg overhovedet er i tvivl. Jeg er heller aldrig blevet spurgt, om jeg kunne anerkende nogle af min modparts synspunkter, eller hvor min modpart havde et perspektiv, der også for mig var en vigtig betragtning at have med.

Det er et stort problem for den offentlige debat og for vores samfund, at skråsikkerhed, holden sig for ørerne, personangreb og kampen om førersædet står højt hævet over tvivl, refleksion og anerkendelse af de andres argumenter og ståsteder. Hvis det kun handler om at positionere sig så langt væk fra de andre partier som muligt, og om at dæmonisere hinanden, så skabes der ikke kun store skel i den politiske kultur, vi oplever også splid i befolkningen og mistillid til vores folkevalgte.

Eva Kjer Hansen i kronik: Folketinget mangler selvrespekt og selvtillid. Og nok også selvindsigt

Jeg tror, at det er et menneskeligt grundvilkår at tvivle. Vi tvivler alle sammen. Og med god grund, for samfundet er ikke enkelt, det er tværtimod fyldt med svære dilemmaer. Men hvis det er en helt naturlig ting for os alle sammen at tvivle, så er det jo højst besynderligt, at vi stort set aldrig hører politikere udtrykke deres tvivl. Og hvordan kan vi have tillid til mennesker, der aldrig udtrykker tvivl?

De nationale medier laver en masse god og dybdeborende journalistik, men de er også pressede, både af økonomiske hensyn og af et mediebillede, der kører i højere og højere gear, hvor det desværre er de konfliktfyldte og outrerede udmeldinger, der får pladsen og opmærksomheden.

Men det er ikke kun mediernes skyld, når de ikke stiller det spørgsmål, der handler om tvivl, for politikere har i dag i meget høj grad mulighed for at kommunikere politisk uden at få hjælp af de nationale medier. De kan i dag ytre sig til en bred offentlighed gennem de sociale medier, hvor de selv bestemmer, hvad de vil have ud. Og her bliver der stadigvæk ikke givet udtryk for tvivl.

Tvivlen kommer simpelthen ikke til udtryk i den offentlige politiske debat, og det er et fordrejet og falsk billede af virkeligheden. Politikere er i tvivl. Gennem mine år som politiker har jeg siddet til forhandlinger, møder, samråd osv., hvor dørene er lukkede, og mikrofonerne er slukkede, og der har jeg ikke oplevet den samme skråsikkerhed og vi-er-helt-sikre-på-det-vi-gør-tilgang. Der har jeg faktisk i langt større grad oplevet politikere, der lytter til hinanden, og som anerkender hinandens politiske syn og politiske ståsteder. Men så snart lokalet forlades, så genoptages den skråsikre maskine og kampen om at få sat sig selv forrest. Væk med tvivlen. Væk med refleksionen. Væk med anerkendelsen af de andre.

Jeg tror, at mange mennesker oplever politiske udmeldinger som ren strategi, som spin og teater, og det gør de netop, fordi tvivlen og refleksionen ryddes af vejen, og fordi vi sjældent får et ærligt indblik i, hvorfor politikerne mener det, de mener, hvor de henter deres argumenter fra, og hvad det er, de dybest set brænder for og tror på. Det handler i langt højere grad om at sætte de andre i et dårligere lys og så ellers bare holde fast i sin egen holdning, uanset hvilke andre perspektiver der møder en.

Jeg har oplevet, at når politikerne bliver sat ind i det rigtige rum – i den rigtige ramme – der skaber plads til tvivl, refleksion og anerkendelse, og når de kommer lidt ud af den fastlåste politikerrolle, så er de både i stand til og villige til åbent at udtrykke tvivl. Jeg har f.eks. oplevet nogle af folkemødedebatterne på Bornholm åbne for, at der faktisk kan være plads til tvivl, til anerkendelse af hinanden og af, at der ikke er lette løsninger på det hele.

Jeg tror, at langt de fleste politikere frygter at blive angrebet enten af medierne eller af den generelle offentlighed, hvis de udtrykker tvivl og usikkerhed om politiske emner. Jeg ved i hvert fald, at det er en frygt, jeg selv har oplevet, da jeg var folkevalgt politiker. Det gør, at man som politiker er langt mere tilbageholdende med at give indblik i de steder, hvor man ikke altid er fuldstændig stensikker i sin sag. Men det er en frygt, man i det politiske er nødt til at overvinde, hvis vi skal kunne have en konstruktiv og åben politisk debat.

Søren Pind i kronik: Vi må sætte en stopper for cirkusset

De skråsikre udmeldinger giver måske nok hurtige point til politikerne her og nu, men på langt sigt er det netop det, der skader den politiske debat og befolkningens tillid til de folkevalgte. Måske har den politiske debat brug for, at vi får skabt et rum, hvor det føles trygt og konstruktivt at udtrykke sin tvivl. Derfor tøvede jeg heller ikke et sekund, da jeg for et år siden fik tilbudt at stå i spidsen for et fællesinitiativ mellem højskoleforeningen, friskoleforeningen og efterskoleforeningen kaldet Frirummet. Her er målet at skabe et rum, hvor der både er plads til at være dybt uenige, men også til at være i tvivl og anerkende hinandens argumenter. Et rum, som ikke bare skal være der tre dage om året på Folkemødet, men være en mulighed for et anderledes debatformat, hvor der kan debatteres både store nationale problemstillinger og helt lokale og meget vedkommende problemer.

Vi mangler et rum, hvor det er trygt at udtrykke tvivl, hvor det ikke bare er ufarligt, men direkte givende at reflektere åbent med hinanden, og hvor man som politiker eller debattør kan udveksle synspunkter og lade sig flytte på sine holdninger uden at blive angrebet.

Det handler på ingen måde om, at vi alle sammen skal være enige om alt. Det handler ikke om, at vi skal sætte os i rundkreds og bare omfavne hinandens forskelligheder. Det handler ikke om, at vi skal finde konsensus i alt, før vi kan træffe beslutninger og handle. Uenigheder og konflikter er lige så naturlige og vigtige som tvivl.

Man kan sagtens indtage et politisk ståsted og have en politisk holdning og samtidig anerkende og lytte til argumenter fra dem, man er uenig med. Den refleksion, den tvivl, der ligger i at overveje tingene fra forskellige perspektiver, skal ikke kun komme til udtryk, når dørene er lukkede, og mikrofonerne er slukkede. Den skal vi turde udtrykke offentligt. Men det kræver, at vi skaber et rum, hvor der er plads til det, og det tror jeg på, at Frirummet kan være med til.

I en frirumsdebat er der ingen vindere eller tabere. Det er ikke en konkurrence om at få mest ret. Deltagerne, der lytter til debatten, klapper ikke ad debattørerne. Det er ikke et show. Målet med debatten er tværtimod, at både debattørerne og dem, der har lyttet til debatten, går derfra og er blevet klogere og bedre i stand til at danne deres holdninger og træffe de beslutninger, der skal bringe os tættere på det fælles bedste.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Når undtagelsestilstand bliver nødvendig

Olav Skaaning Andersen
Vi lever i en tid, hvor vores demokrati er truet. Derfor må vi finde os i, at undtagelsestilstande bruges til at beskytte vore samfund.

Blog: David Trads er ikke en farlig mand

Lars Boje Mathiesen
Nogle gange gør folk sig selv ligegyldige. Det er sket for David Trads. Han ved det bare ikke selv endnu.

Blog: Europa på vej mod ny Reformation

Mikael Jalving
Hvert folk er nødt til at finde en vej ud af det teologisk-politiske morads, det har skabt for sig selv ved at guddommeliggøre menneskerettighederne.
Annonce
Annonce
Bolig
Hun fandt sit kreative drive på en gård langt ude på landet
Cecilie Elisabeth Rudolph er en kreativ sjæl, som både arbejder med tekstil-, print- og materialedesign. Hun deltager netop nu i udstillingen “Our Scissors” om Fiskarssakse på Helsinki Design Museum og har et julesamarbejde med designfirmaet Stilleben. 
Se flere
Hun fandt sit kreative drive på en gård langt ude på landet
Cecilie Elisabeth Rudolph er en kreativ sjæl, som både arbejder med tekstil-, print- og materialedesign. Hun deltager netop nu i udstillingen “Our Scissors” om Fiskarssakse på Helsinki Design Museum og har et julesamarbejde med designfirmaet Stilleben. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her