*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Opråb fra en læge: Hvad skal erstatte 1813?

Hele konstruktionen er åbenbart blevet så politisk betændt, at ingen lægelige organisationer eller lægefaglige selskaber tilsyneladende tør eller ønsker at kommentere så åbenlyse systemfejl, som 1813 frembyder.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

For nylig var den tragiske sag om en nu afdød 17-årig drengs forsøg på at få hjælp til akut sygdom hos 1813 i flere medier. Man tænker og føler både med drengen og med de efterladte, når man læser, hvad familien blev udsat for i timerne op til, at drengen endelig fik lægehjælp, ulykkeligvis uden at hans liv stod til at redde.

Det kan føles forkert at skulle diskutere sådanne tragiske enkeltsager i medierne. Nogle gange har enkeltsager dog et betydeligt læringspotentiale. Og vi har alle som borgere krav på at få at vide, om vi udsættes for en systemfejl, når vi ringer 1813. Systemfejl er generelt svære at ramme med det klagesystem, borgerne har til rådighed, så vi kan derfor vente, at kritik og sanktioner alene vil ramme de ansatte, der var på vagt i 1813-systemet den pågældende nat. Derudover har 1813-systemet opnået en slags politisk immunitet, som gør, at kritik af systemet preller af og ikke samles op af politikerne.

Hele konstruktionen er åbenbart blevet så politisk betændt, at heller ingen lægelige organisationer eller lægefaglige selskaber tilsyneladende tør eller ønsker at kommentere så åbenlyse systemfejl, som 1813 frembyder. Men medlemmer af Lægeforeningen har et etisk regelsæt at leve op til. Vi har pligt til deltagelse i den sundhedspolitiske debat: »En læge, der bliver opmærksom på forhold, som lægen opfatter som sundhedsfagligt uforsvarlige, bør tilkendegive sin mening herom ved underretning af tilsynsmyndigheden samt ved deltagelse i den offentlige debat.« Det gør jeg så nu, som læge i Region Hovedstaden, og ikke i min egenskab af at være formand for Dansk Selskab for Almen Medicin.

I den omtalte sag har systemet, repræsenteret ved enhedschefen, allerede været ude at sige, at det var et fejlskøn, en menneskelig fejl, der gjorde, at drengen ikke fik hjælp rettidigt. Han har desuden forsøgt at forklare sagen med følgende: »Drengen havde ikke klassiske tegn på meningitis, som vi ellers er meget opmærksomme på.« Begge dele er foruroligende udmeldinger. Det giver kun mening at tale om fejlskøn hos fagpersoner, der kan forventes at have kompetencer til faglige skøn.

En jordemoder, sygeplejerske eller tilfældig specialiseret læge kan ikke forventes at have disse kompetencer ift. visitation, som almenmedicinske speciallæger skoles og trænes i. Argumentet om de manglende tegn på meningitis understreger farligheden af at bruge guidelines, hvis brugeren ikke har fagligheden til at vælge den rigtige guideline.

Meningokoksygdom kan føre til meningitis, blodforgiftning eller en kombination af begge dele. I den aktuelle sag var billedet klassisk for blodforgiftning, jf. udskrift af telefonsamtalerne, og altså ingen oplagte tegn på meningitis. Begge dele er akut livstruende, og systemet skal respondere med lægebemandet akut udrykning alene på mistanke om blodforgiftning med meningokokker, som der altså her var tale om. For hvert minut, der går, inden man indgiver første antibiotikadosis, øges risikoen for, at sygdommen vil give alvorlige men eller medføre døden. Vi kan ikke sige noget om, hvorvidt den 17-årige dreng ville have overlevet ved rettidig udrykning og behandling i hjemmet. Vi ved, at han allerede havde en meget alvorlig blodforgiftning, da han ringede til 1813 tidligt nytårsmorgen.

Sagens akter, som nu i stort omfang er offentliggjort i medierne, giver imidlertid et uudsletteligt indtryk af, hvordan den manglende ansvarsfordeling og faglighed i systemet 1813 handlingslammer dem, der burde handle. Ingen kan åbenbart finde svar i en manual, tiden går, og den ene systemfejl (at bede en dødssyg borger om fotodokumentation i stedet for med det samme at sende en lægeambulance) afløses af flere systemfejl (yderligere lang ventetid og så endelig besked på selv at køre til hospitalet, da en læge har set på billederne).

Derudover har 1813systemet opnået en slags politisk immunitet, som gør, at kritik af systemet preller af og ikke samles op af politikerne.

Det er vigtigt, at 1813-systemet uden forbehold vedgår det systemsvigt, der her er tale om. Ved akut, alvorlig sygdom er vi som borgere helt prisgivet, at systemet er organiseret og bemandet, så det effektivt kan tage over med det samme. Her slutter patientinddragelsens og tilfredshedsundersøgelsernes område, og vi har begrundet forventning om, at gammeldags paternalistisk faglighed er til stede, så der uden tøven rettidigt kan blive truffet de nødvendige faglige skøn, beslutninger og handlinger, og uden at borgerne skal inddrages og udsættes for unødige spørgsmål eller dokumentationskrav.

Det er ubærligt, at de allersygeste borgere med allerstørst behov for akut hjælp skal mødes med så massiv mangel på kompetencer i systemet, som denne sag tydeligt viser er tilfældet. Desværre kender de praktiserende læger i Region Hovedstaden til de potentielt livsfarlige situationer i 1813 gennem de udskrifter, vi får tilsendt derfra om de af vores patienter, der har kontaktet 1813. Vores kritik er imidlertid blevet rutinemæssigt tilbagevist af regionen, når den omhandler 1813. Der henvises til faldende ventetider og stigende tilfredshed, men det har bare intet med sikkerhed og faglighed at gøre, at 95 pct. er tilfredse, og det er slet ikke interessant, hvis de 5 pct. kan komme i livsfare på grund af systemets indretning.

Det er altså ikke rimeligt at tale om faglige fejlskøn i denne sag, fordi ingen af de tilstedeværende kunne forventes at have de trænede kompetencer og fagligheden til at skønne sikkert og handle korrekt, eftersom de ikke er uddannede til det. Derved falder ansvaret tilbage på et system, der helt bevidst har valgt ikke at have de nødvendige kompetencer i forreste række, hvor de er mest nødvendige for rettidig vurdering og indsats i sådanne akutte tilfælde. Her kan vi ikke nøjes med manualer, opskrifter og algoritmer.

Ofrene er flere i den aktuelle sag: først og fremmest den stakkels dreng, der mistede livet og de pårørende, der mistede deres kære, uden at vi i sundhedsvæsenet har ydet vores bedste for at undgå, at det skete. Også 1813-personalet er i en vis forstand ofre. Forskellige fagpersoner er blevet fortalt, at deres faglighed rækker til at telefonvisitere, bare de får nogle guidelines – men de aktuelle realiteter viser, at de, selv med soleklare tegn på blodforgiftning, endda når de konfirmeres i billedform, ikke er fagligt rustede til at forstå, hvad de har med at gøre.

Spørgsmålet er, hvordan vi får genetableret et akutsystem i hovedstaden med de nødvendige kompetencer i front.

Tavsheden og resignationen må først og fremmest brydes. Politikerne på Christiansborg må træde i karakter. Lægernes organisationer må tage bladet fra munden.

Borgerne har krav på et system, der stiller op med den nødvendige faglighed i forreste række. Et system, hvor der ikke er tvivl om ansvar og beslutningskraft. Et system der gør, at vi kan stole på at få den bedst mulige vurdering og rettidige hjælp til de farlige akutte tilfælde, uanset udfaldet i øvrigt.

Almen medicin er det eneste lægespeciale, der har fagligheden til at sidde i front og være ydmyg nok til at kunne foretage dette faglige skøn, som nok er en af de vanskeligste opgaver i sundhedsvæsenet.

Udfordringen er derfor at få hjulpet de regionspolitikere, der har malet sig op i en krog, ud derfra og kræve at få de almenmedicinske specialister tilbage i front i akutsystemet. Ingen af delene ser ud til at blive nemt, men politikerne i Region Hovedstaden skylder borgerne og deres ansatte at finde en løsning.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Når undtagelsestilstand bliver nødvendig

Olav Skaaning Andersen
Vi lever i en tid, hvor vores demokrati er truet. Derfor må vi finde os i, at undtagelsestilstande bruges til at beskytte vore samfund.

Blog: David Trads er ikke en farlig mand

Lars Boje Mathiesen
Nogle gange gør folk sig selv ligegyldige. Det er sket for David Trads. Han ved det bare ikke selv endnu.
Annonce
Annonce
Bolig
Hun fandt sit kreative drive på en gård langt ude på landet
Cecilie Elisabeth Rudolph er en kreativ sjæl, som både arbejder med tekstil-, print- og materialedesign. Hun deltager netop nu i udstillingen “Our Scissors” om Fiskarssakse på Helsinki Design Museum og har et julesamarbejde med designfirmaet Stilleben. 
Se flere
Hun fandt sit kreative drive på en gård langt ude på landet
Cecilie Elisabeth Rudolph er en kreativ sjæl, som både arbejder med tekstil-, print- og materialedesign. Hun deltager netop nu i udstillingen “Our Scissors” om Fiskarssakse på Helsinki Design Museum og har et julesamarbejde med designfirmaet Stilleben. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her