*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Højesteret og den usynlige mand

Når man som dommer skal afgøre en sag, slår man op i loven. Men lovens tekst kan ikke stå alene. Det gjaldt også for nylig i en sag om en mand, der havde gjort sig usynlig.

»Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven.« Sådan lyder grundlovens § 64. Men dommeren kan ikke nøjes med at læse selve lovteksten. Dommerens opgave er at finde ud af, hvad der er meningen med lovens ord. I sin søgen efter meningen kan de bemærkninger, der ledsager et lovforslag, være vigtige. Udtalelser under Folketingets behandling af lovforslaget kan også være af betydning. Og i tillæg hertil skal dommeren selvsagt bruge sin almindelige sunde fornuft og retfærdighedssans.

I sidste måned fik vi i Højesteret brug for det alt sammen, da vi skulle afgøre, om landsretten havde været berettiget til at afvise at behandle en straffesag. Det drejede sig om en sag, hvor en tiltalt havde anket den dom på 10 måneders fængsel for røveri og tyveri, han havde fået i byretten.

Efter retsplejeloven er det sådan, at det er en betingelse for, at retten kan behandle en straffesag, at den, der er tiltalt i sagen, er blevet orienteret om, hvornår sagen behandles af retten. Det er jo en god og fornuftig regel. Vi kan ikke have hemmelig, kafkask retspleje. Orienteringen – der med retsplejelovens lidt gammeldags sprogbrug kaldes ”forkyndelsen” – kan ske på flere forskellige måder. F.eks. ved at en stævningsmand afleverer meddelelsen til den tiltalte på dennes bopæl.

I den sag, der forelå for Højesteret, havde stævningsmanden fem gange forgæves forsøgt at forkynde indkaldelsen til landsretten for den tiltalte. Under i hvert fald et af forsøgene var der nogen til stede i tiltaltes lejlighed, men vedkommende lukkede ikke op. Dertil kom, at stævningsmanden to gange havde lagt besked i den tiltaltes postkasse med anmodning om at ringe til stævningsmanden, uden at den tiltalte havde reageret på disse beskeder. Endvidere havde stævningsmanden to gange forsøgt at ringe til to telefonnumre, som var registreret under den tiltaltes navn.

Den dag, landsretten skulle behandle ankesagen, dukkede tiltalte ikke op, og landsretten valgte så at afvise hans anke. Byrettens dom på 10 måneders fængsel stod herefter ved magt. Landsretten begrundede sin afgørelse med, at det ikke havde været muligt på sædvanlig vis at forkynde indkaldelsen til retsmødet for tiltalte, og at domsforhandlingen ikke med nytte kunne fremmes i tiltaltes fravær. Som lovhjemmel for afgørelsen henviste landsretten til retsplejelovens § 920, stk. 3.

Landsrettens afgørelse om afvisning havde fået tilladelse til at komme til Højesteret, fordi den nævnte paragraf ikke efter sin ordlyd passede på situationen. I § 920, stk. 3, hed det nemlig, at retten kan afvise tiltaltes anke, hvis indkaldelse ikke på sædvanlig måde har kunnet forkyndes for tiltalte, »fordi denne har skiftet bopæl eller opholdssted uden at give den nødvendige meddelelse herom.«

Men den tiltalte havde jo ikke skiftet bopæl eller opholdssted. Problemet var, at det ikke var lykkedes at komme i kontakt med ham på hans bopæl og opholdssted. Men kunne retsplejelovens bestemmelse så overhovedet bruges, sådan som landsretten havde gjort?

Ja, sagde Højesteret. »Højesteret finder,« hedder det i afgørelsen, »at denne bestemmelse kan anvendes analogt i tilfælde, hvor tiltaltes bopæl eller opholdssted for så vidt er kendt, men hvor der er gennemført egnede og tilstrækkelige bestræbelser på forkyndelse, og hvor det beror på tiltaltes egne forhold, at forkyndelse ikke har kunnet foretages.«

Det er sjældent, at Højesteret på denne måde udtrykkeligt anvender en såkaldt ”analogi” som begrundelse.

En analogi vil sige, at man anvender en retsregel på tilfælde, der ikke er omfattet af lovens ord, selv ikke hvis man strækker ordenes forståelse meget vidt. Det afgørende for, om en analogi kan bruges, er, at akkurat de samme hensyn, som ligger bag lovens ord, også gælder for det pågældende tilfælde. I juraen taler man om ”årsagernes lighed”. Og netop ”årsagernes lighed” var der her.

Det fandt da også god støtte i de udtalelser om meningen med retsplejelovens bestemmelse, som justitsminister Busch-Jensen var fremkommet med under Landstingets behandling af lovforslaget helt tilbage i 1948. »Denne Ændring er ønsket af Landsretterne,« udtalte ministeren og fortsatte, »idet det har vist sig, at der forekommer en del Tilfælde mellem Aar og Dag, hvor den, som er dømt ved Underretten og selv anker – han er på fri fod – forsvinder, gør sig usynlig, så man ikke har nogen Mulighed for at faa fremmet Sagen i Landsretten, fordi man ikke kan faa forkyndt Stævningen. […] Der er ikke nogen Betænkelighed ved det; det skyldes jo den Ankendes eget Forhold, det, at han forsvinder uden at oplyse, hvor han tager hen, at Sagen ikke kommer til Behandling.«

Retsplejelovens bestemmelse kunne altså anvendes også i den situation, hvor tiltalte – med Busch-Jensens ord – havde gjort sig ”usynlig”, eller – med Højesterets mindre billedrige sprogbrug – »hvor det beror på tiltaltes egne forhold, at forkyndelse ikke har kunnet foretages.«

Efter Højesterets afgørelse har bestemmelsen ved en lovændring nu fået en tilsvarende formulering. Fremover bliver der altså ikke brug for at gribe til analogien, hvis en person forsøger at gøre sig usynlig, f.eks. bag nedrullede gardiner eller ved ikke at åbne døren, når stævningsmanden banker på.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Legalisering af hash fjerner ikke bandeproblemet

Jens-Kristian Lütken
Det er hamrende naivt at tro, at hårdkogte kriminelle vil stoppe deres kriminelle aktiviteter, hvis indtægtsgrundlaget for hashsalget forsvinder på grund af en legalisering.

Blog: De to største trusler mod Danmarks suverænitet er indvandring og islamisk terrorisme

Mikael Jalving
Jeg overså en præmis for den undersøgelse, som refererede til i går. Det beklager jeg. Men når Europabevægelsens formand insinuerer, at dunkle kræfter betaler mig for at bringe usandheder til torvs, falder mistanken tilbage på hendes konspiratoriske fantasi.

Karin Riis-Jørgensen: Stor risiko for at Danmark ender på EU's b- eller c-hold

Karin Riis-Jørgensen, tidligere MEP (V), Senior Rådgiver hos Kreab, København K
EU-Kommissionens formand arbejder med en byge af forslag, der skal styrke eurosamarbejdet, hvor Danmark ikke er med. Dermed svækkes Danmarks position i EU.
Annonce
Annonce
Viden
Arkæolog: Bornholmsk kobberfund ændrer vores syn på Stenalderen
Stenalderfolk har været i overraskende tæt kontakt med andre dele af Europa, siger arkæolog efter et nyt kobberfund. Men ikke alle er enige i, at kobberstykket er specielt. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her