*

Breaking
Få breaking news via vores app | Få nyheden på mail

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Vi har demokratiseret etikken

Etikken hører ikke kun til i kirken eller til kringlede intellektuelle debatarrangementer. Den hører til blandt offentligheden, og fremelskes den ikke, kan den let dø hen i den meningsløshed, der i øjeblikket ofte kommer ud af den offentlige debat.

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Demokrati er for det meste en god ting. Det sikrer, at forskellige perspektiver bliver hørt, og at der er bred inddragelse af befolkningen. Men det er ikke alt, der kan styres ved håndsoprækning. I en tid, hvor den offentlige debat som ofte deles op i folket og eliten, er der sket en nærmest grotesk udvidelse af, hvad ”folket” skal bestemme, hvor nu også etikken er blevet ”demokratiseret”. Og det er skidt nyt for samfundet såvel som demokratiet.

Der er mange ting, man kan og bør kunne stemme sig til. Flertallet bestemmer graden af omfordeling i samfundet. De bestemmer grænserne for regulering. Men de kan aldrig bestemme, hvad der i en etisk forstand er rigtigt og forkert. Vi må alle kunne blive enige om, at det er forkert at slå ihjel, uanset hvad flertallet omkring dig måtte mene, og på samme måde er der en masse etiske sandheder, som vi som enkeltpersoner må fastholde som værende universelt sande.

Som én, der ivrigt debatterer den voksende populistisk-nationalistiske bevægelse, bliver jeg ofte konfronteret med faktummet, at jeg står mere og mere alene med mine synspunkter, både blandt politikere og debattører, men også blandt befolkningen. For nylig oplevede jeg igen argumentet udfolde sig: Det var i DR2 ”Debatten”, hvor anledningen var Trumps immigrationspolitik og ”muslim ban”, som lykkeligvis siden hen blev blokeret af det amerikanske retsvæsen.

Jeg er personligt nået til den erkendelse, at kampen for mine egne principper til tider må stå i skyggen for kampen for, at de etiske principper må være styrende for samfundet.

Hver gang jeg fremlagde min holdning om, at jeg mener, at vi som mennesker er født lige og derfor ikke bør blokeres ved landegrænserne – særligt ikke når hensigten er baseret på forskelsbehandling af religion – lød argumentet: »Jamen, det er jo støttet af et flertal af amerikanerne!«

Det står enhver frit for at være uenig i mit rationale i den specifikke debat. Men flertalsholdninger som argument i andre debatter end dem, der handler om, hvordan man kan stemmeoptimere sin politik, fortjener i princippet ikke mere svar end et »og hvad så?«

Det er en trist udvikling for enhver med forkærlighed for politiske og etiske principper, at meningsmålinger og den offentlige opinion overhovedet er relevant at bringe op i en debat om, hvad der rent principielt er rigtigt og forkert. Trist fordi det er at prissætte princippernes værd efter afsenderen og deres tyngde snarere end princippets værdi i sig selv. Trist fordi det gør debatten poppet og overfladisk. Og trist fordi det reelt fjerner etikken fra den offentlige debat.

Etikken er i og for sig en kompleks størrelse. De bredt anerkendte etiske principper stammer fra religion, filosofi og politik, de kan være kulturelt påvirkede eller tæt på universelle. Men uanset om der er tale om ti bud på en stentavle eller idéer fra et politisk manifest, så har de etiske principper det til fælles, at de bliver anset som sande, uagtet hvad den offentlige opinion tilsiger. De bærer naturligvis først vægt i samfundet, når de opnår popularitet – men det er aldrig populariteten selv, der styrer, hvorvidt princippet er sandt i sig selv.

Selv om det kan virke som en teknisk diskussion, så er konsekvenserne astronomiske. Vi ser udviklingen spejlet i den politiske kultur, hvor det er blevet mere og mere udbredt at mene, at man kan retfærdiggøre en forskelsbehandling baseret på etnicitet og religion. At et politisk defineret danskhedsbegreb nu skal være adgangsgivende for det samfundsmæssige fællesskab.

Vi ser det samtidig i begrænsninger af ytringsfriheden og i en voksende modstand mod menneskerettighedserklæringen. Alle disser rettigheder og regler bygger på grundlæggende værdier, der blev fremelsket i særligt oplysnings- og efterkrigstiden, hvor man insisterede på menneskets intrinsiske værdi: At menneskets værdi er iboende i mennesket selv.

Disse værdier har været udfordret siden deres fødsel. Den sidste store udfordrer må meget vel siges at være kommunismen, der under Den Kolde Krig truede med at gøre mennesker til tandhjul i et maskineri. Men selv dengang ønskede man at erstatte de etiske principper med nogle andre. Dengang var debatten til at forstå.

I dag handler det ikke om at erstatte principperne med nogle nye, nej, det handler om at vælte dem, destruere dem i frustration uden at erstatte dem med et nyt svar på, hvad der er rigtigt og forkert, uden at fortælle hvad mennesket så måtte være, hvis det er andet, end det bliver set som i dag. Der eksisterer selvsagt en masse etiske tanker blandt intellektuelle nationalister, men der er intet, der tyder på, at det skulle være udtryk for folkedybets stemme. For den emmer af frustration, modstand og frygt. Det er jo aldeles svært at argumentere imod noget, der ikke bygger på principper. Og de af os, der gør forsøget, må kæmpe på to fronter. Én front for vores egne principper og en anden for vigtigheden af de principper, der henkastet degraderes til ord fra gamle støvede bøger.

Hvad værre er: Fantasien om flertallets diktatur er dybt udemokratisk. Demokratiets værdi er jo ikke kun baseret på, at flertallet har politisk indflydelse. Langt fra. Det er baseret på demokratiets institutioner (som i øjeblikket undergraves på livets lyst), på en værdiskabende offentlig samtale (som i disse tider er under trange kår) og på en erkendelse af, at der er visse ting, man ikke uden videre skal kunne stemme sig til.

Med den erkendelse kom grundloven og de mange dertilhørende rettigheder, som tidligere tiders demokratiske revolutioner i høj grad handlede om. Demokratiernes stiftere var nemlig bekymrende for folkestemninger og ønskede derfor eviggyldige love, der skulle være svære, hvis ikke umulige, at omgås.

Målet med grundloven har haft svingende succes, men alene eksistensen af grundloven er et sort på hvidt bevis på, at folket ikke altid har ret.

Tilbage står så et problem, der ingen let løsning er på. Medier bøjer sig bagover for meningsmålinger, der kan understrege historier, og den politiske debat overtages i stigende grad af spinanalyser og Twitter-debatter, der ikke efterlader meget rum til et forsvar og beskyttelse af de etiske principper, vi har bygget vores samfund op på, og som dikterer store dele af vores hverdag.

Jeg er personligt nået til den erkendelse, at kampen for mine egne principper til tider må stå i skyggen for kampen for, at de etiske principper må være styrende for samfundet. Jeg bruger ofte gerne tid på at hjælpe venstreorienterede eller andre, jeg er grundlæggende uenig med, ind i debatten, fordi det trods alt er vigtigere at lade dem komme til orde end at lade principløsheden hærge.

På samme måde må vejen frem være, at vi alle – debattører, medier, borgere – tager et ansvar for at revitalisere den etiske samtale i offentligheden. Vi er på mange måder rent debatmæssigt tilbage i de tider, hvor man etablerede højskoler for at styrke demokratiet, og mens højskolerne næppe er eneste svar på en yderst kompleks problemstilling, så er idéerne bag de tanker levedygtige.

Etikken hører ikke kun til i kirken eller til kringlede intellektuelle debatarrangementer. Den hører til blandt offentligheden, og fremelskes den ikke, kan den let dø hen i den meningsløshed, der i øjeblikket alt for ofte kommer ud af den offentlige debat.

For at undgå at etikken demokratiseres, må vi gøre den demokratiske samtale etisk. Og det er et fælles ansvar.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Debat: Når love er demokratiske
Arild Ejsing, Allerød
I JP 10/6 påstår Elvir Pelesêvic, at loven ikke er lige for alle, som om love, hvis opgave jo netop er at skille bukkene fra fårene, havde den mulighed.
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Selvfede aktivister lokker migranter ud i Middelhavet

Anders Vistisen
Ejerne af de private skibe, som sejler tusindvis af afrikanere ulovligt til Italien, bør behandles som menneskesmuglere. De skal i fængsel, og deres skibe skal ophugges.

Blog: Glemmer vi frisindet?

Eva Kjer Hansen
Frisindet skal udleves, ikke bare hyldes i skåltaler.

Blog: Ud & se med Zenia Stampe

Mikael Jalving
Blindhed ved højlys dag.

Formand for Det Udenrigspolitiske Nævn Søren Espersen (DF): »Jeg tør slet ikke tænke på, hvilke rædsler det grønlandske folk skal gennemgå, hvis selvstændigheden bliver en realitet«

Søren Espersen , folketingsmedlem (DF) formand for Det Udenrigspolitiske Nævn
De grønlandske politikere har ikke tid at tænke på det forsømte uddannelsessystem og erhvervsreformer. De har langt mere storslåede planer: selvstændighed. Den dagsorden har samtlige politiske partier bundet sig til. »Processen er sat i gang. Den kan ikke standses,« jubler de alle.
Annonce
Annonce
Biler
15 lækre biler til små penge: Stor Golf-guide med indiskutabel vinder
Vi tjekker den traditionelle, men fortsat populære Golf-klasse. Spørgsmålet er, hvem der gør det bedst? Find svaret her i guiden, hvor vi tester de 15 modeller på det danske marked. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her