*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Min gamle ven Geert Wilders

Han har 783.321 følgere på Twitter. Og følger ingen. Han er partileder for et parti med ét medlem. Ham selv. Han vil stoppe indvandringen fra muslimske lande, selv har han indonesisk blod i årerne. Han er politiker, men er overhovedet ikke interesseret i at tage ansvar. Geert er personificeringen af de politiske strømninger, som bølger rundt i Europa.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Jeg mødte Geert Wilders første gang i Washington i 1999 i forbindelse med Natos 50-års jubilæum. Hvert medlemsland var blevet inviteret til at sende en yngre politiker med interesse i sikkerhed, forsvar og udenrigspolitik. Jeg var medlem af Folketinget og den danske repræsentant. Geert var ligeledes parlamentsmedlem i Holland for det liberale VVD, som bedst kan sammenlignes med Venstre.

Amerikanerne har historisk set altid gjort meget ud af at få europæere på besøg, så vi kan blive klogere på, hvad der foregår i USA. Der findes et hav af formaliserede programmer for den slags. Vi var en del af en større delegation, som rejste rundt og havde møder med Gud og hvermand.

Geert og jeg faldt hurtigt i snak. Han er fremragende selskab, lynhurtig i replikken og blændende godt begavet. Han havde tydeligvis allerede dengang sin helt egen opfattelse af tingene. Han gjorde et stærkt indtryk på mig.

Jeg spørger ham ligeud, om han selv er bevidst om grænsen mellem at være optaget af en sag og være fanatisk. Han nikker. Og medgiver, at den fandeme er svær.

Politisk er han tydeligvis transatlantisk i sin tilgang, og Nato er godt og fint. På det tidspunkt går Nato ret meget op i udvidelsen østover, men den interesserede ham ikke. Vi har nogle møder med Albanien og Kosovo, hvor Geert bogstavelig taget udstråler ligegyldigheden selv over for disse fattige lande, som gør sig til. Geerts tone er både grov og kontant. På intet tidspunkt talte vi om indvandring eller islam. Vores diskussioner handlede om det at være liberal. Mill, Smith, de klassiske liberale tænkere fyger rundt. Det liberale versus det socialliberale. Geert syntes, at det var noget pjat med det socialliberale, han var entydigt en free marketeer, enhver skulle klare sig selv.

Året efter kørte han sammen med en kollega til København for at besøge mig. De blev stoppet i Rødby, fordi de havde glemt deres pas. Tolderen spurgte så, hvad de skulle. De forklarede, at de skulle besøge mig, og fik så lov til at køre videre. Det var Geert meget imponeret af. De boede på hotel inde i byen, vi hængte ud, og jeg tog dem med på Christiansborg og til et privat julegløgg-arrangement hos venner. De blendede ind så let som ingenting.

Hjemme i Holland arbejdede Geert med det sociale område, og han var samtidig meget optaget af de økonomiske problemstillinger på og omkring det hollandske arbejdsmarked, som rummede mange deltidsansatte. Det er ikke uden udfordringer, forklarede han. Også på de emner var han tydeligvis enormt dygtig og meget polemisk. Sporede han den mindste svaghed i argumentationen, var han kontant, nærmest krigerisk. Han var også optaget af diskussionen for diskussionens skyld. Men igen, ingen islamkritik, ingen tanker om hollandsk udmelding af EU. Stadig ekstremt liberal i sin tanke- og væremåde

To år senere kom han igen. Denne gang med toget. Jeg hentede ham ved Københavns Hovedbanegård. Det første, han sagde til mig, var: »Er det et Allah-hus, der ligger her lige ved siden af banegården?« Jeg rystede uforstående på hovedet. »Ja, et Allah-hus,« gentog han, »er det en moské, der ligger derovre?« spurgte han på ny og pegede over mod Tivoli. Det var både noget med bagsiden af Nimb og en forlystelse, som han mente lignede en moské. Jeg grinede og forklarede. Men han grinede ikke med.

Det var første gang, jeg hører ham forholde sig til noget, der relaterer til islam. Så jeg tænkte ikke mere over det, og i de efterfølgende dage nævnte han intet andet i den retning, ingen over- eller undertoner. Ingen slet skjule hentydninger.

En søndag aften sad jeg hjemme i min sofa og så ”TV Avisen”. Det var i 2007. Jeg havde ikke haft kontakt til Geert, siden han besøgte mig sidste gang i København. Over skærmen kørte et indslag med denne meget markante hollandske politiker, som havde stor succes i meningsmålingerne, og så et billede af Geert.

Jeg var ved at falde ned af sofaen. Et par måneder efter skulle jeg til Haag med Folketinget; det er der, det hollandske parlament ligger. Jeg tænkte, at jeg ville opsøge ham og høre, hvad der foregik. Jeg tog kontakt til ham og fortalte, at jeg ville komme til Haag den kommende lørdag og spurgte, om vi skulle mødes til en øl. Han skrev så tilbage til mig, at det skulle vi da, men hans sikkerhedsfolk skulle vide 24 timer forinden, hvor han skulle hen. Det måtte være sådan, at han hentede mig på mit hotel.

Det blev lørdag, og jeg sad som aftalt og ventede kl. 18 på mit hotel. Pludselig fyldtes lobbyen af sikkerhedsfolk. Nogle minutter senere fulgte Geert efter, han var omgivet af endnu et hold sikkerhedsfolk.

Vi hilste hjerteligt. Vi tog en øl på hotellet og talte sammen, som om vi sidst havde set hinanden dagen forinden. Vi besluttede at gå ud at spise og blev fulgt ud i de pansrede biler. Der var maskinpistoler i bagagerummet. På restauranten sad sikkerhedsvagterne rundt om os. Stemningen var et sted mellem hyggelig og anspændt.

Geert havde været udsat for flere trusler på livet, der hang ting over hans blonde hoved. Han nævnte det bare, og jeg fornemmede, at vi skulle lade den ligge der. Men i Holland, forstår jeg, taler alle åbenlyst om, ”at han bliver den næste”. Han fortalte, at han ikke boede samme sted to dage i træk. Han blev fragtet rundt mellem militærbaser. Han har ingen børn og kan ikke se sin kæreste. Hans situation fyldte meget i vores samtale. Islam, ytringsfrihed. Hans mission er ikke uden omkostninger.

Geert fortalte også om bruddet med VVD. De, underforstået de gamle partifæller, var nogle kyllinger, sagde han, nogle tøsedrenge. De har hverken set eller forstået, hvor stor en fare indvandring og islam er. Og den vil kun blive større, som årene går. Geert så det tidligt. Men taler for døve øren i VVD. Han havde advaret dem, kæmpet for sine synspunkter. Partiet havde truffet et valg, og det havde tabt. Sådan så han det. Usentimentalt og klinisk.

Jeg spurgte ham ligeud, om han selv var bevidst om grænsen mellem at være optaget af en sag og at være fanatisk. Han nikkede. Og medgav, at den fandeme er svær. For mig er det tydeligt, at han har krydset linjen i sin islamkritik. Dér er Geert ikke.

Det hollandske frihedsparti er Geerts eget, det er kun ham. Han sidder isoleret og fører valgkamp på Twitter. Han bestemmer præmisserne. Og det virker.

Der er ekstremt mange ligheder mellem dansk og hollandsk politik. Meget forenklet er Geert Wilders en ikkestueren version af Dansk Folkeparti. Hvor DF har været parlamentarisk grundlag for en Fogh-regering, har den slags hidtil ikke interesseret Geert. Nu risikerer han at blive så stor, at de andre partier afsøger mulige regeringskonstellationer, som alle sammen har ét hovedformål: at sætte Geert uden for indflydelse.

Lykkes det, vil han udskrige sig selv som offer for en systemisk sammensværgelse, for EU, for eliten. Det er de forestillinger og fortællinger om politik, han søger. Han næres ved martyriet. Det er slet ikke mit indtryk, at Geert reelt er interesseret i at tage ansvar. Han er optaget af polemikken og det fremmedfjendske. Ikke at være i det politiske maskinrum, flytte sagerne og skabe resultater.

På restauranten i Haag havde jeg ingen grund til at betvivle ægtheden af Geerts holdninger til islam. Men det virkede, som om han var blevet fanget lidt for meget ind i det hele i kraft af sin veltalenhed. Som han selv siger, gik han direkte fra en uendelig række af interne slagsmål i VVD til at opleve, hvor megen medvind der er i de samme holdninger og retorik udenfor. Geert er en af de primære frontløbere for islamkritikken i Europa. Og hans tilhørere og sympatisører bliver stadigt flere.

Efter middagen blev jeg af fire vagter med maskingeværer kørt hjem på hotellet i en pansret mandskabsvogn.

Geert og jeg har ikke rigtig haft kontakt siden.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Legalisering af hash fjerner ikke bandeproblemet

Jens-Kristian Lütken
Det er hamrende naivt at tro, at hårdkogte kriminelle vil stoppe deres kriminelle aktiviteter, hvis indtægtsgrundlaget for hashsalget forsvinder på grund af en legalisering.

Blog: De to største trusler mod Danmarks suverænitet er indvandring og islamisk terrorisme

Mikael Jalving
Jeg overså en præmis for den undersøgelse, som refererede til i går. Det beklager jeg. Men når Europabevægelsens formand insinuerer, at dunkle kræfter betaler mig for at bringe usandheder til torvs, falder mistanken tilbage på hendes konspiratoriske fantasi.

Karin Riis-Jørgensen: Stor risiko for at Danmark ender på EU's b- eller c-hold

Karin Riis-Jørgensen, tidligere MEP (V), Senior Rådgiver hos Kreab, København K
EU-Kommissionens formand arbejder med en byge af forslag, der skal styrke eurosamarbejdet, hvor Danmark ikke er med. Dermed svækkes Danmarks position i EU.
Annonce
Annonce
Viden
Arkæolog: Bornholmsk kobberfund ændrer vores syn på Stenalderen
Stenalderfolk har været i overraskende tæt kontakt med andre dele af Europa, siger arkæolog efter et nyt kobberfund. Men ikke alle er enige i, at kobberstykket er specielt. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her