*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Nordsøen rummer nødvendig energi og milliarder af velfærdskroner

Danmark har brug for olie og gas som energikilde mange år endnu – og Nordsøens ressourcer rummer et ekstra trecifret milliardbeløb til staten. Derfor kan der ikke være tvivl om den klare fordel, det vil være for Danmark at skabe incitamenter, som fremmer de investeringer, der er nødvendige for at få olien og gassen op. Udfordringen er, at forretningsgrundlaget er blevet for spinkelt.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

For nylig kunne man i Energistyrelsens økonomiske nøgletal for Nordsøen læse, at statens skatteindtægter fra olieproduktionen har beløbet sig til i alt 415 mia. kr., siden den første million var en realitet i 1973. Danmark har fået – og kan fortsat få – meget velfærd for de penge.

Alligevel – eller måske netop derfor – har statens andel af værdien fra Nordsøen været kernen i de seneste måneders debat om, hvordan man sikrer de rette rammer for industrien, som kan genskabe forretningsgrundlaget i Nordsøen. Eller om man overhovedet skal fortsætte produktionen eller i stedet begynde nedlukning af Nordsøen.

Alle analyser peger på, at der er masser af olie og gas tilbage i den danske del af Nordsøen. Det er en myte, at Nordsøen er ved at løbe tør.

Jeg mener ikke, der kan være tvivl om, at vi fortsat skal producere den olie og gas. For uanset om målestokken er energipolitisk, klimapolitisk eller samfundsøkonomisk, er fortsat produktion af olie og gas fra Nordsøen værdifuld for Danmark. Nordsøen skaber velfærd og sikker energiforsyning til Danmark. Og ikke mindst ca. 34.000 arbejdspladser, som bl.a. findes i Region Syddanmark.

Nogle kunne få det indtryk, at den fuldstændige grønne omstilling er lige om hjørnet. At vi er et stenkast fra i Danmark at være selvforsynende med vedvarende energi, og at vi af den grund lige så godt kan lukke ned for produktion af olie og gas i Nordsøen. Faktum er, at Danmark har sat som mål at være fossiluafhængig i 2050, og inden for 20-30 år at være selvforsynende med vedvarende energi. Faktum er også, at vi endnu ikke er i nærheden af, at vedvarende energikilder kan dække det danske energibehov. Og slet ikke verdens energibehov.

Lukker vi produktionen i Nordsøen ned helt eller delvist, vil det ikke fremme den grønne omstilling.

Vi er dygtige i Danmark og – set i international sammenhæng – meget langt fremme i processen med den grønne omstilling. Så langt, at knap 10 pct. af det samlede energiforbrug i 2015 kom fra sol, vind og varme. Selvom det måske overrasker, at tallet ikke er højere, så er det – set i international sammenhæng – højt. For på verdensplan er tallet kun 1,3 pct. (kilde: Internationale Energiagentur (IEA)). Resten kommer fra kul (29 pct. ), olie (31 pct.), gas (21 pct.) og biobrændsel (10 pct.).

Går vi godt 20 år frem til 2040, er den gode nyhed, at den globale produktionen af vedvarende energi forventes at være næsten seksdoblet. Alligevel kan vedvarende energi i 2040 ifølge IEA kun forventes at dække ca. 6 pct. af energibehovet på verdensplan. Fremtidens energibehov er et komplekst regnestykke, men konklusionen er enkel: Vi har, så langt øjet rækker, brug for olie og gas. Olie og gas vil være en del af vores energiforsyning, så længe danskerne tager bilen eller bussen på arbejde; tager på deres næste sommerferie sydpå med fly; køber og sælger varer, der skal transporteres; eller som komponent i fremstilling af produkter. Med andre ord – så længe danskerne fortsætter med at leve et helt almindeligt moderne liv. Det er svært at forestille sig, at vi holder op med det. Olie- og gasindustrien står ikke i vejen for den grønne omstilling. Det er ikke et valg mellem enten eller – men både og. Hvis vi vælger ikke at producere olien og gassen i Nordsøen, bliver vi nødt til at importere den fra andre lande. Det vil gå ud over arbejdspladser, valutaindtjening og vores velfærd.

Olien og gassen er samfundets ressource, og derfor skal staten naturligvis have det maksimale udbytte af Nordsø-produktionen. Det anerkender også virksomhederne i industrien. Derfor handler beskatning af olieindustrien i høj grad om at finde lige præcis den balance, hvor statens indtjening topper, samtidig med at der fortsat er virksomheder, som gerne vil investere i Danmark. For hvis ikke der er virksomheder, som vil investere her, og i stedet bruger pengene i udlandet, bliver olien ikke produceret – og i jorden skaber den ingen værdi for nogen. Virksomhederne skal have udsigt til et afkast af deres investeringer, der matcher de risici, som er forbundet med aktiviteten. De skal med andre ord, som enhver anden virksomhed, have udsigt til at kunne tjene penge.

Hvorfor kører det så ikke bare derudad med produktionen i Nordsøen? Svaret er, at det ikke længere kan betale sig for virksomhederne at investere i Nordsøen, da der er opstået en ubalance mellem statens og industriens indtjening. Produktionen falder, der bores færre brønde i Danmarks vanskelige undergrund, og forretningsgrundlaget er blevet for spinkelt, eftersom virksomhederne har vanskeligt ved at tjene penge. Derfor ser man de store investeringer udeblive.

Det er blevet vanskeligere og dermed dyrere at producere olien og gassen – og indtjeningen dermed mindre. Først og fremmest fordi nye og stadig mindre felter er små og stadig sværere at producere, de ældre felter producerer mere og mere vand (og mindre olie), og infrastrukturen (dvs. platforme etc.) skal i mange tilfælde gennemgå en omfattende renovering. Derfor er det blevet mindre rentabelt.

Til gengæld spiller den nuværende lave oliepris (overraskende nok) ikke så stor en rolle, som det tilskrives. Olieprisen varierer konstant, og derfor spiller den ikke en altafgørende rolle, når virksomheder skal beslutte, om langsigtede projekter er rentable eller ej. Olieprisen har derimod stor betydning for, hvornår et projekt bliver sat i gang.

Men hvad sker der så, hvis man lemper rammevilkårene for industrien – opstår der så en modsat ubalance, så statens indtægt falder? Eller sagt på en anden måde – kan staten fortsat tjene penge, hvis industrien skal have lempeligere vilkår? Svaret er utvetydigt ja. Det er ikke et nulsumsspil, hvor staten taber industriens gevinst. Begge parter vinder, og årsagen er den simple, at flere projekter i Nordsøen under lempeligere vilkår vil blive realiseret. Dermed vil der blive produceret mere olie til gavn for os alle. Helt præcist viser en analyse, som Damvad Analytics for nylig udarbejdede på baggrund af tal fra Danmarks Statistik og industrien selv, at forskellige lempelser kan give et yderligere provenu på 10-12 mia. kr. om året i en 20-årig periode, eller netto 238 mia. kr. i statskassen. Vel at mærke kun lempelser for nye projekter og altså ikke en generel lempelse for den produktion, som allerede kører i dag.

Lukker vi produktionen i Nordsøen ned helt eller delvist, vil det ikke fremme den grønne omstilling. Men alene fremme import af olie og gas fra andre lande, hvor den ikke produceres under betryggende forhold.

Nordsøen rummer fortsat et meget stort potentiale af olie og gas. Energistyrelsen estimerer et sted mellem 50 pct. og en tredjedel af alt, hvad der er produceret de sidste 50 år.

Med et fremtidigt behov for olie og gas, mange ekstra milliarder i statskassen – penge, som, om man vil det, f.eks. kan kanaliseres over i forskning og udvikling af vedvarende energi – og tusindvis af arbejdspladser er fordelene ved en ny aftale om Nordsøen mange.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Værnepligt uden militær betydning

Flemming Vinther, fmd. f. fagforeningen for hærens værnepligtige, konstabler og korporaler

Mikkel Vedby Rasmussen, professor, Københavns Universitet

Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Jeg har ondt af Prins Henrik

Victor Boysen
Det er synd for de kongelige, at de ingen rettigheder har. Lad os slippe dem fri.

Blog: Vi må gøre op med krævementaliteten

Maria Bille Høeg
Vores ekstremt omfattende velfærdsstat har den slagside, at det personlige ansvar er ved at lide en stille kvælningsdød.

Debat: Din ferie kan redde natur – eller rydde den

Sophie Rytter | Thomas Ravn-Pedersen
Vores rejselyst presser klima og natur. Nu har FN sat kursen mod mere ansvarlig turisme.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her