*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Med Thule i Nato

Grønland er helt afhængig af støtte fra den danske regering. Det er derfor med god grund, at de grønlandske politikere i disse tider er bekymrede for regeringens håndtering af deres ønsker over for USA. Det skyldes Trumps nye signaler til Nato.

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Den meget omtalte sag om tildelingen af servicekontrakten på Thule Air Base i Grønland til et amerikansk i stedet for et dansk/grønlandsk firma er reelt forbi. Efter en række danske forsøg på at forhindre afgørelsen har det amerikanske luftvåben fået ret til at ansætte det amerikanske firma, de ønskede. Dermed er Grønland sikker på at miste den del af overskuddet fra kontrakten, som tidligere blev indhentet via selskabet Greenland Contractors. Samtidig er der uvished om, hvorvidt den mængde ansatte på basen, som betaler skat til Grønland, kan bibeholdes. Usikkerheden om den grønlandske fordel af at lægge land til Thulebasen er således nu åbenlys.

Oven i dette kommer afsløringerne af dumpet affald, herunder radioaktivt spildevand, inde i indlandsisen efter det amerikanske projekt ”Camp Century”. En militær by under isen opvarmet med et atomkraftværk, som senere blev fjernet. Bortset fra affaldet fra byggematerialet, driften og atomreaktoren.

Men fordelene slutter jo ikke der. I dag er den danske våbeneksport til USA ude af enhver proportion for et land af Danmarks størrelse.

Derfor er der nu forhandlinger mellem Grønland, Danmark og USA om muligheden for at sikre, at Grønland får en ny aftale med USA, der, efter grønlandsk ønske, både skal sikre økonomisk ”husleje” for brugen af grønlandsk fjeld til amerikansk militær og oprydningen fra alle de gamle amerikanske, militære installationer i Grønland. Betalt af dem, der tillod forureningen.

I de forhandlinger er Grønland helt afhængig af støtte fra den danske regering. Det er derfor med god grund, at de grønlandske politikere i disse tider er bekymrede for regeringens håndtering af deres ønsker over for USA. Det skyldes Trumps nye signaler til Nato.

For med USA’s nye præsident på plads mødes også Danmark nu af klare amerikanske krav om, at der skal bidrages helt anderledes til Natos samlede arsenal end hidtil. Og Danmark har netop aldrig levet op til aftalerne med Nato angående brug af en bestemt procentdel af vort bruttonationalprodukt til investering i militær oprustning, præcis fordi USA stiltiende accepterede det.

Når den politik er lykkedes i så mange år, skyldes det nok det, som i Dansk Udenrigspolitisk Instituts (Dupi) rapport om Grønland under Den Kolde Krig fra 1977 går under navnet ”Grønlandskortet”.

Værdien af ”Grønlandskortet” for Danmark er beskrevet af Udenrigsministeriets forhenværende departementschef Jørgen Ørstrøm Møller i en kronik i Politiken d. 13. marts 2013 med ordene: »... det iøjnefaldende er, at vi dermed underminerede solidariteten mellem de allierede og tiltog os selv ret til at blive forsvaret af andre uden pligt til at yde vort fulde bidrag. Når det lykkedes, skyldes det formentlig Grønland med amerikanske militære baser, som vejede tungere for USA end det valne danske forsvarsbidrag.«

Det er således ikke et spørgsmål om, hvorvidt Danmark har fået fordele ud af forsvarsaftalen fra 1951 med USA via goodwill i Nato, men kun om hvor meget det har været værd. Den samme goodwill medførte, at USA gik med til at sikre Danmark indtægter fra baserne via eksklusive og lukrative serviceaftaler. Ligeledes er det næppe et tilfælde, at Danmark senere i netop 1951 opnåede status som ”most favoured nation” i USA og dermed fik en ny og økonomisk fordelagtig adgang til det amerikanske marked for danske virksomheder. Så spørgsmålet nu er, om Trumps regering faktisk er ligeglad med ”Grønlandskortet”. Og hvis ja, hvad så?

Det er muligt, at de indtægter, Danmark tidligere fik direkte fra baserne (indkøb, serviceaftaler, ansættelser, skat o.l.), ikke længere har den store betydning, ligesom den våbenhjælp, det danske militær har fået fra USA med direkte begrundelse i 1951-aftalen, vel er forbi.

Men fordelene slutter jo ikke der. I dag er den danske våbeneksport til USA ude af enhver proportion for et land af Danmarks størrelse. Og den er steget særlig meget efter 2004, som var det tidspunkt, hvor Danmark og Grønland sagde ja til, at USA kunne bruge Thule Air Base i udviklingen af missilskjoldet via den såkaldte Itilleq-erklæring.

I dag er det amerikanske militær således en milliardforretning for dansk industri. Men ganske som med ”Grønlandskortet” og Nato er det næppe muligt at komme med beviselige tal for, præcis hvor meget af væksten i denne industri der skyldes den velvilje, inddragelsen af Grønland i missilskjoldet udgør. Til gengæld burde det være lige så umuligt at påstå, at de to ting ikke har med hinanden at gøre.

Nu er der næppe mange, ej heller i Grønland, der vil sætte det mindste spørgsmålstegn ved den sikkerhedsmæssige værdi, forsvarssamarbejdet med USA i sig selv udgør for både Danmark og Grønland såvel som resten af den vestlige verden. På Thulebasen gælder dette ikke mindst, hvad angår varsling af mulige angreb fra rummet.

Det er i overvågningen og styringen af alt det, som i dag bæres gennem rummet af såvel raketter som satellitter, at USA’s basevirksomhed i Grønland har sin betydning for den vestlige verden. Og set i den sammenhæng er det nærmest uforsvarligt, at den ”husleje”, som Grønland, med den foreliggende aftale mellem Danmark og USA, kan opnå, betales via kontrakter om dansk/grønlandsk servicering af militærbasen.

For hvis den service, det amerikanske luftvåben har brug for til den optimale drift af Thule Air Base, bedst kan leveres af et amerikansk firma, må det nuværende krav om, at danske selskaber skal have kontrakten, vel potentielt være direkte farligt for vestens sikkerhed. Og mon ikke den nye, amerikanske regering finder det forhold mere væsentligt end nogle gamle aftaler, der ikke tjener USA’s egne interesser.

Så selv om det besynderlige forløb omkring den nye serviceaftale på Thule Air Base skete før Trumps valg, kan det meget vel ses som et første varsel fra USA til Danmark om, at ”the times they are a-changing”, hvad angår USA’s militære villighed til at afhjælpe danske, indenrigspolitiske problemstillinger ved at svække egne militære behov.

Det næste varsel er så kommet under den amerikanske forsvarsministers besøg i Nato, hvor hovedbudskabet var, at fra nu af måtte de europæiske lande tage hånd om deres egne børns og børnebørns sikkerhed og betale for deres eget forsvar.

Men hvis Danmark skal leve op til Natos aftale om 2 pct. af bnp til militære formål, er det milliardbeløb, der skal på bordet. Og hvis USA bliver trætte af den danske træghed, er der omvendt risiko for, at de andre værdier, der tilflyder Danmark via militæraftalerne med USA, kommer i fare. Derfor må den danske regering befinde sig i en alvorlig kattepine, specielt nu hvor Trump har annonceret nye milliardinvesteringer i det amerikanske militær. Milliarder, som de danske underleverandører vel drømmer om allerede. Set i det lys giver den danske forsvarsministers pludselige og postfaktuelle udtalelser i CNN, om at Danmark vil nå de 2 pct. i løbet af 10 år, jo også mening.

I en situation, hvor forsvarsministeren er villig til at bruge sådanne metoder for at sikre danske interesser, er der al mulig grund til at forvente, at Danmark også vil være villig til at ofre de grønlandske krav over for USA, eller i bedste fald give dem meget lav prioritet. For hvis Grønlands krav om kompensation og miljøoprydning fra USA står i vejen for en sikring af Danmarks egne fordele ved samarbejdet, behøver man vel næppe være spåmand for at forudse, hvad der får førsteprioritet i en forhandling, der i forvejen handler om, at Danmark får for meget og yder for lidt.

Så det er ikke så sært, at den grønlandske regering har brug for at markere sin position endog meget klart over for den danske regerings forhandlere og samtidig gøre det klart, at det ikke er den amerikanske regering, Grønland er ude efter. For netop med de nye investeringer fra Trump-regeringen til det militære område burde der vel være plads til de grønlandske ønsker.

I Grønland er man, ganske som USA, godt klar over den værdi, den amerikanske forsvarsaftale har haft og fortsat har for Danmark. Ligesom man ved, at den værdi nu vakler. Derfor ved man også, at Danmark har andet end de grønlandske kort med til de forhandlinger med USA, som regeringen afholder uden grønlandske repræsentanter. For eksempel dem i Nato. I de forhandlinger er der næppe nogen, der benægter Thulebasens værdi for Danmark. Men hvad så med Grønland?

Kronikøren er forfatter og tidligere grønlandsk udpeget medlem af den fælles komité mellem USA, Danmark og Grønland til tilsyn med den amerikanske militære virksomhed i Grønland.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Er Fyn for fin?

Finn Slumstrup
Hvorfor taber Fyn i kampen om statslige arbejdspladser?

Blog: Tak til de danske skatteydere

Mikael Jalving
Jeg stirrede på hans kontrafej, den kæmpe næse i midten af det kødfulde ansigt. En smuk mand, ja, på samme måde som skuespilleren Denzel Washington, skønt hans storhed var ikke skuespil, men åndelighed indlejret i musik.

Debat: Din ferie kan redde natur – eller rydde den

Sophie Rytter | Thomas Ravn-Pedersen
Vores rejselyst presser klima og natur. Nu har FN sat kursen mod mere ansvarlig turisme.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her