*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Trump er godt nyt for verdensfreden

Trumps uberegnelighed øger ikke risikoen for krig. Den mindsker den ved at få de allierede til at gøre mere og modstanderne til at forhandle. Det er godt for verdensfreden, mener denne kronikør.

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Valget af Donald Trump til præsident har fået alarmklokkerne til at ringe blandt USA’s allierede i både Europa og Asien. Den sikkerhedspolitiske arkitektur i Europa og Asien er draget i tvivl af gentagne udtalelser og tweets om, at Nato er forældet, at tiden er kommet til at lade Japan og Sydkorea udvikle atomvåben, og at alle USA’s allierede skal yde mere.

Hvis Trump underminerer de amerikanske sikkerhedsgarantier i Europa og Asien, bliver konsekvenserne dramatiske – både for USA og de allierede. USA ville blive reduceret til en regional stormagt med begrænset indflydelse i Europa og Asien. De allierede ville blive kastet ud i en periode med meget stor usikkerhed, og risikoen for væbnede konflikter ville vokse markant i både Europa og Asien. Derfor kommer det heller ikke til at ske. Bekymringerne om pax americanas forestående død er stærkt overdrevne.

USA må vinke farvel til alle disse fordele, hvis Trump trækker sine soldater hjem. USA vil miste hovedparten af sine baser i Europa og Asien, og den amerikanske våbenindustri vil tabe milliarder.

Trumpologi – granskninger af Trumps udtalelser og tweets – er blevet en ny vækstindustri. Medierne har kastet sig over den med stor iver, fordi Trumps ytringer skaber frygt og forargelse og sælger fantastisk. Trumps udtalelser trækker overskrifter, hver gang en ny mulig katastrofe er under opsejling. Disse historier suppleres med et hav af analyser af hans opvækst og personlighed, der skal forklare, hvorfor han er så mærkelig. Fordi det er svært at komme ind i hovedet på folk og forstå deres motiver og intentioner, kan sådanne analyser ikke stå alene. Spørgsmålet ”hvad vil/tænker Trump” skal følges op med spørgsmålene: Hvad kan Trump, hvordan vil andre reagere, og hvad bliver konsekvenserne for USA og Trump selv? I en situation, hvor Trump udtaler sig i øst og vest, er det helt afgørende også at stille de to sidste spørgsmål. Gør man det, tegner der sig et meget mere positivt billede af den fremtidige sikkerhedsarkitektur i Europa og Asien end de dommedagsprofetier, som trumpologiske analyser har masseproduceret siden Trumps valgsejr.

USA’s allierede i Europa og Asien har siden begyndelsen af Den Kolde Krig indrettet deres forsvar på en forventning om, at USA vil komme dem til undsætning i en krisesituation. Nato-alliancen bygger på en amerikansk sikkerhedsgaranti nedfældet i Washington-traktatens artikel 5, og europæerne er ikke længere i stand til at udføre større militære operationer uden amerikansk assistance. Det blev illustreret i forbindelse med Nato-krigen mod Libyen i 2011. Den havde ikke kunnet udføres uden betydelig amerikansk støtte. Det samme er tilfældet i Asien, hvor USA’s allierede også har indrettet deres forsvar på forventninger eller aftaler om amerikansk assistance i en nødsituation.

Hvis Trump skaber tvivl om de amerikanske sikkerhedsgarantier, vil de allierede stå over for valget mellem at skulle afskrække Rusland og Kina på egen hånd eller føre tilpasningspolitik, som Danmark gjorde over for Tyskland i 1864-1945. Fordi Rusland er svagere end de vesteuropæiske stormagter, vil resultatet nok blive en alliance bestående af hovedparten af de nuværende EU- og Nato-medlemmer med det formål at afskrække Rusland. I Asien tegner Kina til at blive så stærkt på længere sigt, at de fleste af landene omkring Det Østkinesiske Hav vil blive nødt til at affinde sig med kinesisk dominans på samme måde, som landene i Caribien har måttet acceptere amerikansk dominans siden USA’s sejr i Den Spansk-amerikanske Krig i 1898.

Uanset hvordan det ender, vil begge verdensdele blive kastet ud i en periode med stor ustabilitet og oprustning. Japan, Sydkorea og Taiwan vil nok udvikle atomvåben, da det er deres eneste måde at afskrække Kina troværdigt. Tyskland og Polen må forventes at gøre det samme, hvis de ikke kan få beskyttelse af franske atomvåben.

USA har udnyttet de allieredes store militære afhængighed til at forme udviklingen i begge verdensdele i overensstemmelse med egne interesser. USA har hyppigt givet sine allierede mafiatilbud, som de ikke kunne sige nej til, fordi de var afhængige af amerikansk støtte. USA’s hjælpepakker til Europa efter Anden Verdenskrig var betinget af favorable markedsvilkår for amerikanske produkter. Storbritannien og Frankrig blev tvunget til at trække deres soldater tilbage fra Egypten under Suezkrisen i 1956, vesttyskerne fik besked om at støtte amerikansk pengepolitik i 1960’erne, og Italien, Japan, Tyskland, Sydkorea, Taiwan m.fl. blev presset til at opgive atomvåbenprogrammer.

Afhængigheden fik mange allierede til at støtte amerikanskledede militære operationer langt væk hjemmefra, som de ikke havde nogen direkte national interesse i. Koreakrigen, Vietnamkrigen, Afghanistankrigen og Irakkrigen er eksempler herpå. De allierede gav også USA adgang til baser, faciliteter og luftrum og købte amerikanske våben i meget stort omfang. Australien, Danmark, Holland, Italien, Japan, Norge og Sydkorea ville aldrig have købt F-35-kampfly, hvis landene ikke havde en vital interesse i at fastholde de eksisterende sikkerhedsgarantier.

USA må vinke farvel til alle disse fordele, hvis Trump trækker sine soldater hjem. USA vil miste hovedparten af sine baser i Europa og Asien, og den amerikanske våbenindustri vil tabe milliarder, fordi de allierede vil holde op med at købe amerikansk for at fastholde sikkerhedsgarantier og opnå andre fordele. De allierede vil også holde op med at bidrage til amerikanske operationer langt væk hjemmefra.

Hvis Trump lagde op til at trække soldaterne hjem fra Asien og Europa, ville han derfor straks få USA’s erhvervsliv anført af våbenindustrien, Kongressen (hvor våbenindustrien og erhvervslivet har enorm indflydelse), Pentagon og Department of State på nakken. Konfrontationen ville få den nuværende konflikt i USA om indrejseforbuddet til at ligne en storm i et glas vand. Trump vil med andre ord ikke kunne ødelægge de eksisterende alliancer, hvis han ville.

Men hvis USA har så stor fordel af sine alliancer, hvorfor drager Trump dem så i tvivl? Her er der to muligheder: Enten ser Trump ikke fordelene, eller også er han en dygtig forhandler. Uanset hvad er slutresultatet det samme. Ved at kommunikere så aggressivt har Trump fået sine forhandlingspartnere – venner og fjender – til at anse ham for uberegnelig. Det er smart. Spilteori viser nemlig, at uberegnelige aktører opnår større indrømmelser i forhandlinger. Det har han fået. Siden valget af Trump har de allierede vist meget større vilje til at øge forsvarsbudgetterne. Japan vedtog i december 2016 et historisk højt forsvarsbudget, den sydkoreanske regering lovede med det samme Trump at øge forsvarsudgifterne, og det samme gjorde Lars Løkke Rasmussen efter sin første telefonsamtale med den nye præsident.

Denne udvikling er ikke kun Trumps fortjeneste, men frygten for Trumps uberegnelighed forstærker den ved at give tilhængere af større forsvarsudgifter i allierede regeringer meget stærkere kort på hånden. Slutresultatet bliver en mere balanceret byrdedeling i USA’s alliancer. Det vil øge opbakningen til dem i Washington og styrke de allierede militært. Det vil mindske Kinas og Ruslands militære eventyrlyst.

Trumps uberegnelighed er også en fordel i forhold til Kina og Rusland. Deres aggressive adfærd i Det Østkinesiske Hav, det østlige Ukraine og Syrien skyldes delvis en antagelse om, at Obama ikke ville svare igen militært. Det er derimod let at forestille sig Trump gøre det for at vise, at USA er ”great again”. Trump øger på denne måde (bevidst eller ubevidst) sandsynligheden for forhandlingsløsninger med begge stormagter. Det er godt for verdensfreden.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Mærsk scorer kassen på lav skattebetaling i Nordsøen

Rune Lund
Mærsk sælger sin olie- og gasforretning til det franske olieselskab Total for den svimlende sum af 47 mia. kroner. Danmark går glip af milliarder af kroner til velfærd på grund af lav skattebetaling.

Verdens Bedste Nyheder: Unge er historisk engagerede i at ændre verden

Thomas Ravn-Pedersen | Karoline Rahbek, Verdens Bedste Nyheder
Kloden står over for massive udfordringer. Samtidig viser flere undersøgelser, at unge aldrig før har været så engagerede i at løse dem.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her