*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Hvordan kan man elske sin hund, græde over Marius og samtidig spise en hotdog?

Dyr optager en ambivalent plads i det moralske landskab. Kulturelt indlejret artsdiskrimination spiller sammen med vores irrationelle hjerner og skaber et moralsk paradoksalt forhold til dyr, hvor empati og kærlighed går hånd i hånd med instrumentalisering og undertrykkelse.

Rasmus Sand Høyer

Menneskets forhold til andre dyr er dobbeltmoralsk. Næsten alle mennesker mener, at det er moralsk forkert at skade dyr, men samtidig spiser langt de fleste mennesker kød, som nødvendigvis indebærer at skade og dræbe dyr.

Det er, hvad flere psykologer har omtalt som kødparadokset – folk elsker dyr, men folk elsker også kød.

Aldrig før i historien har vi globalt spist så meget kød, som vi gør i dag. Det kunne give anledning til at tro, at mennesker er ligeglade med dyr. Men dette er langt fra tilfældet.

De fleste mennesker finder dyrs lidelse moralsk forkastelig, og samtidig med stigningen i kødforbruget har vi set en tilsvarende stigning i udgifter, som folk bruger på deres kæledyr.

Ud fra en speciesistisk logik er det alt sammen lige meget, fordi ”en gris er en gris, og en hund er en hund”.

Kæledyr betragtes i dag af de fleste som fuldgyldige familiemedlemmer, vi sørger, når de dør, og har sågar oprettet særlige kæledyrskirkegårde til at begrave dem på.

Mediebilledet er ofte fyldt med historier om menneskers voldsomme moralske forargelse og fordømmelse af drab på enkelte dyr – som f.eks. grindedrab på Færøerne, drabet på girafføllet Marius i Københavns Zoo osv.

Paradoksalt nok kommer forargelsen oftest fra mennesker, der selv aktivt støtter drab på mange andre dyr gennem deres forbrug af kød.

Så hvorfor har vi et så inkonsistent moralsk forhold til dyr?

Det korte svar er, at det giver god mening, at vores forhold til dyr er så dobbeltmoralsk, som det er. Og det skyldes primært to ting.

For det første bygger vores samfund på en lang tradition af speciesisme og antropocentrisme. For det andet er vi slet ikke så rationelle, som vi godt kan lide at tænke om os selv.

Speciesisme betyder diskrimination på baggrund af art, ligesom racisme og sexisme henviser til race- og kønsbaseret diskrimination. Der er tale om speciesisme, når vi mener, det er okay at spise en gris, men ikke en hund, selvom en gris scorer lige så højt, hvis ikke højere, på de skalaer, som vi normalt bedømmer moralsk værdi ud fra.

Den største forskel på en gris og en hund er altså måden, vi opfatter dem på. En gris er mere intelligent end en hund, og den har et rigt indre følelsesliv, hvor den både kan føle glæde, kede sig, føle afsavn og sorg.

Og grise kan også danne stærke sociale bånd både til hinanden og til mennesker. Men ud fra en speciesistisk logik er det alt sammen lige meget, fordi ”en gris er en gris, og en hund er en hund”.

Antropocentrisme bygger på idéen om menneskelig exceptionalisme og en favorisering af mennesket. Lig eurocentrisme, der favoriserer ”den vestlige civilisation” og måler alle andre kulturer med denne forudindtagede målestok, bruger antropocentrisme mennesket som standarden, som alt andet holdes op imod.

Mange studier har efterhånden fastslået, at vores moral og empati er plagede af speciesistiske fordomme og antropocentrisk bias.

Et nyligt psykologisk studie påviser smukt vores irrationelle moral: I eksperimentet skulle deltagerne udfylde et spørgeskema om forskellige dyrs kognitive kapaciteter såvel som deres moralske værdi. Tricket var, at deltagerne blev inddelt i to grupper, hvor den ene gruppe fik serveret beef jerky, mens den anden gruppe fik serveret nødder inden udfyldelsen af spørgeskemaet.

Resultatet var, at de deltagere, som netop havde spist kød fra en ko, ikke alene vurderede køers mentale evner og moralske værdi lavere, men faktisk vurderede alle dyrs moralske værdi som lavere, end de, som lige havde spist nødder gjorde.

Hvis vores moral var styret af ren rationalitet, så ville den ikke lade sig påvirke af, hvad vi lige har spist. Derfor understreger dette studie, at vores moralske vurderinger er styret af følelser og motiverede (læs: biased) forsøg på at retfærdiggøre tidligere adfærd.

Som moralpsykolog Jonathan Haidt beskriver det: Den moralske vurderingsproces minder i højere grad om en advokat, der prøver at vinde en sag, end en videnskabsmand, der prøver at afdække en objektiv sandhed.

I vores samfund er drab på de dyr, vi spiser, stort set usynliggjort, hvorfor det moralske dilemma sjældent indtræffer, når folk spiser kød. Vi har en medfødt evne til empati med andre dyr, men empatien kræver, at der er et andet individ, som vi kan empatisere med.

Og når vi først møder dyret i abstrakt form som kød på tallerkenen, mens drabet på dyret er foregået på stor tidslig og fysisk afstand isoleret på et slagteri, så vækker det ikke vores empatiske impulser, for det er vores hjerner slet ikke evolutionært forberedt til.

Effekten af handlingen at spise kød lander altså ”hinsides det moralske forsvindingspunkt”, som sociologen Zygmunt Bauman udtrykker det.

Dyreindustrien har haft held med at de-individualisere og anonymisere de enkelte dyr, så de fremstår som en abstrakt homogen masse og ikke som de unikke individer, de er – og det kan vi ikke empatisere med.

Derfor giver det god mening, at det vækker mere moralsk forargelse at se babygiraffen Marius blive skudt end at se en ”lørdagskylling” i cellofan i køledisken i supermarkedet.

Vores irrationelle hjerner i samspil med et speciesistisk samfund, der lærer os, at vi skal føle kærlighed og empati med vores kæledyr, men samtidig spise de hengemte landbrugsdyr, giver os altså det dobbeltmoralske forhold til dyr, som vi er vidne til i dag. Både kæledyr og landbrugsdyr er i øvrigt flydende og kulturelt konstruerede kategorier, da både grise og køer har været kæledyr for mennesker i andre kulturer, og man jo som bekendt spiser hunde i f.eks. Korea og Kina. Mennesker er bestemt ikke ligeglade med andre dyr, men vi har bare på arbitrært og irrationelt grundlag lært, at nogle dyr falder uden for den moralske inklusionscirkel, og at det er okay at dræbe og spise dem.

Diskursen i samfundsdebatten i kølvandet på sager som Marius-drabet er ofte, at de mennesker, som empatiserer og sympatiserer med de dræbte dyr, bliver fremstillet som irrationelle og følelsesstyrede – at de lever i en unaturlig Disney-verden.

Men ifølge psykologisk forskning er der intet unaturligt eller disneyficeret i at opleve helt basal ubehag og medfølelse, når man ser et andet individ blive udsat for lidelse – også selvom dets art (eller etnicitet, køn, seksualitet etc.) adskiller sig fra vores egen.

At disse mennesker samtidig spiser andre dyr og er blinde for deres lidelse, er måske nok dobbeltmoralsk. Men det gør stadig ikke den empatiske medfølelse og moralske indignation over at se et enkelt individ blive skadet og dræbt mindre reel.

Så snarere end at udskamme andre for at vise medfølelse med enkelte dyr skulle vi måske hellere vende blikket indad og spørge, hvorfor vi selv er så ligegyldige over for, at 70 milliarder dyr bliver slagtet om året på verdensplan.

Dyr, som er lige så intelligente og bevidste individer, som vores hund eller kat derhjemme (og i nogle tilfælde mennesker), men som lever korte liv i kummerlige forhold, fordi de uheldigvis er født i den ”forkerte” art.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Ishøj lader de ledige i stikken

Maria Bille Høeg
Når kommunerne sidder på hænderne, går det ud over de ledige.

Blog: Matchfixing er sportens største problem

Olav Skaaning Andersen
Aftalt spil ødelægger sporten og skal bekæmpes med alle midler

International debat: Store udfordringer venter Macron

Poul Skytte Christoffersen
Højt på den franske europapolitiske dagsorden står et reformeret og effektivt eurosamarbejde, men først skal præsident Macron vinde flertal i nationalforsamlingen ved valget i juni og vise, at han selv kan gennemføre reformer.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her