*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Følelserne styrer politikken

De seneste terrorangreb mod Europa er skrækkelige, men vreden truer vores evne til at skelne. Til at sondre mellem terrorister og mennesker ødelagt af krig.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Et rædsomt angreb har ramt Berlin. Verdens fejeste soldater, Islamisk Stat, står bag. Situationen kalder mere end nogensinde på at støde en pæl gennem ondskabens hjerte i Syrien. Her befinder rædselskalifatet sig, og man må spørge, hvor mange terrorattentater der skal til i Europa, før Vesten for alvor griber ind.

Samtidig må man spørge, hvordan danske politikere kan foreslå at lukke fuldstændig af for flygtninge efter angrebet. Vi befinder os i den største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig og har selv startet flere af de konflikter, folk flygter fra. Stram indvandringspolitik og grænsekontrol er på sin plads, men at vende ryggen til den største humanitære katastrofe i over et halvt århundrede af frygt for terror, det er ikke orden. Martin Henriksen (DF) vil afvise alle ved grænsen, og fremadstormende Pernille Vermund fra Nye Borgerlige udvider idéen til et asylstop for intet mindre end hele Europa. Man forstår vreden over angrebet i Berlin, men skal mennesker på flugt virkelig betale prisen, flygtningebørn fra Syrien, folk der har mistet alt?

Det handler hverken om politisk korrekthed eller berøringsangst, men om at se tingene fra flere sider.

Henriksen og Vermund ville ikke komme med den slags udmeldinger, hvis ikke der var stemmer i det. Nu er det nok, det stopper her, alt sammen føles godt at sige, man får luft, men vreden fremelsker det værste, og det dummeste, i os. Det eneste, man opnår, er forstærket had til muslimer, hvilket man ikke skal være længe på de sociale medier for at få det bekræftet. Man opnår, at de yderliggående partier vokser sig større, så det bliver endnu sværere at være flygtning, muslim, eller allerværst, begge dele. Dansk Folkeparti har foreslået forhør af flygtninge og bedøvelse af afviste asylansøgere, hvis hjemsendelsen bliver for besværlig. Man har brug for syndebukke. Dem finder man.

De seneste terrorangreb mod Europa er skrækkelige, men vreden truer vores evne til at skelne. Til at sondre mellem terrorister og mennesker ødelagt af krig. Mellem tåbelige islamister og almindelige muslimer. Mellem mennesker der ikke ønsker at integrere sig, og andre der ikke ønsker andet. Når følelserne bliver vigtigere end fakta, så går vi nye tider i møde. Udviklingen har et faktisk et navn, og man snakker om det postfaktuelle samfund.

Her kan alle få ret. Man opsøger blot den viden eller det fællesskab, man har brug for. Her køber vrede vælgere lette politiske løsninger, og følelserne vinder altid over kedelige data. Således virker det, når Pernille Vermund reducerer islam til en ideologi, der forfølger, undertrykker og dræber kristne og jøder i alle de lande, hvor den har magten. Det er da til at forstå. Og skal man have bekræftet islamofobien, så leverer Den Korte Avis varen, fordi den ikke handler om andet end integrationsproblemer. Det samme gør sig gældende med en af landets mest populære blogs, hadesiden Uriasposten. I temperamentsfuldt selskab er man også til Dansk Folkepartis årsmøder, hvor det senest blev udbasuneret, at udlændinge sviner, svindler, stjæler, voldtager og dræber. I øvrigt efterfulgt af lange klapsalver.

Det yderliggående højre siger, at man er folkets stemme. Eliten forstår ingenting og lever i tryg afstand fra den muslimske ghetto. Folkets stemme, javel ja. Mon ikke der er nogen blandt folket, som ikke ønsker at være denne stemme? Og hvor mange blandt ”folket” befinder sig selv på behørig afstand af integrationsproblemerne? Flertallet af DF’s vælgere lever som bekendt ikke i storbyerne, men langt fra indvandrerghettoerne. Og henter man bare sin viden om muslimer fra Den Korte Avis, eller Folkets Avis for den sags skyld, så kan det ikke undre, at holdningerne bliver derefter.

Stram indvandringspolitik, ja, men også en menneskelig flygtningepolitik, tak. Der er en verden til forskel, også selv om Facebook-nyhederne indbyder til en lettere læsning. Filosoffen Francis Fukuyama, der i sin tid mente, at vi var ved vejs ende med det liberale demokrati, kan godt se, at den er gal igen. Demokratiet indbyder jo i sig selv til en masse støj og stemmer. Demokratiseringen af viden på internettet bliver til udbredelsen af vrøvl og demagogi. Fukuyama troede, at almindelige mennesker var engagerede nok til at træffe komplekse politiske valg, men når han kigger på USA i dag, bliver han i tvivl. Donald Trump er Fukuyamas hovedeksempel på, at noget er ved at gå i stykker. Trump har vundet i kraft af sin personlighed og den begejstring, hans provokerende person vækker, men hans politik hænger ikke sammen. I hvert fald ikke i forhold til den lille mand, som han skulle repræsentere.

Alt, Trump har foreslået af konkret politik, vil gøre tingene værre for de mennesker, han angiveligt repræsenterer, siger Fukuyama.

Jeg er et ligevægtens menneske. Jeg læner mig instinktivt til venstre, når båden truer med at kæntre til højre – og omvendt. Ordene tilhører forfatteren Thomas Mann og beskriver udmærket undertegnedes politiske position. Når medlemmer af landets næststørste parti foreslår at skyde mod bådflygtninge eller udstyre dem kondisko til hjemturen, så vipper båden for langt til højre. Især når partiledelsen i DF er talende tavse omkring udmeldingerne. Det er følelserne, der snakker, men det er jo også nemmere end at sætte sig ind i sagen, man behøver slet ikke at tænke sig om. Således skal påstanden herfra lyde, at når danske debattører som Marie Krarup, Søren Hviid Pedersen og Marie Høgh hele tiden er i medierne, så skyldes det ikke deres slående intellekt, men at de fisker i rørte vande og lefler for laveste og mest uvidende fællesnævner.

Det føles godt at tale dunder mod indvandrere og flygtninge, åbenbart, men det nytter ingenting. Og så nytter det alligevel, fordi det føles godt. Det kunne være logikken bag fremmedhadet. Det er i hvert fald en hån mod flygtninge og ikke mindst mod mennesker, der lægger en masse kræfter i at komme integrationsproblemerne til livs på en ordentlig måde. Det handler hverken om politisk korrekthed eller berøringsangst, men om at se tingene fra flere sider. Om at læse de aviser, man er uenig med. Om at sætte sig ind i modpartens argumentation. Man bliver ikke klogere af at give hinanden ret, man bliver klogere af at skulle stramme sig an for at få ret.

Hadet piskes op på de sociale medier, både til højre og venstre, endnu et træk ved det postfaktuelle samfund. Løse påstande og urokkelige overbevisninger er hverdagskost på Facebook og Twitter. Brugerstyrede aviser vinder frem, og man kan få lige præcis de nyheder, der passer ens politiske profil. Borgerjournalistikken vokser, hjemstedet for den politiske ukorrekte sandhed, som de traditionelle medier fortier. Men borgerjournalistikkens ensidighed diskvalificerer den som en kilde til viden. Idéen er egentlig også bizar, som om alle og enhver kunne være kritisk journalist. På den anden side, hvis man har gennemskuet islams inderste væsen, så skulle lidt journalistik vel være en smal sag.

Når det bliver vigtigere at få luft end at blive klogere, så er vi ude på et skråplan. Terrorangrebet i Berlin var en katastrofe, men det var reaktionerne på angrebet også. Paris, Nice, Berlin, ja vi er i krig med Islamisk Stat, men ikke med folk, der flygter fra Islamisk Stat. Vreden er troldsplinten, der forhindrer én i at skelne mellem terrorister og familier på flugt.

Lige så let det er at lade vreden bestemme, lige så blottet for nuancer bliver holdningen. Men når undertegnede foreslår, at Vesten for alvor gør noget ved Islamisk Stat i Syrien, er det så ikke også følelserne, der snakker? Måske. At holde hovedet koldt i politik er svært. Det er kunsten.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Migræne er en folkesygdom, som skal gribes rigtigt an
Messoud Ashina, professor og overlæge på Dansk Hovedpinecenter, Neurologisk Afdeling, Rigshospitalet-Glostrup | Hanne Johannsen, formand Migræne & Hovedpineforeningen
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Lars Hedegaard 75 år

Morten Uhrskov Jensen
En kriger fylder rundt.

Blog: Lars Løkkes lange omvej til tilgivelse

Olav Skaaning Andersen
Der er fremgang at spore, men statsministeren slider stadig med sin troværdighed

Debat: Omstillingen til elbiler skifter gear

Thomas Ravn-Pedersen , direktør Verdens Bedste Nyheder | Sophie Rytter, redaktør Verdens Bedste Nyheder
Forbrændingsmotorens dødsrallen bliver måske afløst af dens lydløse arvtager hurtigere end forventet. Den nye teknologi er afgørende for både klimaet, vores helbred og geopolitiske magtforhold.
Annonce
Annonce
Biler
Næsten som originalen: Måske skal din næste Golf være en Polo
Sjette generation af VW Polo opleves bag rattet stort set som den større og dyrere Golf. Bilen har det hele - inkl. mulighed for 100 pct. digitalt display, der overgår alle andre VW’er. 
Se flere
Næsten som originalen: Måske skal din næste Golf være en Polo
Sjette generation af VW Polo opleves bag rattet stort set som den større og dyrere Golf. Bilen har det hele - inkl. mulighed for 100 pct. digitalt display, der overgår alle andre VW’er. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her