*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Den svenske konge tyvstjal Skåne

På trods af at den politiske grænse mellem Sverige og Danmark er flyttet fra Småland til Øresund, er skåningerne aldrig blevet svenske, ligesom sønderjyderne aldrig blev tyske. Ingen kan snyde naturen.

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Jeg holder af Sverige. Men jeg holder endnu mere af Skåne. Jeg synes, det er synd for Skåne. For Skåne er den del af Norden, der gennem årene er behandlet skammeligst.

Mine varme følelser for Skåne stammer vist oprindeligt fra, at jeg er vokset op på en femtesal på Østerbro med udsigt til Malmø. Og Malmø var en eventyrstad for os, der var børn under Besættelsen. I Malmø var der lys i gaderne. København var mørkelagt. I Malmø vidste vi, kunne man få flere slags ægte chokolade. I Danmark kunne vi kun få surrogatchokolade.

Svenskerne tog hjerteligt imod de danske frihedskæmpere, der flygtede over Øresund forfulgt af Gestapo. Det sagde man. Men det passer ikke. Det var skåningerne, der stod mellem Helsingborg og Trelleborg og tog omsorgsfuldt imod danske jøder og andre naziforfulgte.

I vore dage har den svenske øvrighed fyldt Malmø med asiater og afrikanere. Det største befolkningseksperiment i Nordens historie. Det er ikke nyt, at svenskerne behandler Skåne skidt. Den svenske krigerkonge Gustav II Adolf skrev hjem til Stockholm i 1612: »Vi har været inde i Skåne og brændt det meste af, så at 24 kirkesogne og byen Væ ligger i aske. Vi har plyndret, brændt og slået ihjel, som vi fandt for godt.«

Dette lærer de svenske skolebørn ikke om Gustav II Adolf. De lærer, at han forsvarede protestantismen og faldt for Luthers rette tro i slaget ved Lützen i 1632.

Mange siger, at alt dette med Skåne som dansk er fortid. Men ingen af os kan undslippe den fortid, vi har fælles med vores landsmænd.

Senere sker der jo det, at hans lige så terroriserende efterfølger, Karl X Gustav, i 1658 får hjælp af kong Vinter til at bringe sin hær over Storebælt. Det var ikke bare dumdristigt. Det var hensynsløst gjort. Ikke bare mod danskerne. Men han udsatte også titusindvis af sine egne svenske soldater for en ynkelig druknedød i det iskolde Storebælt.

Isen holdt. Gud bedre det. Og pludselig stod han med en sejrsvant hær foran København og en dansk konge, der rystede på hænderne og gav ham Skåne, Halland og Blekinge for at slippe for en eksistenskamp. Havde det været en normal vinter, havde den danske flåde gjort det umuligt for Karl Gustav at få sin hær til Sjælland. Den danske flåde vandt som regel over svenskerne. Tak for det til Herluf Trolle, Niels Juel, Tordenskjold og deres matroser.

Efter Skånes erobring fortrød Karl X Gustav, at han ikke havde taget hele Danmark og stormede i 1659 København. Men nu rystede kongen, Frederik III, og københavnerne ikke længere på hænderne, og Københavns svenske angribere gik en ynkelig skæbne i møde. Over tusind af dem døde en iskold februarmorgen. Kun 12 københavnere mistede livet. Og for at føje spot til skade døde den svenske heltekonge kort tid efter af forkølelse. Sic transit gloria mundi.

Den dansk-hollandske portrætmaler Abraham Wuchters har malet Karl X Gustav i brynje. Han er pluskæbet, dobbelthaget, har døde øjne og en lille, hoven mund. Selv for en kriger at være er han usædvanligt afskyelig og menneskefjendsk at se på.

Også den næste svenske krigerkonge, Karl XII, plagede skåningerne og tvang dem til at gøre tjeneste i hans hær, så tusindvis af de danske skåninger faldt, da den overmodige og primitive svenske konge tabte til Ruslands Peter den Store i slaget ved Poltava i 1709. Og selv om Tordenskjold ustandselig erobrede eller sænkede svenske krigsskibe i Den Store Nordiske Krig omkring 1700, fik skåningerne ikke deres naturlige hjemland, Danmark, tilbage.

Efter 1600-tallets sørgelige krige mellem Sverige og Danmark er skåningerne blevet hængende som en blindtarm på Sverige, selv om deres hovedstad, Stockholm, ligger 500 km borte. Hvilket selvfølgelig gør, at deres reelle hovedstad er forblevet København. Hele Skånes udvikling er jo dansk. Sproget er primært en dansk dialekt. Den danske domkirke lå i Lund. Den første trykte danske bog er fra Dalby ved Lund. Danske adelsslægter holdt til i Skåne. Skånske Lov var den første danske lov.

På trods af at den politiske grænse mellem Sverige og Danmark er flyttet fra Småland til Øresund, er skåningerne aldrig blevet svenske, ligesom sønderjyderne aldrig blev tyske. Ingen kan snyde naturen.

Svenskerne er og bliver folket oppe ved Mälaren. De er lidt stilige, lidt højtidelige, lidt verdensmænd, lidt stormagt, som fhv. statsminister Fredrik Reinfeldt har kaldt Sverige. Skåningerne derimod er som sjællænderne, lidt underspillede, lidt underforståede, meget ironiske, livsglade, lattermilde. Ikke underligt, at den kendteste skåning i mange år var sangeren Edvard Persson, lige så rund i krop og sjæl som Ib Schønberg. »Jag har bott vid en landsväg i hela mit liv, och sett människor komma och gå« var Perssons sentimentale landeplage, som de ældste af os stadig husker.

Så selv om Skåne og det øvrige Danmark nu har været adskilt i snart 400 år, er skåningerne forblevet sjællandske. Undersøgelser bekræfter, at skåningerne foretrækker at være danskere. Naturen, den danske, går over optugtelsen, den svenske.

Næst efter de svenske krigerkonger i 1600-tallet er danskerne dem, der har forrådt skåningerne mest. Efter Den Store Nordiske Krig har danskerne nærmest opgivet Skåne, mens skåningerne aldrig har opgivet Danmark.

Skåningerne blev ellers forsøgt forsvensket på den mest djævelske måde af det svenske militær, ikke af det svenske folk. Skånske gønger, frihedskæmperne, blev hængt op langs vejene med en pæl gennem endetarmen og ud gennem ryggen. Alligevel lod skåningerne sig ikke forsvenske.

At det danske land Skåne nu er svensk på landkortet, skyldes en blanding af svenske kongers storhedsvanvid i 1600-tallet og en række militære tilfældigheder. Men galskab og krige er da ikke en måde, det moderne Sverige med dets høje demokratiske og folkeretslige principper kan bygge deres nation på.

Det magtfulde svenske forlag Bonnier makulerer for tiden Jan Lööfs dejlige børnebøger, fordi forlaget synes, Lööf tegner fremmede racer nedladende. Men det er da intet imod den foragt, svenske myndigheder har vist den skånske befolkning. Først tvang de skåningerne til at blive svenske soldater. Så indsatte de svensk militær på bondegårdene til at passe på danskerne. Så forbød de at indføre danske bøger. Skåningernes svar var raffineret. De lærte sig at tale det klangfulde svenske sprog på den mest ubegribelige og radbrækkede måde. Svensk på skånsk manér er vist det grimmeste sprog i verden.

Vi danske bærer vores ansvar over for Skåne ved ikke at give udtryk for, at skåningerne er vores landsmænd. Det ligger i danskernes natur, at vi hellere vil stå på Kronborg, se over på Skåne og ynke os selv med udbruddet: ”Dette er gammelt dansk land.”

Vi danske kunne godt lade være med at være så tilbageholdne i forhold til vores skånske landsmænd. Danske politikere og kulturpersoner kunne godt, på en broderlig måde, minde svenskerne om, at de har tyvstjålet Skåne. Gerne med et glimt i øjet, men ikke et glimt uden alvor. Uffe Ellemann-Jensen kan sådan noget. Og har også gjort det. Men lad os se Lars Løkke Rasmussen , Kristian Jensen, Inger Støjberg gøre det samme. Lad TV Avisens vejrmand tage Skåne med i ”Vores vejr”, det danske. Indbyd Helsingborgs og Malmøs fodboldklubber til at spille i den danske superliga. Lad skånske skolebørn også blive undervist i dansk sprog og kultur.

Mange siger, at alt dette med Skåne som dansk er fortid. Men ingen af os kan undslippe den fortid, vi har fælles med vores landsmænd. Heller ikke om den så er 400 år gammel. Det svenske folk har de svenske krigerkongers grumme bedrifter og ulykker i deres aner, ligesom russerne er knyttet til Stalins rædselsregime, og tyskerne bærer et medansvar for Hitlers raceforestillinger og for nazismens Holocaust. Amerikanerne har indianernes triste skæbne på deres samvittighed. Og vi danske har såvel vikingernes hærgen som Monrad og hans regerings dumhed i 1864 i vores gener.

Dette må vi alle leve med. Intet menneske er en ø. Vi er ét med vores fortid og dets fællesskab, der overskrider vores egen levetid.

Skåne har sit eget liv. Og den afgørende del af dette liv er dansk. Giv Skåne lov til at leve efter sin egen historie og sit væsen.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Stem Enhedslisten ind – og skattely ud

Rune Lund
Alle steder i kommuner og regioner, hvor vi kan forhindre skattespekulanterne i at få snablen ned i fælleskassen, er en sejr.

Blog: Detektor er venstreorienteret propaganda

Rune Toftegaard Selsing
På en god dag er DRs Detektor bare mildt ubegavet og venstreorienteret. På en dårlig er det sammenligneligt med propganda fra den gamle østblok.

Blog: Fem borgerlige pejlemærker for fremtiden København

Jens-Kristian Lütken
Efter 100 år med Socialdemokratiet ved magten i København er der brug for forandring og nytænkning

Debat: Mere fælles udenrigspolitik gennem EU

Alexander Lemche, jurastuderende ved Københavns Universitet, København K
Annonce
Annonce
Analyse: Det skal du holde øje med på valgaftenen
Hvilke partier sætter sig på de 31 stole i byrådssalen i Aarhus Kommune i de kommende fire år? Og hvor mange partier skal der til, for at sætte sig på flertallet? Når det spørgsmål er besvaret, begynder spillet om posterne for alvor på Aarhus Rådhus. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her