*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Adolf Hitler som menneske

Befandt Adolf Hitler sig helt uden for det menneskelige? Det synes den førende Hitler-biografist, Ian Kershaw, at mene. »Nej«, siger derimod den norske forfatter Karl Ove Knausgård: Hitler var ”én af os”. Hvornår kommer der en kritisk dansk udgave af ”Mein Kampf”, så enhver kan danne sig sit eget indtryk?

»Jeg forstår Hitler …«, »Jeg sympatiserer en smule med ham …«. Hvem husker ikke det store skandaleinterview i Cannes med Lars von Trier? Flankeret af sine to heltinder fra filmen ”Melancholia” – en uudgrundelig Charlotte Gainsbourg og en mere og mere hændervridende Kirsten Dunst – talte den store filminstruktør sig længere og længere ud over afgrunden: »O.k. I’m a nazi!« konstaterede han til sidst. Nærmest lidt resigneret.

Foranlediget af et spørgsmål fra en journalist fra The Times havde Trier forsøgt at forklare sin fascination af Det Tredje Riges æstetik på en underholdende måde, men hans Villy Søvndal-engelsk rakte ikke til at formidle det underfundige budskab. Hvis der var et. I stedet blev Trier bortvist fra Cannes. Han havde overtrådt en grænse, man ikke må overtræde. Hitler repræsenterer stadig den absolutte ondskab. Man må ikke forstå ham. Hitler er en størrelse, man slet ikke må forholde sig til som menneske. Hitler var slet og ret et umenneske.

Som det forholder sig med manden, forholder det sig også med hans bog. Som den norske forfatter Karl Ove Knausgård skriver i sjette del af sin autofiktive romanserie ”Min Kamp” (!) er ”Mein Kampf” det eneste absolutte tabu, der findes i litteraturen. Selv Markis de Sades værker betragtes i sammenligning med førerens egen bog af litterater som grænseoverskridende på en kunstnerisk respektabel måde. Da Johannes Riis, Gyldendals direktør, blev spurgt, om bogen vil blive genudgivet på dansk, svarede han: »Vi vil ikke udgive en bog med et så afskyeligt og afstumpet indhold, en bog, der har været med til at fremkalde så meget had, så store ulykker, så uhørte lidelser i menneskehedens historie.« (Politiken 23/1 15).

Med sit forfatterblik synes Knausgård langt bedre i stand til at indfange Adolf Hitler som menneske end mangen en faghistoriker.

I Tyskland har man dog lige genudgivet ”Mein Kampf”. Hvis man behersker tysk, kan man lade sig skrive op til et eksemplar af den kritiske udgave, som et historikerteam under ledelse af Christian Hartmann netop har udgivet på det velrenommerede Münchner Institut für Zeitgeschichte. Efter at delstaten Bayerns ophavsret til værket er udløbet, var der adskillige tusinde forudbestillinger på denne kritiske udgave med 3.500 noter. Første oplag blev revet væk.

Måske netop fordi ”Mein Kampf” forstås som selve symbolet på den absolutte ondskab, havde Karl Ove Knausgård sat sig for at læse og forholde sig til den.

Var Adolf Hitler – som han fremstår i bogen – nu også identisk med de åbenlyse idiosynkrasier og manier, hadet, selvretfærdigheden, storhedsvanviddet, hævngerrigheden, småligheden? Udgjorde ondskaben en uforanderlig og ubodelig kerne i ham? Lå det hele så at sige "i generne"? Eller kunne Knausgård gennem en fordomsfri læsning af ”Mein Kampf” mon finde mennesket Adolf Hitler? Måtte han mon ligefrem erkende, at han potentielt selv kunne ligne Hitler på visse punkter?

Uanset hvad Knausgård måtte nå frem til, er hans projekt i smuk overensstemmelse med det klassisk-humanistiske bonmot: »Jeg er et menneske, intet menneskeligt er mig fremmed.«

Hvor anerkendelsesværdigt Knausgårds læseprojekt end burde være, overlod han det til en god ven at fremskaffe et eksemplar af Hitlers bog fra et antikvariat – det var før den tyske nyudgivelse. Hvad ville folk ikke tænke, hvis det kom frem, at han var ved at anskaffe sig den forbudte bog?

Engang havde ”Mein Kampf” været mainstream. Trykt i over 12 millioner eksemplarer. Oversat til en lang række sprog. Under Det Tredje Rige havde tyske rådhuse rutinemæssigt foræret et guldindbundet eksemplar til nygifte par i stedet for Bibelen. ”Mein Kampf” var den nye bibel. 70 år senere måtte den internationalt kendte norske forfatter træffe sine forholdsregler.

Efter at den 2.000 kr. dyre bog var fremskaffet, lagde Knausgård den nederst i en skuffe. Han kunne ikke have den stående på en

reol eller liggende på et skrivebord. Den store bogelsker undlod også – mod sædvane – at indsnuse duften af en gammel bog. Det ville være for ubehageligt.

Trods alle praktiske og mentale forhindringer fik Knausgård læst ”Mein Kampf”. Helt frivilligt lod han førerens ord og tanker slippe ind i sit sind og gøre sin virkning. Knausgård er som bekendt ikke tilbøjelig til at fatte sig i korthed, men de flere hundrede sider, hvor han reflekterer over ”Mein Kampf” i ”Min kamp” er inspirerende læsning. Med sit forfatterblik synes han langt bedre i stand til at indfange Adolf Hitler som menneske end mangen en faghistoriker. F.eks. Ian Kershaw, den kanoniserede Hitler-biografist, som Knausgård – på herligt uimponeret vis – sætter til vægs: »Den forståelse [Kershaws] af Hitler er umoden, og det gør hans bøger, som er kendt som den ultimative Hitler-biografi, næsten ulæselige.«

Det umodne i faghistorikerens forståelse af Hitler er ifølge Knausgård hans tilbøjelighed til at forstå alt vedrørende Hitler i bagklogskabens lys: »Kershaws værk (…) er skæmmet af, at det beskriver alt, og der mener jeg alt, ved Hitler som stærkt negativt, selv det der vedrører hans barndom og ungdom, som om hele hans liv var farvet af den han skulle blive, og det han skulle gøre tyve år senere …« Der måtte vel også have været en Adolf Hitler, før han blev ”Adolf Hitler”?

Et af de vigtigste punkter, hvor Kershaw ifølge Knausgård ikke er opmærksom på Hitler som menneske, er den senere førers relation til ungdomsvennen August Kubizek.

Kershaw beskriver i sin monumentale biografi, hvordan Hitler hentede sin ven på stationen i

Wien i vinteren 1908. Her boede Hitler fra 1908 til 1913, dvs. i sine afgørende formative år. Kubizek var træt efter rejsen, men Hitler insisterede på omgående at vise ham alle Wiens seværdigheder, herunder operahuset og Stephansdom, »som man næsten ikke kunne se gennem tågen (…) Det var over midnat, før de var kommet hjem til Stumpergasse og endnu senere, da den udmattede Kubizek faldt i søvn, mens Hitler stadig prædikede for ham om Wiens pragt.«

Hvorfra har Kershaw sit kendskab til detaljer som tågen over Stephansdom og Hitlers prædiken om byens pragt? Fra August Kubizek selv, som i 1953 skrev en bog om sit ungdomsvenskab med Hitler. Kubizek er Kershaws eneste kilde. Men hos Kubizek står der ikke noget om, at Hitler »stadig prædikede«. Og tågen over Stephansdom beskrives hos Kubizek således: »Jeg kunne kun skimte hovedskibets tunge, mørke masse som voksede ind i tågens grå monotoni, uoverskuelig og uhyggelig, som var den ikke bygget af menneskehånd.«

Vi har kun Kubizeks ord for det. Vi kan stole på – eller ikke stole på – at Hitlers eneste ven gengiver situationen, som han oplevede den: som noget positivt, næsten magisk. Vi kan derimod med sikkerhed konstatere, at Kershaw – bevidst eller ubevidst – kaster et entydigt negativt skær over mødet i Wien.

Meningen med eksemplet fra Wien i vinteren 1908 er selvfølgelig ikke på nogen måde at rehabilitere Adolf Hitler. Blot at minde om, at han ikke stod uden for det menneskelige. Med Knausgårds formulering: »Uanset hvor ødelagt et menneske er, uanset hvor forkvaklet dets sjæl er blevet, er det også altid et menneske, der kan vælge. Det er valget, der gør os til mennesker. Kun det giver begrebet skyld mening.«

Lad os nu få en kritisk udgave af ”Mein Kampf” på dansk, eller lad os i det mindste få en dansk oversættelse af den tyske nyudgivelse.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Detektor er venstreorienteret propaganda

Rune Toftegaard Selsing
På en god dag er DRs Detektor bare mildt ubegavet og venstreorienteret. På en dårlig er det sammenligneligt med propganda fra den gamle østblok.

Blog: Fem borgerlige pejlemærker for fremtiden København

Jens-Kristian Lütken
Efter 100 år med Socialdemokratiet ved magten i København er der brug for forandring og nytænkning

Blog: Venstre skærer i velfærden og lyver om det

Christian Rabjerg Madsen
Da Socialdemokratiet i 2015 advarede om, at Venstre ville skære velfærden, afviste V-borgmestrene det som en skræmmekampagne. I dag kan vi desværre konstatere, at Socialdemokratiet fik ret. Venstre har skåret dybt i velfærden.

Debat: Mere fælles udenrigspolitik gennem EU

Alexander Lemche, jurastuderende ved Københavns Universitet, København K
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her