*

Kronik

Assyrerne – vore kristne venner

Mellemøsten har mange kristne samfund. De fleste mistrive og mister gradvis beskyttelse. Denne kronik ser på assyrerne, hvis aktuelle situation ikke ser lys ud. I en tid med flygtningestrømme, har vi måske et særligt ansvar for dem.

Der bor assyrere i Tyrkiet, Libanon, Iran, Syrien og Irak. De er ikke en udefrakommende minoritet, men et oprindeligt folk, et urfolk. Disse lande er assyrernes oprindelige hjemlande. Derudover bor der assyrere i eksil; cirka 7.500 i Danmark.

Assyrerne er et gammelt folkeslag. En vigtig fællesnævner i dag er, at de er kristne. På grund af historiske omstændigheder kaldes dette folk forskellige navne. Navnet ”assyrere” er en samlebetegnelse. Mange er ortodokse eller ortodoks-lignende kristne, hvis leder er en patriark. Nogle kalder sig for kaldæere. De er, grundet mission, en del af den katolske kirke. Men det ændrer ikke ved, at de forskellige grupper, trods kirkelige forskelle, sproglige og andre skel, er ét folk.

Vore dages assyrere anser sig selv for at være efterkommerne af Oldtidens assyrere. De er dermed del af et 4.000 år gammelt mesopotamisk kulturfolk, der er ældre end både jøder, persere og arabere. En sådan selvopfattelse er næppe mere eventyrlig, end at vi moderne etniske danskere forstår os selv som efterkommere af vikingerne.

Studiet af Oldtidens assyrere er et humanistisk fag: assyriologi. Professor Otto Emil Ravn (1881-1952) betragtes som grundlæggeren af assyriologi herhjemme. Dette fag arbejder i tiden 2000-600 f.Kr. med fokus på arkæologiske udgravninger og hundredtusindvis af skrevne vidnesbyrd.

Humanistiske fag så som assyriologi, eskimologi, indoeuropæisk, hebraisk og klassisk græsk er værd at bevare. Humaniora kultiverer og tilvejebringer forståelse for vor civilisations kilder, sprog, kunst, litteratur, kultur, historie, etik, levevis osv. Formålet er at bevare og transmittere viden og indsigt til nye generationer. Dannelse.

Med den nuværende folkevandring til Europa kunne vi måske have et særligt øje for assyrerne. Deres kultur og værdier er forenelige med vores; og vi har et etisk medansvar for, at deres sprog og kultur bevares.

Assyriologien kan fortælle os, at vor civilisations grundsten blev lagt i Mesopotamien mellem Tigris og Eufrats floder. Her trivedes i fordums tid matematik og astronomi; rige bykulturer (Assur, Ninive, Nimrod, Babylon, Ur); evnen til at skrive og opbevare skriftlige informationer (kileskrift); bogholderi; arkitektur (skønne huse og overdådige parker); handel (helt til Kina); krigskunst samt landbrug med sindrige vandingssystemer. Årets cyklus i form af kalenderen og Zodiakken har vi også fra Mesopotamien. Det er denne civilisation, de moderne assyrere er efterkommere af.

Oldtidens assyrere udgjorde en avanceret, polyteistisk civilisation, der hyppigt bekrigede Babylonien og andre lande – men i en højborg i byen Edessa (Sanliurfa) blev assyrerne nogle af de første kristne, hvilket går tilbage til den ældste kirkehistorie. Dengang talte de fleste assyrere aramæisk, hvilket også var Jesu tungemål.

Når vi tænker på kristenhedens geografi, tænker vi ofte på Europa og Amerika og ikke på Mellemøsten – men det er altså derfra, at den stammer. Derfor var DR-journalist Adam Holms dokumentar ”Tilbage i Damaskus” (DR2, 25/2) interessant; han besøgte bl.a. tilbageblevne kristne.

Lektor ved Roger Williams University i USA, Sargon George Donabed, har netop udgivet en bog*) om assyrernes historie de seneste 125 år. Han er selv assyrer og har gjort videnskabelige feltstudier i Levanten.

Donabed fremsætter den tese, at assyrerne er blevet ”otherised” (andetgjort) i Orienten. Dermed mener han, at assyrerne, omend et oprindeligt folk, historisk og politisk er blevet marginaliseret samt blevet gjort til ”de andre” af muslimske majoritetsbefolkninger.

Faktisk fremfører Donabed den tese, at assyrerne nærmest er skrevet ud af historien i vor tids Irak.

Efter at Saddam Hussein blev væltet, vedtog irakerne i 2005 en ny forfatning, som omtaler shiiter og sunnier, kurdere og turkmenere. Assyrerne er ikke nævnt! Godt nok står der, at enhver etnisk minoritet må udøve deres tro, men Artikel 2 fastslår, at islam er den officielle religion samt grundlag for lovgivningen.

Donabed peger på en virkning ved at være skrevet ud af historien: Man bliver glemt. Medierne glemmer assyrerne, når de rapporterer fra Levanten. At anerkende folkeslag og deres rettigheder vedrører, hvorledes disse omtales samt er indlejret i samfundets fælles fortælling, herunder Forfatningen, fremhæver Donabed.

Under Første Verdenskrig var armenierne allierede med russerne; de har i dag deres egen nationalstat. Assyrerne støttede også russerne i håbet om beskyttelse mod tyrkiske og kurdiske massakrer og etnisk udrensning af kristne.

Desuden kæmpede assyrerne med briterne, som lovede dem selvstændighed. Da briterne efter Det Osmanniske Riges fald fik kontrol over Irak og olien, svigtede de assyrerne, som siden blev ofre for Simele-massakren i 1933: Iraks hær gik til angreb på landsbyer i Nordirak og dræbte op imod 3.000 assyrere.

Ingen kristne folkeslag i Mellemøsten har deres egen nationalstat. Assyrere har gennem århundreder været naboer til kurderne i Nordirak, og man finder også venskab på det personlige niveau. Kurderne kæmper selv en kamp for selvstændighed. Begge folk var ofre for Saddams kemiske angreb (Anfal). I Nordirak er der dog eksempler på kurdificering (ligeledes i assyriske områder i NØ-Syrien styret af kurdere), præcist som Saddam i sin tid havde arabificeringspolitikker.

Situationen har de seneste år været præget af borgerkrigen i Syrien og IS’ fremmarch. Islamisk Stats politik er at tvinge ikkesunnier til at konvertere til deres version af sunniislam, flygte eller blive slået ihjel. Piger er i fare for at blive voldtaget eller ranet som sexslaver.

IS bedriver ”ethnocide": via målrettet kulturudryddelse udraderer de folkeslag ved at udrydde vidnesbyrd, der peger på en anden levevis.

Eksempelvis bulldozede IS foråret 2015 de assyriske oldtidsbyer Dur Sharrukin og Nimrod. Samme år smadrede de monumenter – verdenskulturarv – i den syriske oldtidsby, Palmyra.

Assyrerne taler deres eget sprog, assyrisk, i en række dialekter. De aktuelle udfordringer er kulturel udryddelse, sproglig arabificering, assimilation, marginalisering og indre splittelser. Udsigterne synes ikke lyse. Der mangler en koordineret indsats i forhold til at repræsentere den assyriske sag.

Assyrerne selv har ikke konsensus om deres ønsker, men selvstyre i et selvstændigt område med frihed til at udøve egen kultur, side om side med den Autonome Kurdiske Region i Nordirak, er et godt bud. Og her skal assyrerne ikke opfattes som en religiøs enhed, men som et urfolk i eget land.

På verdensplan er der cirka 3 mio. assyrere. I Irak boede der ved Saddams fald i 2003 cirka 1,4 mio. assyrere i Irak. Før ISIS var der 3-400.000, nu er tallet nok halveret. Derfor er en særlig opmærksomhed omkring assyrernes forhold påkrævet.

Med den nuværende folkevandring til Europa kunne vi måske have et særligt øje for assyrerne. Deres kultur og værdier er forenelige med vores; og vi har et etisk medansvar for, at deres sprog og kultur bevares.

Kan Danmark udenrigspolitisk gøre en indsats for at styrke assyrernes levevilkår i deres lokalområder? – for som folketingsmedlem for De Konservative Naser Khader siger: »Et Mellemøsten uden kristne, er et fattigere Mellemøsten.«

*) Sargon George Donabed: "Reforging a Forgotten History: Iraq and the Assyrians in the Twentieth Century”, Edinburgh University Press, 2016.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik Sproget er nøglen til det tyske marked
Siegfried Matlok, fhv. chefredaktør Der Nordschleswiger | Lukas A. Lausen, formand for Det Udenrigspolitiske Selskab U35
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Blogs

Blog: Nu er det bevist: EU gør Europa til en magnet for afrikanske migranter

Anders Vistisen
Nu kommer afrikanerne. En britisk rapport viser, at EU’s seneste forsøg på at dæmme op for folkevandringens flodbølge er en total fiasko. Vi må beskytte vores egne grænser.

Blog: Den danske ligestillingsdebat er pinligt elitær

Angela Brink
Ofte i den danske debat om kvinders rettigheder er det venstresnoede kvinder, vi hører. Men emnet ligger faktisk også borgerlige på sinde. Her fortæller en af dem – Jane Heitmann fra Venstre – hvad hun arbejder for i forhold til ligestilling mellem kønnene.
International debat

Debat: USA’s efterretningschef fik et liv i skyggen af terrortruslen

David Ignatius
Den 75-årige James Clapper har i næsten seks år været USA’s øverste efterretningsofficer, og han har tidligere erkendt, at USA havde »undervurderet« Islamisk Stat.
Kommentarer

Kommentar: Denne gang ser det hele noget mere mudret ud

JETTE ELBÆK MARESSA
I 1992, da danskerne stemte nej til Maastricht-traktaten, stod det forholdsvis hurtigt klart, hvad man skulle forhandle med de øvrige EU-lande om.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her