*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Ansigt til ansigt

Den offentlige digitale kommunikation er vi gradvist blevet tvunget ind under, og vi kan lige så godt acceptere den, som den er. Men den sociale kommunikation har vi faktisk mulighed for at præge selv.

Tegning: Rasmus S. Høyer

Digital kommunikation er livsnerven i det moderne samfund. Der er både et offentligt nervesystem, hvor meddelelser lægges i vores e-bokse, som vi tømmer lejlighedsvis. Så er der det sociale nervesystem, hvor meddelelser, billeder, links og videoer fyger ind i de store diffuse rum, der hedder Facebook, Twitter, Instagram m.m., og denne store postkasse tømmes af mange flere gange om dagen.

Den offentlige digitale kommunikation er vi gradvist blevet tvunget ind under, og vi kan lige så godt acceptere den, som den er. Men den sociale kommunikation har vi faktisk mulighed for at præge selv.

I den seneste tid er der for alvor kommet gang i debatten om og kritikken af tonen på de sociale medier. Tonen er simpelthen blevet for hård. Der er masser af ren chikane på nettet; udsagn, som ikke kunne passere i en nærværende samtalesituation. Når man sidder ved skærmen, er der ikke tale om en egentlig personlig kommunikation. Man forholder sig til skærmen og ikke til den udefinerbare suppe af modtagere, der er bag ved den.

Endnu en debattør trækker sig fra Facebook

Der er intet levende menneske til at korrigere mine fortolkninger eller mine reaktioner. På Facebook er der ikke plads til modifikationer eller nuancer. Det, som man lægger ind, skal være kortfattet og skarpt grænsende til det provokerende for at blive ”hørt”. Oftest klikker vi på det, som vi forholder os absolut positivt eller negativt til, og på den måde opstår de såkaldte ekkorum, dvs. rum, hvor alle mener det samme.

Den evindelige bekræftelse af de samme meninger udelukker behovet for argumentation og fører til en kollektiv skråsikkerhed og blindhed for andre synspunkter. Hvad kan vi gøre ved det? Professor Vincent Hendricks kom med et godt råd i TV2´s Go´morgen Danmark 16/1: »Vi skal spørge os selv, om vi ville sige det, som vi erklærer os enige i, ansigt til ansigt med en person. Og om vi ville kunne argumentere for det. I skærmkommunikationen kan du mene uden at tænke, det er meget sværere i den nærværende samtale.«

Den store forskel på de to kommunikationsformer er nærværet. I den fysisk tilstedeværende kommunikation er relationen mig og den anden, evt. de andre; i stedet for skærmen er der et ansigt.

At se et andet menneskes ansigt er som at iagttage lys og skygge løbe hen over vandet, det reflekterer og reagerer på alle de impulser, der kommer fra den anden. Munden og øjnene er afgørende for ansigtets mimik og dermed for kommunikationen. Smileyer har deres egen charme, men ingen af de små kuglerunde hoveder kan helt erstatte det levende ansigt. Et smil kan afbøde en skarp bemærkning eller give den et skær af humor. Endnu mere udtryksfuldt er dog blikket; på en uforklarlig måde er det forbundet med identiteten. Når nogen skal anonymiseres, er det øjnene, der dækkes. Blikket røber også nærvær og fravær. Tilsammen udgør mundens og øjnenes bevægelser vores mimik. Vi har ikke fuld kontrol over mimikken. Noget kan vi styre, men det mest udtryksfulde foregår ubevidst. Den anden opfatter dog både den bevidste og den ubevidste mimik og supplerer det sagte med det sete. Det kræver nærvær og opmærksomhed at føre en samtale. Det er den gensidige opmærksomhed, der gør den nærværende kommunikation så anderledes end den digitale.

Debat: Debatinterviewet: Debatniveauet kan godt nok være ret anstrengende

I den digitale kommunikation er der ikke mulighed for fælles nærværende pauser, hvor holdninger og meninger har ro til at udfolde sig.

Mimikken og opmærksomheden alene gør dog ikke en samtale, der må noget stemme til. Vi har et underligt fremmedgjort forhold til vores stemme; vi kender den faktisk ikke. Vores forhold til andres stemmer er tættere, vi kan skelne dem fra hinanden, kan høre og fortolke skiftene i dem. Et menneske, hvis stemme vi kender godt, kan ikke skjule noget for os; ordene kan sige et, men det er stemmens udsagn, der er det sande. Det er, som de fleste af os nok har erfaret, ikke kun hvad man siger, men hvordan man siger det, der er afgørende for samtalens forløb og udgang.

På de sociale medier har vi ingen stemme, kun ord. Sagen bliver repræsenteret ved et ”hvad” og ikke ved et ”hvordan”.

I den nærværende kommunikation er ordene materialet, som kan formes og formidles på utallige måder. Men lige så vigtig som ordene er deres modsætning – tavsheden. I en samtale er der masser af tavshed. Ikke kun når den anden taler, den talende selv har ventepauser, tænkepauser, erindringspauser og kunstpauser. En samtale har sin egen rytme, alt efter hvem vi taler med, og hvad vi taler om.

Med nogle mennesker kan vi have lange, naturlige pauser uden pinlighed, med andre mennesker og i andre situationer er pauserne kortere, og talen bringes hurtigt videre som en stafet. I den digitale kommunikation er der ikke mulighed for fælles nærværende pauser, hvor holdninger og meninger har ro til at udfolde sig.

En forudsætning for al kommunikation er, at der er nogen at kommunikere med og noget at kommunikere om.

Så på trods af store forskelle gælder dette for både den digitale og den nærværende kommunikation, at der er en relation mellem en afsender og en modtager, og at der er en sag, hvorom det handler. Vægtningen af de to elementer er dog forskellig i de to kommunikationsrum.

Netop fordi modtagerrollen er så diffus og ubestemt i det digitale rum, må sagen få størst prioritet. Man tilpasser ikke ordene til en bestemt modtager, når man lægger et opslag på sin Facebook-væg. I det store Facebook-rum bliver det skærmen, man skriver til, og den er ret hårdfør.

I den nærværende samtale er deltagerne tydelige og specifikke, til gengæld kan sagen være mindre veldefineret. Man kan sagtens have ført en god og givende samtale uden helt klart at kunne gøre rede for, hvad den drejede sig om. Den nærværende samtale snor sig ind og ud mellem emner, skifter retning og taber målet af syne, for så (måske) at bringes på sporet igen.

Hvis samtalen ikke kan holde sig til emnet, hvorfor er den så så vigtig? Det er den, fordi den vægter relationen mellem menneskene mest. Man kan ikke komme uden om det andet menneskes ansigt, når man befinder sig lige over for det.

Eksperter: Løkkes Facebook-tale vil dele brugerne

Hvor stor og vigtig sagen end er, kan den ikke skygge for ansigtet. Måske er det derfor, man ofte anbringer politikere på række i et panel, så kan de holde udelt fokus på sagen og undgå at se ansigter. På den måde kan de beskytte deres egne meninger og interesser og bringe dem uantastet gennem en såkaldt diskussion.

Den gode samtale består ikke af velformulerede sætninger. Autentiske samtaler er spækket med ”øh´er”, pauser, selvrettelser, præciseringer, gentagelser, spørgsmål og afbrydelser. Ikke desto mindre nærer vi i demokratiske kulturer en stor tillid til samtalen.

Politiet går i dialog med flygtningene på motorvejen, Obama rejser til Mellemøsten for at sidde i forgyldte stole og tale personligt med arabiske ledere, gerningsmanden mødes ansigt til ansigt med sit offer, lægen skal tale med sin patient, og forældrene med deres børn. Vi tror på, at det kan gøre en forskel ”at tale om tingene”.

Den digitale kommunikation er uundværlig, den er inspirerende, underholdende, nyskabende, befrugtende og befriende. Den er tidsbesparende, den har lavet alt det kedelige, tunge opslagsarbejde, og den deler generøst informationer og gode idéer ud til sine brugere.

Men den fysisk nærværende kommunikation har en kraft og et potentiale, som ingen skærm kan erstatte. Den digitale kommunikation kan aldrig blive som den nærværende kommunikation. Men vi kunne måske overføre noget af samtalens empati og eftertanke til de digitale medier, det ville hjælpe gevaldigt på tonen.

Måske kunne de sociale medier leve op til deres navn og blive det demokratiske forum, som vi så optimistisk drømte om for 10 år siden.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Når undtagelsestilstand bliver nødvendig

Olav Skaaning Andersen
Vi lever i en tid, hvor vores demokrati er truet. Derfor må vi finde os i, at undtagelsestilstande bruges til at beskytte vore samfund.

Blog: David Trads er ikke en farlig mand

Lars Boje Mathiesen
Nogle gange gør folk sig selv ligegyldige. Det er sket for David Trads. Han ved det bare ikke selv endnu.

Blog: Europa på vej mod ny Reformation

Mikael Jalving
Hvert folk er nødt til at finde en vej ud af det teologisk-politiske morads, det har skabt for sig selv ved at guddommeliggøre menneskerettighederne.
Annonce
Annonce
Bolig
Hun fandt sit kreative drive på en gård langt ude på landet
Cecilie Elisabeth Rudolph er en kreativ sjæl, som både arbejder med tekstil-, print- og materialedesign. Hun deltager netop nu i udstillingen “Our Scissors” om Fiskarssakse på Helsinki Design Museum og har et julesamarbejde med designfirmaet Stilleben. 
Se flere
Hun fandt sit kreative drive på en gård langt ude på landet
Cecilie Elisabeth Rudolph er en kreativ sjæl, som både arbejder med tekstil-, print- og materialedesign. Hun deltager netop nu i udstillingen “Our Scissors” om Fiskarssakse på Helsinki Design Museum og har et julesamarbejde med designfirmaet Stilleben. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her