*

Kronik

Tag ved lære af svenskerne

Hvert år bruger Danmark relativt set 60 mia. kr. mere på offentlig forsørgelse, end de gør på den anden side af Øresund og Kattegat. Siden 2006 er det lykkedes svenskerne at reducere antallet af offentligt forsørgede med 200.000.

Det er en forudsætning for eksistensen af det danske velfærdssamfund, at mange er i beskæftigelse. Mange beskæftigede skaber grundlaget for velstand i Danmark. Hvis der er for få til at forsørge resten af befolkningen, så skrider hele fundamentet for vores samfund. Arkivfoto

At få færre offentligt forsørgede ligger DA-fællesskabet meget på sinde. En kronik fra De Økonomiske Råd (DØR) i denne avis (10/12) gav indtryk af, at formandskabet var knapt så optaget af at få færre offentligt forsørgede, som vi er i DA.

Udsigt til færre offentligt forsørgede

Det er en forudsætning for eksistensen af det danske velfærdssamfund, at mange er i beskæftigelse. Mange beskæftigede skaber grundlaget for velstand i Danmark. Hvis der er for få til at forsørge resten af befolkningen, så skrider hele fundamentet for vores samfund.

Vismændene har efter al sandsynlighed ret i, at antallet af offentligt forsørgede vil falde frem mod 2020. Fremgang i økonomien kan give et bidrag, og så vil tilbagetrækningsreformen, dagpengereformen fra 2010 og enkelte mindre reformer bidrage til at sænke antallet af offentligt forsørgede. Det er positiv t, og vi glæder os over, at flere danskere vil kunne stå op til en aktiv hverdag på arbejdsmarkedet.

De enøjede økonomer

Offentlig forsørgelse til erhvervsaktive koster hvert år ca. 140 mia. kr. Kan vi reducere det beløb, så er der mulighed for at investere i at udvikle Danmark gennem f.eks. uddannelse, forskning og sundhed og reducere omkostningerne for danske borgere og virksomheder.

Som det er i dag, er der intet økonomisk incitament for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Færre offentligt forsørgede øger også muligheden for, at virksomhederne kan få de nødvendige medarbejdere, så virksomhederne vælger at udvikle sig i Danmark i stedet for andre lande. Allerede nu advarer flere brancher om mangel på arbejdskraft, der, hvis ikke det løses, kan sætte en bremse for et opsving, inden det rigtigt er kommet i gang.

Derudover står vi over for et omfattende underskud på de offentlige finanser, hvor den næsten millionstore gruppe af 16-66-årige på offentlig forsørgelse er en væsentlig udgiftspost.

Det er godt, at regeringen løbende peger på behovet for færre offentligt forsørgede. Forhåbentligt vil DØR også bakke klart op om det mål.

Men vi skal ikke kun have færre på offentlig forsørgelse af økonomiske hensyn. Det handler også om at skabe en bedre tilværelse for den enkelte.

Erfaringer viser, at en aktiv deltagelse på arbejdsmarkedet ikke bare er sundere for det fysiske og psykiske helbred, men at tilværelsen på en arbejdsplads også giver en mere sammenhængende hverdag for de fleste. Det bør derfor være et fælles mål at erstatte den offentlige forsørgelse med et job for så mange som overhovedet muligt.

Efter at have læst vismændenes kronik kunne man dog få indtryk af, at de mente, at der ikke var meget mere at gøre for at nedbringe antallet af offentligt forsørgede.

Det er vi i DA ikke enige i. Tidligere på året fremlagde vi 28 konkrete forslag, der kan bringe ca. 85.000 personer fra offentlig forsørgelse til beskæftigelse. Der er mange steder at gribe ind: både i forhold til de økonomiske incitamenter og til forvaltningen af de offentlige forsørgelsesordninger. Blot forskellene kommunerne imellem peger på et stort potentiale for at reducere antallet af danskere på offentlig forsørgelse.

Vi behøver heller ikke at se langt efter, hvad der er muligt. Sverige har gjort sig mange erfaringer med at få færre på offentlig forsørgelse, og det bør vi tage ved lære af.

Siden 2006 er det lykkedes svenskerne at reducere antallet af offentligt forsørgede med 200.000 personer. Reformer af førtidspension, sygedagpenge og arbejdsløshedsdagpenge har været vigtige brikker i vores nabolands vej til færre på offentlig forsørgelse. Og vi har god grund til at tage ved lære af Sverige. Hvert år bruger vi i Danmark relativt set 60 mia. kr. mere på offentlig forsørgelse, end de gør på den anden side af Øresund. Det er problematisk, at antallet af danskere på offentlig forsørgelse har fået lov til at stige så voldsomt, som det har gjort.

Sverige har gjort sig mange erfaringer med at få færre på offentlig forsørgelse, og det bør vi tage ved lære af.

På under 50 år er antallet af danskere på offentlig forsørgelse firdoblet. Selv om det er vigtigt at have et offentligt forsørgelsessystem til at samle dem op, som har behov for en hånd i tilværelsen, så er det gået for vidt i Danmark.

De Økonomiske Råds formandskab tegnede i kronikken et billede af udviklingen i antallet af danskere på offentlig forsørgelse, som vi i DA ikke kan genkende. I deres seneste efterårsrapport udgivet den 9. december og i kronikke dagen efter i denne avis er en af konklusionerne, at antallet af danskere på offentlig forsørgelse er faldet fra ca. 1.000.000 i 1994 til 800.000 personer i dag – altså et fald på 200.000 personer.

Vismændenes tal er overraskende, og det hører med til billedet, at aldersgruppen, der ligger til grund for beregningerne, har ændret sig undervejs.

I 1994 gik den erhvervsaktive alder fra 16 til 66 år. I 2014 var den 16 til 64 år – alene som følge af ændringer i forsørgelsessystemerne.

Skal man sammenligne disse to perioder, kræver det derfor et ens sammenligningsgrundlag. Enten skal man trække de 65-66-årige på efterløn, førtidspension m.v. fra i beregningerne for 1994, eller også skal man lægge de 65-66-årige folkepensionister til i 2014. Og dette har vismændene ikke gjort.

Husker man at tage højde for, at tilbagetrækningsalderen er ændret undervejs, er der ikke kommet 200.000 færre på offentlig forsørgelse.

Antallet af danskere (helårspersoner) på offentlig forsørgelse i alderen 16-66 år er derimod steget fra 918.000 i 1994 til 947.000 i 2014. Altså var der i 2014 29.000 flere på offentlig forsørgelse end 20 år tidligere. SU-modtagere er ikke talt med i beregningerne.

Det er gået den forkerte vej, og det er på trods af den gængse fortælling om, at ledigheden er blevet nedbragt siden 1990’erne. Ser man alene på antallet af ledige, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, kunne man foranlediges til at tro, at vi som samfund har haft succes med at få ledige i arbejde. I 1994 stod 378.000 ledige til rådighed for arbejdsmarkedet. I dag er tallet kun 135.000 ledige.

Sandheden er, at vi stod i en væsentlig bedre situation i starten af 1990’erne, end vi gør i dag, når spørgsmålet falder på sammensætningen af offentligt forsørgede. For det, tallene viser os, er, at der ikke alene er sket en stigning af antallet af offentligt forsørgede. Dem, der modtager ydelserne, er i dag også længere væk fra arbejdsmarkedet, end de var tidligere. Hvor en stor del ledige i 1990’erne var på ydelser, hvor de stod til rådighed for arbejdsmarkedet, er langt flere i dag vurderet til ikke at være i stand til at påtage sig et arbejde og optræder derfor ikke i de gængse ledighedsstatistikker.

På trods af, at vi i dag lever længere og er markant sundere, end vi var i 1990’erne, er det mere blevet reglen end undtagelsen, at dem, der ikke har et arbejde, bliver vurderet for svage til at komme i arbejde igen.

Som det er i dag, er der intet økonomisk incitament for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Tværtimod bliver ydelserne mere attraktive, jo længere man kommer væk fra arbejdsmarkedet.

I DA-fællesskabet håber vi, at politikerne er villige til at finde løsninger på, hvordan vi får flyttet danskere fra forsørgelse til beskæftigelse, og vi bidrager gerne med vores bud.

Vi håber derfor også, at vi i de kommende trepartsforhandlinger med regeringen og fagbevægelsen kan diskutere emnet og sammen tage ansvar for at få flere danskere i arbejde.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Blogs

Blog: Lad os få noget mere kritisk sans i medierne

Josephine Fock
Kan det virkelig passe, at der skal et Detektor-program til, før medierne vil forholde sig kritisk til regeringens spin? Sagen om PSO-ordningen kunne desværre tyde på det.

Blog: Vil Thulesen Dahl være statsminister redde Danmark?

Rune Toftegaard Selsing
Der er en grund til, at Thulesen Dahl ikke forlanger reelle stramninger af udlændingepolitikken.

Blog: Stop så forherligelsen af utroskab, det er jo skadeligt

Angela Brink
I pip rundt omkring i de mere kulturradikale medier kører der med jævne mellemrum artikler og programmer, der handler om, at utroskab er fint. Men utroskab skal ikke glorificeres i det offentlige rum af folk, der blot tilfældigvis har adgang til mediebilledet.
International debat

Søren Espersen: Bør Danmark finansiere et Grønland, som er på vej væk?

Søren Espersen , MF, DF, Formand for Udenrigspolitisk Nævn
Jeg efterlyser danske politikere, som tør tage debatten om, hvor længe det er rimeligt, at Danmark fortsætter med at finansiere grønlandske politikeres drømmerier.
Kommentarer

Kommentar: DR på kikset slankekur

TAGE CLAUSEN
Licensen skal sænkes, men det er langtfra nok
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her