*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Krigens dna i islam

For de mest radikalt nostalgiske og frustrerede muslimer ser vi i disse årtier en sammensmeltning af apokalyptiske forhåbninger og væbnet aktivisme i sin mest terroristiske variant, hvor målet delvist består i at sprede skræk og kaos.

I sidste uge underviste mine kolleger og jeg et hold gymnasielærere i et kursus om hellig krig. Lidet anende at weekenden skulle blive et sådant show i anskuelsesundervisning.

Min opgave bestod i at bidrage til forståelse af den hellige krig, al-jihad al-muqaddas, i islam. Hvilke kulturelle og religiøse traditioner for krig og væbnet konflikt i oldtidens nærorientalske religioner var med til at forme islams særlige perspektiv på den hellige krig? Hvilke forlæg finder vi i de bibelske tekster?

Vi kan ikke komme udenom, at der også er nogle markant religiøse faktorer på spil, ja ligefrem specifikt islamiske sådanne.

Hvilke umiddelbare historiske omstændigheder, såsom Muhammads egne væbnede kampagner, var med til at forme islams teologi om krig? For en sådan findes og har dybe rødder i islams mest autoritative genrer: først og fremmest i Koranen og haditherne (udtalelser om og af Muhammed), men også i Muhammed-biografierne, i den islamiske historieskrivning og i den såkaldte sharia-tænkning.

To vigtige spørgsmål i opfølgningen på Paris er uundgåelige: Er der noget i islam, som kan begrunde disse handlinger? Og hvad vil man opnå med dem?

Der er naturligvis en lang og kompleks række af forhold, der gør sig gældende, f.eks. social-psykologiske faktorer (de såkaldte cross-overs) og geopolitiske faktorer (failed states der fostrer uberegnelige og farlige aktører). Men vi kan ikke komme udenom, at der også er nogle markant religiøse faktorer på spil, ja ligefrem specifikt islamiske sådanne.

Jeg vil her pege på, hvorledes tre førmoderne islamiske forhold er afgørende for at forstå Paris-attentatet. Et fjerde forhold, der har rod i islams møde med moderniteteten, gør sig endelig også gældende.

For det første blev islams teologi under Muhammed udviklet under to vidt forskellige omstændigheder. I Muhammed og muslimernes første år i Mekka i 600-tallet var muslimerne en magtesløs og forfulgt gruppering, der prædikede et nyt monoteistisk budskab blandt araberne – én og kun én Gud var den sande.

Muhammed så sig selv i forlængelse af de bibelske skrifter og spejlede sig i hellige mænd som Abraham, Moses og Jesus. Ligesom de tidlige kristne bevægelser prædikede man dommedags snarlige komme, de magtesløses håb om fremtidig retfærdighed. Så ville de onde magtfulde nemlig blive straffet, og de forfulgte muslimer blive belønnet i paradis, mens de andre kunne vansmægte i helvede.

Denne allertidligste form for islam kan især sammenlignes med dele af Det Nye Testamente – der svælges i Guds snarlige straf og udryddelse af synderne i spektakulære og litterært medrivende scenarier. Johannes Åbenbaringer er et særligt slående eksempel, der givetvis har inspireret Muhammed.

Men omkring 622 sker der noget afgørende nyt for Muhammed og co.: På baggrund af forfølgelserne og magtesløsheden emigrerer man til Medina, og her får Muhammed for første gang etableret en egentlig politisk-religiøs samfundsordning kaldet al-umma, kalifatets grundmodel.

Magtesløsheden er nu forvandlet til et magtpotentiale! Indtil Muhammeds død bølger de væbnede kampe nu frem og tilbage mellem muslimer og ikkemuslimer, men profeten er på sit dødsleje Arabiens mægtigste mand.

Arabien er forenet under én Gud, Allah. Det er også i denne periode, at krig og konflikt sammensmeltes med profetens karriere. Profeten bliver den kæmpende monoteist, Allahs stridsmand, og muslimerne vil for al fremtid kunne spejle sig i dette eksempel til efterfølgelse, hver gang de føler sig udsatte og pressede.

At følge profetens eksempel, hans sunna, er simpelthen en del af islams dna – hvis der er krise- og krigstider, skal man naturligvis følge Muhammeds eksempel: »I har et smukt eksempel i Guds udsending« (Koranen 33:21). Shariaen udspringer af forsøget på at sammentænke Koranens troslære med profetens eksemplariske liv.

Den tredje afgørende kontekst for nutidens jihad udfolder sig i årene efter Muhammeds død: Muslimerne erobrer store dele af Mellemøsten, presser Det Byzantinske Imperium i bund og nedlægger det persiske. Muslimerne er med andre ord den nye verdens herskere. Det betyder rent religionshistorisk, at den islamiske teologi udvikles og krystalliseres i en uhørt suveræn magtposition.

Vi kan ikke komme udenom, at der også er nogle markant religiøse faktorer på spil, ja ligefrem specifikt islamiske sådanne.

I modsætning til både kristendommen og (rabbinsk) jødedom, som udviklede deres tidligste teologier under andre religiøse suveræner end dem selv (romerne og perserne), udvikler islam sig under sin egen islamiske suverænitet. Jihad bliver i den sammenhæng en teologisk selvfølgelighed – en del af det islamiske imperiums elan vital.

Herefter går det ned ad bakke: Imperiet splittes efterhånden i dynastier, fraktioner, ydre og indre fjender, men det fatale realpolitiske chok kommer med de europæiske kolonisatorer.

Kronik: Kronik: Islam i bevægelse

Den islamiske verden ender på mange måder som Muhammed og co. i Mekka – relativt magtesløse, men nu er man tillige udstyret med en gammel civilisatorisk erindring om, dengang jihaden virkelig var en sejrrig magtfaktor. For de mest radikalt nostalgiske og frustrerede muslimer ser vi derfor i disse årtier en sammensmeltning af apokalyptiske forhåbninger og væbnet aktivisme i sin mest terroristiske variant, hvor målet delvist består i at sprede skræk og kaos.

Der er et element af denne logik i nutidens jihad – det magtfulde og onde Vesten fortjener simpelthen at blive straffet. For jihadisterne rummer Koranen den ultimative lovhjemmel, nemlig princippet om reciprocitet, f.eks. 2:194: »Hvis nogen begår overgreb mod jer, skal I begå overgreb mod ham svarende til, hvad han har begået mod jer.«

Denne lov er for øvrigt inspireret af Det Gamle Testamente-princip om »øje for øje og tand for tand.«

Da den såkaldte krig mod terror er særdeles beskidt med bomber, droner, tortur og tusindvis af utilsigtede dræbte, har jihadisterne i deres egen teologiske optik et fuldstændigt gyldigt retligt grundlag at gå i krig på.

Den særlige spektakulære grusomhedstaktik, der benyttes i terrorangrebene, begrundes ligeledes i Koranens råd om scare-tactics.

Hvis vi kigger på IS’ kommuniké, den udsendte efter Paris, kan vi f.eks. se, at de indleder med at citere Koranen 59:2:

»... og de tænkte, at deres fæstninger kunne beskytte dem mod Gud. Men så faldt Gud over dem fra en side, som de ikke havde regnet med, og indgød dem rædsel [ru’b – ofte oversat til terror på engelsk, da det jo betyder ”skræk” eller ”rædsel”] i hjertet, så at de egenhændigt, og med de troendes hænder, lagde deres huse i ruiner. Så tag ved lære, I, der kan se!«

Blandt muslimer er versets såkaldte åbenbaringskontekst beretningen om dengang i 625, da muslimerne fordrev den jødiske stamme Banu Nadir fra Medina, fordi de havde samarbejdet med fjenden i Mekka.

JP mener: JP mener: Det er vigtigt, at vi ikke gør det til en konflikt mellem muslimer og ikke-muslimer

Citatet er faktisk velvalgt: For det første refererer det til en skrækkelig overraskelse, og dét er jo lige præcis definitionen på moderne terrorisme – at indgyde skræk (den moderne terrorismebetegnelse kommer fra det franske ord for skræk, terreur). I sammenhængen synes citatet også hånligt at adressere vestlig arrogance og selvsikkerhed – vi tror os sikre i vores sekulære fæstninger, men forvis jer om, at Gud vil straffe jer.

Formuleringen om, at jøderne lagde deres egne huse i ruiner, spiller ikke kun på den gamle Babel-myte, men også på et typisk koranisk element, som vi kunne kalde poetic justice, altså det forhold at de onde – her franskmændene – i sidste ende kommer til at straffe sig selv.

Med hensyn til den militære eskalation, som vi nu formodentlig vil se udfolde sig, vil den blot bekræfte IS og ligesindede om, at de sidste tider nu endelig er ved at rinde ud. Det er desværre den onde profeti, hvis opfyldelse vi må kæmpe imod.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Om temaet

Den franske hovedstad Paris blev fredag den 13. november 2015 ramt af en række blodige terrorangreb.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
TV
Mere
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her